Malaysia 2004

Hovedtrækkene i vores rute var:

Vi startede i Singapore kørte i tog op til Jerantut. Så båd ind/ud af regnskoven. Tog/bil videre op til nord Malaysia., for derefter at skiftevis sejle i båd og køre i bil tilbage til Singapore… Turen tog en måned.

Den “røde” rute er med tog/bil
Den “blå” rute er med båd.

Nedenstående forord blev tænkt i efteråret 2003

Det er sikkert og vist.
Efteråret er på vej. Fuglene er på vej af sted til varmere himmelstrøg, og træerne vil snart vise deres brune nuancer.

Efteråret er smukt, og energien fra sommermånederne ligger stadig i kroppen.
Sommerens energi havde givet os mod på at planlægge mange aktiviteter i efteråret. Måske var det en naiv tanke om, at efteråret ville gå hurtigere, og vinteren endnu hurtigere.

Der var planlagt sy-kursus for mor og barn, uddannelse til både mor og far. Aktiviteterne på mit arbejde var bestemt heller ikke skruet på lavblus.
Med en presset kalender, og med 180 km. i timen på arbejdet måtte det på et tidspunkt give en reaktion.

Vinterens bidende kulde susede i træerne og lagde sit mørke tæppe over land og by. Vi vidste begge at dette betød udlængsel, en længsel efter solens stråler ville hive i vores vintertungsind.

For nogle få år siden mistede jeg min mor. Hun døde efter lang tids sygdom og i en ung alder af 59 år. Mine forældre har altid arbejdet hårdt.
De har været selvstændige erhvervsdrivende i det meste af deres liv. Jeg tror aldrig min mor har haft tid eller overskud til at tænke på hendes egne behov og livets store mening.

I de sidste år byggede mine forældre et lækkert nyt hus. Her skulle de have nydt resten af deres dage sammen, og levet deres livsdrømme ud. Men det blev aldrig en realitet.

Efter min mors død har jeg erfaret, at en af hendes drømme var en rejse til Gran Canaria. Under hendes sygdomsforløb havde hun fortalt min far, at når hun om nogle måneder blev rask, så kunne de rejse af sted.

Min mors død gjorde mig bevidst om, at det er i nuet, at livet skal leves. Man skal være tro mod ens værdier og ud leve sine drømme. Det nytter ikke, at vente til man er 59 år med at få opfyldt sine drømme.

Tankerne fløj frem og tilbage. Det var tid til endnu engang, at kigge på familiens værdier.
I et presset efterår med alt for mange aktiviteter både privat og arbejdsmæssigt gjorde det os klart, at vi måtte gøre en større indsats på at være tro mod vores værdier.

Hvad var vigtigst for os, og hvad var det egentlig, at vi ville have ud af livet ?
Vigtigst af alt var det, at vi kunne sidde i en gyngestol, når vi blev gamle og kigge tilbage på et liv hvor vi havde fået opfyldt vores livsdrømme, og i det store hele havde truffet de rigtige valg. Vi ville ikke leve efter mottoet ”Når jeg bliver gammel vil jeg….”
Det var nu, at vi skulle give vores lille familie et lille frirum med plads til 100 % familietid og kærlighed.

Udenfor havde frosten for alvor taget fat. Det var bidende koldt. Fuglene skuttede sig på foderbrættet – og nippede til det tørre brød. Det hele så ud til at være gået i vinterhi og dvale. En perfekt tid til dagdrømme og filosofiske tanker.

Et stod soleklart i vores tanker, at det handlede om familietid, og om at ville se (hele) verden. Når vi blev gamle og kiggede på vores liv ville vi ikke med bitter stemme konstatere at vi valgte familielivet fra til fordel for karrieren.

Når vi som familie rejser er det på alles præmisser, der skal være plads til alles ønsker, og alle er en del af den planlægning der går forud for vores rejser. Derfor er det for os ikke kun rejsen der giver os familietid, men i ligeså høj grad hele planlægningsperioden før selve rejsen.

Sarah havde helt klart sat et ”krav”. Vi skal bo steder, hvor der er en swimmingpool. Hun er ikke helt tilfreds med at bade nede ved stranden, man får så frygtelig meget sand mellem tæerne.. Så skulle det da lige være fordi, at man kunne komme ud og snorkle med farmand.

Det skulle også være et sted hvor man kunne se vilde dyr nok mest af alt nogle krybdyr. Både hende og Christian er helt vildt med slanger, firben og alt andet kryb. Så de bliver studeret nøje på vores rejser – med mig i baggrunden.

Christian ønsker en god kombination af afslapning og oplevelser. Oplevelserne må gerne være i regnskoven, og stod det helt til ham blev det nok en overlevelsestur med overnatning i telt i regnskoven, med en rigtig stor risiko for at se krybdyr.
Men et af mine højeste ønsker er, at vi IKKE møder de største kryb. Tanken om at vågne op om natten i et telt med en edderkop kravlende over mit ansigt var nok til fravælge denne form for rejser.

For mig handlede det om at kunne slippe kontrollen lidt og bare nyde livet, at være til uden nogen planer. Det er i sig selv er en stor udfordring for mig, som normalt planlægger alt ned til mindste detalje.

Både for Christian og jeg er det højeste ønske med en rejse nok, at vi har 100 % tid til vores lille familie.

Sparepengene blev talt op, og der blev udregnet (mange) budgetter. Hvor skulle vi rejse hen ? I hvor lang tid ? – og hvad ville Sarahs skole sige når vi, endnu engang, kom og sagde at vi skulle ud og rejse ? Hvad med hunden – hvad skulle vi gøre med ham ?

Men vi var fast besluttet på, at det er vores drøm – ”at rejse er at leve” og ”Carpe diem” blev vores motto.

Vores rejseerfaring er vokset stødt med alle vores rejser. Da vi den første gang rejste til Thailand var alt planlagt og tilrettelagt hjemmefra igennem et rejsebureau. Næste gang vi rejste til Thailand var det kun hotelovernatningerne der var booket hjemmefra.

Efterhånden har vi mødt mange andre mennesker der rejste på egen hånd, og vi har efterhånden fundet ud af hvor let det er, at rejse på egen hånd. Så valget stod klart, vi skulle rejse som backpackers.
Nok også lidt af en barnedrøm, at rejse med rygsækken og fylde den med en masse oplevelser.

Internettet blev gennemsøgt og biblioteket blev tømt for rejsebøger. Vi gik i gang med, at finde det land der kunne tilfredsstille alles behov.

Foråret spirede nu frem. De første erantis og vintergækker viste forsigtigt deres hoveder. Weekenderne var fyldt med drømme om eksotiske rejsemål, og det ene forslag efter det andet kom på bordet.
Vi tog på rejsemesse i Bella Centret. Det skulle være en rigtig hyggelig familietur, men endte med at blive en lidt stresset oplevelse. Der var alt for mange mennesker, og det var egentlig ikke særlig hyggeligt. Folk stod i kø for at få gode råd om rejser, og rejseagenterne havde ikke overskud af tid til at fortælle om oplevelserne der lå udover ”et godt hotel”, ”god mad” og ”vejret”.
Vi gik ind for at høre et foredrag om Asien, men han kunne kun gentage sangen om ”et godt hotel”, ”god mad” og ”vejret”.

Tilbage til bøgerne, den varme stue, varm kakao og hyggen der kunne danne rammerne om en snak om vores rejsedrømme. Australien blev endnu engang afprøvet, og der blev regnet kraftigt. Men det krævede vist en længere ferie hvis dette skulle blive realistisk.

Vores kærlighed faldt på Malaysia, for den smukke natur og måske et ikke helt overrendt land. (Vi ville jo helst ikke møde alt for mange turister)
Vi valgte, at tage af sted i Sarahs sommerferie, så skulle det ikke give nogle problemer mht. skolen. Hunden blev afsat til naboen og pension (14 dage). Jeg fik rykket en uges gammel ferie til nyt ferieår. Nu var det muligt for os at tage af sted en hel måned.

Vi valgte, at købe en returbillet til Singapore + to overnatninger hjemmefra. Men det var også det hele. Fra Singapore skulle vi selv finde vej op igennem Malaysia, og hvis vi havde tid/lyst kunne vi rejse ned langs vestkysten og tilbage til Singapore.

Selvom der ikke skulle planlægges noget blev Internettet igen gennemsøgt for alt hvad der omhandlede Malaysia. Jeg fik undersøgt hvor og hvilke overnatningsmuligheder der var i de områder vi gerne ville til, og hvordan vi kom til de steder vi gerne ville opleve. En god viden som senere skulle vise sig, at være godt erhvervet.

Alle de gange hvor vi havde besluttet os for, at tage ud i den store verden blev Australien næsten altid afprøvet. Hvordan kunne det hænge sammen både tidsmæssigt og økonomisk hvis vi gerne ville opleve dette smukke land ? Men hver gang blev denne drøm bremset af tid eller økonomi.
Men nu var vi jo fast besluttet på, at det var nu at drømmene skulle leves ud, og ikke når vi blev gamle. Derfor begyndte Australien igen at ”spøge”.

En vild tanke blev født. Vi kunne tage af sted i en måned til Malaysia i år, for at afprøve om det nu virkelig var os, at rejse i SÅ lang tid og på egen hånd. Hvis det virkelig var os, så kunne vi året efter tage 3 måneder af sted til Australien. Hmm….første tanke var nok, at hvordan i alverden skulle dette blive til en realitet. Men springet måtte tages hvis vi ville være tro mod vores værdier og drømme.

Så planen lå altså klar, først en tur til Malaysia, og når vi kom hjem skulle vi føle efter i maven om det var rigtigt at tage af sted til Australien året efter.

Den første rigtige forårssol viste sig, og alting stod næsten på spring efter at komme frem fra deres vinterhi. Vores spænding boblede i maven, og glæden kunne næsten ikke holdes tilbage.

Men Christian kunne vist ikke helt holde denne spænding tilbage, og allerede i april måned havde han spurgt på sit arbejde om det var muligt at få orlov.
Allerede en måned efter, havde han fået godkendt 3 måneders orlov i maj, juni og juli i 2005.
Nå, men så kunne jeg jo heller ikke holde mig tilbage. Så med de største sommerfugle i maven opsøgte jeg min chef for at høre om mulighederne for orlov. Heldigvis blev orloven godkendt.

Hjemme blev der danset krigsdans, hoppet og løbet rundt i hele huset af lykke. Tænk at det virkelig skulle blive muligt at få opfyldt vores livsdrøm om at sætte volumen på 110 % familietid.

Den rigtige planlægningstid tog for alvor fat. Nu skulle alle praktiske ting gøres klar til en måneds ferie i Malaysia. Alt det økonomiske skulle være på plads.
Vi havde jo besluttet os for at rejse backpackers, og derfor blev der selvfølgelig pakket 2 x rygsække. En indædt kamp startede med at få alting til at være der, men det lykkedes og det skulle senere vise sig, at der var rigeligt.
Men nu var det jo mig der pakkede, og kvinder har måske en tildens til at pakke rigeligt til rejser.

Selvom vi synes, at vi havde planlagt alting godt blev den sidste tid før afrejse alligevel meget stressende. Der var projekter på arbejdet der skulle lukkes ned, huset skulle gøres klart, familie og venner skulle besøges inden afrejse.
Så det var en befrielse da vi endelig langt om længe satte os i flysædet med udsigt til en måneds afslapning med 110 % familietid.

 

 

 

Her starter dagbogen…

29.Juni 2004

Afrejse til Singapore

Turen tog en måned og vi startede i Singapore, for derefter at rejse op igennem Malaysia.

Den “røde” rute er med tog/bil/bus
Den “blå” rute er med båd.

 

 

2. Juli 2004

Singapore ”Jetlag i en smuk by”

Vi er nu landet i Singapore og har været her et par dage. På vores ferier plejer jeg, at stå op et par timer før Christian og Sarah for at nyde stilheden og se dagen begynde. Men dette må vente til vi kommer til næste sted pga. her er ingen altan. Så mine dagbogsysler i dag bliver gjort her i hotellets cafe.

Da vi ankom her til hotellet stod det ned i stænger. Første tanke var ”okay – nu har vi fløjet i 14 timer, og så til regnvejr!” Men det er jo lidt anderledes hernede når det regner. Det er jo ikke som derhjemme koldt og klamt. Varmegraderne står jo uanfægtet på 30 grader.

Vi ankom til hotellet meget tidligt om morgen, og vi var godt trætte. Vi vidste godt, at vi nok skulle vente lidt på at få vores værelser. Det er normalt i Asien – og vel egentlig også i Danmark – at nøglen til værelset udleveres kl. 12 eller kl. 14.
Så vi samlede alt den tålmodighed vi havde, og etablerede os i hjørnet af hotellets foyer. Vel nok ikke et kønt syn for de ”fine” gæster der ankom til hotellet, at der på gulvet i hjørnet lå en lille familie på deres rygsække, og forsøgte at sove.
Jeg ved ikke om det var årsagen, men efter en times tid fik vi vores værelse. Ganske udmærket og godt til formålet – nemlig at få sovet ud.

Nu er feriestemningen for alvor ved at være der. Det har taget os et par dage at vende os til tidsforskel og høj luftfugtighed. Vi er stadig trætte og lidt tunge i hovederne, men det begynder absolut at hjælpe på det. Udsigten til en måned her i Asien hjælper jo også en hel del.

Singapore er den smukkeste storby vi har været i. Nu er det anden gang, at vi er her, og den tager stadig pusten fra mig. Smukke bygninger der knejser sig op mod himlen blandt grønne planter og palmer. Det er en ren og venlig by hvor jeg altid vil føle mig tryg.
Men det er selvfølgelig også en metropol hvor mange hundrede mennesker skal transporteres fra den ene ende af byen til den anden, og mange hundrede mennesker skal til og fra arbejde. Derfor er her også meget trafik. Det er et spændende sted at observere menneskers forskellighed, og se hvordan disse lever i fred og harmoni.
I Singapore får hver mand lov til at leve sin egen tro ud i verden. Her er der ingen der kommer med fordømmende holdninger om at alle skal være ens.

Gid man dog i Danmark også kunne acceptere menneskers forskellighed.

I dag er planen lagt på oplevelser. Vi skal i Singapore Zoo.

Men først og fremmest skal vi for første gang nå, at spise morgenmad her på hotellet. (Som skal gøres inden kl. 10) Vi har endnu ikke fået helt styr på nat og dag. Så lige nu er vi stadig oppe til sent på aften, og har svært ved at stå op om morgen.

 

 

3. Juli 2004

Singapore ”En skuffelse og et Zoo”

I går fik vi oplevelserne. Vi ville have det hele med, og se alt det, som vi ikke havde set sidste gang. Vi havde læst i Lonely Planet, at der skulle være reptilpark, lige noget for Christian og Sarah.
Der stod at der skulle være både store krokodiller, edderkopper og slanger. Så vi fangede en taxi og oplyste, at vi gerne ville til Jurong Reptilpark. Men skuffelsen blev stor. Manden i billetlugen smilede glad til os og gav os instrukser om, at hvis vi havde brug for hjælp så skulle vi bare sige til. Det kunne han sagens sige. Vi var nok de eneste gæster denne dag. De var i gang med at renovere hele stedet, og mange dyr var fjernet, og resten havde det mildest talt ikke særlig godt. Så vi var hurtigt ude igen, men trøstede os med, at så havde vi rigtig god tid til at få set Singapore Zoo endnu engang.

Måske skulle jeg skrive til Lonely Planet, når vi kom hjem. Så der ikke er andre der rejser forgæves til Jurong Reptilpark.

Sidste gang vi var i Singapore Zoo havde det været en meget stor oplevelse, nok mest af alt pga. spændingen over, at dyrene ikke var spærret inde bag et hegn, og at de gik rundt i deres naturlige element. Nigth Zoo havde også været en af de helt store oplevelser, og nærmest grænseoverskridende for mig. Bare tanken om, at jeg ikke kunne se alting klart i mørket var skræmmende. Men denne spænding kunne ikke fanges igen, vi havde jo set det hele en gang, og der var ikke så meget nyt ved det.

Men sådan er det tit med os ”alting to gange”, og anden gang bliver ofte lidt af en skuffelse.

 

 

4. Juli 2004

Jerantut ”Strandet på et øde sted”

Nu er vi landet i Jerantut i Malaysia. Lige nu sidder vi på vores skønne altan, og samler alle kræfter til vores jungletur ind i Taman Negara. Udsigten herfra altanen kan næsten tage pusten fra en. Mit øje skuer udover et landskab, hvor der er både bakke og dal. Landskabet fyldes med grønne farver i alle nuancer, og ind imellem ses en lille landsby med primitive huse med marker omkring hvor familiens grønsager bliver dyrket.
Lige nu er kl. 18:30 og selvom vi sidder helt stille så driver sveden ned i panden.

At tage det rumlende tog hertil gik fint. Vi fandt ud af dagen før vi skulle af sted til Malaysia (heldigvis), at man skulle bestille plads i toget inden afrejse. Vi lærte også, at det måske havde været en god ide, at veksle til malaysisk valuta hjemmefra. Vi fandt nemlig ud af, at bankerne havde lukket om lørdagen. Men vi fandt en ATM maskine, hvor vi kunne veksle til Singapore $ for herefter at veksle til malaysisk valuta i en lille lusket vekslerbutik.

Selve togturen hertil var lidt hård, nok mest af alt for Sarah. Hun blev lidt ked af det, og synes bestemt ikke, at det var sjovt at sove i øverste køje. Det var ellers en lidt speciel oplevelse. Vi havde bestilt plads i en sovevogn og havde hver vores lille ”seng”. Vi fandt virkelig ud af hvilke lyde sovende mennesker kan lave.

Toget var ca. ½ time forsinket, så vi ankom hertil Jerantut kl. 4 i nat. Godt trætte og mørbanket.

Vi havde nok forventet, at Jerantut var en lidt større by, og at den var ”tilrettet” alle de backpackers der skulle ud i regnskoven. Men for det første var der kun 4 – 5 mennesker der stod af toget samtidig med os, og for det andet var der helt tomt på stationen.
Hotellet som jeg havde fundet på internettet hjemmefra ”Hill Ressort” lå 1,5 km. fra byen. Nu var gode råd dyre. Skulle vi nu gå med fuld oppakning og en dødtræt i Sarah i nattens mulm og mørke i denne lille ”forladte” by ?

Heldigvis kom der en mand der gerne ville sælge os en tur ud i regnskoven, men med afgang allerede næste morgen kl. 7:30. Nej, tak, vi ville gerne sove længe, og vi ville gerne til ”Hill Ressort”.
Manden havde selvfølgelig også et lille beskedent hotel hvor vi kunne overnatte, så han kunne slet ikke forstå, at vi ville til ”Hill Ressort”. Men hotellet var valgt ud fra Saras ønske om swimmingpool. Efter lidt diskussioner frem og tilbage med manden fik vi ham til at køre os til ”Hill Ressort” – mod en klækkelig betaling, selvfølgelig.
Vi afviste hans tur til Taman Negara, fordi vi tænkte ”i morgen tager vi ned til byen, og her er der sikkert tusindvis af lokale sælgere der vil sælge os en tur, og det er sikkert meget billigere”. Men vi skulle blive klogere….

Vi synes, at det er lidt underligt, at der ikke er andre end os herpå ”Hill Ressort”, men de fleste tager nok imod ”guttens” tilbud om overnatning og af sted samme morgen kl. 7:30.

I dag har vi været nede i byen, og der var faktisk ikke andre sælgere end ”guttens rejsebureau”. Så vi endte med at bestille turen igennem ham. De var nu heller ikke så slemme, som vi måske i første omgang havde gjort dem til. Det var et perfekt sted. Et lille listigt backpackerhotel med masser af folk der stod på spring for at hjælpe os.
Vi købte en 3 dages tur med alt inkl., og de har ordnet turen videre herfra og til Perhentian Island, samt booket en uge på Perhentian Coral View Ressort. Så nu er de næste par dage fastlagt.

Hotellet ”Hill Ressort” er det eneste hotel her i byen med swimmingpool, og om eftermiddagen kommer de lokale skolebørn, og benytter sig af den. ”Lidt lige som Godtersparken” – som Sarah sagde. (En grundejerforening med egen swimmingpool hjemme i Danmark)

Det er gået op for os, at dette er et meget muslimsk land. Så jeg fandt hurtigt ud af at vis man kun har bikini på når man bader, så bliver man overbegloet, ikke særlig fedt !. Men så kan jeg måske lære at tage en badedragt med.
Jeg håber ikke, at det er sådan på Perhentian Island. De lokale kvinder bader heller ikke i swimmingpoolen, det er mændene der tager børnene med i badet. Gad vide om de slet ikke må bade offentligt?

Vi har stadig lidt svært ved, at fatte at vi har 4 ugers ferie endnu. Men vi forsøger, at nyde hvert sekund, og sluge det hele til os.

 

 

5. Juli 2004

Taman negara

Nu sidder vi i vores hytte på Taman Negara Ressort, og nyder en dejlig aircondition. Lige nu er klokken 14:40 og det er bare rigtig varmt udenfor.
Det er utroligt, og slet ikke til at beskrive med ord, hvor vidunderligt her er. Junglen giver de mest fantastiske lyde. Vores hytte ligger klods op af junglen. Vi kan høre jikader hele tiden, næsehornsfugle, ind imellem lyde fra gibbonaberne og tusindvis af fugle med hver deres sang. Det er virkelig noget der får ens blodtryk til at falde.

Christian er lige taget af sted på en tur for at se en grotte der efter sigende skulle være fyldt med alt slags kryb. Her stod Sarah og jeg godt nok af, vi har set billeder af hvad der kan være i sådan en grotte – så Nej, tak !

Så her i eftermiddag skal Sarah og jeg bare slappe fuldstændig af. Det trænger Sarah (og mor) vist også til.

I går aftes var Christian på nigth walk i junglen. Med risiko for at støde ind i edderkopper og andet kryb blev Sarah og jeg hjemme. (Hun kan godt lide kryb – men mht. edderkopper står hun vist lidt af) Men det var vist meget godt at vi blev hjemme. Christian havde nemlig set edderkopper på størrelse med en mandehånd !
Men det havde været en stor oplevelse for ham, og han skal vist nok af sted igen i aften.

I morges var vi tidligt oppe allerede klokken 7:30 ringede vækkeuret. (djævelsk ting at have med på ferie Vi ville gerne have god tid til morgenmad. Det var simpelthen den bedste morgenmad vi har fået indtil videre. Der var alt lige fra æggeomelet til små pandekager.

Efter morgenmaden skulle vi på jungletur. Vi var en gruppe på 8 – 10 personer. Nok lidt for mange for os. Måske havde det været lidt bedre hvis vi bare var gået alene. Man kunne snildt have fundet sin vej frem til hængebroerne. Det handlede bare om at følge stien. Vi fik ikke så meget glæde af vores guide. Han fortalt lidt om de træer og planter vi gik forbi. Men meget af det vidste vi godt i forvejen fra vores tidligere rejser.

Vi gik igennem regnskoven. Christian tog hele turen op til toppen af ”bjerget”, og belønningen var en meget smuk udsigt udover regnskovens trækroner. Turen helt op var lidt for stejl til at Sarah kunne klare det, så vi ventede lidt længere nede på bjergsiden.

Da vi kom frem til de 5 hængebroer, som var spændt ud oppe i trætoppene skulle vi lige samle kræfterne inden turen fortsatte. Ventetiden blev brugt på at tale med et andet dansk kærestepar, som også var på rejse rundt i Malaysia. De havde dog booket en færdig pakke hjemmefra. Jeg tænkte ved mig selv, at de gik glib af noget ved Malaysia, at de ikke fik mødt den venlige lokalbefolkning. Men vi er heldigvis så forskellige alle sammen, og de havde sikkert behov for at føle sig trygge hjemmefra.

At gå på de 5 hængebroer var en enestående mulighed for at opleve regnskoven med fuglenes øjne. Hængebroerne var lange, så der var langt imellem hver platform. Sarah synes det var hylende morsomt, at løbe hen over hængebroerne, hvilket jo betød at der kom lidt svingninger til den der kom efter. Christian var ikke særlig glad for situationen, og synes bestemt ikke, at det var sjovt når der kom lidt svingninger i hængebroen.

Den sidste ½ time af turen gik vi alene, vi gik jo i Sarahs tempo og det tempo gad vores guide åbenbart ikke at gå i. Egentlig ikke særlig betryggende, at han bare forsvandt forude.

Men det var en rigtig god tur – varm og svedig – men god.
Vi fik set en slange (giftig), hørt næsehornsfugle, gibbonaber, set en masse smukke sommerfugle og egern. Naturen er jo helt ubeskrivelig. Alle planter er kæmpe store og træernes krogede rødder sniger sig over de stier vi vandrer på.

Efter denne tur, og et koldt bad sejlede vi hen til ”Den flydende restaurant”. Det er ”guttens” restaurant. Det er rent faktisk en flydende restaurant, der er placeret på en tømmerflåde i floden.
Det er lidt smart, at sammensætte turen på denne måde, fordi det gør det billigere. Vi sover og spiser morgenmad på dette forholdsvis dyre ressort, men spiser andre måltider ultra billigt på den flydende restaurant.
I går blev jeg dog lidt træt af ris og nudler, så jeg bestilte derfor en borillo med guarcemole og creme fraiche er på hotellets restaurant. (14,50 MYR) Det var bare himmelsk. På ”guttens ” (N.K.S.) restaurant er der ikke noget mad, som er dyrere end 5 MYR, og det smager udmærket hvis man er til ris og nudler i lange baner. Her kan man også få blå, gul og pink pandekager – til STOR glæde for Sarah 

Et godt råd er, lad være med at booke en hel pakke med helpension på Taman Negara Ressort, og lad være med at booke pakken hjemmefra, heller ikke igennem Internettet. Det er alt for dyrt. Vi mødte senere nogle, som havde booket en hel pakke igennem Internettet, og de havde betalt 1/3 mere end os.

I morgen skal vi retur til Jerantut igen. Klokken 14:00 skal vi have båden tilbage

I morgen formiddag skal vi vist bare samle kræfter til vores næste videre rejse. Den bliver nok lidt hård. Først herfra i båd til Jerantut, og herefter 25 min. i bil. Så skal vi være på ”guttens” hotel indtil kl. 2:20 om natten, hvorefter vi skal have toget videre nordpå – 5 timer. Herfra i taxi til Besut i 1 ½ time, og herefter 1 ½ time i båd. Så når vi endelig lander på Perhentian Island, så er vi sikkert godt trætte. Men så har vi også en hel uge til at samle kræfter.

Hvad vi skal efter Perhentian ved vi endnu ikke. Snakken går lidt på at tage ned langs østkysten og til Tioman, eller måske tager vi til Danum Valley på Borneo. Sidstnævnte bliver nu nok lidt for dyrt. Men vi må se hvad tiden bringer.

 

 

6. Juli 2004

”Lidt mere regnskov”

Klokken 14:00 skulle vi af sted fra Taman Negara. Vi skulle have tiden til at gå, og vi ville gerne have 100 % det hele med. Vi arrangerede derfor en båd, som skulle sejle os op af en biflod til Lake Bekora. Her skulle være et smukt vandfald. Turen i båden var en fantastisk smuk tur, og man fik virkelig mærket indtrykket af at Taman Negara og ”mother nature” . Taman Negara er en af verdens ældste regnskove. Langs floden knejsede de største træer mod himlen, og planterne var alle i oversize.
Der var ikke så mange dyr langs floden, men vi tænkte at det måske var fordi, at regnskoven var så stor, og derfor levede dyrene nok længere inde i regnskoven.

Efter et stykke tid i båden gik vi i land, og vandrede ca. 20 min., med en forventning om, at nu skulle vi se et kæmpe vandfald. Men det var nu ikke så stort, eller rettere det var ikke så højt, men måske længere og fladere.
Vandet var meget klart og kiggede vi godt efter kunne vi se fiskene under vandoverfladen. Ved vandfaldet var der nogle som badede, men vi skulle jo nå vores båd retur til Jerantut kl. 14 – så vi måtte tilbage igen.

På tilbagevejen padlede vi noget af vejen. Det var genialt, fordi nu kunne vi rigtig nyde regnskoven, uden motorstøj fra båden. Vi fik set en kingfisher i bigsize, masser af fisk, en ørn og vi hørte næsehornsfuglens kald.

Taman Negara var en god oplevelse, men der var måske lidt for civiliseret omkring Tembelling River. Ved floden var der mange flydende restauranter, og hostels der tilbød overnatningsmuligheder for backpackers.
Men et perfekt sted at tage hen med børn, pga. man kan få et godt indtryk af regnskoven ved blot at vandre ½ – 1 time uden at det bliver for hårdt.

Hvis man virkelig vil se dyr så vil jeg tro, at man skal vandre i nogle dage og længere ind i regnskoven.

Klokken 14 tog vi så af sted i båd retur mod Jerantut. Turen tog 2 timer, og Sarah sov hele vejen. Her fik vi desværre også set, at floden også er lidt forurenet. Der lå mange underlige skumdimser i vandoverfladen, og fra tid til anden lå der også skrald. ØV !

Fremme igen ved Jerantut, og ”guttens” hotel. Mens vi var ude i regnskoven havde ”gutten” lovet at booke os ind på Coral View Ressort på Perhentian Island. (Endnu et hotel som jeg havde fundet på internettet hjemmefra)
Men desværre var alt optaget på dette hotel, men han kunne i stedet anbefale Flora Bay Ressort. Først var vi lidt skuffet, fordi hvilken standard var det så. Godt nok ville vi rejse backpack, men vi har også måtte erfare, at vi måske er lidt wannabee-backpack’ers. Vi vil gerne rejse på egen hånd, men overnatningsstederne skal være af en rimelig standard.

Men nu må vi se hvordan stedet er.

 

 

8. Juli 2004

Perhentian Island ”Paradis på jorden”

Et af formålene med vores rejse var at slappe af, nyde hinanden, og have god tid. Nu må man sige, at rammerne for total afslapning og familiehygge er sat.
For første gang her i vores ferie er jeg vågnet før Sarah og Christian. Så nu sidder jeg på vores terrasse, og nyde roen. Hvis der fandtes et paradis her på jorden, så tror jeg, at vi har fundet det.

Vi er landet på et af de smukkeste steder på jorden, nemlig i Flora Bay på Perhentian Island. Stedet her er stille og roligt, og her er ikke ret mange hoteller. Her oser simpelthen af hygge.

Vores hytte ligger ned til stranden, og vi kan høre bølgernes brusen ind over strandkanten.
Flora Bay Ressort er ikke luksus på materialisme, men luksus på hygge og charme.
Her bor mange Malayer, og dem som arbejder her på ressortet er altid i godt humør.
Her er en del Malaybørn, som løber rundt i strandkanten og leger.

Vi ankom til dette smukke sted i går – meget trætte. Det var en rigtig hård tur at komme hertil. Sarah var den eneste af os som fik sovet både i toget og i bilen. Til gengæld blev hun rigtig dårlig, da vi skulle sejle hertil.

Vores ”gut” i Jerantut havde anbefalet os, at tage den langsomme båd, så vi bedre kunne se flyvefiskene. Dem fik vi da også set, men den oplevelse opvejede ikke det, at Sarah blev dårlig. Så når vi tager hjem herfra, så tager vi nok den hurtige speedbåd. Men nu skal vi først og fremmest finde roen, og være her i 7 dage.

”Gutten” fra Jerantut har været guld værd for os. Han har hjulpet os med at ordne rejsen hertil, og kom med gode råd til hvordan vi kunne komme videre fra Perhentian Island og til Tioman Island. Der er to veje. En hvor vi først skal sejle til Kuala Besut, herfra taxi til Terrangano, herfra 4 timer i bus til Kuantan. Her skulle vi tage en overnatning og opleve byen, som skulle være ret stor. Herfra bus til Mersing (4 timer) og taxi ud til en ”jetty” og sejle til Tioman Island….Pyyyh. sikke en rejse.
Den anden vej er, at sejle til Kuala Besut, taxi til Kota Bahru – fly til Kuala Lumpur – fly til Tioman.
Den sidste er selvfølgelig også den dyreste. Men efter vores erfaring med hvor hård turen hertil Perhentian Island var – så hænger jeg nok p.t. mest til flyveturen.

I går skulle vi først have toget fra Jerantut kl. 2.15 om natten, så vi fik et værelse på ”guttens” hotel. Udefra lignede hotellet noget gammelt l… men vi blev lykkeligt overrasket. Der var alt hvad der skulle være, en kingsize seng, bad og aircon. Det var meningen, at vi skulle sove et par timer inden vi skulle af sted. Så vi gik i seng kl. 22:00, men vi var alle så spændte på vores næste ”eventyr”, at vi først faldt i søvn kl. 23:30. Pyhhh… hvor var vi trætte, da vi skulle op igen.
Denne gang var stationen knap så mennesketomt, som da vi ankom. Der var mange andre backpackers, som skulle videre nordpå. Vi havde bestilt siddepladser denne gang, fordi vi ikke skulle køre så langt. Det fungerede fint, bortset fra at det var rigtig koldt pga. aircon.

Fremme i Kuala Krai, havde ”gutten” sørget for en taxi der skulle køre os til Kuala Besut – ca. 1 times kørsel. Snork – her fik vi sovet alle tre.

Da vi ankom til jettyen, var der ca. 1 time til båden sejlede, så nu skulle vi finde et sted, hvor vi kunne få lidt morgenmad. 200 m. længere nede af vejen lå der en (meget) lokal restaurant. (læs: et skur) Her sad udelukkende lokale, og en flok unge fyre. De morede sig kosteligt over os, og studerede os nøje. Jeg tror måske, at det mest af alt var pga. min påklædning – shorts. De malaysiske kvinder viser jo næsten ikke et stykke med bart, og en del af dem går med slør. Måske var det også fordi, at hende som skulle betjene os ikke kunne et ord engelsk, og det synes de åbenbart var rigtig sjovt.

Men det sjoveste var nok, da jeg spurgte efter et toilet. De grinte og sagde en masse på malay – hmmm… hvorfor ? Joo..toilettet var et hul i jorden. (seriøst – det var ikke andet) Jeg var næsten ved, at opgive det, da jeg så det. Men så tænkte jeg ”de skal ikke få endnu billigt grin – og hvis de kan bruge toilettet – så kan jeg vel også !”. Det lykkedes, og de kunne tørre deres smørrede smil væk.

Men vi fik vores morgenmad – 2 stk. toast og kop stærk kaffe. Herefter gik turen videre i båd til Perhentian Island.
Efter en times sejlads blev Sarah dårlig, og selvom jeg forsøgte, at få hende til at fokusere på noget andet kastede hun op. ØV – det var rigtig synd for hende, hun var bare helt hvid i hovedet. Vi fik både talt flyvefisk, både og øer.

Da vi ankom til Flora Bay kunne den store båd ikke gå helt ind til strandbredden, og bådmanden gjorde signal til, at en taxibåd skulle komme ud og hente os. Vi ventede og ventede, men der kom ingen taxibåd. (De holdte vist frokost) Vi var de eneste på båden som skulle af på Flora Bay, de andre skulle videre til Long Beach på Perhentian Kecil.

Bådmanden sagde, at vi ikke kunne komme af her, så vi måtte sejle med videre til Long Beach. Hjælp ! vi havde jo booket 7 dage på Flora Bay, og det var jo langt fra sikkert, at vi kunne få overnatning på Long Beach. Nå, men så måtte vi jo bare sejle med til Long Beach – og finde en taxibåd der og sejle retur til Flora Bay.
Heldigvis ville den taxibåd, som skulle sejle de andre ind til Long Beach, godt sejle os tilbage til Flora Bay. Men som han sagde ”very ekspensive” – 30 MYR (60 kr.) Det var nok lidt lige meget, vi var trætte og Sarah var dårlig så vi skulle bare frem til Flora Bay, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Vi trængte alle tre til at slappe af ovenpå den lange rejse.

Vi blev selvfølgelig glædeligt overrasket, da vi så vores hytte, og stedet her. Her er som tidligere beskrevet vidunderligt. Resten af dagen i går gik med at sove og slappe af.
Jeg lå i 2 timer i en hængekøje nede på stranden. Imens lå Christian og Sarah oppe i hytten, hvor Christian sov og Sarah læste og spillede på sin nye mobiltlf.

En af de gode ting her er også, at vi ikke skal stå op til et bestemt tidspunkt. Her kan man nemlig spise morgenmad på hvilket som helst tidspunkt.

Så her kommer det til at stå på ren afslapning i 30 graders varme. Det er helt klart også tiltrængt.

 

 

11. Juli 2004

Perhentian Island ”Vi rejser langt for at være nær”

Havets blide bølger glider ind over strandkanten, og giver en dejlig beroligende lyd. En lyd der er godt for sind og sjæl.
De små egern løber energisk rundt i palmetræerne på jagt efter næste måltid. Folk med små børn er allerede nede ved stranden, og dagens aktiviteter er allerede startet, med gyngetur i gyngen, som er opsat under palmernes skygge.
Personalet oppe i restauranten har allerede travlt med, at gøre klar til de første gæster.

Jeg sidder på vores terrasse og nyder at se dagen langsomt begynde.
I dag vågnede jeg allerede kl. 7, men vente mig om på den anden side, og fik sovet endnu en halv time. Jeg står gerne tidligt op for, at nyde denne ro, inden dagen gryer.

Dagene her på Perhentian ligner næsten hinanden. Jeg starter min dag her på terrassen, og efter et par timer står Christian og Sarah op. Vi får morgenmad, og herefter går vi ned på stranden for at dase, kun afbrudt af lidt frokost, og senere tilbage til hytten, et bad og så lidt aftensmad.

Det er dejligt, at slappe af og have tid til refleksion over livet. Jeg tænker meget på hvordan man får plads til denne refleksion i hverdagen ? Jeg tror på, at det er sundt engang imellem, at vende de sten der findes på livets landevej.

Christian havde hørt et udsagn i radioen inden vores ferie ”vi rejser langt for at være nær”. Hvor er det dog rigtigt, men egentlig også lidt skræmmende.

Hvordan kan man tilpasse hverdagen så den både indeholder tid til refleksion og nærhed ?
Her på vores ferie er det blevet os endnu mere klart, at vi har brug for de 3 måneders orlov til næste år, og at det vil blive en sund proces for Sarah. Hun har brug for, at blive udsat for lidt udfordringer, der kan gøre hende endnu stærkere. Til tider lukker hun sig lidt for meget inde i sig selv, og klynker over den mindste ting.

I går gik vi en tur tværs over øen og til den anden side, Turen gik ind igennem regnskoven. Vi så aber, hvilket vi slet ikke havde regnet med at se på denne ø. Vi er lidt i tvivl om det var mørke marrakak-aber eller gibbonaber. Jeg tror nu ikke, at det var gibbonaber, fordi vi har endnu ikke hørt deres specielle kalden.

På den anden side lå det hotel, som vi skulle have boet på – Coral View Ressort. Det var godt nok et held, at vi ikke kom til at bo der. Det var selvfølgelig lidt mere luksuriøst end dette hotel, men det har slet ikke den samme stemning og atmosfære, som det her ressort, og så var der alt for mange turister.
Så det var bare rigtig godt at skæbnen valgte, at vi ikke skulle bo her.

Denne rejse her til Malaysia har indtil videre gjort os langt mere bevidste om hvor lang tid en måneds rejse egentlig er. Vi skal helt tiden knibe os selv i armen for at fatte hvor lang tid vi egentlig har igen.

Vi er også begyndt, at gøre os tanker om de næste skridt af vores rejse. Vi er sikre på, at den sidste uge skal bruges på Tioman Island. Det er nærmest et krav fra Sarah, ren luksus og swimmingpool.
Men der imellem har vi 4 – 5 dage. Disse dage kunne vi måske bruge i Kuantan eller ude ved Tasik Chini.
Vi overvejer, at tage en langdistancetaxi hele vejen til Kuantan – ca. 5 timer, i stedet for bussen. Så har vi også større mulighed for at stoppe hvis Sarah skulle blive dårlig.
Fra Kuantan kan vi booke os på en tur ud til Tasik Chini.

Den dyre rejse med fly til Kualur Lumpur er skrottet. Det var jo også den oprindelige plan, at vi skulle rejse på landjorden for at opleve mest muligt af Malaysia.

Men turen er ikke helt fastlagt endnu. Der er jo masser af tid…..

 

 

13. Juli 2004

Perhentian Island ”En skøn morgenstund og et farvel”

Denne morgen er den smukkeste af dem alle. Jeg stod allerede op lidt over 7. Himlen er helt skyfri, og der var den smukkeste solopgang over bjerget, som kastede dagens første solstråler på den modsatte side af bugten, så træer og planter fik den flotteste grønne farve.

Så nu sidder jeg igen på vores terrasse, og sunder mig lidt ovenpå det smukke syn.
De to sidste dage har været lidt off-dage for os alle tre. Først havde Christian en dag med ondt i maven, og i går var vi vist alle meget trætte, og jeg sluttede dagen med en gang maveonde.

Jeg kan blive næsten desperat over hvis vi ikke får det mest optimale ud af hver eneste dag, og hvert eneste minut. Tænk på, hvor lang tid vi har gået, og drømt om denne rejse, og glædet os til at vi skulle afsted.
Jeg vil nyde hvert et lille sekund af denne ferie, og samle alt den energi jeg kan. Jeg ved at både vores efterår, og vinter bliver hård, og den vil kræve meget.

Christian og jeg har endnu ikke haft så meget tid uden Sarah (læs:voksentid). Sarah er lige så længe oppe som os, så det gør det lidt svært, at snakke om ting, som hun måske ikke lige behøver at overhøre.
Men jeg håber, at vi alligevel får en stund hvor vi kan finde ud af hvordan hverdagen skal se ud når vi kommer hjem. Så vi får mere tid til nærhed og refleksion.
Det med voksentid er virkelig også noget, som vi skal overveje, når vi skal 3 måneder af sted i en autocamper i Australien. Måske skulle vi ikke rejse i autocamper i alle 3 måneder – men kombinere det med hotel/lejlighed/campinghytte ?

Noget andet, som jeg har tænkt på er hvordan vi får en ”hverdagsrytme” i Australien. Jeg kom lige til at tænke på, at familien som havde rejst rundt i et år i Australien anbefalede os af hensyn til børnene var det vigtigt, at man fandt en eller anden form for ”hverdagsrytme”
Det vil nok også være godt for Sarah, hvis hun skulle i seng på det samme tidspunkt hver aften, så hun ikke blev så træt i løbet af dagen. Her på vores rejse i Malaysia har det jo været ren ferie – ingen faste sengetider og 110 % opmærksomhed fra mor og far (Dejligt) Men rejsen til Australien bliver nok en lidt anden rejse. Her skal Sarah nemlig læse lektier hver dag, og det vil nok være bedst at gøre dette på lidt faste tidspunkter.

Her på Perhentian Island ligner dagene næsten hinanden, og derfor føler jeg, at tiden bare går alt for hurtig. Jeg har nu mod på de næste eventyr. Derfor tager vi en dag tidligere afsted end ellers beregnet. Så i dag er vores sidste dag her på Perhentian Island.

I går var Christian nede og tale med den mand som ejer dette ressort. Han ville hjælpe os videre herfra. Fra vores tidligere ”gut” havde vi returbilletter med båden til Kuala Besut. Troede vi !! Jo – fint med returbilletter, men det var altså ikke Kuala Besut, som vi havde sejlet fra, men en anden lille by. (Men vi havde jo heller ikke ligefrem kigget på byskilte i taxaen – men havde jo sovet hele vejen)
Nå, men manden her kunne skaffe os en langdistancetaxi, men det ville blive billigst fra Kuala Besut. Så vi dropper returbillet, og køber en ny billet – og billigere.
Planen er så at tage til Kuantan, – booke os på en tur til Tasik Chini og videre til Tioman Island.

Men manden her fortalte ”nej, nej – ondt i hovedet. Du vil ikke kunne holde ud, at være i Kuantan – meget stor by, meget larm. Tag til Cherating i stedet for – her mange gode hoteller”.
Nå , okay, det må vi så lige undersøge på nettet i dag. Har ellers læst i Lonely Planet, at denne by skulle være lidt, som en almindelig europæisk turistby. Men måske er det et bedre udgangspunkt for, at booke os på en tur ud til Tasik Chini ?

Næste punkt var Tioman ” Nej, nej – Det er meget dum og rig mand, som bygger på Tioman (Berhaya) – og han bygger i beton, som ødelægger alt natur”. Mange af korallerne skulle også være ødelagt, så flere og flere tager til de mindre øer omkring Tioman”.

Lige da vi fik den besked var vi lidt i tvivl – hvor skulle vi så tage hen ? Skulle vi tage til Borneo/ Sabbah – og bruge de sidste 14 dage her ? Problemet er bare, at hvis vi f.eks. gerne vil på en tur til f.eks. Danum Valley, så skal vi have malariapiller, og det har vi jo ikke med – og en anden ting, det ville nok være for lidt tid med 14 dage, og ville det ikke blive lidt presset her til sidst ?

Nej, jeg tror, at vi fortsat holder os til vores rute. Hvis det skulle være noget skidt på Tioman Island, så kan vi jo bare tage til nogle af de mindre øer der ligger omkring Tioman Island.

Så i dag skal der samles den sidste energi – pakkes – og undersøge lidt på nettet.

 

 

16. Juli 2004

Cherating ”Shop-amok og et spærret visakort”

Jeg tror, at jeg er ved at blive afhængig af denne morgenstund. Men nu er vi også på et hotel – The Legend i Cherating, hvor vi har en altan med en meget smuk udsigt ud over havet. Jeg måtte simpelthen stå tidligt op i dag for, at se solen stå op ude over havet. Jeg nåede det ikke helt, men jeg så at den brød vandoverfladen. Lige nu kigger jeg en smuk sol der laver en lang solstribe i havet.

Vi kom ellers rimelig sent i seng i går – først kl. 00:30, så vi havde sat vækkeuret for ikke, at gå glip af morgenmaden. Men det var vist ikke nødvendigt. Jeg kan simpelthen ikke sove længe hernede, det er nok fordi at jeg ikke vil gå glip af alle de smukke indtryk som er her tidligt om morgen. Hmm…jeg kan også høre havets brusen ind over strandkanten. Det er jo helt fantastisk.

For et par dage siden sagde vi farvel til Perhentian Island. Klokken otte tog vi hurtigbåden til Kuala Besut. Ja – og denne gang var det faktisk Kuala Besut. Nu forstår jeg bedre hvorfor der ikke var så mange mennesker, det andet sted vi sejlede fra. De var nemlig her!
I Kuala Besut ventede vores taxichauffør. Vi havde valgt at tage en taxi hele vejen til Cherating (for den beskedne sum af 120 MYR)
Vi valgte, at tage til Cherating i stedet for Kuantan pga. det vores ven på Perhentian havde fortalt os.

Som jeg beskrev tidligere var vi lidt bekymret for om der nu ville være alt for mange turister – og strandsælgere her i Cherating. Men !! der skulle vi bestemt tage fejl. Her er ikke ret mange mennesker. Rent faktisk bekymrede det os lidt i starten, at her var lidt mennesketomt på dette gode hotel ”Holiday Villa” , og stranden lå smukt ganske øde.
Men vi tænkte, at det nok mest var et hotel for lokale forretningsfolk, og at de fleste måske var guidede ture.

Vi ankom til Holiday Villa kl. 13:30, og fik anvist et værelse, hvor vi skulle være indtil vi kunne få vores oprindelige værelse. Hmm…..det ”vente-værelse” var meget lille, og man kunne ikke åbne nogle vinduer eller døre ud til en altan eller terrasse.
Ventetiden gik mest med bekymring om hvordan det værelse vi skulle have så ud. Vi aftalte, at hvis det nu var noget skidt, så måtte vi jo bare opgradere til superluksus. Selvom dette sted var jævnt dyrere end Flora Bay Ressort.

Men efter lang tids venten, og en frokost fik vi endelig vores hytte, som faktisk var okay. Den lå rimelig praktisk tæt ved swimmingpoolen. Det eneste minus var, at altanen ikke var så hyggelig. Vi havde med vilje kun bestilt en overnatning her, fordi så kunne vi jo bare rykke videre til næste sted, hvis det skulle blive nødvendigt.

Vi måtte straks på lidt opdagelse. Så om eftermiddagen gik vi en tur på den øde strand på udkig efter et andet hotel, som jeg havde set på nettet; The Legend. De havde en kæmpe swimmingpool, som Sarah straks forelskede sig i, og værelset havde en altan med udsigt udover havet, som jeg straks forelskede mig i. Så beslutningen var taget – en overnatning på Holiday Villa, og herefter rykke videre til The Legend (som vi også fik lidt billigere end det andet 165 MYR inkl. Morgenmad)

I går vandrede vi så med fuld oppakning langs vejen – og til The Legend. Pyhh,,det var hårdt i 35 graders varme, og meget tung bagage. (Vi har også rigeligt tøj med – men nu fik vi jo også vasket ½ af det på Perhentian for ingen penge.)

Efter vores ankomst til The Legend, tog vi en taxi ind til Kuantan for, at finde en rejseagent der kunne hjælpe os med at booke en tur til Tasik Chini. Men det viste sig, at chaufføren var ansat i et rejsebureau, så han kunne lige stoppe ved kontoret inden han kørte os videre til Kuantan. Perfekt !

På hans kontor var en meget kompetent dame, som var meget dygtig til engelsk og ærlig.
Først og fremmest ville vi gerne høre om mulighederne for, at overnatte i Tasik Chini. ”Ja – det var da muligt, men hytterne var ikke af særlig god standard, og der var ikke så meget at se i Tasik Chini. Vi kunne nemt nå at se det hele på en dag” OKAY !

Så havde vi talt om regnskoven Endau Rompin ”Hvis I har været i Taman Negara, så vil I nok blive lidt skuffet” OKAY !

Nå, men der var også noget med en tur, hvor man kunne se skildpadder lægge æg på stranden. ”I kan ikke være helt sikre på, at se en skildpadde – der er ikke så mange mere der kommer op her ” OKAY !

Nå – men hvad så med Tioman Island ? ”Ja – det er lidt dyrt, men ellers ok”.
Hmmm….hvad skulle vi nu finde på ?

Efter nogle dage med ren afslapning på Perhentian Island var vi nu klar til at tage på det næste eventyr, men hvor skulle turen gå hen ?
OKAY ! – hvad nu hvis vi tog til Borneo/Sarawak ? hun ringede til Malaysia Airlines, og de havde en pakkerejse til Kurching med fly fra K. L. – og 2 overnatninger og mad for 550 MYR.
Herefter sendte hun os videre til et andet rejsebureau – Holiday Travel.
Her fik vi undersøgt pris og alle muligheder for, at tage til Sarawak. Så nu var vi fyldt op med en masse informationer, så nu var det bare at gå i tænkeboks.
Efter dette gik gåturen videre til et Megamall med kurs mod McDonalds. Man kunne vist roligt kalde det et Megamall. Det var KÆMPE stort, og med rigtig mange billige ting f.eks. sko, dvd`er, cd`er, smykker, legetøj og computerspil. Så vi gik lige i shop-amok.

Kuantan var faktisk en lidt larmende storby, så jeg er glad for, at vi valgte, at bo i Cherating, selvom det var lidt dyrt med taxi til Kuantan. (50 MYR)

Så ja, det blev sent inden vi kom tilbage til hotellet i går aftes. Inden vi gik i seng skulle Christian lige aflytte sin mobiltelefon. Det er først nu hvor vi er kommet ind til fastlandet igen, at han kan aflytte sin telefonsvarer. Ups ! banken havde ringet, og han måtte meget gerne ringe retur snarest muligt. Hvad var der nu galt ?
Det viste sig, at banken eller PBS havde registreret nogle kopieringer af VISA kort i Singapore, og heri var vores kontonr. Arrhh..hjælp !
Det var nok sket i den rimelig skumle forretning i Singapore, hvor Christian først ville have købt sit kamera.
Alle hævninger blev gennemgået, og heldigvis var der ingen af dem som vi ikke kendte. Men de ville spærre vores Visa-kort, heldigvis har vi også et Master kort med. Hvis ikke vi havde haft det, så havde vi godt nok været lidt på spanden.

Så i dag trænger vi vist bare til at slappe af ved den fede swimmingpool, og mest af alt finde ud af hvad vi skal de næste par dage.
Skal vi tage videre til Sarawak/Borneo eller skal vi holde os til vores oprindelige rute, og tage videre herfra og til Tioman Island ?
Der er bare det lille problem, at vi ikke har malariapiller med, og det glemte vi faktisk, at spørge dem om i går. Gad vide om man kan få dem hernede, hvad hedder de på engelsk ? skal vi have recept til dem ? – og vil det blive alt for presset, at bruge de sidste dage på Sarawak ? Hvad med vejret – er det lige så godt som det er her ?
(Det glemte vi faktisk også at spørge om)

Nå, nu er det altså rimeligt varmt her på altanen, så nu er det vist tid til et bad (Klokken er 8:30 – og her er nok 30 grader)

 

 

17. Juli 2004

” You want adventure – you got adventure”

Så nu har vi vist været hele vejen rundt, og undersøgt alle muligheder for, at komme til Borneo – Danum Valley igennem EcoTours, og hvordan man kan komme til Kurching/Borneo med Holiday Travel, og andre muligheder for flere oplevelser her på halvøen.

Problemet var lidt, at jeg gerne ville have flere oplevelser, og kunne næsten ikke holde tanken ud hvis vi blot skulle slikke solskin de sidste dage i ferien på Tioman Island.

Men Borneo var lidt for dyrt, og vi ville sprænge vores planlagte budget. Derudover var det også lidt besværligt med de malariapiller.
Efter at have brugt det meste af dagen i går på dette ville vi gå til Cherating for at spise aftensmad, her var måske også en internetcafe. (Internettet her på hotellet virker ikke, surt !)

Nå, men vi havde kigget på kortet i Lonely Planet, og det så ud til, at vi bare skulle gå op til hovedvejen, og 500 m. til højre så ville vi være i Cherating ”by”.

MEN ! vi gik og vi gik. Det begyndte, at blive mørkt, og de forbi kørende biler dyttede af os. Derudover kørte de meget stærkt. Vi var mildest talt ikke særlig glade for situationen pga. at gå som turist i et meget muslimsk land, et ”øde” sted i bulder mørke er ikke særlig smart!
Efter et stykke tid spurgte jeg om vej. Jeg gik hen til et hus og forstyrrede vistnok familiens middag. Men de fortalte os på dårligt engelsk, at vi bare skulle 2 km. længere ud af vejen. Hmf ! – der var vist lidt mere end bare 2 km.

Christian spurgte igen om vej, stoppede en mand der kom kørende på en knallert – kunne vi virkelig være på den rette vej ? ”ja, ja. bare fortsæt lige ud, og på et tidspunkt skal I dreje til højre”.
Den næste vej der kom på højre hånd så rimelig mørk og øde ud. Den skulle jeg i hvert fald ikke ned af. Vi fortsatte af hovedvejen, og ved den næste vej på højre hånd lå en lille butik. Her spurgte vi igen om vej ”Jamen, I er på rette vej – I skal ned af denne her lille vej og så til højre”. Vi spurgte om hvad tid butikken lukkede, bare en lille forsikring om, at hvis alt gik galt, så kunne vi altid gå tilbage til denne lille butik, og få dem til at ringe efter taxi og retur til hotellet.

Jeg havde læst et eller andet sted, at Cherating var det nærmeste man kom en europæisk turist-strandpromenade. Så vi havde jo nok forventet noget i stil med kystlinien ved Costa Brava, men damen fra den lille butik fortalte os, at Cherating rent faktisk blot var en lille fiskerby.

Men vi bevægede os ned af den lille vej, der var mørkt og intet lys forude der kunne bevise at der lå restauranter ell. lign.

En dame kom trækkende med sin cykel, fuldt oppakket med poser, og en lille dreng bagpå. Jeg ved ikke rigtig om hun kunne læse skrækken i vores ansigter, men hun tilbød ihvertfald, at vi kunne følges med hende, fordi hun skulle samme vej.

Det var vist rimelig godt, fordi ellers havde vi nok vendt om og retur til den lille butik. Vi gik af en lille og meget mørk vej. Men frem kom vi, og lige som vi drejede op på hovedgaden i Cherating, så vi præcist den restaurant, som vi var gået efter; Et steakhouse. Jubii…endelig fremme, og så til en restaurant der kunne servere rigtige bøffer med bearnaise, en rejecocktail, god rødvin og Irisch coffee. Det kunne næsten ikke være bedre – jo ! for hør nu; lige da vi havde bestilt vores mad begyndte det at styrte ned. Man kan virkelig sige, at vi var super heldige.
Det må have været vores skytsengel der havde hjulpet os.

Efter indtagelse af en meget lækker og velfortjent middag gik vi en tur ned af hovedgaden (Vi fandt senere ud af, at rent faktisk havde vi gået 4,5 km. – og hvis vi var gået langs stranden i stedet for – så havde der kun været 1 km. !!)

”You want adventure – you got adventure” Det var godt nok noget af en oplevelse, og Sarah klarede det hele med ophøjet pande.

Cherating var overhovedet ikke, at sammenligne med en europæisk strandby. Et meget typisk backpackersted, med små slidte hytter og træhytter som fungerede som butikker. Her var rigtig hyggeligt. Her var også andre europæer, hvilket også gjorde situationen lidt mere tryg.

Vi fandt en internetcafe, som også var stedet hvorfra man kunne bestille ture, og transport videre til alle mulige steder.
Jeg spurgte manden, der ”styrede” internetcafeen, om man virkelig kom til at se skildpadder på stranden på den guidet tur. ”Jamen, vil I ikke med ud, og se skildpadder nu, der ligger en skildpadde nede på stranden nu !”
Øhh…jo, tak det vi da gerne. Christians største bekymring var dog, at vi jo ikke havde kamera med, så måske skulle vi vente. Men chancen skulle gribes, måske var der ingen skildpadder i morgen !

Vi blev hentet, og kørt ud til et sted hvor de samler æg, og opfostre skildpaddeunger for derefter at slippe dem ud i havet igen.
Med lynets hast traskede vi langs stranden i mulm og mørke. Vi anede ikke hvad vi trådte på. Men som Sarah sagde ”og vi vil heller ikke vide det !!”
Fremme på stranden, og 25 m. fra skildpaddemor, (som vi kunne skimte som en mørk plet i sandet) blev vi sendt retur igen. Hun var færdig med at lægge æg, så vi kunne ikke gå hen til hende. Lidt slukøret gik vi tilbage til der hvor de opfostrede skildpaddeunger. Her skulle vi så vente ved kaffe-shoppen, og måske ville der komme en ny skildpaddemor op på stranden.

Der skulle lukkes skildpaddeunger ud i havet. Her fik vi mulighed for, at være med. Vi fik hver vores lille unge, som vi skulle sætte i sandet så den selv kunne finde sin vej ud i havet.
Grunden til at de slippes løs i sandet, og ikke bare ude i vandet er, at de lige skal lære stranden at kende. Når hunnerne er store nok vender de retur til netop denne strand for at lægge sine æg.

Jeg synes, at ungerne var lidt sløve, og rangeren fortalte intet om hvordan man skulle holde en skildpaddeungen rigtigt, nemlig med to fingre på skjoldet, så den har mulighed for at sprælle med lufferne. Det var ikke lige som dengang vi var på Turttle Island på Borneo. (Der havde de nok også lidt mere forstand på det, og gik også lidt mere op i det)

Tilbage ved kaffe-shoppen igen, og vente på en ny skildpaddemor. Vi indstillede os på, at vi nok kunne komme til at vente rigtig længe. Vi havde jo prøvet det her før på Turttle Island, og der ventede vi flere timer.

Vi kom hurtig i snak med en mand, som sad i kaffe-shoppen. Han ville gerne vise os en skildpaddemor, og han vidste at der lå endnu en skildpadde på stranden bare lidt længere nede. Vi skulle først køre en lille bid vej i bil, og herefter skulle vi gå 100 m. på stranden. Ja – tak det ville være super. (Vi glemte vist alt om hvad vores mødre har lært os ”gå aldrig med en fremmede”)

Den flinke mand viste os frem til en greenturttle, der netop var færdig med sin æglægning, og nu var i gang med at dække hullet til med sand. Denne gang fik vi lov til, at blive der til hun forsvandt ud i havet igen pga. vi ikke var så mange.

Vi blev lidt utilfredse til sidst. På et tidspunkt spærrende guiden vejen for hende, så hun ikke kunne gå ud i vandet. Han var lige blevet ringet op på sin mobil, og der var lige nogle flere turister, som skulle se hende.
DET var bare lidt for meget. Det var synd for dette store dyr, at blive forstyrret pga. de skulle tjene penge på turister !!
Alt i alt var det selvfølgelig en stor oplevelse, at se denne skildpadde, men det var slet ikke på samme etiske niveau som Turttle Island på Borneo /Sabah.

Da vi stod ned på stranden var vi også så heldige, at se ildfluer. Christian og Sarah fik mulighed for, at holde dette lille sjove dyre i hånden. Sjovt, at deres lille bagkrop blinker hele tiden. Som Sarah fortalte er det kun hannerne der gør dette for at tiltrække hunnerne.
Det havde været den største oplevelse for Sarah og Christian, at holde en ildflue ! en skildpaddemor havde de jo set før 

Det viste sig, at den mand som havde kørt os ud til denne skildpadde blot havde hjulpet os pga. han havde set os vende slukøret retur til kaffe-shoppen. Han synes, at det var synd for os og han skulle ikke have noget for det. Han var kun glad for at give os en god oplevelse med hjem. Det var kun fordi, at vi ikke var så mange, at vi kunne få lov til at se hende kæmpe sig vej ned i havet. Normalt får man ikke mulighed for det.
Derudover var han rimelig god til engelsk, og kunne fortælle os meget om skildpadderne. Han var også ejer af et sted hvor man kunne booke sig på alle mulige ture. (måske var det også et godt markedsføringstrick  )

Hmm….måske kunne vi alligevel få en masse gode oplevelser med hjem herfra Cherating. Vi aftalte at vi ville komme ned på hans kontor dagen efter.

Sikke en dag ! og nu er beslutningen truffet, vi holder os til vores oprindelige rute, og ser hvilke oplevelser det bringer med sig.

 

 

18. Juli 2004

Cherating ”Mangroveslanger og en sovende budha”

Nu sidder vi på vores værelse, og slapper lidt af inden aftensmaden. Jeg var nede på stranden inden solen gik ned. Fantastisk så beroligende havet og bølgerne kan gøre en.

De sidste to dage har været oplevelsesdage. Vi har været nede hos vores gode ven, som havde vist os skildpadden. Her fik vi bestilt ture til resten af dagene her i Cherating.

I går blev vi hentet her på hotellet kl. 15:30, og kørt til Cherating River. Her sejlede vi ned af floden et par timer for at finde div. dyr. Det var en meget smuk tur, og vi så tre mangroveslanger, mange monitorlizards (heriblandt en meget stor) blå krabber og mange små fugle.
Efter denne sejltur tog vi ned på vores ynglingsrestaurant i Cherating – Steakhouse, og fik endnu en god middag og vin.
Dødtrætte tilbage på hotellet igen ville jeg gerne tidligt i seng. Men det var Christian vist ikke lige til. Der skulle ringes hjem til Danmark, og herefter skulle baren besøges. Så han kom vist først i seng kl. 3. (Han var selvfølgelig kommet i snak med mange mennesker og havde hygget sig gevaldigt  )

I dag gik vi ned til vores gode ven igen. Han skulle køre os på en ny tur til Gua Gomang grotterne. Vi skulle gå ind i en af grotterne for se en stor sovende Budha i enden. Pyhhh…hvor var jeg modig. Jeg frygtede alle mulige kryb, slanger og flagermus. Heldigvis så vi ingen kryb og slanger, men der var flagermus. Heldigvis lugtede der ikke af flagermuslort, som der ofte gør i sådan nogle grotter.
Vi gik ca. 400 trappetrin op af et bjerg for at komme op til grottens indgang. Herfra var der en fantastisk udsigt.
Vi bevægede os ind i grotten, som var kæmpe stor. Først ned igen af en masse trapper, og så ind i mørket. Kun guidens lommelygte viste os hvilken vej vi skulle gå. Målet var en sovende Buddha, og havde den ikke været der, ja – så var jeg nok ikke gået så langt.
Men en smuk og stor Buddha viste sig i enden af grotten, lyst op af en lille solstråle der lyste igennem et lille hul i loftet af grotten.
Vi fik efterfølgende at vide, at det netop var derfor at denne Buddha var placeret her.

Herefter kørte vi videre til et vandfald. Det var rimelig stort. Mange lokale tog herud med picnic, og badede i vandet, som var dejlig køligt.
Efter lidt afslapning, og mange snapshot med kameraet tog vi videre til Kuantan. Her skulle de sidste indkøb gøre i Megamall.

I morgen går turen så til Tasik Chini. Det bliver nok rimelig meget vi skal køre i bil. Det tager vist nok 1 ½ time at komme derud.

I morgen er også vores sidste dag her i Cherating. Dagen efter går turen videre til Mersing og herfra til Tioman Island.

 

 

21. Juli 2004

Tioman Island

Så er vi landet på Pulau Tioman – og klokken er 9:00 om morgen, og jeg sidder selvfølgelig igen ude på vore altan, hvorfra vi kan se havet.
Her er overskyet, og det har vist regnet i nat, og her blæser rimelig meget. Så når man sidder herude på altanen skal man holde fast i alting ellers flyver det af H-til.
Vi ankom i går kl. 14 – og måtte konstatere, at ja, det er dyrt her på Berhaya Ressort, men til gengæld er det også luksus. Lige da vi ankom fik vi ikke rigtigt det indtryk. Jeg havde set på nettet, at her skulle være en stor swimmingpool – så da vi så poolen oppe ved receptionen blev vi noget skuffet. De måtte godt nok have snydt med det billede på nettet. Vi har startet med at købe 3 nætter (vi skulle egentlig have købt 7) så kan vi prøve det af, og hvis det er godt, ja – så kan vi jo bare forlænge. Vi fik heldigvis den ene nat gratis pga. vi ankom en tirsdag.
Så efter at have pakket ud skulle vi ud og undersøge det hele. Vi fandt den rigtige store swimmingpool, med snackcafe – flere restauranter og en OK strand. Her kan man få alt inkl. Skinke og spiritus. Så vi blev positivt overrasket, og er nu klar til at nyde de næste dage i fuld luksus og afslapning.
Den sidste dag i Cherating var vi på en tur til Tasik Chini. Vi blev hentet tidlig morgen, og kørt 1 ½ time for at kommer derud. Herefter sejlede vi ca. en time på søerne og ned af nogle små floder. Det var en meget smuk natur, og åkandeblomsterne blomstrede i fuld flor. Vi så ingen dyr, men smukt var det.
Vi var på denne sejltur også på besøg hos en Orang Asli familie, ikke noget særligt, faktisk virkede de Orang Asli, som vi besøgte i Taman Negara mere oprigtige. De boede og levede virkelig i regnskoven, dem i Tasik Chini tog ind til byen for at arbejde hver dag.
Men i realiteten er begge grupper opsat for turisterne. I virkeligheden er Orang Asli nomadefolk.
Senere samme aften:
Denne dag blev en hel dag med meget blæst, og meget overskyet. Efter morgenmaden forsøgte vi at ligge nede ved swimmingpoolen, men det var fuldstændig umuligt. Alting fløj omkring pga. blæst. ØV
Så det blev til en tur ned i ”byen” og lidt udforskning i området.
Det er faktisk nok det bedste hotel vi har valgt, så vi gik op til receptionen for at forlænge vores ophold her. Vi havde jo i første omgang kun købt 3 nætter.
Men vi skulle blive klogere, den hytte som vi havde fået var allerede booket efter vores tre nætter, men de kunne i stedet tilbyde superior. Øv – så ryger min havudsigt !
Vi har aftalt med dem, at vi skal kigge på det igen i morgen kl. 16 – så må vi se. Men løsningen bliver nok, at vi skal flytte hytte ØV!
”Hele” den amerikanske flåde har parkeret 10 krigsskibe ude i bugten foran hotellet. De sejler åbenbart rundt i havet heromkring og ”tjekker” om alting er ok til søs (tossede – at bruge så mange penge på det, kunne et enkelt skib ikke gøre det ?)
Nå, men de amerikanske soldater har åbenbart fået landlov på skift her på Tioman Berhaya. Hvilket betyder, at her er rigtig mange soldater på hotel – pool og bar. (mest nok det sidste, hvor de drikker rimelig tæt) De skulle vist nok sejle videre i morgen – fedt nok, så bliver der måske lidt mere ro og lidt mere plads til os andre.
I eftermiddag mødte vi en anden dansk familie; Susanne, Peter og deres to drenge Adam og Johan. Sarah gik lige i spænd med Adam, som var et år ældre, så de hyggede sig rigtigt. Vi spiste aftensmad sammen med dem, så Sarah kunne få lidt mere tid sammen med Adam, de skal nemlig hjem i morgen. Lidt ærgerligt når nu Sarah endelig havde fundet en legekammerat.
Men lige nu ligger vi så på værelset, og nyder de sidste minutter af denne dag.

 

 

23. Juli 2004

Tioman

Vi var lidt frustreret da vi stod op i går morges. Himlen var stadig ikke lyseblå, og det så ud til at blive endnu en dag hvor det skulle bliver overskyet.
Derudover var vi jo ikke helt sikre på om vi skulle rykke til en anden hytte.
Fat i Lonely Planet (Biblen) igen, hvor kunne vi få de sidste solstråler inden vi skulle hjem til kolde Danmark igen ?
Vi jo flyve tilbage til Perhentian, men på den anden side var vi også lidt trætte af at rejse rundet, og Sarah ville helst være her den sidste uge, ved swimmingpool og luksus.
Så med håb i hjertet gik vi ned til swimmingpoolen for at ligge her resten af dagen. Vupti ! så kom solen, og faktisk så meget at både Christian og Sarah vist nok fik rigeligt.
Klokken 16 begyndte himlen dog, at se rimelig faretruende ud, og personalet begyndte, at binde parasollerne fast til rækværket.
Men det var vel også ved at være tid til at gå op i receptionen for at høre om hvorvidt vi kunne få vores hytte resten af ferien.
Vupti ! en meget flink fyr som vi havde talt med den anden dag havde sørget for, at det ikke var noget problem.
Vi kunne blive i vores hytte, og vi fik tilmed 2 nætter gratis, og fordi vi nu var longstaygæster ville de også sørge for, at vi fik en stor frugtkurv på værelset.
Man må sige, at lykkens gudinde virkelig har tilsmilet os på denne ferie. Først i Jerantut, hvor vi lander ”kvart i kvalme” om natten, er der en mand som kører os til hotellet. Vi får hjælp af en meget flink ”gut” i Jerantut, der sørger for transport og godt hotel på Perhentian.
I regnskoven har vi kun en aften med regn. De gæster som kom en uge efter os, havde haft regn, regn og regn. I regnskoven ser vi / Christian slanger og edderkopper (som han havde håbet)
På Perhentian ser Christian skildpadder og hajer på sin dykkertur, og Sarah og jeg ser slange ved vores hytte. På vores tur ind på øen er vi heldige, at se vilde aber.
Videre i Cherating holder lykkens gudinde virkelig hånden over os, da vi skal gå ind til byen. Da vi godt og sikkert sidder på restauranten begynder det at regne helt vildt.
Og nu her på Tioman, hvor alting alligevel ser ud til at blive rigtig godt. Vi har fået vores hytte her indtil den 28. juli, og i dag hvor jeg nu sidder og nyder morgenstunden på vores altan kan jeg se lyseblå pletter på himlen, og solens stråler lyser ind imellem skyerne.
Og de amerikanske soldater er væk !
Så nu skal vi bare nyde den sidste uge af vores ferie på fuld power.
Det er lidt sjovt, at i Cherating talte Christian og jeg om, at måske var det lidt for meget at tage 3 måneder til Australien. En måned var alligevel lang tid, vi kunne måske ”nøjes” med 2 måneder. Men nu hvor vi snart nærmer os slutningen på vores ferie har vi fuldstændig ændret holdning.
Jeg kunne nu godt tage 14 dage endnu her på Tioman.
Så det er nok bedst, at vi i videst muligt omfang bestræber os på 3 måneders orlov til næste år. Der vil selvfølgelig lige som på denne ferie være perioder hvor vi vil få hjemve, men det nu nok også sundt.
Denne ferie har i hvert fald givet os mange erfaringer, som vi kan tage med os, når ferien til Australien skal planlægges.
Så det har været rigtig godt, at tage denne ”prøve-ferie” inden de fulde tre måneder.
I morgen er det Sarahs fødselsdag. Hun glæder sig meget. Hotellet her vil sørge for en fødselsdagskage til hende.
Men i dag står den vist igen på ren afslapning.

 

 

26. Juli 2004

Stadig Tioman

Det må siges, at have været en meget lærerig ferie. Vi har alle tre hjemve nu, og glæder os til at komme hjem til venner, familie, hund og hus. Måske skulle vi overveje meget kraftigt hvor vidt næste rejse skal været på tre måneder.
Jeg synes, at når vi er nogle steder hvor vi ikke rigtig har noget at lave, at skulle ligge ved pool og tage sol, så får jeg / vi hjemve. Når vi oplever nogle ting med jævne mellemrum, så er det ok.
Men uanset hvad, så tror jeg nu altså alligevel at tre måneder måske er for meget.
Nu gør det selvfølgelig heller ikke bedre, at jeg er blevet snotforkølet, og sover af H-til.
– og det gør det heller ikke bedre, at der på denne ø ikke rigtigt er noget at lave. Jeg troede, at det ville være muligt, at og til at betale at sejle fra den ene strand til den anden. Men mange ting her koster en bondegård – sammenlignet med hvad det koster på fastlandet.
Vi har overvejet meget om vi skal tage direkte til Singapore, eller om vi skal stoppe og tage en overnatning i Johur Bahru. Men jeg tror, at vi har fået nok for denne gang, og tager nok direkte til Singapore. Vi skal også flyve allerede kl. 14 den 29. juli 2004, og jeg vil gerne have rigtig god tid i lufthavnen til at shoppe.
Vi har holdt Sarahs fødselsdag i lørdags, med gaver om morgen, og hotellet her havde bagt en fin kage til hende. Den var rigtig god og flot.
Vejret her på Tioman har været meget vekslende. I går var det rigtig godt vejr, og delvist vindstille, men i dag er det igen lidt overskyet og lidt blæsende.
Da de var vindstille i går talte vi om, at tage på snorkeltur. Jeg er godt nok ikke så vild med, at skulle springe udfra båden, men jeg kunne vel sidde oppe i båden hvis Christian og Sarah gerne vil snorkle.
Men så gjorde Sarah opmærksom på, at hun ville ikke ud og snorkle. Hun synes ikke, at det var sjovt, at skulle springe ud fra båden og sidste gang havde hun synes at vandet var koldt.
Så det blev til en dag ved poolen i stedet, og en lille indkøbstur ned i den lille by. Her fik vi købt de toldfrie varer vi skulle have købt.
Nu er klokken 9:30, så nu må vi hellere se, at komme ned til morgenmaden. (som til tider kan være lidt ligesom en hovedbanegård)

 

 

27. Juli 2004

Det lakker mod enden…

Nu lakker det virkelig mod enden af vores ferie. I dag er vores sidste dag her på Tioman. I morgen tidlig sejler vi til Mersing, og herfra en bil direkte til Singapore, hvor vi skal have en overnatning inden turen går retur til DK via Frankfurt.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til det, at vi skal hjem. På den ene side vil jeg virkelig gerne hjem, og på anden side har jeg ikke lyst til at komme hjem til en fortravlet hverdag igen.
Men den der fortravlet hverdag må vi virkelig også se, at få gjort noget ved, så vi også i hverdagen kan få mere tid til familie, og hinanden.
Jeg er blevet superforkølet, og det er altså bare ikke særlig sjovt. Jeg krydser finger for, at jeg har det lidt bedre når vi skal flyve hjem, eller s kan det nok blive en slem tur hjem.
Vi har et par gange her på turen talt med dem derhjemme, og de har bare haft super dårligt vejr i hele den periode hvor vi har været væk. Utroligt, de plejer ellers at have hedebølge derhjemme når vi rejser væk. I går fik vi så at vide, at vejret skulle blive bedre i løbet af denne uge, så vi tager solen men hjem til DK.
Her på Tioman har vi ellers også haft nogle dage med regnvejr. I går regnede det fra kl. 15 til om aften. I dag ser himlen lys ud, så jeg håber, at vi her på vores sidst dag får lidt solskin, så vi kan nyde de sidste solstråler.
Christian var ude og snorkle i går. Ud for hotellet her ligger en lille ø, og omkring denne ø er det muligt, at se alle mulige fisk. Her er også en slags tømmerflåde, som man kan ligge sig op på hvis man skulle blive træt.
Vi har fået overtalt Sarah til at tage derud i dag, hvis det er godt vejr.
Jeg er lidt mere tryg, når nu man bare kan hoppe op på tømmerflåden, men nu må vi se hvordan det går.
Jeg har det helt fedt med, at snorkle mere. Jeg får klaustrofobiske fornemmelser, og bliver lidt bange for hvad der svømmer under mig. Jeg tror nok, at jeg ville gå i panik hvis jeg så en haj under mig, men nu får vi se.

 

 

29. Juli 2004

Flyet på vej hjem

Det var så slutningen på en måneds ferie – som alligevel bare er gået alt for stærkt. Vi sidder nu i flyet og er på vej retur til DK igen.
Christian ser en film, og Sarah er i fuld gang med at læse. Det er lidt flor at hun har læst 3 bøger på vores ferie, og er nu i gang med den 4; Skammelens datter nr. 2, og er allerede ½ vejs igennem.
Det har været dejligt, at være sammen 24 timer i døgnet med Sarah og Christian. Det er nu gået op for os hvor stor Sarah er blevet, hun har virkelig sine egne meninger nu. (Det har hun vel egentlig altid haft) og udtrykker dem klart og tydeligt. Hun har virkelig også haft nogle off-dage, hvor man nok bare skulle lade hende være.
Nå, men den sidste dag på Tioman tog vi ud for, at snorkle. Det blev nu mest Sarah og Christian der svømmede rundet med numsen i vejret, og næsen under vand. Jeg sad på tømmerflåden, og ventede på dem. Jeg var slet ikke tryg ved situationen, der var dybt og bunden var fyldt med store koraller, og hvad kunne der ikke være i dem ? Jeg tror nok, at panikken spredte sig, da vi sejlede over disse store koraller, og kunne kigge ned til dem igennem bådens glasbund. Øv – det var ikke sjovt. Men både Christian og Sarah havde set fisk i alle størrelser og farver. Super, at Sarah fik overvundet hendes begyndende skræk. (og at jeg ikke havde fået ”smittet” hende)
Ellers blev den sidste dag brugt på, at fange de sidste solstråler (det begyndte at regne kl. 16) og få pakket alting ned igen. (for 117. gang – og sidste gang)
I går kl. 9 tog vi så af sted fra Tioman, først en time i båd til Mersing. (Perfekt og effektiv sejltur) Herefter to timer i taxi til Johur Bahru, skift til anden taxi der kunne kører os ind i Singapore.
Vores hotel i Singapore; Robertson Quay Hotel var lille, men ganske hyggeligt, og det lå ikke særlig langt væk fra Chinatown.
Så efter at have smidt taskerne på værelset gik det af sted til shoppingtur i Chinatown.
Her var mange ting billigere bl.a. det kamera som Christian havde købt på Orchard Road. Han kunne vist have sparet 1000 kr. hvis han havde købt det i Chinatown.
Sarah fandt en rigtig legetøjsforretning i et indkøbscenter (O.G) – og her fik hun købt to Bratz dukker.
Det var lidt sjovt, hun var rimelig træt til sidst, men så fandt hun denne butik og vupti, så var hun slet ikke træt mere.
Lidt lige som når Christian finder en elektronikforretning, og når jeg finder en smykkebutik 
Godt trætte og brugte, sluttede vi en perfekt dag i Singapore, på en perfekt og hyggelig Italiensk restaurant med god mad og vin. (Den lå lige overfor vores hotel i EU Shoppingmall)
Vi aftalte, at skulle vi have stopover i Singapore til næste år, så skulle vi helt sikkert spise på denne restaurant igen.
I morges kl. 10 tog vi så af sted fra hotellet, egentlig havde vi påregnet ”rushhour” så vi havde afsat en time til lufthavnen. Det tog 15 min., at køre derud fordi der ikke var rushhour efter kl. 10.
Så masser af tid til shopping i lufthavnen.
Om 8 timer skulle vi så lande i Frankfurt, her har vi 45 min. Til at finde næste fly til DK.
Det har været en pragtfuld ferie, og helt vidunderligt, at have så mange timer sammen. Jeg kan blive helt vemodig, når nu jeg tænker bare en uge frem, hvor hver især igen skal på arbejde og i skole.

Vi skal helt sikkert holde fast i vores orlov og der er kun 9 måneder til vi skal af sted igen.