Australien 2007-2009

Eventyret begynder…

”De kørte væk fra vejen og ned af en grusvej der fulgte dem ud til havet. Rejsen var ved at tage sin ende, og det kunne mærkes i sind og sjæl.
De steg ud af autocamperen, der havde været deres hjem de sidste tre måneder, og gik de få meter ud til skrænten, hvor afstanden til afgrunden var skræmmende, men udsigten udover havet var betagende,.
De stod et øjeblik og nød udsigten. Han tog hende i hånden, og de lovede hinanden at engang ville de vende tilbage til dette vidunderlige land Australien”.

Efter vores tre måneders rejse i Australien 2005 blev der skabt mange tanker om hvordan drømmen kunne blive en realitet. Det var svært for os at træde ind i en almindelig hverdag igen – og få trædemøllen til at løbe rundt igen. Der måtte være andet i livet end denne trædemølle.
Vores fælles værdier blev igen vendt – og fælles for os alle var familietid, oplevelser og udfordringer.

Efteråret 2006 begyndte projektet at tage sin form. Jeg talte med en konsulent i My Planet der kunne fortælle om hvordan man kunne få studentvisa. Jeg besøgte en messe hvor en stor del af de Australske universiteter var repræsenteret, og jeg fik kontakt til en konsulent i EDU Danmark.

Begge oplevelser skabte stor inspiration til et projekt der kunne realisere vores drøm. Det blev til mange familiemøder hvor alle blev taget med på råd. Skulle vi læse eller rejse rundt i Australien? Christian fik udarbejdet et stort budget der skulle skabe et overblik over alle omkostninger. Der blev tænkt mange modeller – for Sarah var det vigtigt at komme ned til Australien for at prøve at gå i skole, og for Christian var det vigtigt at rejse rundt og få en masse oplevelser – og jeg havde brug for nogle nye udfordringer.

Så i slutningen af 2006 stod projektet klart. Jeg skulle søge om optagelse på Murdoch University i Perth, og huset skulle sættes til salg – to opgaver der var ret omfattende.

Den næste tid skulle vise om vi kunne klare os igennem en lang række prøvelser. Det var som om skæbnen udfordrede os, og ville prøve os af, om vi nu virkelig mente at vi ville rejse til Australien.

Men i foråret 2007 modtog jeg accept fra Murdoch Uni., huset blev solgt, jeg sagde mit job op, Sarah afsluttede 6 klasse og Christian fik styr på et længere sygdomsforløb,

Der skulle dog endnu en oplevelse til før vi kunne trykke på startknappen. I foråret mistede jeg også min far – meget uventet. Min far var bomstærk, og vi troede alle sammen at han mindst skulle blive 100 år – han blev 67 år.
Han havde det ikke helt godt med at sende sin yngste datter af sted til Australien, som jo var så frygteligt langt væk. Men jeg talte i telefon med ham tre dage før han dødede – og han nåede at acceptere at jeg tog af sted. Han lovede også, at han nok skulle komme ned og besøge mig – men så skulle jeg også lave noget mad til ham. Vi talte om hvordan jeg skulle vise ham frugtplantagerne her i Australien, og om hvordan de her binder æbletræerne sammen så det næsten bliver til buske.

Men sådan skulle det ikke være – nu følger han min rejse fra himlen, og jeg vil ind imellem sende en tanke til ham, og fortælle ham om hvordan det er at leve i Australien.

Det har været hårdt at skulle pakke et barndomshjem ned samtidig med at skulle pakke ens eget liv sammen. Men det betyder utrolig meget for mig at jeg nåede at få hans velsignelse inden jeg tog af sted.

Afrejsedatoen nærmede sig og nu startede det hårde slid med at få pakket alle vores ting ned. Vi havde lejet en 40 fods container, der skulle opbevare det meste af vores ejendele i 1 ½ år.

Når vi træffer nogle valg her i livet følger der også nogle fravalg. I processen før afrejsen har der været mange fravalg, og vi skulle sige farvel til venner, familie og kollegaer. Det er altid hårdt at sige farvel til dem, som man holder utrolig meget af. Men det er heller ikke blevet et farvel, men et på gensyn. Vi vil uanset hvad der sker komme retur til Danmark i 2009.

Hvad livet herefter vil bringe kan kun fremtidens muligheder vise – måske bliver vi hjemme i Danmark, åbner containeren og starter et nyt liv – måske tager vi retur til Australien igen for at læse eller arbejde videre.

Men nu begynder eventyret og et nyt liv – hvor mottoet fortsat er ”grib dagen”.

Hovedtrækkene i vores rute er:

Vi lander i Perth den 2. september 2007 og skal være der de første 2 uger i en lille lejlighed i Fremantle.

Her skal vi tale med skole, universitetet og ejendomsmæglerer.

I den tredje uge flyver vi til Sydney hvor vi skal være en uge som turister.
De næste 3,5 måneder skal vi bruge på at køre i en lille camper tilbage til Perth.

I januar 2008 starter vi vores ophold i Perth.

Nedenfor er alle nyhedsbreve/rejsebeskrivelser vi skrev mens vi rejste.

13. Februar 2008

Nyhedsbrev 11

Ferie-timeglasset render ud…

(Billeder: Se galleri 15)

Lige her på falderebet til starten på vores næste kapitel, får I lige lidt flere nyheder, og billeder her fra os Down under.

Vores ferie-timeglas er ved at løbe ud nu.
Sarah er allerede startet I skole og jeg starter om blot få dage.

Januar måned blev derfor brugt på at få det allersidste ud af ferien.

Vi startede med en tur til Rottnest Island.
En lille ø der ligger 17 km. sejlads fra Fremantle. Cykler og tasker blev pakket og vi cyklede ned til havnen hvorfra vi skulle tage den lille færge til Rottnest.

Vejret var rigtig godt – lyseblå himmel og omkring de 30 grader.
Men selvom havet kan være næsten stille, så vippede båden altså alligevel lidt. Enkelte blev lidt søsyge. Men vi kom I snak med nogle fra England, som kunne fortælle at bedste trick var at hele tiden holde fokus på horisonten. Det var så hvad Sarah gjorde under turen – og det hjalp.

Jeg kom også I snak med en kvinde fra Melbourne. Hun var af sted sammen med sin mor, der var født og opvokset I Grækenland.
Hendes mor havde, da hun var meget ung, taget skibet fra Grækenland og hele vejen til Australien – lige som så mange andre immigranter, der tog hertil for at starte et nyt liv.
Dengang (for 45 år siden) havde det været en frygtelig lang sejltur på over en måned – og moren tog sig til maven, da hun fortalte sin historie. Pyhh…tænk at være søsyg I en måned.

Jeg forundres gang på gang over hvor ungt et land Australien er.
At man stadig kan høre historier fra dengang hvor man fandt guldminer, og hvor landet blev opbygget.

Men vi kom godt og sikkert til Rottnest. Øen er bilfri – det var derfor vi havde taget cyklerne med.
Man kunne også leje cykler på øen – hvilket de fleste gjorde. Mange af dem der var på båden var jo turister, der om få dage eller uger skulle retur til deres eget land igen.

Der blev lagt en lille plan for omfanget af dagens cykel tur på øen – lidt en udfordring når man har en racer cykelkører og en teenager der kun betragter cyklen som et transportmiddel fra A til B.

Vi havde en fin dag på Rottnest. Naturen bød på flotte søer, bushland, bakker op, bakker ned og sidst men ikke mindst strande med turkisblåt vand.
Vi så selvfølgelig også de kendte ”Quokkaer” (små pungdyr).

Næste gang tager vi nok en overnatning derude – så vi har god tid til at opleve det hele og til ren afslapning på stranden.

Ja – tiden går hurtigt hernede. Der sker jo hele tiden så meget, og vi er utrolig bevidste om at lige om lidt vil hverdagen starte, og så vil vi sikkert få rigtig travlt med alt skolearbejdet og hverdagens rutiner.

Vi havde blot to uger tilbage, og vi manglede stadig at se Sydvestaustralien. Vi havde jo gjort vores rejse kortere pga. vi blev nervøse for, om vi kunne finde et hus før jul. Derfor sprang vi Sydvestaustralien over I første omgang. (Det var for øvrigt rigtig godt at vi gjorde det – og heldigt at vi fik dette vidunderlige hus. Lige p.t. er der bare run på udlejningsmarkedet).

Vi planlagde derfor at vi skulle til Margaret River den 25. Januar, og blive der weekenden over.
Udgangspunktet var at vi bare ville tage bilen, og køre derned – ca. 270 km, og så finde en feriehytte når vi ankom.

Til alt held skiftede vi mening, blot få timer før vi tog af sted.
Vi tænkte at vi hellere måtte ringe derned, for at høre hvad der var ledigt.
Godt!! At vi gjorde det. ALT var nemlig udsolgt. Vi havde lige glemt, at det var Australien Day.
Australierne havde fri mandag, og derfor var der selvfølgelig andre, som havde fået den ide at de skulle have det sidste ud af skole ferien.

Nå, men der var nok en større mening med at vi ikke kom af sted. Vi bestilte en feriehytte til weekenden efter, og nu havde vi så mulighed for at fejre Australian Day I Fremantle.

Australian Day er en helligdag – det er den dag hvor Australien blev et selvstændigt land – fik deres flag, og blev et uafhængig land. Det er en lige så stor en begivenhed som nytårsaften – om ikke større, for dem.

Madpakken blev pakket, og vi tog ned I parken I Fremantle. Her sad vi og hyggede med under holdning. Om aften var der fyrværkeri nede I havnen.

Det var bare rigtig flot – og det kan de altså godt finde ud af, at lave et show med fyrværkeri og musik.
Sjovt – de fyrer overhovedet ikke krudt af nytårsaften. Men gemmer det hele til Australian Day.

Det blev en dejlig dag – og det var en god oplevelse at være en del af den australske tradition.

Nu havde vi jo afsat dagene til oplevelser. Derfor tog vi få dage efter til Swan Valley. Det er et smukt område der ligger nord for Perth. Området består mest af vinmarker, træer og landbrugsområder.

Sidste gang vi var her, var det en helt speciel oplevelse at komme til Swan Valley. Dengang havde vi kørt I over en måned I nogle meget øde områder – så det var helt specielt for at os at se træer igen.

Det var skønt at være tilbage I dette område igen, og vi fik tid til at besøge flere vinerier og en chocoladefabrik. Frokosten blev indtaget I en smuk park/skov hvor Magpies tiggede om mad. (Magpie er en fugl der er sort og hvid – er lige så stor som en almindelig skade. Den har en helt speciel sang).

Det var en skøn dag, og vi var alle tre enige om, at det tålte helt klart en gentagelse på et senere tidspunkt.

Der er utrolig mange ting at se I og omkring Perth og Fremantle. Vi skal blot køre 45 min til en time, så er vi ude på landet og I bushen, og den australske natur viser sig.

Australierne er rigtig gode til at holde fri når de har fri. De pakker ofte madpakke kurven, og tager ud I naturen. Flere steder I parker og skove er der også sat BBQ grille op – så man kan grille sin pølse eller kød. Smart ! Så mon ikke også at vi kommer på nogle skovture.

Men inden afgang til Margaret River skulle vi lige ud på Sarahs skole – betale for hendes skolegang I et år, og hente hendes skole uniformer.

Sidstnævnte er faktisk ikke så slem.
Vi har virkelig set nogle uheldige udgaver på vores rejse rundt I Australien. – nogle med blomstrede kjoler og stråhatte. Sarahs skole uniform er en grøn eller hvid T-shirt med skolens logo – og så skal man bare have sorte bukser, shorts eller nederdel på.

Endelig, nu var der styr på det meste, og vi kunne tage af sted til Margaret River. Byen ligger 270 km. fra Fremantle – men det tager 3,5 time at køre derned pga. Flere steder må man kun køre 80 I timen…….og det med at køre for stærkt, det gør man bare ikke. Her er en del kameraer langs vejen, og vi har allerede fået den første fartbøde…ØV !

Vi glædede os utrolig meget til at komme til Margaret River igen. Sidste gang vi var her, var det I afslutningen af vores rejse, og det var her at tankerne til vores drøm blev skabt.

Vi glædede os til at se Rosabrook Estate (vineri) igen – det var her vi havde oplevet en utrolig hyggelig stemming, og ja, havde købt os fattige I rødvin.

Vi glædede os til at se Phillips Estate I Pemberton igen. Det var her hvor vi havde siddet på deres veranda – med den skønneste udsigt til søen og advokado-plantagen, og havde skabt tanken om at vi på et tidspunkt I vores liv måtte tilbage til dette skønne land.
Det var også her at vi talte med en tjener, som bare var så stor en inspiration for os.

Sidste gang havde vi også været på en restaurant ved en put and take sø. Et sted med en meget smuk natur, og en restaurant hvor man kan nyde udsigten og maden. Hvis man ønsker det kan man selv fange sin regnbueørred I søen, og derefter tilbereder de den for en.

Ja, så der var lagt store forventninger til vores lille forlænget weekend I Margaret River.

Byen er meget lille. Her er kun en lang hovedgade, som jo selvfølgelig er fyldt med alle mulige butikker. Jeg synes, at der var flere specielle butikker sidste gang – men måske er det bare fordi at vi nu kender de forskellige butikskæder hernede.

Men byen summede af liv, og var mindst lige så hyggelig som sidste gang. Det var noget helt andet at se byen og området I sommersæsonen. Sidst vi var her var det vintersæson – og der var ikke blade på træerne og vinstokkene stod helt nøgne. Hvorimod denne gang var der masser af vindruer på buskene.

Det blev nogle dage med besøg på vinerier, chokolade fabrik, oste fabrik, slik butik og bær farm.

Vi måtte desværre erfarer at Rosabrook Estate ikke eksisterede mere. Vinindustrien er vist rimelig hård – og de små har svært ved at overleve. Specielt hvis de ikke eksporterer vinen til udlandet.

Dag nr. 2 havde vi planlagt at køre til Pemberton. Det er en by der ligger 150 km. fra Margaret River. Det er her man kan se skove med kæmpe store Karri træer, og det var her vi skulle besøge Phillips Estate og fiskedammen igen.

På turen derned kørte vi en lille omvej ind I skoven. På kortet lignede det en ganske almindelig vej – men det skulle vise sig at være en grusvej. Ikke noget der er særlig sundt for vores Nye bil, som jo bestemt ikke er bygget til at køre på en bumpet grusvej.
Men ind imellem må man jo springe ud I nogle oplevelser – så vi tog chancen og kørte af sted.

Christian nåede lige at sige “ja, og lige om lidt ser vi et eller andet – som er belønningen for at vi køre denne lille omvej” – og en slange bevægede sig over vejen.

Nu har vi kørt den halve vej rundt om Australien, og vi havde endnu ikke mødt en slange I den fri natur. Vi havde selvfølgelig flere gange været lidt bekymret for at møde en – specielt da vi sov I telt I Gawler Ranges.

Hernede har de ret mange giftige slanger. Denne her var en af de slanger der lå på top 10 listen over de mest giftige slanger. (den 6. giftigste slange I verden) Godt vi sad I bilen !

Christian og Sarah var selvfølgelig ellevilde, og Christian var på vej ud af bilen fordi han gerne ville tage et ordentligt billede af den. Klovn! Han fik strenge ordrer på at BLIVE I bilen.

Næste stop på vores tur til Pemberton skulle blive Phillips Estate. Det skulle blive sjovt at tale med den tjener igen. Christian havde I sit hoved gjort tanker om hvordan han ville fortælle tjeneren, hvor stor en inspiration han havde været for os.

MEN ! Vi skulle blive klogere. Phillips Estate fandtes nemlig heller ikke længere. Den var lige blevet opkøbt af et større vineri – Silkwood. Så vi var lidt lange I ansigtet.

Men heldigvis havde de stadig denne skønne veranda, hvorfra man kunne nyde udsigten til søen og advokado-plantagen.
Her sad vi så, og havde tanker om “hvor er det dog stort det her – tænk vi gjorde det. Vi er nu i gang med at udleve vores drøm”.

Med lidt bekymring kørte vi videre. Ville fiskedammen nu stadig være der.

Selvfølgelig er det altid godt med forandringer – og nogle er bedre end andre. Men vi havde måske lige glemt at verden jo ikke har stået stille de sidste 2,5 år.

Jubiii….fiskedammen og restaurant fandtes stadig. Ingenting var forandret. Vi bestilte en fiske platte med marron (en krebs lidt mindre end en hummer) – på samme vis som sidst, og derefter gik vi en tur rundt om søen – på samme vis som sidst.

Engang imellem kan gensynets glæde være stor.

Vi var lidt heldige mht. fiskedammen. Dagen efter vi havde været der lukkede de fiskedam og restaurant I to uger for at tage på sommerferie.

Det havde været en lang dag – og ikke mindst mange timer I bilen. Vi ville gerne nå tilbage til Margaret River inden kl. 20 – fordi her skulle vi høre noget musik nede på den lokale café/bar.

Vi fandt en genvej på kortet – som Frk. Sørensen (vores GPS anlæg I bilen) ikke havde fundet. Den så meget kortere ud – og vi ville være hurtigere retur til Margaret River.

Vi havde ikke meget benzin på bilen – men efter bilens computer, så skulle der lige være nok til turen.
Hvad vi så ikke lige havde regnet med, var at den vej vi havde fundet var en laaaang bumpet grusvej på 35 km som havde bushskov på begge sider.

Vi havde ikke noget valg andet end at følge vejen – vi havde tidligere mødt to tank stationer, men de havde begge lukket – så vi havde bare ikke benzin nok til at vende om.

Vi krydsede fingrene for at det skulle gå. Men det var bestemt ikke et godt valg. Vores bil har ikke godt af at køre på en grusvej, og der var ingen mennesker I miles omkreds – så hvis der skete noget med bilen, så havde vi virkelig et problem fordi der var heller ikke signal på mobiltelefonen.

Vi overtrådte de tre vigtigste regler for når man kører I Australien.
Vi havde ikke vand med I bilen – kun en masse vin, som vi havde indkøbt. Ja, så hvis vi skulle overnatte derude – så måtte Sarah blive fuld for første gang.
Vi kørte på et tidspunkt hvor det var tusmørke. Det er tidspunktet hvor kænguruerne kommer frem. De er så dumme, så nogle gange springer de bare ud foran bilen – hvis de først rammer ind I lyskeglen kan de ikke finde væk fra vejen igen. Lidt lige som dådyrene derhjemme I DK.

Her er det bare et lidt større dyr man kører ind I…

Og ja så var der det med benzinen.
Det var næsten mørkt da vi ankom til Margaret River.
Bilen trillede, I bogstaveligste forstand, ind på tankstationen. Benzinmåleren stod og blinkede og gav advarsler om at NU kunne vi altså ikke køre længere.
Vi havde klaret det, og vi trængte virkelig til en kold øl efter den oplevelse.

Sarah havde hele tiden siddet bagi med høretelefonerne I ørerne, og havde hørt Harry Potter – så hun kunne jo slet ikke forstå hvorfor vi var så stresset efter den tur.

Vi nåede at høre musikken på den lokale café/bar – og Sarah, ja – som jo efterhånden er blevet en stor pige dansede på dansegulvet.

Vi havde nogle dejlige dage I Margaret River og Pemberton. Skovene og lydene fra fugle og cikader I skoven er helt ubeskrivelig. Det bliver nok et sted hvor vi kommer til at tage ned mange gange – når vi trænger til at slappe af fra hverdagen.

Det er lidt som at tage til Sverige I en hytte. Stedet er perfekt at tage til om vinteren – hvor det er koldt, og man har lagt brænde I kakkelovnen.
Hytterne dernede har ofte et ildsted, og enkelte har også boblebad. Flere af hytterne ligger I naturskønne områder.
Klart et sted vi skal ned til vinter.

Bilen trillede ind I Fremantle kl. 19 – og det var skønt at være hjemme igen. Ja, vi føler virkelig at vores hus på Colburn Way nu er vores hjem. Vi har efterhånden sat vores eget præg på det.
Vi har også fundet ud af hvad der er lige I nærheden og kan efterhånden finde rundt I området.

…og ja, her er bare skønt. Men det er nu også temmelig svært at være negativ når vi har haft skyfri himmel og grader på omkring 30 – 42. Altså bortset fra at når vi kommer op omkring de 25 grader om natten – så kunne jeg godt drømme lidt om at have en aircondition bare I soveværelset.

For få dage siden fik vi den første regn inden for de sidste to måneder. Vi har ikke set en dråbe vand – og jeg kæmper en brav kamp for at holde liv I vores blomsterkrukker I vores baghave.
De havde lovet regn flere gange – men det havde efterhånden fået en lidt “Peter og ulven effekt” – så man hænger selvfølgelig bare alt sit vasketøj ud alligevel.
Men så fik vi regnen – det regnede næsten uafbrudt fra morgen til aften. Nogle steder omkring Perth har der været lidt oversvømmelser – men dog ikke som andre steder I Australien, hvor huse har stået under vand.

Fritidsaktiviteterne skulle vi også lige have styr på inden opstart af skole.
I sidste uge kørte vi op imod Swan Valley – 45 min. kørsel. Her fandt vi en lille ride skole på en gård. Stedet var perfekt. På gården har de også andre dyr man kan gå og klappe, og det ligger I et meget naturskønt område, hvor de selvfølgelig rider ture en gang om måneden.

Men vigtigst af alt – Sarah synes rigtig godt om stedet, og her var en rigtig god stemning.
Der er nu bestilt ridning til hende hver tirsdag eftermiddag kl. 17.30 de næste 10 uger.

Sarahs første skoledag gik fint. Hun var godt nok nervøs – ja, og hendes
forældre havde mindst lige så mange sommerfugle I maven som hende.

Alle elever der havde første skoledag skulle møde op ude foran skolen. Ca. 180 børn stod klar til at starte en ny del af deres skole gang.

Hernede går de I primary skole fra 1 – 7 klasse på den samme skole. Herefter rykker de videre til High skole hvor de går fra 8 kl. til 12. Klasse. Her starter alle på en ny skole I 8 klasse.

Det var lidt en fordel for Sarah, at hun ikke var den eneste der var ny – selvom hun følte det fordi hun jo var den eneste fra Europa.

Alle eleverne sad pænt og hørte på inspektørens tale – der bl.a. handlede om hvor forvirret man normalt er de to første uger.

Sarah er kommet ind I en klasse for internationale elever. Her er 15 elever der kommer fra andre steder I verden end Australien – der er bl.a. nogle fra Afrika, Korea og Afghanistan. Denne klasse har hun engelsk sammen med.
Alle andre fag foregår i almindelig mainstream klasser.

Men hold da op hvor er der mange Nye ting hun skal sætte sig ind I. Skolesystemet hernede er bare så meget anderledes end det hjemme I Danmark. Her er for det første en helt anden respekt for læren, og der er regler for hvis man ikke opfører sig ordentlig.
Det synes Sarah er helt okay – men hun kommer jo også fra en klasse I Danmark hvor der var en del problemer med at finde ro I klassen.

Men hun klarer det bare så flot. Hun synes at enkelte ting er lidt for let – f.eks. Matematikken. Det var vist det hun havde frygtet allermest.
I går havde hun Italiensk for første gang – så nu kan hun sige “hvad hedder du” på Italiensk. 
Hun synes ikke at det er ok, at stå tidligt op hver morgen – men hun har jo heller ikke været I skole de sidste 8 måneder !!

Hun synes at det er meget forvirrende, og hun har haft lidt svært ved at finde rundt på skolen. De skifter lokale hver gang de starter en ny time, og et nyt fag. Men det går allerede meget bedre.

Så alt I alt så går det faktisk rigtig godt med hendes skole. Alle lærerne er rigtig søde – og skolen er bare super professionel.

Mit timeglas er også ved at løbe tomt.
Jeg har nu kun en uge og nogle få dage tilbage før jeg starter I skolen.
Men jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med at lave noget.

Christian er begyndt at kigge sig omkring efter et arbejde – men det er ikke så let fordi han kun har tilladelse til at arbejde 20 timer om ugen på mit student visa.
Men mon ikke der dukker noget op på et tidspunkt.

Ellers er den største nyhed p.t. at vi har fået internet I Huset – det er altså bare ren luksus. Nu kan vi alle tre være på nettet samtidig – og Sarah kan genoprette sit gamle liv igen – hvor hun spiller spil på nettet, er på MSN samtidig med at hun hører musik på nettet. Ja – der er vist ikke noget galt med hendes evne til at multi taske.
Det betyder også at vi nu kan skype med venner og familie derhjemme…skøøønt.
Men hold op hvor har det bare været en kamp at få Internettet til at fungere. Det kan godt være at vi I DK klager over TDC – og dårlig service. Men hernede slår Telstra alt !
Der sidder virkelig nogle I telefonen, som ikke helt har fået de fleste celler fra starten.

Men efter flere vredes udbrud fra Christian lykkedes det til sidst…..og nu virker det.

Håber at I alle har det godt – og god vinterferie til jer der har det.

Herfra os sender vi et stort cyper knus til jer alle – I er alle savnet.

Knus
Christian, Christel og Sarah

2. Januar 2008

Nyhedsbrev 10

Hus og jul i East Fremantle.

(Billeder: Se galleri 13 og videoklip galleri 14)

Året 2007 er nu ved at løbe ud og lige om lidt starter et nyt år, der for os er fyldt med mange udfordringer. Det vil blive året hvor vi starter et nyt liv og en ny tilværelse.

De sidste to uger har for os været utrolig presset, og vi har nok alle tre været lidt stresset. Vi havde jo sat os I hovedet at vi gerne ville holde jul I vores nye hus og ikke I den lille camper. Vi havde drømme om flæskesteg, rødkål, brun sovs og brune kartofler …og det kan man jo ikke liiige lave I en lille camper.

Vi var nok også ved at få lidt kuk af at være I camperen, og vi så frem til at få lidt mere plads hvor man kunne have store armbevægelser.

Hjemmefra havde vi aldrig drømt at det skulle blive en så stor udfordring at finde et hus. Sidste gang vi var I Australien havde boligmarkedet ikke boomet endnu. Men nu er mineindustrien boomet her I Western Australia, som betyder at folk rejser fra andre steder I Australien, og hertil fordi der er masser af arbejde. Derudover er huspriserne helt I top, hvilket betyder at mange folk ikke har råd til at købe et hus, og er derfor på jagt efter leje bolig……og nå, ja – så er der jo de internationale studerende som jo også skal have noget at bo I.

Da vi landede her I Fremantle igen, gik vi straks i gang med at kigge på huse, og boligområder. Vi var ikke de eneste der var på jagt efter en bolig, og når vi var til fremvisninger var der flere familier der var ude og se.

Procedurerne hernede er heller ikke helt det samme som derhjemme. Man kan ikke bare sige “ja, tak den bolig tager jeg”. Nææ….nej man skal først udfylde et skema med 1000 oplysninger, aflevere kopi af pas og kørekort, vedlægge referencer fra bank, tidligere arbejdsgivere og tidligere udlejere.

Sidstnævnte havde vi jo liiige lidt problemer med. Vi har jo aldrig lejet en lejlighed. Vi kunne blot give reference fra den lejlighed vi havde lejet de to første uger vi var her I Australien.

Men vi fandt en bolig på Richmond Circus. Stedet var perfekt I East Fremantle. Der var blot 5 min. gå gang til Sarahs skolebus, lå lige ud til en park, tæt på stranden og floden og tæt på Cappucino street I Fremantle.
Der var god plads til alle, med stue og spisestue og en førstesal med tre værelser. Eneste lille udfordring var at boligen først blev ledig I slutningen af Januar 2008.

Men vi tænkte “pyt, det går nok – vi må bare finde en ferielejlighed eller lignende i mellemliggende tid – hvis vi får boligen” . Vi udfyldte alle papirerne torsdag den 13. December….hmmm…lidt en uheldig dato…høhø.

Herefter er det op til ejendomsmælgeren at bestemme hvem der skal være den heldige der får tag over hovedet.
De fortalte os at der kunne gå op til 2 – 3 dage før vi fik svar. (hverdage)

Men vi havde faktisk også vores lille plan B. Vores gode udlejer her I Fremantle havde skaffet os en kontakt til en ejendomsmælger. Hun havde vist os en bolig på Moran Ctr. I South Fremantle. Huset var egentlig ok, måske ikke I så god stand, og måske lidt mørkt – derudover lå det også lidt upraktisk ifht. Sarahs skolebus. Meen, skulle alt falde I vasken – så kunne vi da godt bruge det hus, som vi iøvrigt kunne flytte ind I med det samme.

Reglerne er at når man søger om en bolig, så afleverer man også en uges husleje. Hvis man får boligen så er det jo bare den første husleje – men hvis man får tilbudt boligen, og ikke ønsker boligen alligevel, ja – så er det bare ærgeligt sonny boy – så er de penge gået tabt.

Vi fik vores gode veninde til at holde boligen på Moran Ctr. Til mandag eftermiddag – så måtte vi da have fået svar på Richmond Circus.

Men – en ejendomsmælger kan jo også tage en fridag – hvilket hun havde gjort mandag, og derfor kunne hun ikke give os et svar.

Nu ! Var gode råd dyre. Hvad skulle vi nu gøre ? Vi ringede til vores veninde for at høre om hun ikke bare kunne holde boligen bare en enkelt dag til. Gud hjælpe mig – om hun ikke sagde “desværre, boligen er nu ulejet til nogle andre “ Helt ærligt !!! Hun havde lovet os at holde boligen.

Der var jo absolut ingen garanti for at vi ville få Richmond Circus. Vi var godt nok kun to familier der havde søgt om boligen, men “vores concurrent” var en Australier fra Melbourne, der jo selvfølgelig kunne fremvise de fineste papirer. Hmf !!!
Godt sure og skuffet tog vi fat I avisen igen. Nu ringede vi til nogle private udlejere. Vi havde egentlig hele tiden gået igennem ejendomsmælgeren, vi tænkte at det nok var det sikre valg.

Jeg fik fat I en bolig der lå 15 skridt fra huset på Richmond Circus. Vi aftalte tid med udlejere, og vi kunne komme ind og se huset allerede dagen efter kl. 9:30.

Det var næsten for godt til at være sandt. Boligen var perfekt – det var virkelig drømmeboligen, og den opfyldte alle vores ønsker på vores “drømme-ønskeliste”.

Vi afleverede papirerne, og udlejeren sagde at huset var næsten vores. Hun skulle bare lige sikre at vi var “helt rigtige I hovedet”, havde ren straffeattest og alle papirer iøvrigt var iorden.

Jabadibaduuuu….vi skrev nu tirsdag den 18. December – måske skulle det alligevel lykkedes os at få et hus inden jul.

Men straks meldte næste udfordring sig. Vi havde jo afleveret papirer på Richmond Circus – og reglerne sagde jo, at hvis vi fortrød, så var pengene gået tabt. (læs: 2000 Dkr)

Men Christian kan det der med at charme sig ind på kvinderne…..hehe…så han ringede til ejendomsmægleren, og hun kunne selvfølgelig godt forstå vores situation. Papirerne blev revet I stykker og vi skulle ikke betale noget.

Allerede dagen efter fik vi svar på at vi havde fået en bolig.

Familien som vi lejer huset af, en engelsk kvinde som immigrerede hertil Australien for 18 år siden, og en Italiener der immigrerede hertil for 25 år siden, er bare utrolig søde. Det er hende der har stået for alt det praktiske arbejde, og at hun er topstruktureret og har styr på tingene gør jo ikke situationen dårligere.

Lørdag den 22. December 2007 kl. 10.00 fik vi nøglerne til vores nye hus, som skulle være rammen om vores nye tilværelse her I Australien.

Huset er ca. 140 m2 I to etager. Det er et hjørnehus med en fin forhave omkranset af et grønt stakit. Når man går ind af havelågen er der en stor lavendelbusk på hver side – som dufter helt vidunderligt.
I stueetagen er der køkken, spisestue, stue, et stort værelse med walk in robe og eget badeværelse. Sidstnævnte sætter Sarah utrolig stor pris på. Hun er rigtig glad for sit Nye værelse.

På 1. Salen er der soveværelse, kontor, bad og toilet – og masser af skabsplads…hvilket moren helt klart sætter stor pris på.
Her er en fin lille baghave – som ikke kræver meget havearbejde, da der er fliser. Men jeg skal nok nå, at få lavet en masse blomsterkrukker.

Her var ingenting da vi flyttede ind, så der skulle gøres lidt indkøb – så vi bl.a. kunne få plads til alt julemaden.

Så blev det alligevel jul I den lille familie.

I 35 graders varme fejrede vi en dansk juleaften, med juleand, brun sovs og kartofler…..pyhhh…kan godt forstå, at Australierne spiser kalkun eller skinke.

Der blev danset om juletræ….ja, vi har det sejeste juletræ. Vi besluttede os for et kunstigt juletræ – der er lidt mere holdbart her I varmen.

Jeg havde købt en lyskæde med sterner – som jeg troede bare ville lyse hvidt…..men jeg tog fejl. Nææ, nej – stjernerne lyste på skift I rødt, grønt og blåt…hehe…”et rigtigt disko-juletræ” som Sarah sagde.

1. Juledag – som jo er der hvor Australierne fejrer julen – tog vi på stranden sammen med alle Australierne. De forstår altså virkelig konceptet af at hygge sig på stranden. De slæber hele haveinventaret – incl. have grill m.v. ned til stranden også bliver der hygget.

Vi har over 40 grader iøjeblikket – og idag har vi været ude og købe blæsere. Forhåbentlig kan det give bare lidt køligere nætter I soveværelset.

Tusinde tak for alle jeres julehilsner – og en helt speciel tak til familien Flemmer, som var julemanden der bragte julegaverne hjem til familierne I Danmark.

Dette nyhedsbrev er så vores sidste nyhedsbrev. Snart starter vores almindelige hverdag – som sikkert hurtigt bliver fyldt op med skolearbejde, jobsøgning og lektier.

Vi håber på at I alle vil holde os lidt opdateret på hvad der sker hjemme I lille Danmark og I jeres liv – så vi kan holde mailkorrespondancen ved lige.

I ønskes alle et rigtig godt nytår.

14. December 2007

Nyhedsbrev 9

Nullarbor, Border Village, Esperance, Albany og Fremantle.

(Billeder: Se galleri 12)

Vi skulle kun have været 3 dage i Streaky Bay – men det blev til 4 dage. Stedet var helt perfekt til ren afslapning, og vi trængte virkelig til at samle alle oplevelserne.

Byen er ikke særlig stor. Der var en fin lille hovedgade med et par butikker, posthus og supermarked. Her kendte alle vist hinanden. Hele verdenssituationen skulle i hvert fald lige vendes når der blev handlet ind. Ja – hernede skal man jo ikke selv pakke sine madvarer i poser….nææ, nej det gør ekspedienten, samtidig med at hun selvfølgelig lige skal spørge om du har haft en god dag.
Alt foregår i et stille og roligt tempo – selvom om køen skulle være lang. Herligt – det er noget vi hurtigt har vænnet os til.

Da vi kørte fra Streaky Bay var udgangspunktet at vi ”kun” skulle kører til Nullarbor Roadhouse, men der var tanket godt op i energidepoterne – så vi tog hele vejen til Border Village, og den vestaustralske grænse – i alt ca. 600 km.

Lad os straks slå fast, at ingen skal forvente Big 4 eller andre smarte campingpladser i denne del af verden. Her var et roadhouse – oversat: tankstation, og bagved lå campingpladsen. Men den var fin til formålet. Vi skulle jo bare overnatte der, og kører videre allerede dagen efter.

Om aften mødte vi to unge drenge. De kørte i deres truck, og var på vej hjem til Perth på sommerferie. De var begge studerende fra Melbourne, og havde derfor ikke råd til overnatninger på campingpladser. De havde deres soverposer (Swags)med – som de bare rullede ud i bushen. Hmmm….det er nok bare lige en af de ting, som jeg aldrig ønsker at opleve……som jeg tidligere har nævnt er 80 % af Australiens dyr kun aktive om natten, og så er der jo også lige de der slanger m.v.

Vi kom i snak med de to drenge, og de slog lejr i bushen bagved campingpladsen. Der sad vi så med guitar og lejrbål…når hyggen sniger sig ind – så glemmer man alt om kryb og kravl…hehe.

Men af sted skulle vi dagen efter, og man skal jo være ude af pladsen kl. 10……Christian ønskede vist at vi kunne blive et par timer mere. Han havde hygget sig med drengene til klokken sent.
Men med eller uden tømmermænd – vi kom igennem den vestaustralske grænse.

Grænseovergangen er fuldstændig som hvis det var et andet land man kørte ind i. Her skal man blot bevise at man ikke har noget frugt og grøntsager med over grænsen. Faktisk kom der en tolder ind i camperen – åbnede skabe og køleskab for at tjekke indholdet. (Det koster 2500 dollar – hvis han finder noget)

Vi kom igennem – men faktisk mest af alt pga. vores snusfornuft.
I Streaky Bay havde vi talt med et australsk par. De fortalte os, at vi bare kunne handle ind og fylde køleskabet i Streaky Bay – fordi vi ville ikke blive tjekket før end vi kom et godt stykke ind i Vest australien ved Norseman. Vi var jo ganske naive, og troede selvfølgelig på hvad de sagde, så vi handlede ind. Men da vi kom til grænsen kunne vi godt se, at det kunne vist ikke være helt rigtigt. Der stod store skilte der truede med bøder hvis man bragte noget ind i Vest australien.
Pyhhh…så vi nåede lige at smide alle madvarerne i skraldespanden.

Hmmm….vi blev aldrig helt klar over hvorfor det australske par skulle fortælle os den løgn ??

Flere havde fortalt os at det ville blive kedeligt at køre igennem Nullarbor. Men det er nu nok som man selv vælger at opleve verden.

Jeg synes altså det er utroligt at beundre den australske natur, der ændre sig for hver 100 km. man kører. Derude var øde så langt øjet rakte, og kun spinifixgræs stak op, og der var oaser af træer, der var nøgne forneden og grønne i toppen – og ikke skyggen af en vanddråbe.

Men af sted det gik – nu ville vi køre hele vejen til Esperance. Nu ville vi til civilisationen igen.

Efter et par timers kørsel blev alle biler holdt tilbage ved Balladonia Roadhouse. En lastbil og en firehjulstrækker var kørt frontalt sammen – og der var to døde. Det ville tage 6 – 8 timer før vejen blev åbnet igen. På den strækning tager det jo et stykke tid før en ambulance kan nå frem.

I alt 45 roadtrains, og rigtig mange campingvogne, campere og personbiler var strandet på Balladonia Roadhouse. Der var en underlig stemning, og der var over 40 grader varmt. Alle sad og ventede på at komme videre i deres liv.

Vi valgte at tage en overnatning – som så mange andre campere og campingvogne. Endnu et roadhouse med en campingplads i baggrunden. Men der var bad, toilet og en lille restaurant med aircondition. Her var også håndtamme kænguruer der fandt skygge bagved campingvognene. Der var ikke meget skygge – så vi flygtede ind i restauranten med aircondition.

Klokken 17 blev vejen åbnet igen, og alle roadtrains kørte af sted igen. De skulle sikkert nå deres destination inden det blev mørkt.

Vi var glade for at vi blev, fordi fem minutter efter at de var kørt blev roadhouset ringet op fra Norseman (næste by) – nu var der bushfire øst for Norseman.

Hvor er livet skrøbeligt. Vi priste os lykkelig over at vi den morgen havde været lidt længere om at komme ud af fjerene – ellers havde vi måske været en del af ulykken. De er forbandet de roadtrains. De skulle hver især have et skilt hvor der stod ”we break for nobody”. Vi fik senere at vide at der var gået slinger i de tre anhængere, og derfor havde den ramt den modkørerende bil.

Men oplevelsen satte virkelig tingene i perspektiv. Da vi dagen efter kørte igennem ulykkestedet blev radioen slukket, og vi tænkte et øjeblik på de familier der lige nu måtte være i en dyb sorg.

Da vi kørte videre var det tydeligt at se hvor der havde været bushfirer. Det var på begge sider af vejen. Det måtte ikke have været sjovt at køre igennem.

Da vi var kørt igennem det hele stod der pludselig en hvid hest i vejkanten. Lidt af et særsyn – der in the middle of no where. Christian sagde for sjov til Sarah. at det var en hest der blev til en enhjørning om natten fordi den var så smuk. Men måske var den vores skytsengel.

Turen fra Balladonia gik ellers fint – der blev kørt til, og da vi landede i Esperance havde vi kørt ca. 1500 km. på tre dage. Herligt at planen sagde, at vi skulle være der et par dage, og vidunderligt at komme retur til civilisationen igen.

Esperance er en lidt større by der ligger smukt placeret ned til havet. Den er et centralpunkt for gods nordfra, og gods der skal transporteres af hav-vejen. Vores campingplads var desværre placeret ultra tæt på havnen. Hvilket vi jo selvfølgelig i første omgang betragtede som et plus – men da vi opdagede at roadtrains og godstog fragtede hvede i rå mængder i vores ”baghave” – så var det knap så fedt. Det er så også den første Big 4 campingplads, som jeg absolut ikke kan anbefale.

Men Esperance var også en dejlig forfriskning. Efter to uger med temperaturer omkring 40 – 42 grader – så var en kølig havbrise absolut velkommen. Vi var endda lykkelige da vi fik et par regndråber.

Utroligt at tænke sig til at i Syd Australien har de utrolig fokus på global opvarming, og varmen stiger foruroligt – hvor den normalt ikke stiger. Flere steder har de ikke fået regn i lang tid – og der er vandrestriktioner, og et bad må max. tage 8 min. Til her i Vest australien hvor man på turen fra Norseman til Esperance igen begynder at se blomsterende træer, floder hvor der rent faktisk er vand i og træer med tykke træstammer.

Men et er sikkert – global opvarmning er et issue, som også bliver diskuteret her i Australien. De har haft et valg mens vi har været hernede, og den nye regering (labour) har bl.a. vundet fremgang pga. deres fokus på global opvarmning.

I Esperance begyndte vi at bekymre os om husmarkedet her i Australien. Ville det nu være muligt for os at få den bolig som vi gerne ville have ? og vi fik også den tanke, at det kunne være rart at holde juleaften i det nye hus, og ikke i den lille camper.

Tankerne fløj omkring. Skulle vi nu ændre vores tur resten af vejen eller skulle vi køre direkte til Fremantle for at få styr på bolig.

Der blev kigget lidt i Lonely Planet, men vi var faktisk mættet med oplevelser. Men vi kørte en lille omvej da vi kørte fra Esperance og videre til Albany. Herfra kunne man skue ud over kysten, og vi skulle se en sø som var lyserød….hvilket den ikke var. Så af sted det gik til Albany.

”Vi har fundet endnu en skønhedsplet her i Australien” skrev jeg i min dagbog. I Albany fandt vi den bedste Big 4 campingplads vi havde været på. Her var en stor swimminpool, spa, stort gameroom med airhokey, en lille biograf og bedst af alt stranden lå ultra tæt på.

Vores rejse var ved at tage en ende og dette var det perfekte sted at slutte vores rejse rundt i Australien. Her var desuden internet – så vi fik studeret boligmarkedet.

Albany er en by, der blev etableret lidt før Perth. Den har ikke undergået den samme udvikling som Perth, men har trods alt en størrelse og en historie der er værd at tage med.
h
Men vores fokus var nu ændret. Nu handlede det for os om at komme til Fremantle, og få styr på det hus. Fra Albany havde vi ringet til nogle ejendomsmælgere – som vi havde håbet på at vi kunne aftale fremvisninger med. Men nej, sådan fungerer det ikke. De ville ikke gøre noget som helst før vi stod på deres kontor. Hmf !

Ahh…”hjemme” igen. Efter en lang køredag, hvor vi havde kørt fra kl. 8 til kl. 14, så var vi godt trætte da vi ankom til Fremantle igen. Men det er skønt at være tilbage igen.
Vi tog straks kontakt til vores gode venner i Perth – Niels og Susanne, som opbevarer halvdelen af vores bagage, og har taget imod alt vores australske post.

Allerede få dage efter var vi ude hos dem og hente post…..øv ! her lå lige en lille fartbøde på 79 Ausdollar. Herfra os skal lige lyde et kæmpe stort tak til Niels og Susanne for deres hjælp, og en stor tak til Bente, som har skabt kontakten. Halvdelen af vores bagage fylder stadig op i deres kælderrum. Vi har jo ikke så meget plads endnu – så det er jo bare guld værd at vi kunne opbevarer bagagen hos dem.

De er nu taget af sted på deres lille australske ferie – en tur nordpå og senere vil de tage på endnu en oplevelsestur. De skal lige nå at have det hele med – efter to års arbejde hernede i Australien, tager de retur til Danmark igen til foråret.

Nå, men nu er vi så tilbage på den samme campingplads vi var på for 2 år siden – det er lidt sjovt. Dengang var det afslutningen på vores rejse. Vi havde dengang blot en uge tilbage før vi skulle hjem til Danmark igen. Dengang var vi de eneste der var på pladsen, og her var koldt pga. det var vinter.

Jeg er himmellykkelig over at vi ikke skal hjem endnu, og at vi har et helt år endnu. Denne gang var vi heldige at få den sidste plads på campingpladsen pga. nu var pladsen propfyldt, og temperaturen ligger på omkring de 25 grader.

Det er lidt vemodigt at vores første eventyr nu er slut. Det har været en skøn tur – men det skal også blive godt at få et hjem igen, at få ”lidt” mere plads, at få et klædeskab igen og eget toilet og bad – så man ikke skal høre på andres prutter.

Men det er også starten på et nyt eventyr hvor vi skal skabe os et nyt liv – så måske er meningen at ”The journey never ends”, det er blot et spørgsmål om hvordan vi vælger at betragte oplevelserne på vejen.

Jeg har læst rigtig mange rejsebeskrivelser, og mange slutter med en happy ending – at nu er de hjemme og så bliver der ikke skrevet mere. Jeg har tit tænkt på ”blev det nu som de havde forventet – gik deres drøm i opfyldelse ?”.

Jeg vil derfor slutte vores rejsebeskrivelse med at opsummere lidt på vores første tre måneder i Australien.

Da vi kørte vores sidste lange tur fra Albany brugte vi alle tre tiden på at evaluere på vores tur – så dette er et lille udtræk fra vores snak.

”Dyr og naturoplevelserne har været fantastiske. Mest af alt fordi vi har oplevet dyrene i deres naturlige element. Det er selve oplevelsen af hvordan man ser dyrerne der har gjort det til noget specielt f.eks. da vi så vores første echidna i vejkanten og alle råbte ”Echidna!!” i kor og bremserne hylede”

”Tara-Bulga nationalpark var noget helt specielt. Her hyggede Christian sig en hel aften + eftermiddag med dem som ejede campingpladsen. Her var naturoplevelserne close-up, og spændingen steg da vi kørte den snoede vej op af bjerget – som ikke var beregnet til campere”

”Oplevelsen af at være fri for trædehjulet har været fantastisk. At kunne tage en dag og en oplevelse ad gangen. At have taget springet og nu står midt i mulighedernes univers har været vidunderlig”

”Det er en gave at være sammen med sin store teenagedatter 24 timer i døgnet. Havde vi været derhjemme var det ikke sikkert, at hun ville have brugt så meget tid på sin mor og far. ”

”Den lille plads i camperen og max. familietid har da også givet sine udfordringer engang imellem. Der har været diskussioner undervejs, og Sarah har nok hadet sine umulige forældre ind imellem – men på den anden side af hver diskussion bliver man lidt klogere på hinanden”

”Vi har haft lange aftener hvor Sarah har savnet fjernsyn, internet og mobiltelefon. Så vi har set næsten to sæsoner af Desperate Housewifes ”

”Vi har erfaret hvad Maggie Beer icecream er. En topkvalitetsis fra Barossa Valley – som kun kan fås i specielbutikker. Men smagsoplevelsen er helt ekstrem”

”You can do everything – you just have to belive in it – from the bottom of your heart” Et citat fra vores ynglingsridelærer i Grampians – som vi huske og minde os selvom når vi star overfor fremtidens udfordringer.

”Vi har adopteret det australske dip-koncept. Det handler om at alt imens BBQ bliver gjort klar – så bliver der serveret ost, pølser, oliven og dip”

”Easy-going er en vidunderlig livsindstilling – og australierne udtaler tit No Worries”

Der har været lange køreture hvor vi har kørt i mange timer. Men her har det helt klart været en fordel at vi kunne sidde foran alle tre og alle tre opleve det samme f.eks. når en echidna eller en hvid hest viser sig i vejkanten.
På de lange kørestræk er tiden blevet slået ihjel med at høre ”De sorte spejdere”, ”Harry Potter” eller ”Mads og monopolet” som vi har hentet ned fra nettet.

Camperen har været perfekt – måske havde lidt mere plads været rart, men på den anden side så har den været let at køre rundt med. Christian er ind imellem blevet lidt modig mht. hastigheder og har taget et skarpt sving i for høj fart. Hmf…det betyder så at alt tøjet falder ud af skabene, og en enkelt gang havde vi glemt at låse køleskabet…..det kan IKKE anbefales, medmindre man er rigtig glad for at have madvarer ud over hele camperen…

Det har været rart at have et toilet – ikke fordi at vi har brugt det så meget. Men mest fordi det er blevet brugt til opbevaring af alt vores bagage. Det er derfor målet, at holde vasketøjet i bund – ellers kan man være lidt nervøs når man åbner skabsdøren.

Alt i alt har det været en pragtfuld tur. En lidt anderledes tur end sidste gang både mht. naturoplevelser – hvor vest australien jo er lidt mere øde end de øvrige stater vi har kørt igennem – men også fordi at vi denne gang har rejst af sted uden at have et hjem.

Lille Mathilda har været vores hjem i tre en halv måned, og det bliver vemodigt at skulle sige farvel til hende om 14 dage.

Så ja – vores rejse har i høj grad levet op til vores forventninger. Den har givet os alt hvad vi havde håbet på – mest af alt overskud af tid til hinanden.

Nu starter vores næste eventyr. Vi er nu i gang med at finde et hus her i Fremantle som vi kan leje, og dernæst skal vi i gang med at bygge rede igen.

Lige nu bor vi på Fremantle Village og her bliver vi indtil vi har fundet et hus eller en anden ferielejlighed. Her har vi været den sidste uge – og tiden har bare fløjet af sted. Vi har haft rigtig travlt med at kigge på huse, og derfor har vi heller ikke haft tid til at oploade på nettet.

Vi har kigget på rigtig mange huse – og selvom vi havde lavet en laang ønskeliste inden vi gik ud og kiggede – så er vi alligevel blevet klogere på os selv. Vi har måtte erkende at vi dybest set gerne vil have noget i en rimelig standard. Det har så ikke gjort udfordringen lettere. Derudover har vi også forsøgt at finde et godt kompromis med at vi gerne vil være tæt på Freo og at Sarah skal være tæt på skole eller skolebus.

Ikke alle huse hernede har den bedste standard – f.eks. så vi på et lidt ældre hus i Freo. Her var der en utæthed i loftet ude i køkkenet. Udlejeren havde ikke tænkt sig at udbedre det – så når det regnede skulle vi lige huske at sætte en spand under hullet. Her taler vi altså om huse til omkring 350 – 400 AUSdollar pr. uge. Hmf !

Udlejningsmarkedet er bare boomet helt utroligt. Huspriserne er helt i top – så folk har ikke råd til at købe. Derudover er der mange firmaer der lejer sig ind pga. mineindustrien – som også er boomet helt ekstremt. Der kommer derfor mange fra andre steder i Australien – som skal have hus i Freo eller Perth.

En ejendomsmælger sagde til os ”I gør jer klogt i at vælge og finde et hus inden jul – fordi i Januar går det helt amok” Her kommer der også studerende der skal finde bolig fordi de skal starte studie hernede.

Ja – så vores nerver har nok hængt lidt i tynd tråd den sidste uges tid.. De første fire dage her i Freo kiggede vi på huse fra kl. 11 til 17 hver dag. Nogle gange fandt vi nogle som kunne være interessante – og når vi så ringede til ejendomsmægleren ja, så var det allerede udlejet. Hmf. !

Ikke alle ejendomsmæglere er lige søde. Men når kunderne står i hobetal – så kan de jo egentlig også være ligeglade.

Vi har nu fundet en bolig som vi går målrettet efter. Vi afleverede ansøgning i går. I virkeligheden er der omkring 20 personer på en liste for bare at komme ind og se huset. Men pga. en meget sød kontordame hos ejendomsmægleren fik vi lov til at komme ind og se det før alle andre. Det er der så en anden mand fra Melbourne der også har fået lov til – og vi er nu to ansøgere på huset.

De har lovet at give os svar inden for 2 – 3 dage.

Vi håber virkelig at dette falder på plads – dette hus på Richmond Circus har den perfekte størrelse, og ligger rigtig godt i forhold til Sarahs skolebus – som går lige ude foran døren. Eneste ”lille” minus – eller udfordring – er at vi først kan få dette hus i slutningen af Januar. Vi skal jo aflevere camperen den 2. Januar – men så må vi ”bare” finde en ferielejlighed eller lignende for Januar måned.

Men vi har en lille back-up plan hvis dette hus skulle falde til jorden. Vi har jo vores gode ven og ejendomsmægler her i Freo. Hun har vist os et hus et hus som også ligger her i Freo – eneste er at her går skolebussen ikke forbi – men til gengæld er der en offentlig bus ca. 1 km. derfra der kører direkte til hendes skole. Her kan vi flytte ind om en lille uges tid.

Men vi får se – i næste uge er vi forhåbentlig meget klogere, og vi krydser fingre for at vi har en løsning.

Vi har været til BBQ hos Fam. Flemmer. Det er familie som vi har mødt i cyperspace før vi rejste herned. De har været en tur nordpå – og nu var de et par dage i Perth. Vi flyttede straks rødderne op og trodsende den forbandede myldretrafik ud af Perth og etablerede os på deres skønne campingplads i Swan Valley.
Lad os straks slå fast – det var bare super hyggeligt. Der blev både dyrket dip-konceptet – BBQ konceptet og der blev hygget ud til de sene aftentimer. De har tre helt vidunderlige tøser – og de fik også vendt hele verdenssituationen.

Dagen efter var det egentlig meningen at vi bare skulle kører retur til Freo igen. Men det var lidt svært at sige farvel – og vores planer blev fluks lavet om. Pigerne var i flertal – så der blev stemt på en dag i outlet.

Det blev til nogle skønne timer med fam. Flemmer – og det var bare lige det vi havde brug for. Familien er nu kørt sydpå en lille uges tid – og når de vender retur til Freo igen, så satser vi på at gentage succesen.

Ærgerligt – at de skal retur til Danmark. Det havde da været helt fantastisk hvis de også skulle være her i Aussie-land. Men vi håber på at holde kontakten ved lige – og hvem ved, måske mødes vi endnu engang – enten i Aussieland eller lille Dannevang.

Nu er det weekend her i Freo – og det betyder lokal marked. Så i dag skal der handles friske råvarer ind til weekenden – og vi vil forsøge at flytte tankerne væk fra, at vi faktisk går at venter på afklaring på hus.

Men det handler jo også om at nyde hvert et sekund – lige om lidt starter den virkelige verden for os hernede, og Sarah og jeg skal starte i skole.

Tusinde tak til alle jer der flittigt har fulgt med, og alle jeres e-mail.

Vi håber at I stadig vil sende en e-mail ind imellem så vi stadig kan følge med i hvad der sker i jeres liv og i lille Danmark.

Mange hilsner fra

Os tre.

26. November 2007

Nyhedsbrev 8

Outback’en, Streaky Bay og nye venner – mennesker og søløver.

(Billeder: Se galleri 11)

Vi sidder og kigger på den smukkeste udsigt fra vores camper. For lige nu er vi i Streaky Bay – og vi har fået en plads helt ned til havet.

Havet er blikstille – kun en enkelt vind, ind imellem, laver uro i havets overflade.

Det bliver endnu et af de steder, som bliver svært at sige farvel til – men først og fremmest har vi besluttet os for at blive her i tre dage.

De sidste to uger har været fulde af oplevelser, og vi har alle tre brug for at slappe af nu og lade alle indtrykkene falde på plads.

For 14 dage siden sagde vi farvel til Port Augusta og kørte ud i Outbacken.

Stort set lige siden har den stået på oplevelser, og det gør det svært denne gang at vælge billeder ud og samle alle oplevelserne til websitet.

Men inden vi forlod byen besøgte vi Wadlada visitorcenter, byens informationscenter, for at blive opdateret på viden om outbacken og vejenes tilstand.
Et ret interessant informationscenter – hvor der var en udstilling/museum der fortalte om hvordan bjergene var skabt i outbacken, og hvordan der engang havde været istid og hav, der hvor vi netop stod.

Men vi startede med at køre de 536 km. ud i outbacken, ud til Coober Pedy. Byen hvor man kan være heldig at finde opaler – og hvor flere har forsøgt deres lykke.

Ja – lykke skal der til. Fordi det er vist mere held end forstand at finde opaler. Der findes ingen maskiner eller måleinstrumenter der kan vise dig hvor opalerne findes. Det handler blot om at man stoler på sin mavefornemmelse, køber et stykke jord (som man kan få meget billigt) – og så har du stort set købt rettigheder til at grave et hul i jorden, og lede efter opaler.

Mange har forsøgt denne lykke. Byens befolkning bevidner at byen har haft sin storhedstid – hvor folk kom fra hele Europa for at finde lykken.

Men det var rart at køre ud i outbacken. Blot efter de første 100 km. viste naturen sig fra den bedste side. Dette var det rigtige Australien – som vi havde oplevet det sidste gang vi var her.

En uendelig horisont, hvor intet menneskeskabt bryder dit udsyn. Den røde jord der ind imellem brydes af spinifixgræs, eller træer der har været udsat for bushfire.

Selve køreturen gik fint. Tiden gik hurtig og det var ikke så slemt at køre så langt. Vi tog af sted allerede kl. 8 fra Port Augusta og landede i Coober Pedy kl. 15:00.

Da vi ankom, var vores første kommentar ”Okay – her er godt nok varmt!!”.
Vi havde skyfri himmel, og en bagende sol der gav grader lige over de 40.
Så den første opgave var at finde poolen. Det var så en indendørs pool – eller rettere en pool, der var i et stort skur. Lidt underligt, tænkte vi først, men det viste sig at være dejlig køligt – også vandet (19 grader…brrrrr)

Men dagen efter blev himlen pludselig grå og så kom regnen. Ausssierne syntes at det var helt fantastisk – de havde ikke set regn siden januar måned i år.
Det er meget unormalt at det regner her – de får kun regn 2 – 3 gange årligt, og ikke altid så meget.

Så vi tog regnen med ophøjet sind – glædede os på Aussiernes vegne og følte os heldige over at vi også fik den oplevelse med. Det er ikke hver dag at man kan se en regnbue her ude…

Den første dag blev brugt på at cruise op og ned af ”hovedgaden”. Nu er det ikke fordi at det er en kæmpe by – den kan vel nærmest kaldes ”byen in the midle of nowhere”. (Der er mellem 500 – 600 km. til nærmeste by).

Mest af alt handlede det om opaler. Der findes derfor også et utal af opalbutikker – hvor de fleste ligner hinanden og er ejet af mineejerne selv.

Største udfordring her er nok at finde en butik man har tillid til – så man ikke bliver snydt. Vi fandt en speciel butik – hvor de selv designede deres smykker; Opal Cutter.

Men byen har vist haft sin storhedstid, og der er ikke så mange som før der praktiserer at grave efter opaler. Det er også hundedyrt i diesel til gravemaskinerne.

Men flere af dem bor stadig i huler i jorden. Her findes også restauranter, cafeer, boghandler og butikker under jorden. Lidt praktisk når temperaturen bevæger sig omkring de 40 grader.

Vi var i Old Miners Mine – en gammel mine, hvor man kunne se hvordan de engang havde arbejdet hårdt, uden maskiner, for at finde blot en lille flint af en opal.

Herude får man kun leveret frugt og grønt to gange om ugen, og posten bliver kun leveret to gange om ugen.

Vi havde booket os på en tur hvor vi skulle ud med postbudet og levere post til gårdene der lå omkring Coober Pedy…..nærmeste gård ligger ca. 200 km. fra byen.
Man skal nok være lidt speciel for at bo på sådan et øde sted.

Tidligt om morgen tog vi af sted med postbudet – en ”ung” fyr i midten af 40’erne. Han lignede så en på 35 – jeg ved ikke helt hvad de gør, Aussierne, men de holder sig generelt ret godt. (NB: Det gør jeg åbenbart også – Aussierne tror nemlig at jeg er Sarahs storesøster……hehe )

På turen var vi 8 personer, 2 englændere fra Hong Kong der var på en kort ferie her til AUS, 2 fra USA og en fra New Zealand. En god grobund for mange snakke……..men det blev der ikke meget af, fordi ”postbudet” snakkede fra kl. 9 morgen til kl. 20…næsten uafbrudt.

Men han havde også levet et spændende liv – bla. syv år på Anna Creek Station (verdens største kvægfarm) – hvor han selvfølgelig kunne fortælle mange historier fra. Han fortalte at man for ikke så længe siden, i ”gamle dage”, var ude i bushen i 7 – 9 måneder af gangen – og her var du altså bare på egen hånd.
Dengang foregik det til hesteryg – men i dag foregår det med helikopter og motorcykel – og de unge er kun ude i bushen max. tre uger af gangen.

Han grinte lidt da han fortalte at man i dag skulle levere solcream til ”drengene”.

Anna Creek station, hvor han havde været, er en meget stor kvægfarm på størrelse med Belgien, og på de syv år hvor han havde arbejdet der, havde han slet ikke set det hele. I dag er det lidt lettere, nu er der helikoptere der spotter hvor kvægende er, og de fortæller hurtigt til ”drengene” hvor de skal køre hen med deres motorcykler for at finde kvæget.

På vores tur med postbudet så vi også ”hundehegnet”. Det er et hegn der er sat op og adskiller Australien i to dele. Baggrunden er at man forsøger at holde dingoerne væk fra fårene og kvæget.

Dingoerne er ikke dyr der normalt hører til den Australske fauna – og de har spredt sig med lynets hast.
Men ”hundehegnet” virker – selvom det koster dem meget tid og penge at vedligeholde hegnet.

Der er en rå natur derude, men også utrolig smuk. Her kan man virkelig tale om at være et øde sted. Vi kørte igennem – og spiste frokost i Oodnadatta. Egentlig er det et roadhouse, og ikke andet end nogle få huse, men byen har engang været den eneste by mellem Port Augusta og Alice Springs.

Her gik alle forsyninger igennem – og dengang gik toget også til Oodnadatta.

I dag er byen temmelig øde – og alt er tørlagt. Vi manglede bare at se en tørve-kugle trille over ”hovedgaden” – så lignede det en gammel westernby.

Men byen har også engang haft sin storhedstid. Der var engang en flod der løb forbi byen – og engang var det faktisk muligt at leje kanoer. Lidt vildt at tænke på – når nu vi ikke havde spottet en dråbe vand på vejen dertil – udover det regn vi havde fået dagen før.

Regnen som vi fik gjorde faktisk sit til at det blev en helt speciel tur. Det fik lynhurtig tingene til at spire – og man kunne se små planter der var på vej op. Men dyrene havde flyttet sig.

Normalt kunne man have spottet kvægende fra vejen – og kænguruerne. Men dyrene er smarte – de er godt klar over at hvis de spiser de nye grønne spirer – så vil der lynhurtigt ikke være ret meget mad tilbage. Så ved regn vandrer de hen til steder – hvor de normalt ikke er, for at få vand og græs.

Derefter kommer de tilbage til det nye græs igen. Smart – at de kan rationere på den måde.

Men alt derude i outbacken bliver rationeret for at være i harmoni med naturen. Ude på de store farme er det kunsten at hele tiden have det rette antal kvæg – for mange, så bliver jorden og afgrøderne ødelagt og kan ikke bruges igen – for lidt, ja så hænger det ikke sammen økonomisk. Smart.

Naturen ændrer sig langsom som vi kører de 700 km. der skulle køres den dag. Så er der øde stepper så langt øjet rækker, så er der sand, så er der lidt bjerge i det fjerne, og pludselig er det grønt fordi der lige løber en lille elv.

Sidste stop på postruten var en ultra lille by, William Creek – det er her man går i byen, når man skal have en sjov aften… Her er der et motel/pub hvor alle vist kender hinanden. Men også et sted der er besøgt af mange i årernes løb. Alle har sat sit lille aftryk – og i loftet hænger der f.eks.pengesedler fra hele verden. Der hang et dansk flag og en gammel dansk 50 er`.

Det blev til fem dage i Cooper Pedy.

De fleste er der kun et par dage – og så kører de videre nordpå. Men vi var der i lang tid nok til at få byens kultur og historie ind under huden, og vi mødte mange spændende mennesker med spændende historier på det lokale madsted.

Godt trætte og støvede vendte vi retur til Port Augusta. Aahh…det var dejligt at komme retur til civilisationen, swimmingpool og ensuite toilet.

Tiden nærmer sig hvor vi skal være retur i Freo. Vi har fået en mail fra vores gode kontakt i Freo – ham vi lejede lejligheden af. Han havde nu givet kontakten videre til den lokale ejendomsmægler.

Kort tid efter fik vi en mail fra hende, og hun kunne præsentere to ejendomme som lå meget tæt på Freo cappuccino street, og ikke langt fra stranden. Vi har nu aftalt et møde med hende når vi kommer retur i midten af december.

Det var svært at sige farvel til Port Augusta – vi havde trods alt også været der en uge – over to omgange, og kendte mange af stederne nu.
Men sidste aften blev fejret med stil. Vi fandt en super restaurant – hvor de leverede den skønneste mad og vin.

Dagen efter kørte vi forbi ”Halvvejs Australien” og videre til Wudinna – en lille by der skulle være udgangspunktet for vores næste oplevelser.

I Port Augusta havde vi booket os på en tre dages Wildlife Safari i Gawler Ranges.

Caravanparken i Wudinna var et kombineret motel og caravanpark – egentlig ikke så meget at skrive hjem om. Senere skulle vi erfare hvor hyggelige og søde menneskene var, som boede i byen.

Efter kun fire timers søvn – pga. varmen – stod vi klar på parkeringspladsen i Wudinna en tidlig mandag morgen. Guiden skulle hente os – og derefter skulle Mathilda sættes i garagen alt imens vi var på safari.

Som klokken blev over 9 steg vores bekymring – havde de nu brændt os af? Nu havde vi lige glædet os så meget til denne tur. Men det viste sig at vi bare havde misforstået hinanden og efter 15 min. stod han klar – vores guide Geoff.

Mathilda blev kørt i garagen på Geoffs gård – og turen kunne begynde.
Første stop på vores wildlife safari var – store granitsten lidt udenfor byen. Den havde nogle steder sjove formationer – og enkelte steder havde en bushfire ”spist” noget af stenen. Her var der også Euros/ kænguruer.

Herfra gik turen videre til en anden stor sten – som skulle bestiges. Pyhhh.. det var hårdt i den varme. Men belønningen var en utrolig smuk udsigt udover hele området. Herfra kunne man se bondens store hvedemarker, sandbanker der var beviset på at havet engang havde været der og bushen med sine mange flotte planter.

Derfra var det frokosttid, som blev indtaget på byens cafe. Her mødte vi Marijan. En kunstner fra Kroatien der havde bosat sig i Australien. Han var nu i byen for at færdiggøre et stort projekt.

Han var i gang med en stor skulptur i granit der skulle pryde indgangen til byen.
En meget interessant mand der senere hen skulle blive vores gode ven.

Efter frokost gik turen til Kangaluna Camp. En meget flot og eksklusiv teltlejr, som Geoff havde bygget sammen med sin bror for nogle år tilbage.
Hmmm.. skulle man lide af den mindste stress – så ville et par dage derude i hvert fald kurere alt. Stilheden, naturen og dyrene gjorde sit til at vi fik det bedste indtryk.

Det gjorde Geoff også – der lavede den skønneste mad til os. Vi var heldige at vi var de eneste der var på turen – så der var rig mulighed for at få en god snak med ham.
Christian fik selvfølgelig også spurgt ham om alle muligheder som guide – og han har også givet os en kontakt til nogle Argentinere som er immigreret til Perth. (De kan helt sikkert give os nogle gode råd)

Efter en lille eftermiddagspause gik turen igen ud i bushen. Denne gang for at se på et andet bjerg og alle kænguruerne – og dem var der rigtig mange af. Der var til gengæld også rigtig mange fluer – mindst en million – så vi måtte gå med fluenet. Men det var ligesom om at de blev tiltrukket af fluenettet – og det summede hele tiden omkring en, og de sætter sig i ører, næse, øjne og mund – YARK!

Temperaturen denne dag sted igen op over de 40 grader – og på turen måtte vi lige stoppe op og hælde et par liter vand i Sarah….hun er ikke så god til at huske det der med at drikke meget vand. Vi må sætte en lille alarmklokke på hende så hun husker det…hihi.

Dagen blev afsluttet med et glas vin og et kig på stjernehimlen – mens kængurumor og Joey kom ind i campen for at drikke vand.

Dagen efter startede vi dagen langsomt i campen. Der blev serveret fem stjernet morgenmad med æg og bacon – herligt at have sin helt private butler…hihi.
Bilen blev pakket med picnicfrokost – og af sted det gik igen. Det blev en dag hvor vi kørte i bushen hele dagen.

Naturen er utrolig smuk og foranderlig. Det ene øjeblik er jorden rød, og pludselig er der tykt sand. Vegetationen ændrer sig hele tiden – fra træerne der bevidner om bushfire til træer med flotte trækroner.

Ved frokosttid nåede vi til Lake Gardiener – som er en kæmpe stor saltsø. Det er helt utroligt at se – det ligner sne – og en stor sø der er frosset til is.

Blandt 1 million fluer blev frokosten indtaget med en smuk udsigt til dette helt specielle naturfænomen – der engang havde været et hav.

Turen gik derefter videre og retur til campen – alt imens dyr og fauna blev studeret fra bilen.

Da vi kom retur til campen var Rosie kommet. En helt speciel kvinde som bare har gjort så stort et indtryk på os alle tre. Hun er kunstner – og havde lavet møblerne til campen (lavet af træ fra bushen) og andre ting der gjorde campen smuk og speciel.
Hun arbejdede for Geoff – dels med lidt rengøring og som guide på nogle ture.

Hun var fra England, hvor hun havde gået på kunstskole, men derudover havde hun også boet nogle år i Afrika og andre steder i Europa.

Hun var nu en kunster der vandt priser for sin kunst – og kunne sælge billeder til 3000 AUS dollar stykket……gang lige det med fem ..

Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen med Rosie og Geoff, hvor Rosie også fik givet Sarah nogle gode fif til hendes tegninger.

Den sidste dag blev bilen pakket med vores bagage og en picnickurv – og af sted det gik igen ud i bushen. Aften før og natten havde vi haft lyn, torden og heavy regn – så vi var lidt bekymret for vejenes tilstand. Utrolig med det Australske vejr. Den ene dag havde vi over 40 grader – og den næste dag om aften havde vi 16 – 17 grader, og det stod ned i stænger og det var koldt om natten. (Det har så senere hen givet mig en halsbetændelse – øv!)

Dagens oplevelser stod på en sø nær campen – hvor landskabet nærmest var helt marsagtigt pga. farverne og stenenes formationer.
Derfra kørte vi til endnu et bjerg, hvor vi spiste vores frokost, og så videre til bjerge hvor der stak store klodser ud – som lignede orgelpiber. Utroligt – det er bjerget der med tiden har presset disse formationer frem.

Sidste stop på vores tur blev endnu en sten – som var formet som en stor bølge.

Egentlig var det meningen at vi samme dag skulle have kørt til Venus Bay – ca. 110 km. Men vi var alle trætte – og vi fik derfor en invitation til at campe på Geoffs gård – eller rettere i Rosies baggård.

På gården bor Rosie i et lille gammelt – men meget hyggeligt hus, hvor fokus er på simple living.

Vi blev med det samme inviteret til aftensmad hos Rossie – og hun ringede efter Marijan.

Det hele udartede sig til at blive en rigtig hyggelig aften. Rosie lærte Sarah flere gode fif – og lavede nogle modeller til hende, med de rigtige proportioner, som hun skal bruge når hun skal tegne dyr.

Det var meget svært at sige farvel til vores nye venner og den hyggelig by Wudina, hvor man kunne købe jord for en dollar og bygge et hus.

Vi overvejede et kort sekund om det var her vi skulle slå os ned ……men vi måtte nok konstatere at det var lidt for øde for os.

Men efter knus og kram til Rosie, Marijan og Geoff – og med lovning på at vi skulle holde kontakten ved lige kørte vi fra Wudinna og videre til Venus Bay.

Campingpladsen i Venus Bay lå i bogstavligste forstand helt ned til stranden, og trods halsbetændelse og træthed gik vi en lang aftentur – hvor vi så en havørn og delfinerne lege ude i havet.

Vi havde allerede på forhånd booket næste oplevelsestur, så derfor måtte vi allerede dagen efter sige farvel til dette skønne sted.

Klokken – meget tidligt – dagen efter kørte vi til Baird Bay hvorfra vi skulle sejle fra.

Dagens oplevelser stod på at vi skulle svømme med søløver og delfiner. Alt tegnede godt – skyfri himmel og et næsten blikstille hav – så af sted det gik. Alan og Trish som vi havde købt turen af var meget eco-orienteret – og det var mantraet at dyrene skulle komme til os – og ikke omvendt.

Men det må siges at vi kom rimelig tæt på. Først sejlede vi ind til nogle søløveunger – hvor Alan tog Sarah med hen til en lille rockpool hvor de legede. Hun fik lov til at sidde og kigge på dem på tæt hold.

Derefter sejlede vi lidt længere ud – og vi hoppede alle tre i vandet. Her svømmede og legede vi med ”teenage” søløverne. Alan sagde at han kunne se at de godt kunne lide at lege med Sarah fordi hun var en god svømmer der dykkede ned sammen med dem.

De er altså nogle utrolige dyr – lidt ligesom hundehvalpe – siger Sarah.

Efter et stykke tid blev vandet rimelig koldt – 19 grader – og trods våddragt, så blev det altså bare for koldt til at være længere i vandet.

Nu skulle vi finde delfinerne – og svømme med dem. Vi så dem – men da de ikke blev ved båden og ville lege med os – så kom vi ikke i vandet med dem.
Dejligt at se en turguide der i den grad yder respekt for naturen.

De sidste 12 dage har været helt utrolige – nok mest af alt pga. alle de spændende mennesker vi har mødt men vi har også fået nogle smukke naturoplevelser med i rygsækken. Men her taler billederne sikkert for sig selv.

Lige nu føler vi os som de lykkeligste og heldigste mennesker – at få alle disse oplevelser, og have tiden sammen med hinanden – og som Christians farfar altid siger ”vi lever som landets rigeste grever og baroner” – ikke på økonomien, men på livet.

Vi har hverken haft net eller telefonlinie de sidste par uger – håber ikke at der er nogen som har været bekymret.
Vi har stadig ikke telefonlinie – og jeg vil tro at der går et stykke tid før vi får det igen.
Men vi har fået lov at låne den lokale skoles computer og netforbindelse.
Så i dag mandag vil websitet være opdateret.

“Et stort tillykke til alle jer der har fødselsdag lige for tiden.”
Når vi har telefonforbindelse igen skal vi nok ringe.

Herfra Streaky Bay skal vi køre det lange stræk over Nullorbor Range (1400 km) – og her er der bla. den længste lige strækning i Australien.
Men først og fremmest har den stået på ren afslapning her i Streaky Bay med strand, sand og vand.

I går skulle vi ned på byens restaurant og have hummer…mums !! Hummersæsonen er startet så man kan få hummer til en rimelig pris. Men vi havde god tid – så vi kunne lige nå at gå en tur ud på havnebroen.

Halvvejs ude på havnebroen er der et lille indhegnet området – ”Haj-poolen”.

Pludselig kom en pige op på broen….”hjælp, hjælp – min hund er kommet til skade”.
Af sted det gik ned af stigen. Hunden havde forsøgt at hoppe op af trapperne – men havde åbenbart ramt forkert, og nu sad den fast imellem trappetrinene lige ved vandkanten.

Christian blev dagens helt. Han smed tøjet og hoppede i poolen, og reddede hunden – og pigen, som var fuldstændig i panik, blev glad igen.
Hmmm….kan man mon få en medalje for at være supermand for en dag?

Efter at pigen var kommet til sig selv igen spurgte vi hende om de altid kun badede i denne hav-swimmingpool, og hvorfor den var indhegnet.

”Nååå….det er pga. hajer ”…..hmm..hvilken slags ? ”Nåå…den store hvide haj” !!

Vi talte senere med servitricen på restauranten, og det er uden p…. Her er virkelig store hvide hajer.

De holder til her pga. de mange snapper der er i havet i øjeblikket. Hun havde selv lige set to store hvide hajer da hun var ude og sejle.

Men det skulle være sikkert, at bade fra stranden her ved campingpladsen.
Her er der meget lavt – så her kan hajerne ikke komme ind.
Pyhhh….så kunne vi godt tage en lille dukkert.

Håber at I alle har det godt og stortrives.

Mange knus og kram fra
Os tre

10. November 2007

Nyhedsbrev 7

Hesteridning, og Vinområderne i South Australia.

(Billeder: Se galleri 9 og 10)

Solen skinner fra en skyfri himmel og varmen begynder langsomt, at komme som dagen begynder. Jeg nyder at kan sidde ude foran camperen her kl. 8 om morgen. Christian og Sarah er endnu ikke stået op. Det varer nok ikke længe før Christian viser sit ansigt, men der går nok nogle timer før Sarah har tænkt sig at stå op.
Det er en af de fordele vi nyder stort af. Vi har intet vækkeur, og vi forsøger at planlægge mindst muligt om formiddagen.

I trætoppene i de to træer der er tæt ved camperen fløjter fuglene, eller rettere, enkelte er vist ikke lige blevet udstyret med en smuk sangstemme – så de skræpper…

Fuglene er små grønne papegøjer, gråspurvslignende gråspurve og sorte/hvide fugle der vifter med deres haler. Det er fugle vi ikke har set før. Selv den australske solsort – Magpie`en ser anderledes ud her. En sort og hvid fugl der er lidt større end en solsort, her er den så lidt mere hvid end sort.

Men sådan er det her i Australien. Naturen og faunaen ændrer sig hurtigt.
På de 350 km. vi har kørt fra Clare Valley og hertil Port Augusta blev det 7 grader varmere, jorden er blevet mere rød og fuglelivet ændrede sig. Utroligt.

Nu stak Christian hovedet ud af camperen, hans første kommentar var ”det er jo vanvittigt fedt, at det er så varmt” læs: 25 – 30 grader her kl. 08:30…
I løbet af dagen sniger temperaturen sig så op på de 36 grader. Dejligt…

Det sidste stykke tid har vi ellers haft nogle kølige nætter, aftener og morgener – d.v.s. 11 til 15 grader. Aussierne synes vi er lidt underlige, når vi klynker over det kølige vejr. Vi er jo vikinger! – så vi kan vel klare det.

Er godt klar over, at i Danmark er vinterens frost sikkert begyndt at vise sig om natten.
MEN ! når man bor i en meget lille camper, så er det altså lidt dejligt at man også kan bruge udenomsarealerne om aftenen og om morgenen.

Som sagt så er vi i Port Augusta nu. Byen der er Syd Australiens crossroad.
Byen er et centralt punkt hvor vejene mødes fra vest, nord, syd og øst.

I Lonely Planet stod der, at det primært var en industriby – læs: kedelig by, som du ikke skal bruge meget tid på. Men den beskrivelse passer ikke helt. Ja – det er en industriby, men den har også gennemgået en større udvikling de sidste år. Der er bl.a. nu lavet en flot havnepromenade, en stor botanisk have og et flot informationscentret der giver opdateret viden om bl.a. vejene i outbacken.

Vi ankom hertil i går. Vores første kommentar var ”her bliver vi i fire dage”. Egentlig var det planen at vi kun skulle være her i to dage – men pyt, vi nyder solen og Sarah stornyder swimmingpoolen. Nååå, ja – og så har vi fået vores helt eget toilet – ja, det er de små ting her i livet man sætter pris på. Men efter ”fælles” bad og toilet i to måneder, så er det jo ren luksus, at få eget bad og toilet.

Nå, men her lidt om hvad tiden er gået med siden sidste nyhedsbrev.
De sorte skyer havde flyttet sig, og vinden havde lagt sig da vi for 13 dage siden kørte fra Grampians Nationalpark. Vi kunne derfor trygt bevæge os op af den snoede bjergvej mod ride centeret.

På vejen op af bjerget blev der gjort nogle stop undervejs ved de afmærkede lookouts. Udsigten udover de andre bjerge, og dalen var storslået. Vi nåede også at gå en lille tur i Grampians Grand Canyon, enkelte steder lignede det mest af alt et månelandskab.

Nu må I ikke tro, at ridecentret er at sidestille med f.eks. Vallensbæk Ridecenter. Her står hestene i en åben stald, og foldene omkring gården er enorme.

Da vi ankom styrede Sarah og jeg selvfølgelig mod den nærmeste hest. Vi skulle da lige sige hej – men vi blev hurtigt kaldt op til træneren.
Vi skulle lige svare på et par spørgsmål inden vi overhovedet fik lov til at røre ved hestene.

I øjeblikket er NSW og Queensland ramt af horseflue, og de er meget opmærksomme på, at man ikke bringer smitten videre. Derfor skulle vi først skrive under på at vi ikke havde været i nærheden af andre heste.

Men efter at alt papirarbejdet var lavet – hvor man selvfølgelig også skriver under på at de fraskriver sig ethvert ansvar, og ja, det er farligt at ride så man skal som min. have en rejseforsikring…

Mine bekymringer begyndte allerede at stige, var det nu helt klogt at bringe Sarah med herud i bushen?

Vi blev begge udstyret med ridestøvler, ridejakke, ridehjelm, blev tildelt en hest, fik de nødvendige instrukser, og af sted det gik ud i bushen. Det blev den skønneste tur, og træneren var helt i top.

Normalt når vi har været på ridetur hernede, så rider vi jo alle i en lang række, og det har hestene prøvet en million gange. Derfor har man egentlig ikke særlig meget styr på sin hest, den går jo bare som den plejer bagved de andre.

Men på denne tur var det helt anderledes. For det første bliver man undervejs undervist i hvordan man rider en hest ude i bushen på ægte australsk maner. Derudover blev vi løbende sendt af sted en af gangen, hvor vi så skulle ride alene de næste 1,5 – 2 km. til næste mødested.

Træneren var meget dygtig og lærte os mange gode fif til hvordan man bliver en god partner med sin hest og han vandt hurtigt vores tillid. Han havde en indstilling til at man kan alt, man skal bare tro på det inde i ens dybeste hjerte og have modet.

Efter lidt overtalelse fik han Sarah til at galoperer.

Tænk ! at hendes første galop skulle blive ude i bushen. Men af sted det gik ind imellem træerne. Pyhhh…mor her, lukkede øjnene, og håbede på det bedste. Men nu har hun jo gået til ridning i lang tid, og hun sidder rigtig godt på hesten, så selvfølgelig gik det. (hendes mor er bare lidt pylret ind imellem…hihi).

Rideturen bød selvfølgelig også på en utrolig flot natur. Jeg er sikker på at min hest så en slange på et tidspunkt, fordi den lettede lige forben for at sige, at der skulle vi altså lige udenom. Godt jeg sad på hesteryg.

Vi var begge helt høje bagefter. I flere timer derefter måtte Christian høre på os, ridetøser, fortælle om nye rideteknikker, søde heste og en fantastisk træner.

Overnatningen derefter blev i Horsham, en lille by der blot lå 50 – 60 km. væk. Her skulle far forkæles lidt, fordi han havde ventet tålmodigt i 3 ½ time på to skøre ridetøser, så vi tog på restaurant og fik serveret skøn mad.

Horsham er en meget død by, og der var ikke meget at se. Men perfekt til et stopover, hvor der skal tankes op i maven.

Herfra sagde vi farvel til staten Victoria, og g’day til en ny stat; Southern Australia.
Staten med gude-vine, gude-delikatesser og selvfølgelig outbacken.

Første stop, og første vindistrikt var Coonawarra. Her besøgte vi bl.a. Wynns Estate, Koonawara, og Leconfield Estate. Der blev sippet og smagt på den skønneste vin. Shiraz og Chardonnay kan helt klart anbefales..høhø.

Byen Coonawarra er en hyggelig lille by. Der er ikke ret meget, og mest af alt er den bygget op omkring vingårde der tilbyder vinsmagning og en ligth lunch. Det tilbud tog vi så imod….mums !

Derfra kørte vi ud til kysten igen. Til en lille by der hedder Robe. Her blev vi i to nætter. Robe er endnu en lille by, men utrolig hyggelig. Det gav også sit indtryk, at vi her havde det skønneste vejr, og det gav en smuk solnedgang ude ved havet.

Dagen her var afsat til at indhente lidt af Sarahs lektier – denne gang matematik. Så alt imens Christian og Sarah ordnede lektier gik jeg en tur ind til byen langs stranden.

Det bød på en natur med forårsblomster i flere farver bl.a. nogle store margueritlignede blomster i orange, røde og gule farver. Dertil blev det til en ”strøgtur” i en by med en flot havnepromenade, små specielle butikker der tilbød lokal kunst, og en boghandler, der var indrettet så man nærmest troede at det hans dagligstue man gik ind.
På stranden havde Aussierne fået fri fra arbejde, og aftensmaden var flyttet ned på stranden, og ungerne legede i strandkanten. Det er altså noget Aussierne er rigtig gode til – at holde fri når man har fri – så tager de på picnic i skoven eller til stranden.

Fra Robe gik turen videre langs havet mod Adelaide. Denne gang kørte vi i regnvejr hele dagen. Vi kørte igennem en nationalpark, hvor det skulle være muligt at se en stor pelikan-koloni. Men det eneste vi så var en lille wallaroo og en milliard irriterende fluer.

Murray river løber ud i havet lige syd for Adelaide. Her skulle camperen så transporteres over floden. Det foregik på en gammel trækfærge. Op på færgen kom den og Kaptajnen gjorde klar til afgang – og 5 min. efter var vi på den anden side. Okay – det må godt nok være et lidt kedeligt arbejde som kaptajn , at sejle frem og tilbage 1 million gange den samme dag.

Endelig….en storby igen. Mobilerne blev tjekket som det første. Yes ! storby betyder 3 net, og vi kan så ringe gratis til jer derhjemme, der også har ”3” telefoner, og ringe lidt billigere til jer andre. Det er jo vidunderligt at blive opdateret på hvad der sker hjemme i lille Danmark, og herligt at tale med familie og venner igen.

Dagene i Adelaide blev brugt til strøgtur og kulturelle oplevelser.
Adelaide er en stor by – men ikke større end at den er til at overskue. Her er et indkøbsstrøg – lidt ligesom hjemme i København. Oftest er mange af deres butikker placeret i store indkøbscentre, så mor og datter nød at cruise op og ned af strøget – alt imens far var placeret på en Starbucks cafe….hehe.

Men vi var også kulturelle og var på kunstmuseum. Interessant at se billeder fra 1700 -1800 tallet, der både er flotte og samtidig fortæller en historie om hvordan Australien engang var. Sarah var selvfølgelig fordybet i tegne- og maleteknikker, og hun fik sikkert meget inspiration.

Samme dag var vi en tur i Botanisk have, som åbenbart også bliver brugt til bryllup. En flot hvid brud med tre brudepiger i koboltblå kjoler stod klar til at fejre den store dag.

Og da Adelaide også har det nationale vincenter måtte vi selvfølgelig også besøge det.
Det viste sig at være en rigtig god oplevelse. Her fik man lært alt omkring det at have en vingård og at producere vin. Og selvfølgelig at smage…

Sidste dag kørte vi ud til et outlet der lå ude ved Adelaide lufthavn. Helt klart et sted der godt kan anbefales. Outlet – så er det altså bare lidt sjovere at cruise rundt i alle butikkerne. Denne gang fik Christian da også købt tøj til sin nye garderobe.

Nå, jo – og så er de begyndt at pynte op til jul. De startede faktisk for 14 dage siden – er det ikke lige lidt FOR tidligt.

Fra Adelaide gik turen videre til Barossa Valley – endnu et skønt vindistrikt. Landskabet ændrede sig som vi kørte ud af byen og op mod bjergene og dalen. Enorme vinmarker viste sig på begge sider af vejen. Mathilde fandt campingpladsen, og vi nød at kunne sidde ude og spise, selvom det til sidst blev med tæpper.

Der var afsat to dage i Barossa Valley. Vinbogen blev studeret og der blev lagt en strategisk plan på hvilke vingårde vi skulle nå at besøge.
Alt imens Sarah sad i camperen og hyggede sig med tegning eller Ipod, hoppede mor og far rundt og smagte på den ene gudevin efter den anden.
Jeg vil sige der er ikke ret meget hvidvin, som jeg kan lide. Normalt holder jeg mig bare til det sikre valg; Chardonnay – men lad mig lige slå fast at hvidvin fra SA smager vidunderligt.

Tidligere på vores rejse her rundt i Australien havde vi smagt en rødvin (Shiraz) fra Clare Valley, og vi var derefter fast besluttet på at det også fortjente et besøg. Så efter et par dage i Barossa Valley gik turen videre til Clare.

Lad mig straks sige, at vinen her er noget helt andet. Clare Valley har meget varme somre og meget kolde vintre. Derudover består Clare Valley af 7 dale, og det skaber altså bare et klima som skaber grobund for nogle skønne vine.

Clare Valley var endnu smukkere end Barossa Valley, og bestod af flere mindre vingårde.

Gude-vin, historierne der blev fortalt, de hyggelige vingårde, gude-is og chocolade gjorde det hele til en meget positiv oplevelse, og det var svært at forlade byen og dalen igen.

Efter at have besøgt den lokale boghandler og fundet skønlitteratur til Sarah på engelsk gik turen videre til de to sidste vinerier; Tim Adams og Jim Barry, og derefter blev snuden rettet nordpå mod Port Augusta.

”Klinke klanke” af sted det gik ud af vejen. Nu var der fyldt op med celler-door vin, som skal gemmes i vinskabet til specielle lejligheder.

Vi var indstillet på at nu skulle der køres så langt vi kunne nå.
I planen stod der ”stop i Melrose” – en meget lille by. Her gjorde vi stop for en latte og en varm kakao, og af sted det gik igen.

Da vi nærmede os Port Augusta så vi også spidsen af Southern Flinders Range. Store bjerge rejste sig på begge sider af vejen, og på toppen af bakken var der en udsigt til Port Augusta, der bevidnede at byen ligger fladt ud til havet.

Planen er nu tilrettet og vi bliver her weekenden over. Det betyder så at vi på mandag skal køre det længste stræk vi har kørt indtil videre – nemlig 570 km. i et stræk.

Det er anden gang at vores lille plan bliver ændret. For en uge siden fandt vi informationer om byen Cooper Pedy, som ligger i outbacken og som er kendt for sine opalminer. Her er det så varmt (over 40 grader) så menneskene bor i huler under jorden. Det skulle være en meget interessant by.

Så på mandag kører vi ind i outbacken – 570 km. derind og 570 km. retur igen. Men lige nu står den på MAX- nyde sol, sommer, varme og swimmingpool.

Håber at I alle har det godt hjemme i Danmark.

I er sikkert i gang med at gøre klar til julefrokosterne, juleindkøb og julepynten.
I må sende os en tanke når I spiser rødkål og ris al mande
– fordi det kan vi vist ikke få hernede. (øv !)

Knus og kram fra os i Aussie-land

29. Oktober 2007

Nyhedsbrev 6

Melbourne, Great Ocean Road, Tower Hill og Grampians.

(Billeder: Se galleri

Om få dage har vi været i Australien i 2 måneder.
Tiden flyver bare af sted – og det synes, som om vi kun har været her en måned.

Udenfor hyler blæsten – og det river godt i camperen.

I nat startede vi med at svede som små grise – og de små vinduer blev åbnet. Men efter et par timer måtte de lukkes igen. Det blæste en halv pelikan og regnen slog ind på camperen.
Vi blev lige mindet om at her kan vejret ændre sig på et splitsekund.

Det var ikke meget vi fik sovet.
Egentlig var det planen at vi i dag først skulle ud og ride – altså kun Sarah og jeg – og derefter skulle vi køre videre til næste stop.
Men den beslutning blev hurtig ændret i morges. Der blev ringet afbud til ridecentret, og vi hoppede derefter hurtigt ned i soveposen igen.

Imidlertid har vi fået opklaring i løbet af dagen. Det havde vi godt nok ikke troet da vi kiggede på himlen kl. 6 i morges da vi var ude og rede ”havemøblerne”.
Solen kigger nu frem – og skyerne er blevet hvide. Men det blæser stadig godt, så det var nu nok meget godt at vi skød vores planer til i morgen.
For at komme til ridecentret skal vi nemlig køre af en snoet og smal vej op over bjerget, og det er bestemt ikke sjovt når det blæser.
Så vi krydser fingre for at alt ser lidt mere stille ud i morgen.

På denne campingplads, Parkgate caravan park, i Halls Gab, Grambians National park har vi internetforbindelse. Det er super, så kan dagen i dag bruges på opdateringer af website og mailsvar.

For 10 dage siden tog vi af sted fra Melbourne. Dagene i Melbourne gik mest af alt med at shoppe lidt rundt. Der var et ret stort outlet, som vi fik lokket Christian ind i…..det tog dog ikke lang tid før han gik kold. Hans tålmodighed, når mor og datter shopper, er ikke ret stor. Men så er det jo godt at han kan gå på jagt efter noget andet.

Den sidste dag fandt han en bar der serverede belgisk øl. Ja – det var jo nærmest som at se et lille barn juleaften, da han så hvad de kunne tilbyde.
Her var så også en restaurant – hvor retterne selvfølgelig var baseret på de belgiske øl. Vi smagte muslinger in a pot for første gang.
Egentlig har vi altid tænkt på at muslinger måske var underlige bløde i konsistensen – og måske lidt grænsende til det ulækre.
MEN ! man skal jo prøve noget nyt – så vi sprang ud i det. Lad mig blot slå fast – det kan absolut anbefales, specielt når det er friske muslinger. MUMS !

Vi så også en af de største markeder i Melbourne; Queen Victoria Market.
Her kunne farmor sikkert have brugt flere dage…. Smil (hun elsker at gå på marked, og er ret skrap til at finde smukke ting).
Her på dette marked kunne enhver med hang til shopping få tilfredsstillet sin lyst. Her kunne købes kød, frugt, tøj, ost og alt muligt tingel tangel.

På kødmarkedet kunne man købe diverse kænguru-, emu-, og krokodillepølser – og slagterne gjorde sit til at man skulle vælge netop deres bod. De stod ude mellem boderne og råbte alle dagens tilbud op – på samme vis som inde på grøntorvet.
Der var flere boder der solgte ost – hvilket vi fortabte os i. Det har så taget os flere dage at få ”udryddet” smil…
Men super oplevelse at se det hele blandet sammen et sted, til et levende outlet.

Efter et par dage i Melbourne gik turen videre ned langs kysten og videre af Great Ocean Road. Vejen snor sig op og ned langs kysten, og bød på en fantastisk udsigt udover havet.

Kystlinien viser det ene øjeblik en smuk lille strand, og derefter frygtindgydende klipper. Ude i havet står de så og knejser smukt som et bevis på at naturens kræfter har en større magt; de 12 apostle. De enorme bølger slår ind på klipperne hele tiden.

Fortællingen er at disse klipper, som står ude i havet, er skabt ved at havet langsomt ”spiser” lidt af kysten, vejr og vind hjælper til med at ændre formationerne på klipperne.
Derved ændrer kystlinien sig langsomt.

Havet her er ikke for småbørn. Der er flere skibe der er forlist i uvejr, men surferne forsøger alligevel at få magten over bølgerne.
Det ser nu ret godt ud når det endelig lykkedes dem at erobre en bølge. De får det til at se så legene let ud. Men jeg tror nu alligevel, at jeg ville være lidt bekymret for hajerne.

Vi har netop hørt historien om kvinden der surfede på østkysten, og overlevede med et ”lille” nap i hånden. Men som australierne siger ”Ja, der sker jo også uheld på motorvejen” – og de gør derfor ikke de store bekymringer om den hvide haj…

Det næste stop skulle være Lorne. En lille ferieby der ligger ved Great Ocean Road.
Vi havde fundet en lille campingplads, der efter beskrivelsen skulle ligge naturskønt. Det gjorde den også – men vi havde måske bare lige overset, at man ikke kunne få strøm på denne plads. ØV ! Ingenting fungerede på denne plads, og faciliteterne var bare ikke ok.
Det er første gang at vi har måtte konstatere at det var bare en lo…plads og derfor blev det kun til en nat.

Derfor gik turen videre allerede dagen efter. Vi kørte det sidste af Great Ocean Road – så de sidste klipper. Herunder bl.a. London bridge – som styrtede sammen for nogle år siden. Heldigvis stod der kun to turister derude på klippen – som efterfølgende blev reddet ind med en helikopter.

Men klipperne var et smukt syn, som ikke helt kan forklares med ord. Så jeg vil lade billederne fortælle for sig selv.

Vores næste stop blev Warrnambool, ”Great Ocean Roads hovedstad”.
Her så vi et flot lasershow på Flagstaff Hill, der fortalte historien om skibet Lord Arch der i 1897 blev lastet fra England med kvinder, børn og mænd og levende forsyninger (grise, kyllinger m.v.)

De skulle sejle fra England til Australien, Queensland – hvor de skulle starte et nyt liv. Det var en forfærdelig rejse, som bød på et enormt uvejr, ophør af madforsyninger, og sygdom. Men de nåede aldrig målet fordi de forliste lige ud for den australske kyst, da de sejlede ind i en af de klipper vi havde set tidligere på dagen.
Derefter blev klippen selvfølgelig opkaldt efter skibet Lord Arch.
Kun to personer og en porcelænsfigur af en påfugl overlevede forliset.

Lasershowet blev opført med datidens landsby i baggrunden. En lille landsby som de har lavet – et slags museum, så man kan se hvordan man levede dengang.
En interessant forestilling – specielt nu hvor vi havde kørt langs kysten og set de skræmmende klipper dagene før.

Dagene i Warrnambool blev også brugt på naturoplevelser. Vi kørte til Tower Hill nationalpark der ligger lidt ude for byen. Det er en nationalpark som ligger i et gammelt vulkankrater. Det var en super oplevelse, fordi da vi blot havde gået et par 100 meter så vi den første koala – og et øjeblik efter stod vi midt i en flok kænguruer der sprang forbi os.

Vi tilbragte en hel dag derude og gik flere walks. Her skal jeg lige huske at sige til andre, at det er en rigtig god ide at have et kort med sig fordi stierne er altså ikke særlig godt afmærket.

Vi fik set flere koalaer, emu, kænguru, blåtunge-skink plus andre firben. Den ene emu så vi på en af walkene – dér lige midt på stien stod hun med 2 kyllinger. Hun havde altså bare ikke i sinde at gå lige med det samme – og hun brummede for at gøre os opmærksom på at vi skulle altså ikke komme tættere. Så vi måtte pænt vente til hun havde tænkt sig at gå.

Heldigvis så vi ingen slanger……eller rettere, det er mig der siger heldigvis.
Christian og Sarah vil jo mægtig gerne se en. Her i området skulle der være specielt mange Tiger-snakes. Så dagen efter, tidlig morgen, måtte vi køre en tur derud igen.

Måske var der en slange der kom op på stien, og solede sig om morgen. Her ventede Sarah og jeg i camperen – alt imens Christian gik på slangejagt. Han så desværre ”kun” en echidna og nogle kænguruer.

Efter at have kørt flere dage langs kysten bevægede vi os nu ind i landet igen, og kørte op til Grampians Nationalpark. Grampians består af mange bjerge, så vejen herop til Halls Gap var utrolig smuk med bjerge på begge sider af vejen.

Godt og sikkert gik det herop, med podcasting i radioen. Christian har downloadet utallige afsnit af bl.a. ”Mads og monopolet” – så det hygger vi os med på de lange køreture.

Halls Gap er en lille by midt i nationalparken, og den består ikke af ret meget andet end et par turistshoppe, indkøbsmarked (der er frygtelig dyr fordi den er den eneste) og en utrolig god isbar (mums).

Campingpladsen ligger perfekt placeret, lidt udenfor den ”summende” by – og for foden af et bjerg. – de er rigtig gode til at beskrive byerne i deres brochurer (not)

Vi har nu været her nogle dage, og tiden er selvfølgelig blevet brugt på en jævn blanding af oplevelser og afslapning.

Vi har været ude ved Mount Wilson – her kørte vi et godt stykke op af bjerget, men de sidste 2 km. foregik til fods.
Pyhh….det var lige lidt hårdt, fordi det var rimelig stejlt. Men fortjenesten var en fantastisk udsigt ud over de andre bjerge og dalen.

Naturen her i Grambians Nationalpark er helt unik. For blot et år siden var der en meget stor skovbrand her. Australierne siger at det er utroligt at Halls Gab stadig eksisterer, fordi branden stoppede, bogstaveligste forstand, lige udenfor byen.
Men her er skovbrande en del af naturens gang og det er utroligt at se hvordan skoven igen er begyndt at spire.

Træstammerne er helt sorte og brændte – men alligevel er der masser af små grønne blade på træet. Utroligt som det hele kan skabe sig selv igen.

Fra bjerget kørte vi videre til Silverbank falls – vandfaldet der forsvinder.

Ja – og det gør det så. Vandet falder 18 meter ned af skrænten – men derefter forsvinder det. Hmmm…lidt underligt at det ikke løber ud i flod eller lign.

Så havde der været naturoplevelser nok for den dag. Resten af dagen blev brugt på at spille minigolf og spise is. Jeg skal lige huske at skrive at Christian vandt…
Men er det ikke lidt snyd, når man i forvejen spiller golf ?

Her til aften nåede vi lige at gå en lille tur langs floden inden det blev mørkt. Her så vi en bjergkænguru og en masse almindelige kænguruer der stod og græssede ude på engen. De er altså lidt søde når de rejser sig og kigger på en – lige så forunderligt, som vi kigger på dem.

I morgen går turen så videre. Vi skal på den anden side af bjerget, ud og ride – og lande på en campingplads der ligger i den anden ende af Grampians National park.
Efter en enkelt overnatning der, går turen så videre til en ny stat; South Australia, og en ny by; Naracoorte.

Det er sommertid hernede nu.
I nat har vi stillet urerne en time frem. Ja – og hjemme i Danmark har I stillet urerne en time tilbage pga. vintertid.

Det betyder så, at der nu er 10 timers tidsforskel.

Ellers har vi det godt alle tre her i vores lille camper. Ja – lille er den jo, men australierne er rimelig forundret over den. Flere kommer hen og spørger om de ikke må komme ind og se den, og så himler de op om hvor praktisk den er fordi her er jo hvad der skal være.

Vi har efterhånden fundet os tilrette og fundet camper-rytmen – som hedder noget med; sove længe, af sted på oplevelsesture, slappe af med læsning, tegning og køre videre til næste sted.
Sååå…det er liiige til at klare.

Taget i betragtning af, at vi er to voksne og en teenagedatter der skal finde ud af at være sammen på fuldtid – så går det ret godt.

Vi savner lidt at have et hjem, og er begyndt at kigge lidt på huse i ”Freo”.
Men det er stadig lidt for tidligt at kigge. Vi forventer at ende i Freo i midten af december, så vi må nok vente et par uger endnu med at kigge. Men p.t. har vi i hvert fald fundet to huse der opfylder vores ønsker. Så kan vi jo blot krydse fingre for at de stadig er til leje når vi ankommer.

Kan I nu have det helt vidunderligt – håber at I nyder det danske efterår (haha J). Det er så nok noget af det vi ikke savner.
Vi har nu fundet leverpostejslignede produkter (svinepate fra Tasmanien), markrelsalat (tun i tomat), rugbrødslignende produkter (mørkt rugtoast eller tysk schwartz brød)….
meeen man kunne nu godt savne en lille sild og en lille snaps..hehe.

Knus og kram fra os

…..og en helt speciel hilsen til Jacob. Vi tænker på dig…

19. Oktober 2007

Nyhedsbrev 5

Regnskov i Tarra bulga.

(Billeder: Se galleri 7)

Efter i alt 2400 km. kørsel op af bjerge, ned af bjerge og langs kysten er vi nu fremme i Melbourne i staten Victoria.
Tilbage til civilisationen, hvor vi igen har kontakt til omverden.
(D.v.s. vi er nu igen under et 3 netværk – så nu kan der tales i telefon med dem derhjemme – herligt)

Det er nu 10 dage siden at vi kørte fra Narooma.
Første stræk fra Narooma blev ikke så langt – kun ca. 100 km. – til Eden.
På vejen dertil kørte vi ud til Mimosa Rocks og Aragunnu Beach, og vi ankom derfor lidt sent på eftermiddagen til campingpladsen i Eden.

Ved indgangen til byen så vi de første grå kænguruer på golfbanen – lige et fremtidsbillede for Christian, at spille golf og nyde udsigten til naturen.

Egentlig skulle vi have set et Killer Whale Museum. Men vi fandt ud af at det vist ikke var så stort og interessant, som vi havde regnet med – og derudover var vi alle tre trætte.
Så det blev til en gåtur langs stranden og et køligt glas hvidvin med udsigt til havet.

Allerede dagen efter gik turen videre.
Ja – vi er begyndt at få lidt bekymringer over turen, om vi nu kan nå det – med alle de ting vi gerne vil se på vejen. Derfor er der nu blevet lagt en lille råskitseplan over resten af vores tur, så vi er sikre på at lande i Freo ca. midten af december 2007.

Af sted det gik over stok og sten – nu skulle der altså lige køres igennem. Det blev det længste stræk vi har kørt indtil videre.

Men der blev lige holdt en lille pause ved Alfred National Park – en lille rainforest walk.
Normalt når de skriver ”rainforest” har vi været lidt betvivlende, fordi vi har jo set den rigtige regnskov. Men det var faktisk en fin gåtur i regnskoven. Der var lidt den samme beplantning og lyde som i en asiatisk regnskov. Dog manglede den fugtige varme.

Vi var så heldige at se en lyrebird. Et sted havde jeg læst at man kunne være rigtig heldig at se den meget sky lyrebird. Øhmmm…jeg vil nu ikke helt sige at den var sky.
Vi kunne faktisk komme ret tæt på den, og det virkede som om at den fulgte efter os da vi gik. Lyrebird’en er en specielt fugl der efterligner andre fugles sang. Den kan f.eks. lyde ligesom en ringetone fra en mobiltelefon. Derudover har hanen en flot halefjerdragt som den bruger til at kurtisere til hunnen. (ligesom påfuglen)

Næste pusterum var ved en sø hvor vi spottede en masse sorte pletter – var det mon sorte svaner ? Jeps – der var bonus. Det er nu lidt underligt – at de er helt sorte, men under vingerne er de hvide. Så der gik lige et stykke tid før vi var helt overbeviste om at det var sorte svaner.

Interessant som vi kan se tingene så forskelligt. Vi har netop læst en artikel der handlede om en australsk pige der var flyttet til Danmark.
Noget af det hun synes var mest mærkeligt ved Danmark var vores hvide svaner.

Efter en lang dag endte vi i en ny stat; Victoria og i en ny by; Lake Entrance. Det blev byen hvor vi blot fik tanket op i køleskab og energidepot. Allerede dagen efter gik turen videre langs kysten til næste stop.

Det er utroligt som den australske natur kan ændre sig på blot 100 km. Det blev til en køretur hvor vi kørte igennem landskab med meget store marker med masser af får, bakker, dale og skov. Det blev til endnu en lang køretur til Tarra-Bulga National Park – men det var helt klart køreturen værd.

”This is absolute stunning – just to sit here at the camper and listen to the natures music”

Det var ordene jeg skrev i min dagbog den første aften.
Campingpladsen var praktisk talt placeret midt i national parken, og den første nat var vi de eneste der var på pladsen. Vi havde fået en plads lige ned til en rislende å – så det eneste man kunne høre fra camperen var vandets rislen og fuglefløjt.
Ahh….vidunderligt sted at samle nye kræfter til den videre tur.

Vejen til Tarra-Bulga National park var smal og vi krydsede fingre for at vi ikke mødte nogle modkørende biler. Pludselig råbte både Christian og jeg i kor ”ECHIDNA!!”….ja, ja. Sagde Sarah – hun troede ikke helt på os. Hun havde netop lige sagt at det hun ønskede at se allermest var en echidna og en platypus.
Mere så I forstår hvilke dyr vi taler om – så har Sarah lavet en lille opgave hvor hun har skrevet lidt om hvorfor de er helt specielle.

Platypus (næbdyr):

Platypusen er et mærkeligt dyr. Den lægger æg, men er dog stadig et pattedyr fordi den har pels og giver mælk. Måden den udgiver mælken på er lidt sjov … fordi den sveder nemlig mælken ud. Platypusen ligner en odder med andenæb og bæverhale. Den lever i ferskvands søer, bække, floder og åer. Den tilbringer dagen med at sove i deres huler, og kommer frem for at jage når det bliver tusmørke til det bliver daggry. Platypusen kan holde vejret i 15min. under vandet, men omkring de 20sek er det mest almindelige. Platypusen lægger omkring 2 æg, og når æggene er klækket tager det ca.5 måneder for ungerne at vokse sig til en fuldvoksen størrelse. Imens den vokser, bliver den i hulen. Hunnen kommer kun ud fra reden/hulen engang imellem for at jage. Måden platypusen jager på er at de sender elektriske bølger ud i vandet og når bølgerne opfanger byttet bliver de sendt tilbage til platypusen, som så angriber det – Platypusen har nemlig hverken en særlig god hørelse, et godt syn, eller lugtesans. Hannen har faktisk to giftspore ved bagbenene som de bruger til at dræbe andre hanplatypuser med.

Echidna:

Echidnaen ligner på mange måder Platypusen f.eks. er den et pattedyr, men den lægger æg, og den sveder også mælken ud på præcis samme måde som platypusen, men der er dog nogle rimelig store forskelle mellem dem. Echidnaen lever i områder hvor den kan finde sin mad – nemlig termitter, og nogle gange spiser de da også myre, men dem er de ikke så vilde med fordi de bider. Den ligner stort set et pindsvin bortset fra snuden som ligner en myreslugers, med den lange tunge som er perfekt til termit/myre jagt. Den er på størrelse med en fodbold, og den har en pung på undersiden at maven hvor den holder sine æg. Jeg syntes det er lidt sjovt at Echidnaens mælk er samme farve som jordbær milkshake.

Men der i vejkanten var der faktisk en lille sød Echidna. Den var meget sky – og gemte sit hoved i sit hul hver gang vi kiggede på den. Måske lidt udfra devisen ”hvis jeg gemmer hovedet så er der ingen der kan se mig”.
Pga. foråret stod alting helt lysegrønt og vejkanterne var dækket af vintergækker og anemoner på vej ind i nationalparken.

Første dag i nationalparken var afsat til gåtur i regnskoven. Hmmm….da vi ankom til campingpladsen stoppede vejen for caravans. Der stod i hvert fald på skiltet at man ikke skulle køre videre fordi vejen egnede sig ikke til caravan-kørsel. Men Christian var selvfølgelig blevet rigtig gode venner med ejeren af campingpladsen (David) – som havde sagt til Christian ”aarrhh…pyt, med den vogn I har så kan I snildt køre videre”….øhmm…glemte jeg lige at sige at de havde en gevaldig hyggelig ”male-bonding” dagen før, og vist havde fået ”et par” øl.

Det skal her også lige tilføjes at efter 6 timers male-bonding ankom Christian retur til camperen i David’s havetraktor – hvilket han for øvrigt synes var evig sjov at køre med.

Han vågnede så også lige dagen efter med en kæmpe bule på højre skinneben fordi han var faldet over Davids græsslåmaskine – det var også mørkt (lige som dengang han var soldat J)

– så kunne man nu helt stole på hvad David sagde?

Men Fru Nikolajsen her tog en dyb indånding og forsøgte at holde nerverne i ro alt imens Christian gjorde sit bedste for at få os sikkert frem på den lille, snoede og smalle vej op af bjerget og op til regnskoven.
Selvfølgelig gik det – og vi nåede frem til hjertet af regnskoven hvor belønningen var en gåtur i den smukke natur, hvor vi igen var heldige at se lyrebird.
Turen bød også på to vandfald og en hængebro….sidstnævnte var Christian ikke så helt vild med, men han kom da over. (også selv om vi drillede ham J )

Nationalparken er helt speciel pga. de mange ferntrees. Ferntrees er træer som stammer helt fra juratiden. De vokser ikke særlig meget hvert år, og reproducerer sig ved at rodsystemet selv laver nye skud. Altså ikke ved frøsætning.

Naturen i Tarra-Bulga viste sig fra den skønneste side.
Da vi tog af sted fra campingpladsen regnede det – men det skulle ikke holde os tilbage. Vi lånte da bare nogle regnfrakker af campingpladsejerne David og Margareth.
Men hver gang vi trådte ud af camperen for at gå en tur skilte skyerne sig – og solen varmede skoven igennem.
Lidt heldig kan man da have lov at være, fordi da vi efter dagens oplevelser endte retur på campingpladsen, stod det ned i stænger.

Men David havde også fortalt at hvis man var meget tålmodig så kunne man spotte en lille platypus familie nede ved den lille bæk. Fast besluttede på at det måtte blive den næste oplevelse gjorde vi alt klart – tre sweatre på (det var altså ret koldt), Kamera parat og forsøgte at have den største tålmodighed.
Eneste tidspunkt man kan se platypus er jo ved tusmørket – og den kommer kun op til overfladen ind imellem.
Vi var meeeget stille – og vi ventede til det blev mørkt.
Sarah og jeg mistede vores tålmodighed først – eller rettere vi frøs og savnede den lune camper. Så det blev ikke til platypus i denne omgang. Måske en anden gang.

David og Margareth var også helt unikke.

De er begge Australiere og havde for nogle år siden solgt alt hvad de ejede for at køre rundt i Australien.
De nåede så kun til Tarra-Bulga – hvor de så valgte at købe campingpladsen.
Og her lever de så livet med at servere devenshire tea og scones til campisterne, fodre fuglene, passe på Joey (som er en tam gammel kakadue), fodre krebsene, den lokale ål og passe på deres krokodille (en stenfigur i deres have – som så ganske livagtig ud J)

Vi var nok lidt trætte ovenpå alle de oplevelser – den næste køretur blev i hvert fald meget kort, og dagen blev afsat til at sove, læse og slappe af.
Den lille by – som absolut også kun egnede sig til et gennemtræk – var Toora.

Men det var faktisk her at vi hørte solsorten for første gang.
Ja – den findes faktisk også hernede. For mange, mange år siden synes de engelske immigranter at de savnede solsorten og derfor importerede de den hertil. Lige som så mange andre dyr – som ikke helt hører til her i Australien. Det er så ikke alle dyr der er til den største nydelse for australierne f.eks. har kaninen spredt sig med lynets hast, og ræven som blev indført pga. rævejagt bliver betragtet som et skadedyr, katten er ligeledes et stort problem – som gårdejerne skyder hvis de kan komme til det.

Ahhh…lovely – dagen efter fik vi varmen tilbage igen. Efter et par dage med regn og kulde var det rart at ende op i Healsville Caravan Park, og kunne slå havestolene ud og placere sig i solen.
Healsville er både et naturskønt område og et vindistrikt. Derudover er der Healsville Sanctory som vi brugte en halv dag på.

Healsville Sanctory er stedet hvor skadede dyr bliver passet og plejet.
F.eks. havde de netop modtaget en lille echidna unge som var fundet i vejkanten.
Men ellers er det en stor dyrepark, hvor vi også så et rovfugleshow og hørte foredrag om det specielle dyr; platypussen.

Selvfølgelig nåede vi også et besøg på en vingård, og endnu en gåtur i skoven inden lille Mathilda tøffede ind i Melbourne.

Lige nu er vi så placeret på en campingplads ca. 10 km. væk fra centrum af Melbourne. Her har vi så stop et par dage for at se byen, som i øvrigt er ret stor. Men indtil videre virker den rigtig hyggelig, og lidt mere afslappende end Sydney.

Her er der afsat tid til mor og datter shopping/cafe – herligt, og hurra for outlet. (hvorfor er det lige at det koncept ikke er opfundet i Danmark J). Farmand forsøger imellem tiden at finde et sted hvor de serverer belgisk øl. (Noget han vist savner rigtig meget J)

1000 knus og kram til alle jer derhjemme.
Håber I nyder jeres efterårsferie – dem af jer der har det – og at I alle har det godt.

Tak for alle jeres sms, mails og opkald – det er guld værd når man er langt væk hjemmefra.

8. Oktober 2007

Nyhedsbrev 4

Ny Camper, Blue Mountains og kysten.

(Billeder: Se galleri 6)

Af sted gik det med fulde forventninger og krydsede fingre.
Nu skulle vi have vores nye camper, og endelig komme ud og at køre på de australske veje.

Han havde lovet os en helt ny camper – egentlig havde vi lidt svært ved at have tillid til ham og tro på ham, men denne gang havde han ikke svigtet. Vi fik leveret en sprit ny camper – samme model, men nu med plads til Sarah foran, og alt er helt nyt.

Det var altså bare en drøm at flytte alting fra det gamle vrag til en den helt nye Matilda.

Men som tidligere nævnt så skal man have en god portion tålmodighed hernede.
Det tog sin tid at få ordnet papirerne. Og for at det ikke skal være løgn så stødte vi også ind i et problem med vores australske bankkonti. Det var ikke muligt at overføre så mange penge via nettet.
Man skulle først møde op personligt i banken før det kunne lade sig gøre.

Det betød at vi var nødt til at tage endnu en overnatning i nærheden af Sydney, for derefter at tage i banken dagen efter.

Da vi om aftenen troede at køleskabet ikke virkede, var vi lige ved at gå ud af vores gode skind. ”Sig mig lige – var det ikke meningen at vi skulle af sted ?” .
Men det viste sig at køleskabet var den nye moderne type som ikke havde motor.
Derfor var den lydløs (hvilket selvfølgelig er fedt) og skulle bruge 8 timer til at blive kold første gang.

Om morgenen, dagen efter, gik turen så rask af sted mod Blue Mountains.

Lille Matilda er en god og praktisk camper – men den er knap så tung, som den camper vi kørte med sidste gang vi var i Australien. Det rev derfor godt i den da vi kørte op af de små snørklede bjergveje.

Oppe i bjergene havde vi nogle dage hvor det blæste godt.
Hernede kalder de det ”a bit windy today” – men derhjemme havde vi nok kaldt det en storm, lukket broerne og bedt folk om at blive indenfor…

Campingpladsen vi lå på var omkranset af høje træer. Så vi voksne fik ikke sovet så meget fordi vi lå og spekulerede på om de træer eventuelt ville vælte ned over camperen.

Det blev så senere til en joke fra Sarah – om at vi nu var blevet bange for træerne. J

Blue Mountains er en meget smuk National Park.
Igen bliver man mindet om hvor fantastisk den australske natur er. Det er jo et smukt syn at skue ud i den uendelige horisont hvor det eneste øjet ser, er ren rå natur. Vi nød udsigten på vores gåture i området.

Vi så også ”The Three Sisters”.
Tre bjergtoppe der er formet, som var det tre hoveder. For aboriginalerne har disse tre bjerge stor betydning, og en tragisk kærlighedshistorie indgår i deres drømmespor.

Blue Mountains betød også ridetur. Sarah havde set meget frem til at nu skulle hun endelig op på en hesteryg igen. Den oprindelige plan var at vi skulle campe på hesteryg i flere dage, og at Christian skulle med.
MEN ! Det koster altså en halv bondegård at ride – og derudover så var Christian vist helt tilfreds med at slippe.

Men for Sarah og mig blev det til et to-timers ridt i den Australske natur. (Godt at hestene havde gået turen før, fordi stierne var fyldt med sten, små bakker og grene)

Det var en super tur og Sarah havde et kæmpe smil på bagefter. Den pony som hun havde fået var bare ”den sødeste pony”

Stedet hvor vi kunne leje heste lå nede i en dal. Perfekt til at ride i – men knap så spændende at køre op og ned i dalen med en camper. Her blev lille Matilde virkelig sat på en prøve.

På en meget stejl stigning – hvor vi skulle holde stille for derefter at dreje ud på vejen – gik motoren ud, og vi begyndte at trille baglæns da Christian startede den igen.
Pyhhh….det er sørme godt at det er en helt ny camper og vi kan stole 100 % på alt hvad der hedder bremser og styretøj.
Den oplevelse krævede lige en iskold øl bagefter.

I øjeblikket er det forår her – og det er det også oppe i Blue Mountains. Alt blomstrer som var det i maj måned i Danmark.
Her blomstrer påskeliljer, tulipaner, rhodondendroms og asters. (de to sidstnævnte i kæmpestørrelser).

Men forår betyder også polen – så Christian fik lige et astmaanfald. Men efter et skud medicin var han så god som ny.

Med rygsækken fuld af oplevelser fra bjergene og vasketøjskurven fuld med store sweatre gik turen retur til kysten igen.
Nu trængte vi til varme og til at komme væk fra de store og skræmmende træer.

Næste stop blev Wollongong. Vi fandt en perfekt campingplads der havde det hele; havudsigt fra camperen, opvarmet pool og ingen høje træer….hehehe. Nej, herude ved kysten skinnede solen og blæsten havde lagt sig.
Christian fik et velfortjent hvil efter flere timers bjergkørsel, mens resten af familien rørte musklerne i den opvarmede pool. Herligt.

Som altid kom Christian hurtig i snak med dem som campede lige ved siden af. De fortalte levende om et helt specielt sted hvor man kunne se wombat og campe i den fri natur.
Hmmm….det der med at naturen alt for tæt på var jo ikke lige tip top for Sarah og mig. Men man må jo springe ud i oplevelserne engang imellem.

Efter et par dage i Wollongong gik turen derefter videre ned langs kysten med en lille afstikker ind til det lille fine picnicarea midt i ”Kangaroo Valley” dalen, hvor vi skulle campe for natten. Op af bjerget og ned igen…..Christian er ved at blive ret skrap til bjergkørsel.

Den ”lille” dal var virkeligt et naturskønt område. Vi fandt et godt spot lige ned til floden – og der blev gjort klar til picnic i det grønne. Nu skulle vi bare lige finde de der wombat.
Egentlig havde vi nok ikke helt troede på ham australieren der havde sagt ”det vrimler med wombat” – men tro mig, det er rigtigt.

De tullede rundt ude på engen og græssede og var ganske uforstyrret af at vi tog et halvt dusin billeder af den.

At campe i naturen var en rigtig god oplevelse, og det er i hvert fald ikke sidste gang vi gør det.
Vi har jo trods alt, alt med os i vores lille sneglehus.
Det var vidunderligt at gå i seng til alle lydende fra natdyrene og derefter vågne op til lyden fra alverdens fugle, som vi endnu ikke har lært navnene på.

Men rejsen skulle gå videre og dagen efter blev Matilda pakket sammen igen, og af sted det gik ud på de små stejle bjergveje igen.
Nu var målet Canberra med et enkelt lille stop ved Fitzroy Falls.

Fitzroy Falls er et 80 meter højt vandfald som kan beskues fra flere platforme.
Her fik vi gået en lille tur inden vi skulle videre.

”Mor – man skal se Canberra når man nu alligevel er i Australien. Det er et must!”
Hverken Christian eller jeg havde brug for et ophold i endnu en storby, men Sarah ønskede at vi også kom til Canberra – det er jo trods alt hovedstaden.
Så den blev næste stop.

I øjeblikket er der skoleferie hernede. Så vi måtte køre lidt rundt for at finde en campingplads hvor alting ikke var optaget.
Vi ville ikke tage bilen med ind til byen og derfor var det vigtigt at den lå tæt på byen eller i hvert fald tæt på en bus der gik derind. (Vi fandt senere ud af at vi snildt kunne have taget bilen derind. Der er masser af P-pladser og det ser nemt ud og køre rundt i Canberra)

Men vi kan nu sige at vi også har været i Canberra. Vi har nu også stået foran parlementsbygningen og taget billeder ned mod den gamle parlementsbygning.
Men ellers er Canberra jo bare en hovedstad med knap 300.000 indbyggere og som er bygget til at være en hovedstad.
Egentlig en lidt kedelig by, og lidt utroligt at der ikke er flere mennesker på gaderne.

Vi brugte mere en halv dag på at se National Museet.
Det var til gengæld rigtig interessant og meget lærerigt. Nok en rigtig god viden for Sarah at have når hun skal starte i den australske skole.

Det blev til blot to overnatninger i Canberra – så ville vi retur til kysten igen.
Vi havde nok heller ikke lige tænkt på Canberra rent faktisk også ligger oppe i bjergene – og det er lig med at temperaturen falder. Så efter nogle dage trængte vi til at blive gennemvarmet igen.

Lille Matilda styrede snuden mod kysten, ned af bjerget igen. Hun forsøger at holde farten, men det skal lige siges at australierne kører altså stærkt – også oppe i bjergene. Så ind imellem må vi holde Matilda ind til siden så ”hverdagsfolkene” kan komme forbi. De har sikkert travlt med at komme af sted til arbejde eller hjem til familien.

Vi har nu vænnet os til at være i camperen. Vi har fundet rytmen – og den er skruet på ”langsom”. Vi forsøger at planlægge så lidt som muligt, og tage dagene som de kommer alt efter hvad vi nu lige har lyst til.
Eneste ”must” er at vi skal nå retur til Perth i slutningen af december.

Ude ved kysten igen fandt vi en lille by; Narooma, og en Big4 campingplads der skulle danne rammen om de næste dages afslapning. Big4 er en kæde af campingpladser. Man ved at næsten altid, at en Big4 campingplads har en god standard.

Vi er blevet medlem af Big4 og får derfor 10% rabat på alle ”powered sites”.

Narooma er kendt for at være et godt udgangspunkt hvis man gerne vil se hvaler.

Tæt på kysten ligger en lille ø ; Montangue Island.
Mellem denne ø og fastlandet skulle hvalerne svømme forbi frem til november pga. de mange krill og jellyfish i havet netop her.

I turistinformationen fik vi bestilt en tur ud på havet.
Vejret var egentlig godt, og vi havde netop talt om at det var en god dag for hvaludflugt.
Havet stod blikstille – så det skulle nok blive fint.
Men så trak det op med sorte skyer, og det begyndte at blæse lidt.
Så det blev ikke til en stille sejltur. Heldigvis havde vi alle tre taget søsygepiller – så vi var ikke dem der sad med hovedet nede i en spand.

Først var målet at spotte hvaler. Det gøres ved at man sejler rundt og kigger godt efter i horisonten efter det første sprut som en hval gør når den kommer op til overfladen.
Den skal op for at trække vejret – så det er egentlig blot at have en god portion tålmodighed og vente. Men når så man ser den første hval så går der pift og hyl fra alle på skibet.

Det er en meget stor oplevelse at se det store dyr svømme forbi båden. Vi fik både set sprut, ryggen, en luffe der vinkede og halespidsen når de dykkede dybt ned på havets bund igen.

Denne dag var der endda en hel del delfiner som legede omkring nogle af hvalerne.

Derefter gik sejlturen videre til en sælkoloni på Montague Island – som i øvrigt er et naturreservat.

Her lå der masser af sæler i vandet ind til kysten. Det så ud som om de gjorde aftengymnastik. Først viftede de med lufferne og derefter dykkede de ned så man kun kunne se deres halespids.

Sjovt dyr. Inde på land vogtede de store hanner over hele deres harem. Enorme dyr.

Øen er også kendt for sine små pingviner.
På hele øen er der 10.000 pingviner der har reder.
De små dyr er programmeret til at vende retur til det sted hvor de er født for at bygge rede og familie. Stedet er derfor nu en national park, som man passer og plejer for at bevarer bestanden af de små pingviner.

De små pingviner er forsigtige dyr, og der lurer mange farer i vandet når de efter en god nattesøvn dumper ned i havet igen. Derfor svømmer de ud tidligt hvor det stadig er lidt mørkt, og de vender først retur til reden igen om aften lige før det bliver mørkt.

Derfor kan man nyde synet af pingvinmarch lige ved tusmørket.

Vi så ca. 45 små pingviner komme op af vandet og trisse op på øen for at finde deres rede.
Sjovt lille dyr.

Vi var tilbage på fastlandet igen kl. 20. Vi fik set både hvaler, sæler, delfiner og pingviner. En rigtig god oplevelse der blev puttet ned i rygsækken.

Ind imellem alle oplevelserne og køredagene står den på ren afslapning. Så går dagene med at læse, skrive, gå ture, løbe ture og svømme (hvis der er opvarmet pool…hihi).

Nu har vi været i Narooma i tre dage og i morgen går turen videre ned af kysten.
Igen skal vi forsøge at lave en skarp prioritering i udbuddet af oplevelser.
Der er bare 1000 ting vi gerne vil se, så nogle gange kan det være lidt svært at vælge til og fra.

Knus og kram til jer alle i Danmark og Japan.

27. September 2007

Nyhedsbrev 3

Camper og Sydney

(Billeder: Se galleri 5)

Rygsækkene blev pakket for sidste gang….jeg hader at pakke de rygsække. Der skal virkelig lidt snilde til at få plads til vores tøj og ting i tre store rygsække plus tre almindelige.
Vi havde købt en badevægt, og Christian hoppede jævnligt op på den, hver gang jeg blev færdig med at pakke en rygsæk.

Da vi tog af sted fra Freo var vi godt klar over, at vi nok kom til at betale for lidt overvægt. Men Christian havde fundet ud af at det skulle vist ikke være så dyrt på indenrigsfly. Så vi krydsede fingre, da vi endnu engang stod i lufthavnen. Damen bagved skranken ordnede papirerne, vejede bagagen og ønskede os en god tur til Sydney.
Hmmm…..vi smilede til hinanden – der var 24 kg overvægt, og vi betalte ikke en krone. Super !!

Flyveturen til Sydney gik perfekt – d.v.s. ingen lufthuller. Vi ankom sent og fik slæbt alt vores bagage videre til lufthavnshotellet. Det var lille, praktisk, billigt og man kunne få morgenmad, så det fungerede fint til formålet. Vi fik dog ikke sovet så meget, vi var nok alle spændte på at se vores kommende hjem.: vores camper.

Af sted gik det dagen efter – humøret var højt. Nu startede vores rejse.
Hvor skulle det blive godt at få pakket ud og få indrettet os – så vi igen havde noget vi kunne kalde vores hjem.

Men vi skulle blive slemt skuffet!

Hjemmefra havde vi bestilt en lille camper. Vi var godt klar over, at den ville være væsentlig mindre end den camper vi kørte i sidste gang.
Men selvom den var lille – så havde vi valgt den fordi man kunne sidde tre foran. (sidste gang blev Sarah lidt køresyg af at sidde bagi)

Vi stod klar og skulle til at skrive papirerne under – men vi ville (heldigvis) lige se den inden underskrift.

ØV !! Hvordan H…… havde de tænkt sig at der skulle sidde tre personer foran.
Jo – hvis Sarah havde en ekstremt lille numse – så kunne det måske lade sig gøre.

Efter lange diskussioner og 6 timers venten blev konklusionen at vi skulle leve med denne camper – som for øvrigt også var gammel og slidt, i en uge, og derefter ville vi få leveret en helt ny camper.

Stadig samme model – men med mere plads foran – og i øvrigt nyt det hele.
Det er godt, at når vi rejser, så har vi alle tre en engel tålmodighed J Hernede går tingene ikke så hurtigt, og i lang tid anede vi ikke om vi havde en camper eller om vi måtte betale afbestillingsgebyr (op til 90 % af hele beløbet).

Nu har vi boet i den lille Mathilda-camper i 6 dage.
Den er faktisk ret sød og nuttet. Men nej, der er nu ikke meget plads.
Men jeg har da fået plads til vores 85 kg. bagage – og derudover har Sarah og jeg også shoppet ”lidt” i Sydney. Vi glæder os meget til at få vores ”rigtige” camper, så er det slut med at pakke ud og pakke ned, og at vi kan indrette vores lille hjem.

Vi kørte direkte fra forhandleren, og ud til en campingplads; Lane Cove Caravan Park, der ligger ca. 15 km. fra Sydney. Her har camperen holdt ferie, alt imens vi har taget bus og tog ind til Sydney.
Her er 6-sporet veje, og at parkere inde i Sydney er bare en umulighed. Men det går også nemt og let med bus og tog. (alt kører hver 10 min – undtagen lørdag og søndag J)

Campingpladsen er helt vidunderlig. Den ligger klods op af Lane Cove National Park. Hvis vi i blot et spritsekund skulle være blevet i tvivl om hvorfor det lige er, at vi sidder på den anden side af jorden i en meget lille camper – så skulle vi blot opleve den første morgen her på pladsen.

Vidunderligt at stikke hovedet ud af camperen til en skyfri himmel, og opleve naturen tæt på; latterfugle, lorikitter, kakaduer og andre små fugle – som vi ikke lige kender navnet på – synger deres morgensang..

Det med ”tæt på” er virkelig bogstaveligt ment. Her den anden dag fløj der en latterfugl lige ned over hovedet på mig, og ville stjæle min morgenmad. En aften sad vi ude foran camperen til sent og pludselig kravlede der en possum ind under bordet…..det kan nok være at Fr. Nikolajsen kunne trække benene op under sig. Men de gør jo ikke noget – som Sarah ville sige, og de er faktisk utrolig søde.

Vi har været inde i parken og gå i nogle timer, og jeg løber ture derinde. (Jeg holder mig dog til de mere autoriseret veje når jeg løber…..jeg skal helst ikke møde noget kryb og kravl )

Der løber en flod igennem parken, og derfor er der selvfølgelig også et fantastisk fugleliv, og ja, der er også kravl. Der ligger vandagamer og soler sig i vandkanten (det er firben) – og i dag så jeg en lille skildpadde der solede sig på en sten.

De sidste par dage er gået med ”mor og datter shopping” i Sydney, sightseeing og få overblikket over denne kæmpe by. Der er 1000 ting vi gerne vil se og opleve derinde, og det er virkelig en kunst at sortere i udvalget. Indtil videre har vi været i Wildlife Park og Sydney Akvarie. Her får man virkelig et indblik i hvilke farlige dyr der findes her i Australien bl.a. funnel web spider, der (heldigvis) kun lever heromkring Sydney.

Dejligt at konstatere, at Perth er det område med mindst farlige dyr…..når nu det er der vi har valgt at slå os ned.

Ellers nyder vi livet her på campingpladsen hvor BBQ pladsen er helt universelt, når man er af sted. Her nydes en ”stubbie” mens kødet grilles, og dages oplevelser bliver til rige erfaringer.

Der er også en lille swimmingpool her på pladsen, som Sarah har forsøgt at angribe. Men nætterne er rimelig kølige, så vandet er ikke helt varmt.

Den sidste aften i Sydney var vi ude og spise fint…..Sarah med sine nye højhælede laksko og gjort i stand til at skulle ud og spise med farmand. Vi havde bestilt bord – flere dage i forvejen – oppe i Sydney Tower. Et tårn med den smukkeste udsigt udover hele Sydney, og en vidunderlig restaurant der langsomt drejer rundt. Det bekræftede os så bare i at ”ja, Sydney er meget stor”.
Det var den perfekte afslutning på første stop i Australien. Sydney er en smuk pulserende by med masser af liv og et utal af attraktioner. Det har været lidt af en udfordring at sortere i udvalget – men vi fik set det vi skulle; Darling Harbour, Operahuset, broen, Skt. Mary Katedral, Wildlife Park, Akvarium, IMAX – (hvor vi så film om livet i havet), Hyde Park, Sydney Tower og sidst men ikke mindst Lane Cove National Park. .

Det er sjovt, at vi nu er vi ved at vende os til at være tilbage i Aussie land. Vi (mest Sarah og jeg) er begyndt at bruge erfaringerne fra sidst;

1. løft toiletsædet – tjek for kryb
2. grib aldrig fat i en gren i parken – you never know – den kunne blive levende
3. lad være med at gå i det høje græs – specielt om aften.
4. ellers lad være med at spekulere på at verdens farligste edderkop er i baghaven i Sydney.

Nu skal vi ud og hente vores nye Matilde camper – forhåbentlig er alt ok, så vi hurtigt kan komme videre. Næste stop er Blue Mountan – ca. 150 km. fra Sydney – hvor vi nok bliver nogle dage.

16. September 2007

Nyhedsbrev 2

Fra hav til skov…

(Billeder: Se galleri 4)

It’s just absolutly fantastic…
Det må blive min indgangssætning til hvert nyhedsbrev, fordi det er virkelig skønt.

Dagene her i Freo forsvinder langsomt ud af vores hænder. Men det er dejligt at tænke på at vi om nogle måneder vender tilbage for at bosætte os i et år.

Den sidste tid er mest blevet brugt på at køre lidt rundt i Perth området i vores udlejningsbil; Toyota Yaris Sedan, og få ordnet nogle praktiske ting.

Det er gået op for Christian, hvor billige biler rent faktisk er hernede – under halv pris af hvad man betaler derhjemme. Så han kigger drømmene på alle de smarte biler han altid har ønsket sig. (Vi har endnu ikke fundet Alfa forhandleren )

Mødet med Melville High School gik rigtig godt.
Det er en lidt ældre skole, og lille som læreren sagde…, 800 elever på 5 årgange.

De har meget fokus på internationale studerende, og gør meget for at de skal blive integreret. Lige nu er der ca. 30 elever (2 fra Europa).
Der er nogle interessante valgfag, hvor Sarah har valgt italiensk, kunst (tegning), dans, madlavning og sløjd.
Sarah glæder sig utrolig meget til at starte.
Hun synes, at de virker rigtig søde og som om at de har rigtig godt styr på tingene.

F.eks. får gruppen af internationale studerende tilknyttet en person, som har afsat 15 min. mødetid hver dag. Blot fordi de ønsker at følge op på hvordan det går.
Nu er ansøgningspapirerne afsendt og underskrevet, og nu skal vi bare have styr på hendes visa. (skulle være en formalitet)

Min engelsktest på Murdoch Institute gik rigtig godt. Jeg bestod og de foreslog at jeg gik direkte videre og tog en IELTS test.
Men for at være endnu bedre klædt på til at kunne klare et studie på engelsk på universitetet har jeg valgt at starte med et fuldtids engelskstudie der udelukkende har fokus på værktøjer til et akademisk studie.
Det betyder at jeg først skal starte den 18. februar 2008 på Murdoch Institute og læse akademisk engelsk indtil den 25. april 2008.
Den 28. april 2008 starter jeg så på Murdoch University for at læse en Postgraduate Diploma in Human Ressource Management.
Nu er papirerne afleveret til Murdoch Institute og Murdoch University og nu mangler jeg bare et studentvisa. (skulle også bare være en formalitet)

Det er en helt perfekt plan, fordi det betyder at vi har hele Januar måned til at finde et hus.

Så skolerne er nu på plads.

Vores Toyota Yaris har kørt os godt rundt i de forskellige boligområder.
Det er nu lidt af en udfordring at finde lige det område, som er bedst for os, når man overhovedet ikke kender noget til det.
Men vi forsøger at spørge os frem, og kører rimelig meget rundt i de små villa kvarterne.

Når man lejer et hus hernede skal man meget gerne kunne bevise at man er en god lejer f.eks. med en anbefaling fra tidligere udlejere. Men nu har vi jo ikke været lejere tidligere, da vi jo har haft vores eget hus i DK.

Men værten, som vi har lejet den lejlighed af vi bor i nu, har heldigvis lovet at hjælpe os.
Han vil meget gerne lave en anbefaling til os. Super !

Vi tror nok, at vi har fundet boligområderne nu, som vi gerne vil bo i. Men alt kommer selvfølgelig også an på selve huset: Og her må vi vente til i slutningen af december med at kigge. De udlejningshuse der er på markedet nu er nemlig væk om ca. 2 – 3 uger.
Men det skal nu nok gå. På nuværende tidspunkt er der et godt udvalg.

Så boligområderne er på plads

Sarah brokkede sig lidt en dag…..”vi laver ikke en dyt”.
Hun synes selvfølgelig ikke at der skete så meget, fordi vi har jo bare kørt fra det ene boligområde eller skole til den anden.

Derfor har vi også været på lidt sightseeing.
I onsdags kørte vi op til et akvarium der ligger lidt nord for Fremantle. Turen derop var fantastisk smuk. Vi kørte ad kystvejen og beundrede hvordan surferne angreb den ene bølge efter den anden. Sarah har besluttet sig for, at hun vil lære hvordan man surfer, men mon ikke også at der bliver mulighed for det de næste fire måneder.
Selve akvariumet var flot nok lavet, men var ikke særlig stort.

Vi havde hørt og læst at de vilde blomster skulle blomstre smukt i øjeblikket her i WA. Derfor gik turen nu videre ud af Perth og ud på landet. Nord for Perth – ca. en times kørsel – ligger en meget smuk national park; Avon Valley National Park. Her kom vores lille bil virkelig på en udfordring, måske havde det været smartere hvis vi havde lejet en jeep.

Men den overlevede grusvejene.
Ved indgangen til parken, hvor man skal betale lidt for indgangen, mødte Christian parkens Park ranger, som selvfølgelig straks kommer i snak med.
Det var en ældre hvid aboriginal – han var virkelig sød og meget snaksaglig. Han kunne fortælle om hvordan hans job var at passe på parkens dyr og planter.
Bag i hans bil havde han en kasse med fire små baby kænguruer….Nej…hvor var de bare søde. Deres mødre var blevet kørt ned, og han var nu blevet deres erstatnings-mor.

Turen inde i parken bød på et utal af vilde blomster, smuk udsigt ud over dalen og vi nåede lige at se bagdelen af nogle kænguruer.

Ellers er tiden her gået med at ”tulle lidt rundt” i Freo og Perth. Her er et marked hver weekend hvor man bl.a. kan finde frugt og grønt i oversize – og så er der jo lige denne meget lækre ”Cappucino street” med cafeer på begge sider og gademusikanter.
Så kan det vist ikke blive meget bedre….

I morgen går turen så videre, og i dag er det pakkedag. Vi skal flyve herfra Freo kl. 12.55 mandag (17/9), og efter nogle timer lander vi i Sydney.
Vi har fundet et billigt hotel ude i lufthavnen, hvor vi skal overnatte til dagen efter. Vi lander nemlig sent, og kan derfor først hente camperen dagen efter.

Vi glæder os meget til at komme af sted og ud i camperen, så starter vores rejse nemlig for alvor.

7. September 2007

Nyhedsbrev 1

“Ingenmandsland”

Det er ikke mindre end fantastisk, at være tilbage i Australien igen.

Det er som sød musik for ørerne at høre det australske sprog igen, og smør for ganen at smage kingprawns og Crownlager igen.

I dag er det fredag den 7. september 2007, og vi har nu været i Fremantle, Western Australia i 6 dage. De første dage er gået med at få sovet ”jetlagsrusen” ud af kroppen. Det tog lige nogle dage at komme ovenpå – men Sarahs teenage-sløvsind hjalp godt til. Den første nat sov hun 12 timer i et træk…..okay, så er man træt

Først og fremmest skal der herfra lyde en kæmpe stor tak til alle jer der deltog i afskedsfesten den 17. august og den 25. august 2007. Det var super hyggeligt – og undskyld….kære naboer for larmen om natten.

Dernæst en kæmpe stor tak til alle jer der hjalp til med at flytte alt vores inventar ud i containeren. I var godt nok effektive – og det tog ikke lang tid at rykke de 87 kasser plus møbler ud i containeren.
Det var med et sug i maven at vi vinkede farvel til alt vores inventar – og da vi sendte containeren af sted fredag den 31. august 2007 startede vores eventyr. Nu var der ingen vej tilbage – nu var det bare at gribe alle de oplevelser der kom på vores livsbane.

Derefter skal der også lyde en kæmpe stor tak til alle jer der kom ud i lufthavnen og sagde farvel til os. Pyyhhh…det var svært at sige farvel – men vi er jo også alle enige om, at det bliver et på gensyn. Uanset hvad, så kommer vi hjem Januar 2009.
Men vi glæder os også til at tage imod nogle af jer hernede i Australien. Vi har allerede 1.000 ting vi gerne vil vise jer i dette fantastiske land.

Vi ankom til Perth lufthavn søndag den 2. September 2007 kl. 16.30 (d.v.s. 10.30 dansk tid) Flyveturen gik rigtig godt – ingen forsinkelser i Bangkok ved flyskift – og alt vores 100 kg. bagage kom sikkert frem……også Christians guitar ) Da vi kom ud af lufthavnen i Perth skulle vi jo have en taxi – men vi havde ikke lige beregnet at det var søndag eftermiddag, og at alle taxichaufførerne var hjemme og se hestevæddeløb. Så vi måtte vente i en lang kø i en time på at få en taxi.
To timer efter landende vi her i Fremantle – eller Freo, som australierne kalder det.

Det var en træt lille familie som udlejningsværten modtog. Men vi blev lidt mere friske da vi kom op og så lejligheden. Den ligger på 1. sal, har en stor lækker altan, og der er alt hvad man behøver samt masser af plads. Derudover ligger den ret centralt med alt indenfor gå-afstand .Den perfekte ramme for vores første to uger af vores nye liv.

Hernede blomstrer stedmorblomsterne, papegøjerne skrætter i trætoppene, der er ved at blive grønne.
Så vi oplever foråret for 2. gang i år – men her er forårsvejret bare lidt anderledes, det er lidt koldt om morgen og om aften. Men når først solen slår igennem midt på dagen er der ca. 22/23 grader.

De første par dage er gået med at få styr på lidt praktiske ting og slentre rundt i Perth og Freo. Det er lidt underligt – det er lidt som at være i ingenmandsland. Vi har slet ikke fokus på, at vi skal købe alle mulige ting med hjem og har ikke en returbillet – og vi er derfor ikke turister. Vi har nu åbnet en bankkonto – hvilket gør os til fastboende – men alligevel er vi rejsende, der lige om lidt flyver til Sydney for at få endnu flere oplevelser. Men vi er nu meget glade for dette ingenmandsland hvor man kan sove længe og finde det australske tempo….easy going.

Jeg har været lidt bekymret for mit studie på Murdoch University. Jeg har fået resultaterne fra Cambridge – og jeg bestod ikke eksamen. Min første tanke var, at så må jeg bare studere en Certificate VI og Diploma på TAFE i Perth. Men da vi landede hernede trak det alligevel i mig, og jeg ville jo meget nødig lade nogle muligheder gå forbi.

Så derfor tog vi i onsdags ud til Murdoch University – de kunne sikkert give mig et godt råd.

Det var rigtig godt, selvfølgelig havde de en løsningsmodel til mig – så jeg stadig kan læse på Murdoch University. Først og fremmest skal jeg til deres engelsktest på onsdag, og hvis jeg herefter har brug for yderligere engelskundervisning så sammensætter de selvfølgelig et specielt forløb til mig.

Derudover har vi ændret Masteruddannelsen til en Postgraduate Diploma in Human Ressource Management. Den er en del af masteruddannelsen – men på denne måde skal jeg kun have 12 point pr. trimester (svarer til tre fag) – hvor jeg skulle have 16 point pr. trimester (fire fag) på masteruddannelsen.
Hvis jeg efter Diploma – uddannelsen fortsat ønsker at færdiggøre den med en masteruddannelse – så skal jeg ”bare” læse to trimestre til.
Alt i alt betyder det, at jeg starter på de samme fag som oprindeligt planlagt – men nu tager jeg bare uddannelsen lidt langsommere og med et mindre arbejdspres.

Det er en løsningsmodel, som jeg har det rigtig godt med, og Murdoch University er da bare for fantastisk. Et meget stort universitet som selvfølgelig har alt hvad man behøver – så jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med at fordybe mig i emner som; Human Ressource Management perspective, Health and Well-Being in the Workplace, Organisational Behaviour and Management o. lign.

På mandag skal vi til møde på Sarahs skole; Melville High School, som ligger tæt ved Murdoch University.

Det var lidt sjovt. Vores nye australske bankrådgiver – en ung pige – havde også gået på Melville High – og lige nu gik hun på Murdoch University. Så Sarah udspurgte hende selvfølgelig om alt lige fra skoleuniform til om skolen var god til at tage imod nye elever.

Svarerne gjorde Sarah rigtig glad. Bankrådgiveren kunne klart anbefale Melville. Hun havde kun positive ting at sige om Melville – og der skulle også være en pool. Waauw…Sarah besluttede sig resolut for at hun ville gå til svømning.

Christian har knoklet lidt for at få websitet til at spille, og finde en optimal måde at uploade billeder – men det skulle vist lykkedes nu.

I dag har vi været inde i Perth og se Cirque du Soleil. Hvis nogle af jer nogensinde skulle overveje at tage ind og se denne forestilling, når den kommer til Danmark – så bare se at komme af sted. Det var en fantastisk forestilling med top-præsterende akrobater der hang oppe under loftet i bare en arm, nakken eller bare en fod. Utroligt.

Vi har bestilt en bil til i næste uge – så vi kan køre lidt rundt i området, og finde det rette sted hvor vi skal slå os ned og leje et hus. Vi har først mulighed for at finde det endelige hus i slutningen af december måned.
Ejendomsmælgerne siger, at de huse der er til leje nu er udlejet om en uge eller 14 dage – så det går lidt stærkt. Så deres bedste råd er ”hold øje med Internettet, og ellers kom og kig i slutningen af december måned”.

Hey – lige en sidste ting. Danske tv-serier er også kommet til Australien. I går aftes sad vi og så et afsnit af Rejseholdet i fjernsynet.

1.000 knus og tanker herfra til alle jer i Danmark.