Australien 2005

Hovedtrækkene i vores rute var:

Vi landede i Brisbane og kørte derfra i camper til Cairns. (tegnet med rødt)
Fra Cairns fløj vi videre til Darwin. (tegnet med sort)
Slutteligt kørte vi, igen i camper, fra Darwin til Albany syd for Perth og tilbage til Perth hvor hjemturen ventede… Turen tog 3 måneder.

Forårssolens varme er nu begyndt at få bugt med de 5 – 10 cm. sne der lå i sidste uge. Erantis, vintergækker og en enkel krokus er begynd at titte frem.

Fuglene har længe varslet foråret med deres sang, og nu er vi snart igennem den mørke tid og den kolde vinter.
Endelig, i dag stråler solen fra en skyfri blå himmel.

Den mørke tid er blevet brugt på at læse alle Lonely Planet bøger der handler om Australien, og vi er nu i gang med, at gennemsøge nettet.

Ind imellem har vi også forsøgt os med de danske rejsebøger ”Rejsen går til…” + Politikens illustrerede bog om Australien. Men de er langt fra så beskrivende som Lonely Planet.

Vi har været på biblioteket og lånt alle DVD`er og videoer der findes om Australien.
Man kan vist godt sige, at vi nu efterhånden er godt klædt på til en tre måneders rejse til Australien.

4. maj 2005 – Dagen før afrejse…

Jeg sidder nu tidligt morgen, og kigger ud på en veltrimmet og næsten helt grøn have. Den sidste måneds tid har vi holdt nøje øje med udviklingen i haven. Ville vi mon nå at se kirsebærtræet springe ud ? og hvad med æbletræet, ville det blive grønt inden vi skulle afsted ?

I vores familie siger vi altid ”bøgen springer ud til min søsters fødselsdag”. Hun har fødselsdag i morgen – og det holder faktisk også stik i år. Vi har et lille mini-bøgetræ i haven, og alle blade har nu foldet sig ud.

Alt ligger nu klart – haven er ordnet, alle papirer er ordnet, bilen er gjort klar til udlån, nøgler til huset er afleveret, websitet er på plads og vaskemaskinen kæmper nu med at vaske det sidste tøj.

Der har været tusinde ting der skulle ordnes og falde på plads, og selvom vi forsøgte at planlægge os ud af det, så har den sidste tid alligevel været meget hektisk.

Christian har nu haft fri i 5 dage – og er nu efterhånden kommet ned i tempo. I går var min sidste arbejdsdag og Sarahs sidste skoledag. Det var meget mærkeligt, at gå fra arbejdet med den tanke ”vi ses om tre måneder”, og som Sarah sagde i går ”det er altså lidt underligt, at tænke på at vi skal afsted om to dage”. Tænk på søndag sidder vi på den anden side af jorden.
Men nu skal vi først have styr på; vasketøj, pakning, aflevere hunden og sige farvel til resten af familien.

26. Juli 2005

Refleksion!

12500 km kørsel senere…

Vi har nu været hjemme i tre dage. Det er meget mærkeligt at være hjemme igen – at skulle køre i den rigtige side af vejen – at man selv skal pakke sine indkøbsvarer sammen – at servitricen ikke smiler og spørger ”how are you today” – at der ikke flyver kakaduer og papegøjer rundt i haven – men helt vidunderligt er det at være hjemme hos familie og venner igen.

Det har været tre pragtfulde måneder, hvor vi har nydt 110 % familietid – hvor vi har set og oplevet hinanden.

Vi har lært at se tingene i et bredere perspektiv, og lært hvor små og ubetydningsfulde mennesket egentlig er i forhold til mother nature.

Vi har mødt fantastiske mennesker der har delt deres livshistorie med os, og givet os inspiration til livets værdier.

Vi har set en natur der har været overvældende, og kørt i dette smukke land der for altid vil have en plads i vores hjerter.

Vi har fået en gave som har gjort os rige.

Lige om hjørnet venter hverdagen med arbejde, skole og andre gøremål. Men det vil ikke blive den samme hverdag, som vi tog afsted fra. Vi har lært hvad 110 % familietid betyder, og det plus de mange oplevelser vil vi tage med os i rygsækken.

23. Juli 2005

København

Godt trætte og rundforvirret stod vi på dansk jord kl. 7 – og kiggede søvnigt op på skærmen der viste hvor og hvornår vores bagage ville ankomme med transportbåndet. What !! om 20 min. kunne vi forvente at bagagen ankom. Typisk ! nu havde vi været i mange lufthavne – og alt uden forsinkelser – men i Danmark går det åbenbart ikke så hurtigt.

Næste skridt var igennem tolden. Christians guitar + didjerido havde klaret hele flyturen – og intet sted havde tolden ønsket at se indholdet af guitarkassen – men selvfølgelig skulle det også lige undersøges i Danmark.

Endelig kunne vi gå ud af lufthaven. ”Velkommen hjem” – uden for stod Jan, Lene og Co og ventede på os. De havde taget Sarahs gode veninde + mor med – så Sarah blev ellevild da hun så hendes veninde. (Hold op hvor havde de bare savnet hinanden)
Min far stod også med et flag og hilste os velkommen.

Det var helt vidunderligt – og man blev helt rørt over en så dejlig velkomst.

22. Juli 2005

Hjemrejsedag

Alt bagage stod nu klar foran hotellet. Det var pakket sammen til det minimale – og vi havde forsøgt at placeret alt strategisk rigtigt så vi forhåbentlig ikke skulle betale ekstra for overlast.

Der var bestilt taxi – og afsted det gik til lufthavnen. Øv – her fik vi lige en sidste eftersmag på (nogle) Aussier`s dårlige indstilling til aboriginals. Taxichaufføren havde i hvert fald en helt klar indstilling til at de var et dårligt folkefærd og der kom kun noget dårligt ud af at hjælpe dem.

Fremme ved indtjek til flyet. Vi krydsede både fingre og tæer for at vi overholdte regler for antal kg. vi måtte have med hjem. Pyhhh….vægten passede lige præcis – men vi var blot et halvt kg. fra overvægt – og det havde ellers været dyrt.

Fra det øjeblik man træder ind i flyet forsvinder ens tidsfornemmelse – og vi går næsten allerede i lufthavnen i sumpe-tilstand. Vi har ikke sovet ret meget i nat – måske nok pga. spændingen om at vi nu skulle hjem. Så vi var godt trætte allerede fra start.

Først ca. 4 timers flyvetur til Singapore – og i Singapore lufthavn havde vi 5 timer der skulle slås ihjel. (Det lykkedes fint med lidt power-shopning) Herfra 3 timers flyvetur til Bangkok – her havde vi kun 45 min. Vi kunne lige nå at få indtrykket med fra Thailand – og sige ”Sawade kaa” (hej på thai) til ekspedienten og afsted det gik igen. Fra Bangkok fløj vi i 10 timer det sidste stræk hjem til Københavns lufthavn.

21. Juli 2005

Næstsidste dag i Australien – Perth

Nu render sandet i timeglasset virkelig hurtigt – nu er vi nået til den allersidste dag i Australien. Det er mærkeligt at tænke på at vi nu har været her i næsten tre måneder – tiden er bare fløjet afsted men den er også blevet fyldt godt ud med rigtig mange gode oplevelser.

Men i dag skulle vi lige have det allersidste med – så først skulle ”gågaden” udforskes og de sidste indkøb skulle ordnes. Herefter gik det afsted til Perth Zoo – først en lille gåtur ned til havnefronten og herfra kunne man tage en lille færge til den anden side af floden.

Ja – når vi andre tager toget på arbejdet – så tager Aussierne færgen over floden.

Himlen er blå – og ingen skyer truer om regn. Så den sidste attraktion her i Australien blev Perth Zoo. Perth Zoo er på størrelse med Zoo i København, men den kunne selvfølgelig byde på et andet og større udvalg af dyr. Et område var lavet som et lille stykke af Australien der præsenterede alle de dyr og planter man kunne se i Australien. Det var lidt sjovt at vi nu kunne pege på de fleste dyr og planter og sige ”dem har vi også set”.

En lille kængurumor med en lille unge hoppede frit rundt og hilste på alle turisterne. Det var til stor glæde for Sarah at en sidste gang kunne få lov til at klø en kænguru bagved ørerne – og den var bare så sød.

Vi gik i Perth Zoo i ca. 4 timer – og slugte glubsk den sidste attraktion.

En ting Christian har savnet her på vores rejse er belgisk øl. Han blev derfor rimelig glad da vi fandt en belgisk restaurant og bar lige overfor vores hotel – her fik vi en sidste gang smagt kænguru og Christian fik smagt på et stort udvalg af Belgisk øl 

20. Juli 2005

Perth

Øv – gid vi havde et par ekstra dage på dette skønne sted. Tidligt i morges stod kænguruerne stod uden for vores hytte – klar til at få en lille godbid af Sarah.

Sarah kan næsten ikke sige farvel til kænguruerne – og drømmer om at en af dem lige kunne være i kufferten – eller hvad man måske kunne have en tam kænguru.

Men afsted skulle vi jo – og det blev en lang køredag i dag. Vi tog afsted fra Walpole i morges kl. 9:30 og ankom til Perth og KEA Camper kl. 15:30 i eftermiddag.

Vejen hertil Perth var lang og var kun afbrudt af en frokostpause på en tankstation. (frygtelig dårlig mad !). Vi har kørt bagved mange roadtrains og nåede da også lige at få endnu et stenslag i foruden. Godt at vi er forsikret.

7400 stod kilometertælleren på da vi afleverede den til KEA Camper.

Men vi ser nu efterhånden også frem til at komme hjem til lille Danmark – hvor man kan køre fra nord til syd på blot èn dag.

Hotellet vi nu bor på i Perth; Ibis Hotel er strategisk godt placeret midt i centrum og 5 min. gang fra et stort udvalg af forretninger og spisesteder. Så her til aften fandt vi en svensk restaurant der servede skandinavisk mad – mums.

Øv ! Hertil aften har himlen valgt at sende flere liter vand ned over byen. Så vi sprang imellem vandpytterne på vej tilbage til hotellet.

Bare det nu holder tørt i morgen. Sarah har ønsket at vi skal i Perth Zoo – men hvis det regner rigtig meget bliver det Perth Akvarium i stedet for – så nu må vi se.

19. Juli 2005

Valley off the Giants – Walpole

Idag er det “pakke – ordne – dag”.

Først ind til byen for at opdateret website og sendt div. e-mails. Helt vidunderligt at finde en effektiv internetforbindelse.

Imens Christian gik på nettet pakkede Sarah og jeg. Pyhhh…der er godt nok meget vi skal have med hjem.

Vi kom jo til at købe 12 flasker vin i Margaret River – og vi ville nu gerne have nogle af dem med hjem. Men alting vejer – så der blev ryddet ud med hård hånd. Vi må krydse fingre for at vi overholder regler mht. håndbagage og bagage til flyet.

Dette var den sidste aften i dette smukke område. Vi har derfor fundet en hytte; Wilderness Ressort der skulle var en luksushytte med spabad. Vi trængte lige til lidt ekstra luksus her den sidste nat i sydaustralien.

I eftermiddag ankom vi til den helt vanvittig hyggelig hytte – som er placeret midt i den smukkeste natur. Her er store vinduer så udsigten udover skoven kan nydes fra sofastolen – her er et stort spabad – her er pejs – og på egnen omkring hytten går der kænguruflokke – og en enkelt stor emu.

Dette er stedet for absolut råhygge og kan helt klart anbefales. Skulle vi nogensinde komme tilbage til Australien er det helt sikkert at dette er stedet vi vil vende tilbage til.

18. Juli 2005

Walpole

”Op med jer – vi skal ud og opleve” – Christian var super frisk og dagens oplevelser lå klar. Vi skulle se det vi manglede at se i Pemberton.

Så afsted det gik fra den hyggelige by Pemberton – og til Warren National Park, som ligger ca. 20 km. udenfor byen.

Vi havde fået anbefalet en rute ude i skoven hvor man kunne se skoven og der skulle også være en række steder hvor der var nogle ”walking tracks”.
Til turistinformationen havde vi gjort det klart at vi rejste i en autocamper – men vi nåede ikke langt før det blev off-road – næste afkørsel var helt bestemt en lille ensporet grusvej, og kort tid efter var der et skilt hvor den rent faktisk anbefalede at man IKKE kørte med autocamper og campingvogne på denne vej.

Men vi tog chancen – på turistinformationen havde de jo sagt at vi bare skulle køre forsigtigt, og 90 % af alle campere kom igennem. (Hmm….hvad med de sidste 10 % !!)

Den lille grusvej snoede sig igennem den flotte skov med karritræer – stejlt op og stejlt ned. Det overraskede os hvor lidt plads der var på vejen og hvor lang denne off-road tur egentlig var. Så vi krydsede fingre for at alt gik som det skulle.

Første stop i skoven var ved Bicentrel Tree. Et kæmpe karritræ hvor der var sat meget lange søm i hele vejen til toppen så man kunne klatre op til to platforme og helt til tops. (Ialt 60 meter) En mand var allerede på vej derop – men det så nu lidt faretruende ud – så den adventure-oplevelse springer vi lige over.

Baggrunden for at der er lavet platforme oppe i toppen af dette træ er at man brugte det til at få en god udsigt over hele området og holde øje med steppebrande.

Næste stop i skoven var en gåtur langs floden Warren River. I skoven var der mange svampe og ”snotklatter” – orangefarvede svampe. Christian gik helt amok med sit kamera – og afsted det gik med ”Naturpatruljen”.

Herefter var det vist tid til en frokost. Lidt uden for skoven lå et lille dambrug hvor man kunne fiske efter regnbueørred og Marron (flodkrebs). Når byttet var fanget kunne man gå op i restauranten og de tilberedte så frokosten for en.
Vi sprang alt det besværlige over og gik direkte til frokosten. Vi måtte jo smage den lokale fisk Marron og regnbueørred. Mums – røget regnbueørred smager pragtfuld – men deres Marron må de gerne beholde for dem selv. (Ligner lidt en hummer – men kødet er lidt mere sejt)

Næste stop på dagens tur var et stort vandfald – Cascades. Det var ret flot – og det var helt klart sæson for meget vand der strømmede den over de store sten.

Så var det for alvor tid til at sige farvel til området omkring Pemberton og vi kørte endnu længere imod vest til Valley off the Giants.

Området her er bevokset med tæt skov med Tingle træer. Disse træer er helt anderledes end karitræerne. Disse træer har en grå træstamme og er langt mere krogede. Man kan godt forstå at Tolkien har fået inspiration her til de store træer i Ringenes Herre.

Her er der bygget en hængebro oppe i trætoppene så udsigten og træerne kan nydes fra fugleperspektiv. Det højeste punkt på hængebroen var 40 meter oppe.

Baggrunden for at man bygget denne hængebro er at før i tiden kørte der mange biler ind imellem træerne – eller rettere ind i træerne. Flere af træerne er så store – og træstammen er splittet i to så der kan holde en bil inde i træet.
Men som alle andre træer har de brug for en god jordbund for at vokse som de skal – og for at turister og besøgende ikke helt skulle trampe jordbunden helt i stykker har man bygget denne hængebro.

Efter dagens oplevelser gik turen tilbage til Walpole – en lille by som vi blot havde kørt igennem for at komme til Valley off the Giants.

Valley off the Giants ligger foresten mellem Walpole og Denmark. Så på vejen så vi skiltet ”Welkomme to Denmark” – det var måske lige lidt for hurtigt at være hjemme. Byen Denmark har intet med Danmark at gøre – den er blot opkaldt efter en mand der kom her til området for 150 år siden. Men til gengæld ligger der en lille landsby som hedder Bornholm – og den har helt sikkert danske rødder. Den må vi desværre have til gode fordi vores timeglas er ved at løbe ud.

Vi overnattede på en campingplads i Walpole som lå helt ned til stranden – så vi nød endnu engang en smuk solnedgang med pelikaner i forgrunden.

17. Juli 2005

Pemberton

Oplevelserne lå klar i dag. Men først og fremmest skulle vi lige ”sluge” oplevelserne fra i går – og have god tid her til morgen – uden vækkeur.

Første stop var Pemberton turistinformation – her skulle vi lige have gode råd om dagens rute rundt i de store skove der ligger her omkring Pemberton.

Så afsted det gik ud af landevejen – og vist også lige lidt off-road (ups !) – ud af camperen og ud på en lille ”bushwalk” omkring en stor skovsø; Big Brook dam. Skovsøen bragte frisk klart vand til byen Pemberton og til et mindre fiskereservat i området.

Skoven er nu ikke en helt almindelig. Træerne er flere hundrede år gamle karritræer, der er 50-100 meter høje afhængig af alder. Træerne står tæt op af hinanden med et tæt skovdække af grønne planter.

Vi gik rundt i den smukke skov i 1 ½ time og nød skovsøen, fuglene, frøernes kvækken og alle skovens grønne nuancer – og jo ikke at forglemme de sorte svaner.

Lidt sjovt – jeg har lige læst en reklame for en rejse til Europa. Her stod der ”kom at se de helt specielle hvide svaner” – sikkert noget Aussierne gerne vil se.

Herfra kørte vi videre til Warren River Cedar – et vådområde hvor der var opsat en lille gangbro. I sæsonen ville man her kunne høre de mange forskellige frøer kvække – men nu er det ikke lige sæson for frøkoncert.

Næste stop var et stort Karri træ der var over 100 år gammelt – hurtig overstået.

Men nu var sulten efterhånden også begyndt at trænge sig på. Åhh..glemte jeg lige at fortælle at Pembertonområdet også er vindistrikt ? Vi fandt derfor en vingård der lå smukt placeret ned til en flod. På den anden side af floden kunne vi se Beedelup National Park med de høje Karitræer – og på den lille markskråning voksede der advokadotræer.

Det var et bare af de steder hvor alting gik i harmoni med hinanden.

Her sad vi på terrassen og nød en god frokost plus vin mens latterfugle og papegøjer sang og skrappede deres eftermiddagssang. Vi talte med tjeneren der fortalte sin livshistorie hvor kodeordet var ”nyd livet – og grib dagen – gør de ting som du ellers tror du ikke kan, og du vil opdage hvor stort livet er”.

Vi lyttede til vinbonden og hans liv omkring vinmarkerne.

Egentlig var det meningen at vi inden dagen var omme skulle nå endnu en lang række attraktioner. Men vi havde vist opholdt os lidt for længe på det skønne lille sted; Phillips Estate.

Men der var lige tid til at se vandfaldet i Beederlup National Park inden mørket faldt på.
Et smukt vandfald fra en rislende bæk der løb igennem skoven.

Arhhh…nu har vi kun 4 hele dage tilbage i Australien. Sarah har sat sine ønsker om hvad vi skal lave de sidste dage – og vi har fundet vores ønsker frem. (Hmm…hvis alles ønsker skulle opfyldes – så skulle vi vist lige have brugt lidt mere tid)

Men snart går turen tilbage til Perth – og så skal vi jo også snart aflevere camperen.

16. Juli 2005

Augusta – Hvaler

Jahooooo…..vi så hvaler i dag – en kæmpe oplevelse !

Tidligt i morges kørte vi afsted fra den lille naturcampingplads. Det blev en gratis overnatning, fordi der var heller ikke nogen på kontoret da vi kørte. Men noget må da være gratis i Australien 

Igen kørte vi igennem den store skov med træstammer der var sorte, lysebrune, mørkebrune, hvide og med broccoli-lignende trætoppe. Vi kørte forbi store områder med vinmarker. Landskabet er virkelig smukt – og helt anderledes.

Vi ankom med store forventninger til den lille havn i Augusta. Båden blev fyldt op – og afsted det gik ud af floden og ud mod havet. Alle blev bedt om at blive siddende til vi var ud af floden, da vi ville møde store bølger når vi ”ramte” havet. Det gav lidt skvulp og bølgegang – og vupti så var vi igen ude i det store hav. Men denne gang ved den sydvestligste spids af Australien hvor det indiske ocean møder sydhavet.

Der gik et stykke tid inden der skete noget. Men der i horisonten kunne vi se et vandpust fra en pukkelhval. Jo længere vi kom ud – jo flere pukkelhvaler så vi – og det ene euforiske lille skrig efter det andet kom fra alle tre stk. Nikolajsner.

Hver gang en pukkelhval kom op og viste sin ryg og halefinne piftede skipper og to hvalforskere der også var med på båden. Dette skulle gøre hvalerne nysgerrige og kigge op på os.

Efter to timers sejllads havde vi set ind til flere hvaler i horisonten – og lidt tættere på båden. Men pludselig kom tre hvaler MEGET tæt på båden – Christian og Sarah stod helt ude på spidsen af båden og kunne se hvordan hvalen dykkede ned under båden.

Disse tre hvaler fulgte båden et stykke tid – og kom så meget op af vandet så man kunne se deres hoveder. Det var bare for vildt !

En lille ekstra bonus fik vi også – sorte delfiner svømmede foran båden og sprang rundt ved siden af båden.

Så kig til den ene side – og vi kunne se pukkelhvaler eller kig til den anden side og vi kunne se delfiner.

Heldigvis havde vi taget søsygepiller – fordi bølgerne var ikke helt at spøge med, og enkelte på båden måtte også side krampagtigt bagi båden med hver sin ”deliver bag”.

På båden var der også to hvalforskere der i hele sæsonen rejste op og ned langs vestkysten for at følge hvalerne. Den ene af de hvaler vi så havde fået vinklet en reb el. lign. omkring sig, og havde fået et stort ar.

Alle på båden forsøgte at få et rigtig godt billede af hvalen – så hvalforskerne senere kunne bruge billederne til at identificere hvalen når de skulle ud for at løsrive rebet fra den.

Det lyder lidt vildt, at det kan lade sig gøre. Men de fortalte at de sejlede op med en båd på hver sin side af hvalen og herfra hoppede der dykkere i vandet. Flere af hvalerne var så venligsindet at de lod redningsfolkene gøre deres arbejde, og lå derfor stille når ”operationen” skulle udføres.

Efter 3 timers oplevelser var vi igen tilbage på den lille havn. Men nu med den bonusoplevelse at vi havde set hvaler – endelig.

Fra Augusta kørte vi videre til næste attraktion – Jewel Cave

Der findes underjordiske grotter på et 97 km. langt bælte fra Cape Naturaliste til Cape Leeuwin – den sydvestligste kyst – men vi havde fået anbefalet Jewel Cave.

Så ned i hullet gik det af de mange små trapper med en guide der undervejs fortalte om hvordan man havde fundet netop denne grotte for bare 50 år siden – og hvordan man havde lært meget om naturens sammenspil.

I drypstensgrotten er der mange ”istapper” fra loftet. Disse er skabt pga. regnvandet der har fundet sin vej ned igennem min. 15 meter jord – flere steder kunne man se denne dråbe på spidsen af ”istappen”. Når dråben faldt ned på grottens bund blev der skabt strotoliter, som var små ”istoppe”, men runde pga. vandet havde løbet ned af ”istoppen”.

Der var fantastiske strukturer i disse ”istoppe” – en enkelt lignede en bryllupskage, nogle lignede skovens træer og en enkelt lignede en hvid dame (spøgelset der går igennem væggen).

Turen ned til grottens bund tog ca. en halv time – og en halv time senere, godt forpustet, var vi oppe i den grønne skov igen.

Herfra gik turen videre til næste stop Pemberton.

Jeg behøver vel ikke at nævne – endnu engang – at naturen var helt fantastisk. Nu kørte vi igennem Warren National Park – og Karri eucalypthus træerne tårnede sig op, vi kørte forbi marker med mangotræer og på engene så vi store flokke af kænguruer, latterfugle, emuer og lorikitter/papegøjer.

Vi stoppede på vejen for at forsyne os med de lokale frugter; clementiner – mums.

Vi ankom (igen) sent til campingpladsen her i Pemberton – og man skal virkelig være opmærksom på camperens top når man skal køre ind under træerne for at parkere den. Men ”Hr. Campervanguy” klarede det perfekt selvom det var bulder mørkt.

15. Juli 2005

Margaret River

De næste dage ligger klar – nu skal vi lige have de sidste oplevelser med hjem. Turen gik tidligt afsted i morges – sydpå.

Nu kører vi virkelig i et helt andet landskab.

Her er bakker, dale, meget grønt og rigtig mange træer. Træer der er høje, nogle med krogede grene og nogle med hvide stammer og store områder med vinmarker.
Et landskab der er helt anderledes end det vi har kørt i indtil videre.

Her er dale imellem de høje træer, hvor der græsser sorte køer, brogede køer, får (mange !) og heste. Blandt de græssende dyr går der store flokke af kænguruer, og hjorte.

Vingårdene som vi kører forbi er lidt ”Dallas-agtige” – med flotte indgangspartier – og husene er meget flotte.

Første stop på dagen var byen Margaret River. En by – og et område der er meget kendt for sine vine. Byen er en lang gade på ca. 500 meter med div. forretninger, barer og cafeer med en stemning der oser af hygge.

Først og fremmest skulle køleskabet – efterhånden for sidste gang – fyldes op. Herefter var det tid til endnu et besøg på et turistkontor. Her blev vi klædt godt på med information om hvaler, vingårde, chokolade, ost og kunst.

Området omkring Margaret River er meget smukt og er fyldt med vinmarker. Flere steder er det muligt at købe vin direkte fra vinbonden – og udstyret med et effektivt kort gik ekspeditionen på opdagelse blandt alle de lokale tilbud om vin, ost, chocolade, kunst, smykkedesign og oliven. (Mums – rødvinen er bare for god – og vi har nu seriøse overvejelser om hvordan vi skal få den gode rødvin med hjem)

Det blev sent inden vi havde kigget og smagt på det hele. Naturen er bare et kapitel for sig – og kan være lidt svær at beskrive – men se billederne på websitet. Fuglelivet er helt vildt og vi har set nye papegøjearter som er rigtig flotte i farverne.

På et tidspunkt måtte vi stoppe op fordi der ude på marken tæt ved vejkanten stod en flok store røde kænguruer.

Her var der også vilde store hvide liljer. Dem der i Danmark koster en bondegård – men her kunne man gå ud på marken og plukke de smukkeste liljer. (Øv – at de ikke også kan være i kufferten)

Mørket var efterhånden begyndt at falde på – og vi havde 85 km. til dagens mål; Augusta. Men det er bare ikke særlig smart at køre rundt i Australien efter mørkets frembrud – og slet ikke igennem en mørk skov. De store kænguruer kan springe ud på vejen når som helst – og skabe en ulykke. Flere steder nåede de stakkels dyr også lige nøjagtigt at komme over vejen inden vi ramte dem.

Efter et par kilometer beregnede vi at vi slet ikke kun nå frem til Augusta – og det var efterhånden blevet rigtig mørkt, så nærmeste campingplads blev fundet.

Eller rettere den var nu ikke så nem at finde fordi den bare er en lille naturcampingplads helt nede ved stranden – men vi fandt den. Desværre var kontoret lukket – så der var lige ved at blive skabt paniksituation i camperen. Men en anden camper kom kørende, placerede sig pænt på en plads – stak stikket i – uden at have checket ind. Så det kopierede vi lige.

Lige nu ligger vi så på denne meget stille naturcampingplads, Jeg tror faktisk at vi er de eneste her – altså udover den anden camper. Men her er fred og ro – perfekt til formålet. Nemlig at få en god nattesøvn – inden vi i morgen (forhåbentlig) ser pukkelhvaler.

14. Juli 2005

Fremantle

Ahh…efter en lang køredag er det slappedag. Så i dag kunne vi tage den med ro her til morgen. Vi har bestilt to overnatninger her i Fremantle – så i dag skulle vi ikke være ude af campingpladsen inden kl. 10….skønt.

I går aftes ringede Christian til en skipper i Augusta – den sydvestligste by i Australien – for at høre om mulighederne for at se pukkelhvaler. Det ville nu være rigtig godt hvis vi også lige fik den oplevelse med hjem i rygsækken.

Skipper fortalte at der var stor mulighed for at se pukkelhvaler og da han havde været ude i går havde han set 40 pukkelhvaler. Ja, ja – men vi skal se det før vi tror på det. Der er så mange der efterhånden har fortalt os – at ja, ja. Der er ”store” muligheder for at se hvaler – så vi er vist lidt skeptiske.

Vi har nu bestilt en sejltur på lørdag med afgang fra Augusta – en by der ligger ca. 300 km. herfra Fremantle – så vi krydser fingre for at se bare en enkelt lille hval.

Men i dag stod den på gåtur ind til Fremantle centrum – og vandre lidt omkring. Byen er rimelig stor med en kæmpe lystyatch-bådhavn. Vi fik forvildet os ind i en privat havn/bådklub – hvor vi så skibe i millionklassen.

Fremantle er en meget hyggelig by med gode muligheder for at kigge på gamle bygninger, gå på cafe (der er en hel gade fyldt med cafeer; Cappucino road) og shoppingmuligeder.
Helt vidunderlig by at dase rundt i og bare suge alle indtrykkene til sig.

13. Juli 2005

Pinnacles – Fremantle

Nej – vejret er ikke blevet bedre – og skipper sejler ikke ud i dag. Så søløverne må vi have til gode. Det er ikke lige årstiden for at se dem – og nok også en lidt kold fornøjelse.

Men næste oplevelse er ikke bestemt af årstiderne – en attraktion der kan nydes året rundt. Nemlig Pinnacles – som var dagens første stop.

Vi var lidt heldige med vejret. Ingen regn gudskelov.

Mærkeligt at se små limstensklipper (0,5 – 3 meter høje) stikke op af sandet, spredt ud over et areal på ca. 9 km2. Men smukt var det.

Fra Pinacles gik turen videre til Fremantle – og faktisk næsten det endelige mål; Perth. Nu begynder vi virkelig at nærme os afslutningen på vores drømmerejse. Tiden er bare gået så hurtigt – men det skal nu også blive godt at komme hjem til familie, venner, Sargo, 150 m2, eget toilet, egen seng og haven.

Men vi har en uge endnu inden vi skal afsted fra Perth. Så vi har nu planlagt at være her i Fremantle et par dage, og herfra køre lidt sydfor Perth for at se grotter, kæmpetræer, vinmarker og (forhåbentlig) pukkelhvaler.

På vejen hertil Fremantle kørte vi igennem Swan Valley – som ligger lidt nord for Perth. Et meget smukt område med mange store folde med heste, får og køer – landejendomme der er kæmpestore, vinmarker og citrusmarker.

Efter Swan Valley ramte vi virkelig civilisationen – nu var det tresporet motorvej, og noget med at holde tungen lige i munden hvis den rigtige vej skulle findes.

I alle beskrivelser af Australien kan man læse om hvornår det er vinter og sommer. Grænsen for om det er vinter eller sommer skærer lige 50 km. nord for Perth – og ja, det holdt faktisk stik. Her begyndte det at regne rigtig meget – og det regnede så resten af aften. Men selvom det regner er det ikke koldt – så hvis bare solen kunne bryde igennem skyerne så er her meget lunt.

Men vi kan vist ikke klage over vejret. Vi har været super heldige med vejret hele vejen ned af vestkysten. Vi havde forventet regn fra Exmouth og hele vejen til Perth – men vi har næsten kørt med skyfri himmel og sol hele vejen. Første rigtige regn fik vi først i Jurien Bay (300 km. nord for Perth) – så der er vist ikke noget at klage over.

12. Juli 2005

Jurien Bay

Tidlig morgen var der afgang fra den hyggelige by Kalbarri med snuden vent imod syd.

Naturen lignede nu mere og mere Europa og vi nærmede os langsomt civilisationen – men nu kører vi jo også på sidste vers så det er måske meget godt.

Nu var der masser af marker, huse, gårde – og rigtig mange store folde med får. Vi så rigtig mange vilde blomster og på et tidspunkt var der endda solsikker langs vejkanten.

Vi kørte langs kysten og holdt jævnligt øje med havet. Tænk hvis man nu så en hval.
Men den oplevelse må vi vist have til gode.

Dagens første stop var byen Geraldton – som er en lidt (meget) større by (23000 indbyggere) Her kunne man vist få alt hvad man havde behov for bl.a. også Coles – så her blev der købt ind til de næste par dage, og et besøg på turistinformation for at hente information om næste stop; Jurien Bay.

Men der var fortsat 250 km endnu så vi måtte ud af byen og på vejen igen.

Målet med Jurien Bay var at se søløver. Man kunne endda snorkle med søløver og det skulle være en helt speciel oplevelse fordi de kopierede alle ens bevægelser i vandet.

Men nu var der bare det ”lille” problem, at da vi ankom til Jurien Bay begyndte det at regne og bølgerne slog ind på kysten. Vejrudsigten lovede regn de kommende dage – så det så ikke for lovende ud.

Vi vil forsøge at kontakte en skipper i morgen for at høre om han sejler ud.

11. Juli 2005

Kalbarri

Endelig var vi kommet til en by med rigtig internet og en smule shoppingmuligheder. Så tidligt i morges var Christian på farten og afsted til internetcafeen for at få opdateret websitet og sendt div. e-mails.

Sarah og jeg udforskede den lille by og gik på turistinformationen.

Vi har længe haft et ønske om at se hvaler. Efter div. beskrivelser skulle pukkelhvalerne være på vej sydfra op langs vestkysten. Da vi var i Exmouth – som ellers skulle være det bedste sted at spotte disse var vi lige lidt for tidligt på den. (ca. 14 dage)
Så måske havde vi en mulighed her i Kalbarri.

På turistinformationen fik vi oplyst – at ja, der var hvaler derude. Men hvis man ville ud og se dem så skulle man booke sig på en dybthavsfisketur. (hel dag) Prisen …..ja, 1500,- kr. !! Hvis 2 voksne kunne dele en fiskeline. Det var måske lige i overkanten af hvad vi ville betale for at se hvaler.

Men de fortalte samtidig at de rent faktisk havde en southern whale + unge der kom ind i bugten hver dag. Så hvis vi satte os op på klippen hvorfra man kunne skue ud over hele bugten + havet så var vi måske heldige at se hende. Hun havde været inde i bugten hver dag i den sidste uge.

Så afsted det gik til klippen – og vi satte os godt til rette med kiks og guf – klar til at skulle se hvalen. Selvom vi var meget tålmodige – og holdt godt øje med havet og bugten så vi desværre ingen hval. Hun havde åbenbart – lige præcist i dag valgt ikke at svømme ind i bugten. ØV !

Lidt udenfor byen lå en stor fuglepark – eller rettere en papegøjepark; Rainbow Junglepark. Det blev næste oplevelse til rygsækken. Et lille spot med masser af papegøjer, parakitter og mindre fugle der var til stor inspiration til Sarah. Nu ved hun vist godt hvad hun ønsker sig i fødselsdagsgave…

Det var meget flot bygget op imellem regnskovsagtige planter med et stort voliere hvori man kunne gå indeni. (Lidt ligesom sommerfugle parken i Zoo i København)

Vi kørte herfra og en tur ned i havnen og forhørte os om mulighederne for at se hvaler. Ja – hvis I er hurtige så kan I nå at komme med på et sunset-cruise. Det tager ca. 2 timer og her vil der være mulighed for at se pukkelhvaler og delfiner.

Afsted det gik med lynets hast ned til båden. Måske var vi heldige nu. Skipperen startede da også ud med at på denne tur kunne man se hvaler og delfiner – og de sidste par gange han havde været ude var der blevet spottet hvaler. Ja – goddaw – man kan også se giraffer i Danmark !! – vi så ingen hvaler, men en masse bjergkløfter fra havsiden, professionelle surfere der udfordrede de store bølger som slog ind mod land og selvfølgelig en flot solnedgang.

Men mættet af dages oplevelser var vi igen retur på den hyggelige campingplads.

10. Juli 2005

Kalbarri Nationalpark

Nu var det tid til at sige farvel til det skønne sted; Monkey Mia – her var meget smukt, og vi var også heldige med vejret – havde sol fra en skyfri himmel alle dage. Et sted hvor man nemt kunne have brugt en uge. Men flere oplevelser ligger forude så afsted det går ud af landevejen igen.

Endnu engang kørte vi forbi den blå lagune – og forbi landskaber med forvoksede lyngbuske – der bugtede sig i horisonten.

Lidt længere inde i l Shark bay bugten var der et foskningsprojekt igang – Christian havde læst et eller andet sted, at de her skulle have de fleste små/store fisk (læs hajer) fra Vestaustralien i store udendørs bassiner. Vi kørte derfor ud på en lille afstikker fra hovedvejen og ud på en mindre grusvej.

Stedet så godt nok lidt lukket ud – og ja, fuldstændig rigtigt. Eller rettere det var ikke lukket man kunne godt komme ind og se de store tanke hvor der var fisk i – men vandet var så grumset så man kunne intet se.

De sidste to nætter har det været meget koldt – og faktisk de koldeste nætter i Vestaustralien indenfor de sidste 70 år ! (typisk lige når vi er her ) Vandet i tankene var derfor blevet meget koldt. Normalt når dette sker i den fri natur – så vil fiskene søge imod varmere vande. Flere af deres fisk var derfor døden nær – og de havde måtte fylde varmt havvand i tankene. Det varme havvand gjorde tankene grumset de første par dage – og derfor kunne man intet se. Men der skulle bl.a. være en tigerhaj på 2-3 meter i en af tankene. Vi så kun rygfinen af den!

De var i gang med at bygge et meget stort akvarium. Så til jer der overvejer at tage hertil om nogle år – så vil det helt sikkert blive rigtig flot at se på.

Næste stop på vejen var Shell Beach som er en flere km. lang strand hvor der ligger et tykt lag af små muslingeskaller (5 – 8 meter) – og ikke et eneste sandkorn. Ret specielt.

Blot et par hundrede km. længere fremme ændrede landskabet sig endnu engang. Christian stoppede næsten for hver 100 meter for at tage billeder af de vilde blomster. Jeg havde lige sagt til Christian, at jeg efterhånden savnede de grønne marker hjemme i Danmark – og kort tid herefter skiftede landskabet karakter.

Nu var der grønne marker – og store kæmpe folde med får. Der stod fyrretræer langs vejkanten og med lidt god vilje kunne man godt forstille sig at man kørte i Danmark.

Det er lidt mærkeligt at tænke sig til at vi kørt steder hvor alting har været tørt – og steppe så langt øjet rækker – og nu kører vi i et landskab der er grønt og frodigt med marker hvor frugtavleren og landmanden dyrker sine afgrøder.
Men man glemmer også hurtigt hvor stort et land Australien er – sammenligner man det med Europa, jamen så ændrer naturen sig jo også en del fra Danmark til Italien.

Målet med næste stop var Kalbarri National Park. Vi har set flere billeder af det – men vores forventninger var egentlig ikke så store. Når man skuede ud i horisonten kunne vi ikke rigtig se nogle bjerge – så vi tænkte at bjergkløfterne heller ikke ville være så spektakulære.

Vi overvejede det derfor også lige en ekstra gang – da vi fandt ud af at det rent faktisk kostede 100,- kr. for bare at køre ind i Nationalparken. Men hvad – nu var vi her, og man ved jo aldrig om man kommer tilbage.

Vi betalte derfor pænt de 100 kr. ved et ”honesty point” – og kørte op til to udsigtspunkter, som var dagens mål. Hawk Head lookout og Ross Graham lookout – men okay, når man har set Kimberly`s bjerge, og været i Karijini National Park er dette jo næsten myrer i forhold til. Men der var to kløfter nede midt i den ellers flade horisont – og en flod som bugtede sig igennem. Vi så kænguruer, geder og emuer – så lidt fik vi da for pengene.

I Kalbarri National Park er der yderligere to spot`s man kan køre til med almindelig bil – men nu var mørket ved at falde på – så det må blive en anden gang.

Vi ankom derfor sent til byen Kalbarri – som så vanvittig hyggelig ud. Byen ligger ved flodmunden af Muchison floden i en lille fin bugt. Hvis man skulle ud af denne bugt skulle man forbi revet som gik tæt langs kysten. Man kunne derfor se bølgerne bruse op af revet fra flere sider og inde i bugten var vandet fuldstændig vindstille.

Campingplads var strategisk godt placeret midt i byen og ned til stranden.

Så første mål var at udforske den smukke bugt, se strandpromenaden og nyde solnedgangen.

9. Juli 2005

Monkey Mia – sejltur

Endnu en dag med oplevelse lå klar. I dag havde vi bestilt en sejltur på en catemaranbåd med det formål at se delfiner og evt. skildpadder.

Klokken 10:30 var der afgang fra den lille bådebro. Sejlene blev sat og vinden tog fat for at bringe os ud på det spejlblanke hav. Det var noget helt andet end da vi var ude og snorkle med mantaer – her var det ikke nødvendigt med søsygepiller.

Vi var ikke kommet ret langt før delfinerne sprang omkring båden – og cruisede sammen med os.

Vi sejlede ud til et sted hvor der fløj mange skarv-agtige fugle rundt. De holdte til her i håb om at få glæde af delfinernes jagtegenskaber – og snubbe en fisk når delfinerne havde fået skræmt fiskestimen sammen.

Vi så delfiner der sprang med hele kroppen op i luften og legede rundt med hinanden. Vi kiggede efter skildpadder der skulle komme op til vandoverfladen – men så desværre ikke nogen. Men delfinerne gjorde det også til en to timers super oplevelse.

Tilbage inde ved bådebroen igen var der en delfin som svømmede lige under broen – og gik ind på knæhøjt vand. Her fik vi virkelig mulighed for at se den på tæt hold – alt imens en anden delfin sprang ude i vandet og slog med halen.

Super oplevelse !

Næste oplevelse var en lille tur ind til Denham – Australiens vestligste by. Målet var en internetcafe – som vi efterhånden har desperat brug for pga. vi skal sende Sarahs fødselsdagsinvitation.

Ja – der var en internetcafe – men den havde lukket pga. det jo er weekend. (Hmf !)

Denham er ikke ret stor – og var hurtig overset. Så afsted det gik tilbage til Monkey Mia igen. Vi havde lovet Sarah at hun skulle i poolen – uanset hvad.

Fjeragtige skyer havde dækket himlen – og når solen gemte sig blev det lidt halvkøligt. Men uanset hvad – så havde vi lovet. På med badetøjet og afsted det gik til poolen – som var en stor pool (KOLD !) og en meget lille (opvarmet og dejlig varm). Sarah opholdte sig selvfølgelig i sidstnævnte – men i poolen, det kom hun.

Dagen sluttede vi af på resortets internetopkopling – som var fuldstændig urimelig langsom, og der var ikke adgang til USB pen eller noget andet smart – men Sarahs invitation blev da sendt.

Pyhh..det er langsomt ved at gå op for os at vi snart når enden på vores drømmerejse – om ca. 1000 km. er vi i Perth – og holder tidsplanen kører vi nok 500-700 km. syd for Perth til Margaret River – så et par nætter i Perth og hjem til Danmark. Så lige nu forsøger vi at malke hvert et sekund ud af dagen.

8. Juli 2005

Monkey Mia – Delfiner

Klokken 6:45 ringede vækkeuret i morges – djævelsk ting at have med på ferie. Men vi skulle op for at være de første til at stå nede ved stranden når delfinerne kom ind til strandkanten.

Projektet med at fodre delfinerne er blevet sat op – og styres meget stramt af Monkey Mia naturpark. Delfinerne startede oprindeligt med at komme ind til strandkanten for at blive fodret af fiskerne. I dag er der ca. 25 delfiner der på skift kommer ind for at blive fodret.
De bliver fodret – når de har lyst – i tiden mellem kl. 7:30 – 13:00.

Vi havde hørt at det godt kunne være lidt opstavlet. Men det rigtig gode er at delfinerne selv bestemmer om de vil komme ind – og de bliver på ingen måde tvunget til noget.

På klokkeslettet 7:30 kom de første delfiner ind. Disse store dyr lå i vandoverfladen, drejede hovedet og kiggede på os med deres smukke mørke øjne. De slog med halen og svømmede tæt op af rangerens ben – lidt ligesom en kat der smyger sig om benet.

Enkelte bliver udvalgt til at komme ned i vandet og give delfinen en fisk. Desværre blev ingen af os valgt ud – men pyt, det var en stor oplevelse at se disse store dyr cruise rundt i det klare vand.

På stranden gik der store pelikaner rundt – sikkert i håb om at få en lille fisk. En fugl man foresten ikke skal gå for tæt på. Jeg forsøgte at stille mig ved siden af den – Kodakmoment – men den drejede lige det store næb for at snappe ud efter en. Okay – det er jo også vilde dyr 
Derefter var det tid til at rykke camperen, tøjvask og strandtur.

Vi har fået endnu en nat her på Monkey Mia – vi skal bare rykke plads igen i morgen. Det er jo helt vidunderligt når nu solen har valgt at skinne fra en skyfri himmel.

Sidst på eftermiddagen havde ”guide” Christian planlagt en gåtur rundt i naturparken hvor vi så, en grotte hvori aboriginals for mange år siden havde søgt ly for vejr og vind, kontrasten fra den røde jord og til det hvide sand og et fuldstændig stille hav med solens mørkerøde skygge i horisonten. (Sidstnævnte kan slet ikke beskrives med ord – kun at det var fantastisk smukt – se billede af Sarah på websitet)

7. Juli 2005

Monkey Mia

Endnu en kold nat – men nu havde vi fundet pyjamasen frem, så det var nu ikke så slemt. Det er lidt køligt om natten og om morgen – men det bliver varmt i løbet af dagen.

Vores første stop i dag var 80 km. tilbage af den vej vi kom fra. Vi skulle lige se nogle blowholes ude ved kysten inden vi forlod denne del af Australien.

Blowholes er huller der er i klippekysten – og når bølgerne slår ind under klippen sprøjter der en vandsøjle op af hullet. Denne vandsøjle kan blive rigtig høj – og på vejen hertil var der et skilt ”Kingwaves kill” – og fremme ved kysten en gravsten der var placeret til minde om en mand der har måtte lade livet til en King Wave.

Så det smukke syn blev nydt på behørig afstand.

Herfra gik turen videre imod Shark Bay og Monkey Mia. Men inden vi nåede målet stoppede vi ved endnu en attraktion; stromatoliter.

Christian forklarer lige; verdens ældste levende livsform. Stromatoliter er grundlaget til alt liv. Dengang helt fra starten – før pattedyr osv. var der kun stromatoliter (1900 millioner år siden). Disse ligner stenformationer – eller koraler i vandoverfladen.

Kysten her; Hamelin pool var meget smuk. Vandet var turkisblåt – helt glasklart – og stranden var fyldt med muslingeskaller.

Muslingeskallerne er også helt specielle for dette område. De danner et tykt lag på stranden – når det regner afgiver muslingeskallerne kalk, og de klister sig sammen som cement så man kan skære ”cementblokke” ud. I gamle dage brugte man disse ”cementblokke” til at bygge huse. Nede på stranden kan der ses en ruin af sådan et hus – og i den nærliggende by Denham står der stadig huse der bruges i dag.

Næste stop var Monkey Mia, som er et ressort med plads til campister, backpackeres og dem som gerne vil have en hytte nede ved stranden. Her kommer delfinerne ind om morgen for at blive fodret. Området omkring resortet er en naturpark og de sidste 25 km. fra den nærmeste by Denham er dækket af mørkegrønne lyng-agtige buske og planter der står i kontrast til den røde jord så langt øjet rækker. På denne strækning kørte vi også forbi en lille lagune der lå turkistblåt imellem grønne og røde farver.

Vi ankom sen eftermiddag og krydsede fingre for at de havde plads. Plan B var næsten en umulighed; så skulle vi hurtig retur til Denham inden det blev mørkt og finde en anden campingplads.

Christian satte farten op og overhalede 4 campingvogne på vejen i håb om at vi skulle komme først – og Hr. ”we break for nobody” nåede heldigvis frem i tide. De havde en plads uden el til os i nat – og næste nat kunne blive med el.

Stedet så perfekt ud til lidt naturoplevelser, så vi havde egentlig håbet på tre nætter. Men vi må høre igen i morgen tidlig – måske kan de give os endnu en nat.

Dagen sluttede vi af med en gåtur langs stranden og vi nød endnu en smuk solnedgang.

6. Juli 2005

Carnarvon

Brrrr…..det var sørme koldt i nat. De øvrige Aussie-campister går også rundt hertil morgen og klager sig over den kolde nat.

De øvrige campister var også hurtige til at pakke sammen i morges og hurtig var de afsted. De er sikkert alle sammen syd-Aussier der er på vej til det varme vejr oppe nordpå.
Vi tager så lige den anden vej.

Næste stop er Carnavon – en lidt større by der er kendt for sine mange frugtplantager bl.a. bananplantager.

Lært af erfaring kørte vi til første og bedste campingplads for at være helt sikre på at der var en plads til os. Jubii…de havde en plads med el. (Da vi kom retur efter en shoppingtur i byen havde de sat et skilt op ”begrænset pladser med el”….pyhh. godt vi fik sikret os en plads)

Dagen i dag har været dømt til off-dag. Vi trængte alle til en dag, hvor vi skulle lave absolut ingenting. Så bøgerne blev fundet frem – og man fandt en plads i solen.

5. Juli 2005

Coral Bay – roadhouse

Pakke sammen og afsted det gik til posthuset. Vi krydsede alle fingre for at sandalerne var ankommet til posthuset fra leverandøren. Men nej, de havde ikke modtaget en pakke til Hr. Nikolajsen.

Men nu kunne vi ikke blive i Exmouth længere – så nu må vi bare hente dem når vi kommer til Perth.

Næste stop på vores rute var Coral Bay. En lille turistby – havde vi hørt, men den skulle være rigtig hyggelig. Vejen dertil var meget smuk

Havet stod næsten vindstille – så måske kunne vi herfra tage ud og se skildpadder.

Byen – eller rettere gaden er lille – og her er ikke andet end to campingpladser, 2 hoteller, et backpackersted, et par cafeèr og supermarkeder – men rigtig hyggelig så det ud. Her kunne vi nu godt bruge et par dage.

Men vi skulle blive meget klogere. Som tidligere nævnt er skoleferien for alvor nu startet – så ALT var udsolgt. Der var hverken pladser med eller uden strøm.

Fast besluttet på at vi ville se stranden på Coral Bay hoppede vi i badetøjet og greb fat i snorkleudstyret. Vi havde læst at man kunne gå lige fra stranden og ud til koralrevet herfra.

Selvom solen skinnede fra en skyfri himmel var vandet absolut ”freezzing”. Sarah og Christian blev de eneste der hoppede i vandet. De påstod så, at det faktisk var varmere i vandet end i luften.

Egentlig har det været en lidt underlig dag – hvor vi har ombestemt os flere gange. Først havde vi fået et fif om at vi kunne overnatte på en grusvej lidt udenfor byen, dernæst overvejede vi at køre hele vejen til næste stop; Carnavon. Men det hele endte med at vi overnattede på et roadhouse på halvvejen til Carnavon.

Turen fra Coral Bay hertil roadhouset var meget smuk. Planter, buske og de få træer der er har nu alle grønne nuancer, og for første gang har vi set vilde blomster langs vejen. Det er meget smukt at se disse gule, hvide og lilla blomster danne et tæppe, der nogle steder ligner små søer.

I dag kørte vi også over Stenbukkens vendekreds. Så nu er vi for alvor på vej sydpå – og på vej mod det dårlige vejr.

4. Juli 2005

Fisk og rejer.

Afsted det gik i morges – superfriske var vi alle tre.

Nu skulle vi bare lige hente Christians sandaler, og så var det afsted til Coral Bay. (Næste stop sydpå ca. 155 km. herfra)

Men på posthuset havde de endnu ikke modtaget sandalerne. Der ville være en chance for at de kom i morgen pga. der fik de to sække post.

HM ! nu var gode råd dyre. Det var jo langt fra sikkert, at vi i det hele taget kunne få en plads på campingpladserne her i byen – fordi nu var skoleferien for alvor startet. Byen vrimlede med mennesker.

Forhåbningsfulde kørte vi hen til den campingplads hvor vi først havde været – og krydsede fingre. Ja – de havde èn plads – men kun for en overnatning.

Nu skulle vi så bare have dagen til at gå – gerne med noget fornuftigt, fordi nu var vi jo allerede indstillet på at skulle have de næste oplevelser.

Vores tidligere venner fra Tom Price; hollænderne havde anbefalet en fiskefabrik der lå 25 km. udenfor byen. Her kunne man købe jordens bedste friskfangede kæmperejer.
Det kan vi kun bekræfte.

Vi fik et godt råd af ekspedienten ”kør op i bjergene – nyd udsigten og jeres rejer”. Vejen derop var godt nok 14 km off-road – men vi krydsede fingre for at dæk og forrude klarede det. Det var lidt af en udfordring, men det var helt klart besværet værd at køre til Shothole Gorge. Rejerne blev nydt på en picnicplads omkranset af flotte bjerge.

Herfra kørte vi videre til havnen – egentlig bare for at se hvordan den så ud og kigge på skibe ,og specielt de store rejekuttere. Men resten af dagen blev brugt på at fange fisk fra havnefronten.

Christian mistede sine kroge to gange – og måtte gå ud i vandet for at rede det. Men fangede til gengæld en fisk og Sarah fangede en fisk. Desværre måtte vi smide begge to ud i vandet igen – den ene var for lille og den anden var en koralrevsfisk.

Og tænk sig mens vi stod og fiskede, så vi flere delfiner som sprang op af vandet.
Vildt!!
Nu er vi igen tilbage – til udgangspunkt – på den samme campingplads vi startede på i Exmouth. I morgen er Christians sandaler forhåbentlig på posthuset – så vi kan komme videre til Coral Bay.

3. Juli 2005

Exmouth “Emu”

Pyhh.. vi var godt nok trætte efter dagen i går.

Christian gik tidligt i morges op til receptionen for at forlænge vores ophold med en overnatning.

Men ! nu er skoleferien startet – så alt var udsolgt. Der var ingen pladser tilbage – så vi måtte pænt pakke sammen og finde et andet sted.

Vi er nødsaget til at blive i Exmouth til i morgen pga. Christians sandaler skulle ankomme til posthuset i morgen.

Men vi havde tidligere set en god campingplads helt oppe på nordspidsen – 35 km. herfra byen. Den lå dejlig tæt på stranden, hvorfra solnedgangen kunne nydes.

Vejen til campingpladsen gik igennem et grønt steppeagtigt landskab. Langs vejen var der en bred kant med det røde grus og sten. ”BLONK !” – og vi fik et ret stort stenslag i forruden.

Som Christian sagde ”Nu må vi altså snart have noget til gode – først er vi nødsaget til at flytte campingplads, og dernæst får vi et stort stenslag”. Netop som han havde sagt det råbte han ”EMU !!!” – der inde på den grønne steppe, og ikke langt fra vejen stod en stor emu. Vi kørte ikke langt før vi igen hørte Christian råbe ”EMU !”.

Vi har flere gange set advarselsskilte med emu`er – men dette var vores første møde med en vaskeægte vild emu.

Campingpladsen var ideel – og det var der åbenbart også andre der mente. De havde lige præcis en plads tilbage – og de kunne kun give os en overnatning. Fint nok – vi skal bare slappe af.

Solnedgangen blev nydt fra sandbankerne, og Sarah fandt de flotteste muslingeskaller. Der blev lagt planer om hvordan muslingeskallerne kunne blive til pæne smykker når vi kom hjem til DK.

Men herefter var det også godnat – vi trængte vist alle tre til en god nattesøvn.

2. Juli 2005

Manta rays…

Forsigtigt kiggede vi ud af vinduet tidligt i morges. Pyha…godt nok var det solskin, men det blæste rimelig meget. Måske havde de aflyst turen pga. den kraftige blæst ?
Man havde da lov til at håbe – fordi det ville nok blive lidt hårdt at sejle i den vind.

Klokken 11 stod vi klar udenfor campingpladsen – klar til næste oplevelser med et stk. søsygepille i maven.

Første stop var Dive Shoppen hvor alt udstyr skulle hentes. Her skulle vi også lige underskrive en blanket – alle tre – at vi var certificerede dykkere eller erfarne snorklere ! Hmf ! der fik Fr. Nikolajsen lige et prop, hvordan ville de have at vi kunne underskrive det for Sarah der var 10 år ? Det kunne de godt have oplyst, da vi bestilte turen. På det tidspunkt havde de blot sagt at det var intet problem, og der ville være en divemaster i vandet med os hele tiden. Men vi kunne da vælge at aflyse turen, men så ville de beholde 25 % af det indbetalte beløb.
Men at tage Sarah med derud var på eget ansvar, og det ville sikkert blive lidt hårdt i dag pga. bølgerne. Vi kunne selvfølgelig også vælge at blive oppe i båden.

Nå – vred var hun Fr. Nikolajsen. Men nu var vi kommet så langt, og vi kunne jo også bare blive oppe i båden. Måske var der en chance for at vi kom til at se pukkelhvaler fra båden.

Afsted det gik til stranden hvorfra båden skulle sejle. Det så godt nok lidt vildt ud med de bølger. Kunne man måske springe fra nu ?

Nej ! en lille båd blev lastet med alt udstyr. Udstyr + 5 dykkere + tre snorklere og to divemasters sejlede ud fra strandkanten og ud til en lidt større dykkerbåd.

Kort efter at vi var kommet ombord fik alle besked på at tage våddragter m.v. på fordi vi nærmede os nogle mantra rays (djævlerokker) Vi fik en klar introduktion i hvordan vi skulle springe ud fra båden, og ud i de tre meter høje bølger.

Fr. Nikolajsen kom lidt i syv sind – og sagde til divemasteren, at Christian og Sarah ville gå i vandet alene, og jeg ville blive heroppe på båden fordi jeg var lidt bange for det. Så startede hun lige en tale (som hun sikkert har fortalt rigtig mange gange) om at jeg ikke kunne drukne med våddragt på – og en anden dykker kiggede mig dybt i øjnene og sagde ”you defently dont want to miss the manta rays – it is absolutly beutifull”.

Arhhh…okay, jeg tog mig sammen og tænkte igen ”hvad man ikke dør af bliver man stærk af !”

Der sad vi så alle sammen i bunden af båden med alt udstyr parate til at springe i havet.

”Go, go, go – now” og afsted det gik plup, plup den ene efter den anden hoppede i – incl. Fr. Nikolajsen.

Da jeg ramte vandet skulle jeg lige have styr på min vejrtrækning der nærmest hypperventilerede – men divemasteren holdte mig i hånden og pegede ret hurtigt frem for mig.

Der var de – kæmpe store, nærmest flyvende manta rays (djævlerokker på 3 meter). Der lå vi alle tre med næsen ned mod havbunden og betragtede disse kæmpe dyr der kredsede omkring os.

Manta rays er meget intelligente dyr – og har en stor hjerne. De er meget nysgerrige – så når man har set bagdelen af en, vil den helt sikkert kort tid efter komme retur og kredse om en for at undersøge, hvad det er for en underlig to-benet der flyder rundt oppe i vandoverfladen.

Det var en kæmpe oplevelse at se disse store dyr – man ænsede næsten ikke at bølgerne var enorme.

Sarah sagde på et tidspunkt til Christian at hun frøs lidt. ”Nå, men Sarah vil du så op i båden igen nu ?” – ”Nej ! er du rigtig klog far – jeg skal ikke op nu”

På et tidspunkt var der en stor manta der svømmede lige under Sarah – hvis hun bare lige havde bukket benene lidt – så havde hun rørt ved den.

Christian forsøgte desperat at klikke løs med undervandskameraet – men det var lidt svært når han samtidig skulle holde Sarah i hånden. Men det bliver spændende at se billederne – når de bliver fremkaldt.

Der blev givet signal fra skipperen at snorklerne – os tre – skulle komme op i båden igen. Båden lå ca. 80 meter fra os – så vi skulle svømme derhen i de kæmpe bølger. Det var nu ikke særlig let. Godt at Sarah er blevet så god til at svømme.

Da vi kom hen til båden blev vi i bogstaveligste forstand hevet op i nakket – og op i båden.

Hvor vildt – at snorkle med 8 manta rays !!! De fortalte senere, at det havde været den bedste dag i lang tid – og et særsyn at se så mange manta rays på en gang.

Herfra sejlede vi videre til det ydre rev – og stoppede et stykke derfra. Her sprang dykkerne i for at kigge på bunden – og snorklerne kunne tage med en divemaster hen til revet.

Der var lidt langt – og Christian var lidt bekymret. Så god en svømmer var han nu heller ikke – så han beklagede sig lidt til skipper. Men han sagde ”Hvis du kan klare at springe i tre meter høje bølger for at snorke med manta rays – så kan du også gøre dette !”
Blop ! og Christian var igen i vandet med næsen rettet mod havbunden.

Sarah og jeg havde fået nok oplevelse for i dag – så vi nød solen på båden.

Christian havde set en skildpadde og en masse koralfisk. Han sagde, at fiskene havde været større på denne side af revet.

Godt fyldt op af oplevelser gik sejlturen nu imod land. Nu havde bølgerne lagt sig – og stranden var næsten ikke til at kende igen – nu hvor alting var stille.

”What a day for a daydreamer” – det skulle fejres at Fr. Nikolajsen havde overskredet en grænse – og at vi alle tre havde haft så fed en oplevelse. Så vi gik på restaurant bestilte den bedste vin og den bedste bøf.

1. Juli 2005

Exmouth

Ahh…nu trænger vi alle tre til en rigtig slappedag. Det har været nogle hårde dage med mange oplevelser og lange køreture. Så i dag var der skruet ned for bluset.

Perfekt – solen skinner fra en skyfri himmel. Så Sarah råbte ”Yes !!” i morges fordi det betød swimmingpool – og den pool de har her på campingpladsen er faktisk ret lækker. Der er et stort akvarium midt i poolen – så man kan svømme med tropefisk.

Efter tøjvask, et besøg på turistinformationen var det derfor tid til afslapning ved poolen. Meen – den var nu nok lidt for koldt for Sarah.

De sidste par dage har de fået en del regn her – så mon ikke det har kølet poolen ned – til frysepunktet. (som Sarah sagde)

Exmouth er exit til Ningaloo reef der løber tæt ved kysten. Dette rev skulle være mindst lige så flot som Great Barriere Reef – og langt lettere tilgængeligt. Byen bugner derfor med tilbud fra turoperatører, der tilbyder snorkle eller dykkerture ud til revet.

I øjeblikket er den helt store event på revet; hvalhajer, djævlerokker og pukkelhvaler. Man kan komme på hele dagsture hvor alle tre ting spottes med 100 % sikkerhed. (De flyver over havet med en helikopter for at spotte de store fisk)

Det har hele tiden været målet med vores besøg i denne by at se hvalhajer og pukkelhvaler. Men vi var ikke lige forberedt på at der i øjeblikket er mellem 3 og 4 meter høje bølger – og det anbefales kraftigt at man tager en søsygepille.

Nu er snorkling jo heller ikke lige min stærke side – så jeg skal virkelig tale med min indre stemme og overbevise mig selv om at alt nok skal gå. Men en klog kvinde har engang sagt til mig ”hvad man ikke dør af bliver man stærk af”.

Så vi har nu booket os på en halvdags snorkletur; ud på revet for at svømme med djævlerokker og se pukkelhvaler med afgang i morgen kl. 11.

Vejrudsigten er tjekket – det skulle blive solskin i morgen. Så forhåbentlig får vi en god dag i morgen.

30. Juni 2005

Exmouth

Et rigtig godt råd havde vi fået af Hollænderne; lad være med at overnatte på roadhouset mellem Tom Price og Exmouth – der er ingenting, og er ret kedeligt.

Men det betød samtidig at vi skulle køre 635 km. i et stræk – det længste indtil videre.

Vi stoppede ved roadhouset for at få frokost og tanke op – og rigtigt nok der var intet. Jo – en campingplads, men her holdt kun en trucker.
Men for Christian ”we break for nobody” er ingen vej for lang, så afsted det gik videre ud af vejen mod Exmouth.

Endnu engang ændrede landskabet sig – væk fra bjergene og tilbage til sletterne igen. Her var flotte vilde blomster enkelte steder langs vejkanten, masser af kvæg og får. Et enkelt sted stod der faktisk en tyr lige midt på vejen.

Vi har tidligere hørt fra en guide at det ikke er noget godt signal hvis den strækker hovedet op og tripper omkring. Jeg skulle måske lige nævne at kvæget hernede ikke er tamme kvæg – og de har en rimelig størrelse.

Men hr. tyr valgte den sikre vej – og ikke ind i vores autocamper – afsted ud på marken travede den afsted.

Køreturen var lang både for chauffør og passagerer – Sarah og jeg fandt på en udvidet model af UNO – og alt læsestof blev læst igennem, alt imens landskabssceneriet blev nydt. Christian holdt øjne og øre åbne med musik i ørerne og en stor betagelse af den smukke natur vi kørte forbi.

Sent her til aften ankom vi til Exmouth hvor vi skal være et par dage.

29. Juni 2005

Karijine national park

Vi havde faktisk rimelig mange bekymringer mht. vores tur til Karijini National Park. Det lå langt inde i landet, backpackeres havde fortalt os at det var for risikabelt og svært at forcere bjergklipperne i kløfterne og dernæst havde vi netop læst i avisen at en turoperatør havde efterladt en gruppe turister ude i nationalparken. (en var kommet til skade med et brækket ben og alle frøs pga. de måtte overnatte under åben himmel – der bliver selvfølgelig kørt en sag på denne mand og han er vist færdig som guide).

Bjergene var jo heller ikke nær så høje som i Kimberly – så vores forventninger om at se dybe kløfter var ikke så høje. Vi havde set flere udtørret floder på vej hertil – så vi forventede heller ikke at se vandfald. (De var sikkert udtørret)

Men vi skulle tro om igen. Vi havde en pragtfuld tur i Karijini National Park – og det lever op til over vores forventninger.

Tidligt i morges blev vi hentet af vores guide; Jeff. Han havde hele sit liv boet og arbejdet i Perth – men for 5 år siden fik han muligheden for at starte sit eget turselskab i Tom Price. Han havde aldrig før været guide – så det var ”learning by doing” – og han har aldrig fortrudt dette valg. Man kunne virkelig høre hans kærlighed til området og til naturen når han fortalte.

På turen var vi i alt seks personer; et par fra Holland (på alder med os, som var på vej til Darwin – de havde en måned i alt) og en dame fra Sydafrika (lidt ældre, som var sygeplejerske i Tom Price for en periode) – og så os; Fam. Nikolajsen.

Guiden var altså et afsnit for sig selv. Han kørte virkelig på energien hele dagen og kunne fortælle mange historier om aboriginals, naturen og hele området. Han havde for vane at bruge vores navne hele tiden – så Sarah fik i hvert fald ikke lov til at sove i timen. Konstant henvendte han sig til hende fordi hun skulle være den første der så lige præcis dette stykke natur. Hendes fulde opmærksomhed fik han dog ikke – hun er vist efterhånden ved at være lidt træt af at se bjerge.

Første stop på vores dagstur var Dales Gorge. En stor bjergkløft der var skåret som blødt smør igennem det ellers flade landskab. Aboriginals tror på at det er ånder der i drømmetiden har skåret bjergkløfterne og der er intet tilfældigt ved at vi i dag kan stå og skue dette smukke landskab. Men videnskaben fortæller hvordan landskabet blev skabt for 2500 millioner af år siden og at der engang for mange, mange år siden var hav der vi i dag stod og skuede ud i over landskabet.

Næste stop var Fortescue Falls – og vi havde jo ikke regnet med at se vandfald. Men der var sørme vandfald – og en helt fantastisk smukt vandfald. Vores guide kunne en lille snedig vej der gik lidt længere forbi vandfaldet og derinde bagved var endnu tre smukke vandfald og en lille pool. Her kunne man bade – hvis man havde lyst, men man havde ikke særlig meget tid – så det blev kun Hollænderne der sprang i vandet. Men sundt skulle det være – og vandet var det reneste drikkevand.

Herfra var det tid til morgenkaffe og Jeff`s hjemmebagte bananbrød – som skulle indtages ved besøgscenteret. Mums !

Besøgscenteret – egentlig ikke særlig flot bygning, sammenlign den lidt med HT bygningen på Rådhuspladsen. En stor jernbygning. Men det sjove er at bygningen er formet som et firben – og årsagen til at den er bygget i jern er at det vil ruste på et tidspunkt, og derfor falde bedre ind i naturen og den røde jord. Det der er endnu sjovere er at jernet som der blev brugt kom fra Sverige ! Hvorfor fik vi ikke helt fat i – måske ruster det bedre end deres eget jern ?

Herfra gik turen videre til Joffre Gorge – som er en bjergkløft der er opkaldt efter en fransk mand. Endnu en smuk natur – og flot at se hvordan moder natur har skabt dette spektakulære sceneri.

Turen gik videre til et nyt udsigtspunkt hvorfra vi kunne se to kløfter; Joffre Gorge (fra den anden siden) og Knox Gorge. Guiden fortalte at det var nede i denne kløft; Knox Gorge at guiden havde efterladt en gruppe turister. Han var faret vild med dem – og kunne vist ikke helt finde tilbage igen. Men som vi kunne se oppe fra udsigtspunktet, at hvis bare de var gået et par hundrede meter videre af næste gorge Joffre Gorge så var de kommet ud af kløfterne.

Frokosten blev indtaget på Savannah Camp Ground – og der blev udvekslet livshistorier og givet gode råd. Hollænderne har jo netop kørt den tur vi nu skal køre – og omvendt har vi netop kørt den tur de skal køre. Så der blev virkelig givet råd om ”don`t do” – og ”absolut do”

Næste stop – det var her udfordringerne kom. Jeg har tidligere sagt til Christian, at vi ikke skulle ind i nogle kløfter hvor vi skulle stå med en hånd og en fod på hver klippe med vand løbende mellem benene. Det havde jeg set et eller andet sted – men tænkte at det nok var adventur turene der gik nede i kløfterne.

Men jeg skulle blive klogere. Turen frem til næste sted; Weano gorge gik nemlig igennem meget smalle steder mellem bjergkløfterne, og vejen frem skulle forceres igennem koldt vand, glatte sten og steder hvor der kun var plads til en fod af gangen.

Arhh…hvad var det dog vi havde begivet os ud på. Men jeg havde fuldstændig tillid til guiden, og hvis han mente at det var for usikkert for Sarah – så er jeg 100 % sikker på at han havde sagt det.

Han gav os alle sikkerhedsforanstaltninger – og viste os præcist hvor vi skulle sætte foden, og hvordan vi skulle holde fast med begge hænder når vi skulle ned af den lille vandfald.

Målet var flot – en lille pool, hvor der kunne bades hvis man havde lyst til at blive meget kold. Hollænderne sprang i – men kom også hurtig op igen.

En tur der var nervepirrende – og fantastisk smuk – og Sarah klarede det jo til et 13 tal. (Hun har vist bare nogle super bekymrede forældre)

Efter en meget begivenhedsrig dag gik turen igen retur til Tom Price og vores autocamper.

Konklusion: Karijini National Park fortjener mange flere sider i Lonely Planet – og er et absolut must på en rejse igennem Vestaustralien.

Resten af dagen blev brugt på at Sarah fodrede kaniner, kænguruer og fugle ved autocamperen.

28. Juni 2005

Tom Price

Endnu engang blev tingene pakket ned – og afsted det gik. Det er nu meget rart med sådan en autocamper – sluk for pumpe, hive stikket ud, ind med havemøblerne og sluk for gassen – så er man faktisk afsted. Vidunderlig måde at rejse på – med hjemmet på ryggen – ikke noget med at pakke konstant.

Planen var lagt og målet i dag var den lille by Tom Price der er adgang til Karijini National park.

”Så I det !!” råbte Sarah pludselig bagi. ”nææ…vi havde været rimeligt fokuseret på bjergene”. Hun havde set en emu – og hun var helt sikker på at der var mere end en. ØV ! – hvorfor så vi ikke det. Hun har nogle rimelig gode øjne, og faktisk ret god til at spotte dyrene i naturen.

Efter de første hundrede km. ændrede landskabet sig. Fra et fladt landskab kunne der nu skues de flottes bjerge i horisonten. Selvom vi har set flere bjerge på vores rejse igennem Australien – så betages vi lige meget hver gang.

Jeg tænker hver gang på Lucky Luke`s hund der står og hyler mod månen på bjergtoppen. Det er flot at se bjerge næsten 360 grader rundt om camperen.

Disse bjerge var helt anderledes end de bjerge vi havde set i Kimberly området. Disse var ikke nær høje – mere flade i toppen – og på bjergskråningen, næsten helt op til toppen var der små buske med spinifixgræs – og jorden var rød.

På vej til Tom Price så vi dog Vestaustraliens 2. største bjerg;1235 km Mt. Bruce. Det så ret flot ud som eftermiddagssolens stråler ramte bjerget.

Diesel og vores maver holdte til det første roadhouse – ca. efter 300 km. Nice – at de lige havde placeret en tankstation lige på dette spot. Flot udsigt til bjergene – og en god tanke om at nu var der kun ca. 200 km. til vores mål; Tom Price

Tom Price er en lille by – hvor alle vist nok kender alle. (mere om det senere) De fleste turister kommer til denne øde by for at se Karijini National Park – og booker sig på dagsture herfra. Her findes to turoperatører – som kører dagsture forskudt af hinanden på forskellige dage – såfremt der er tilslutning nok.

Vores første stop i byen blev derfor turistinformationen – med samme formål. Nemlig at booke os på en tur. Vi var godt trætte – og havde egentlig regnet med at næste dag skulle være off-dag. Men det kunne vi nu ikke selv bestemme. Der var nemlig kun tilslutning til ture i morgen – ellers skulle vi vente flere dage på at komme på en tur. Flere dage havde vi nu ikke lyst til at tilbringe i denne by – så vi hoppede på turen til i morgen.

Nu var turen til Karijini bestilt – nu skulle vi bare finde campingpladsen.

Campingpladsen var smukt placeret for foden af bjerget; Mt. Nameless. Lidt sjov plads pga. den lå i flere nivauer. Da vi fik anvist pladsen sagde damen at hvis det nu var en for stor udfordring at parkere bilen, så måtte vi jo komme retur og hun ville forsøge at finde en anden plads. Der var nemlig lidt stejlt op til pladsen hvor vi skulle parkere camperen.

Jeps – det var lidt højt oppe, og der var ikke meget plads at komme rundt på. Jeg var næsten på vej tilbage til damen for at få en anden plads – men Christian moslede løs, og vupti så stod camperen lige præcis der hvor den skulle. Hmm…hvis bare vi nu også kan får den ud igen.

Igen kunne vi nyde kakaduerne der kommer flyvende i kæmpe flokke. Her var også lyserøde kakaduer. Her er også mange andre fugle som jeg ikke kender navnet på – men her er i hvert fald meget fuglekvidre.

27. Juni 2005

Port Hedland

Hurtigt afsted i morges gik det til værkstedet. Først så mekanikeren lidt tvivlsom ud – og det så først ud som om han ville sige ”Jamen, det kan I da nemt køre med” – men da vi fortalte ham at vi skulle køre hele vejen til Perth gik han alligevel i gang med at arrangere nyt dæk. Jubii… så var det fikset.

Alle havde fortalt os at vejen fra Broome til Port Hedland ville være meget lang og kedelig. Derfor havde vi besluttes os for at stoppe på halvvejen og tage en overnatning på Eigthy Mile Beach Caravan Park.

Landskabet vi kørte igennem var fladt – fladt og atter fladt. Vi kørte igennem Great Sandy Dessert….ja, tak der var sørme øde. Men selvom der var øde kunne man alligevel blive fascineret af buske, planter og blomster der hele tiden ændrede sig – og jordens farve der skiftede fra rød til brun når solen gik bag en sky.

Vi stoppede ved et lille roadhouse for at få tanket op – både til bilen og til os. Beslutningen begyndte at svirre – skulle vi nu alligevel køre hele vejen til Port Hedland. Der var jo absolut ingenting at se på Eigthy Mile Beach – andet end selvfølgelig en laaaaang strand. Vi havde allerede kørt 300 km – og var egentlig også lidt trætte.

Men Christian har efterhånden fået mottoet ”We break for nobody” – og er vist blevet lidt af en ”trucker-haj”. Så afsted det gik mod Port Hedland.

Sent aften ankom vi til Port Hedland – 615 km. blev det til i alt. (Det hidtil største stræk vi har taget)

Port Hedland er en mindre industriby der udvinder salt fra saltsøer i kæmpe mængder – og byen hvortil alt jern transporteres til på flere km. lange tog fra Tom Price (rekorden er en ca. 7 km lang togstamme anført af 4 lokomotiver). Så der var sådan set ikke så meget at se i denne by – andet end en kæmpe bunke salt.

Men den var godt til formålet – nemlig et stopover hvor der skulle tankes op med energi og en god nattesøvn.

Det er ellers lidt sjovt at se. Om aften – lige efter solnedgang – kommer alle kakaduerne i kæmpe flokke og sætter sig i træerne meget tæt på camperen. Man kan faktisk stå lige under træet og betragte dem og hører deres skingre skrappen.

26. Juni 2005

Broome “Igen defekt hjul”

Tidligt op – morgenmad – pakket og klart kørte vi afsted fra campingpladsen i morges. Vi skulle bare lige have diesel og tjekke dækkene inden vi igen skulle ud og køre på vejen – og væk fra civilisationen.

ØV ! der var en lille bule på det forreste dæk. Det så ud som om at det kunne springe når som helst. Vi ringede til KEA Camper – som vist nok skulle have kontor her i Broome. Men de åbnede først kl. 12 – og de var ikke helt sikre på om de kunne hjælpe os pga. det er søndag !!

Ventetiden blev slået ihjel på byens marked – vi krydsede fingre for at KEA kunne hjælpe.

Men nej – efter 3 timers venten ! – nej, de kunne ikke hjælpe. Vi skulle kontakte deres hjulværksted i morgen – og han ville ikke køre langt med det dæk. Hvorfor skal sådan noget altid ske på en søndag ? (det gjorde det også i Queensland !)

Vi måtte finde en campingplads og blive endnu en dag i Broome. Vi var ellers super parate til de næste oplevelser, men nu har det givet os en ekstra dag i solen, og Christian kan forhåbentlig få sine sandaler ordnet i morgen.

Vi fandt en campingplads med swimmingpool – hvilket Sarah har undværet i en hel uge nu – og resten af dagen er blevet brugt ved poolen.

I morgen kl. 7:30 skal vi på værkstedet og så går turen forhåbentlig hurtig videre til næste stop; eight mile beach Caravan park halvvejs til Port Hedland – og herefter går turen ind i landet til Karinjini Naturnal park. (Den lille omvej på 250 km.)

25. Juni 2005

Broome “skuffelse og slapperdag”

Christian var helt ulykkelig. I Kunnurara havde han købt et par nye sandaler. De skulle være det bedste mærke, så de kunne holde til lidt af hvert – og uden man fik sure tæer. (Det kostede selvfølgelig også en formue)

Men på hans fototur i går var de gået i stykker – så meget for det ”gode mærke” der skulle kunne klare sand, strand og alt vind og vejr. Vi var derfor tidligt oppe i morges for at ringe til leverandøren – og afsted det gik til en butik, som forhandlede dette dyre mærke. Men der var ingen hjælp at hente – han måtte vente til mandag, og herefter ville han blive ringet op af agenten.

Men nu var vi jo oppe – så dagen var begyndt. Kursen var sat mod stranden. Først kørte vi af en ”dirtroad” og direkte ud på stranden. Men der var vi ikke længe fordi tidevandet var faretruende på vej op. Så næste stop blev ynglingsstranden ”Cable beach” – og der blev skruet ned på strandslotte, bølgelege, læse bog og kigge på ternene der kæmpede om et æble.

Sarah havde for et par dage siden fundet en brochure med et australsk show der skulle være i byen. Noget med nogle får, hunde og heste der optrådte. Så her havde vi bestilt billetter til.

Spændte kørte vi hen til stedet….hmm..det så godt nok lidt meget lukket ud. Men showet skulle jo også først starte om en halv time – så vi ventede og ventede. Der kom heller ikke andre gæster ??

Endelig kom de – men uden dyrene. De havde været nødsaget til at aflyse showet pga. for lidt tilslutning. Der er en meget kendt sanger i byen – og derfor træk det nok lidt mere.

Øv – 3 x øv. Sarah havde glædet sig rigtig meget. Nu blev det til Pizzahut i stedet for.

24. Juni 2005

Broome “Shopping og fototur”

Nu er der lige præcis en måned til Sarahs fødselsdag. Så nu skulle der laves ønskeliste og hendes fødselsdag skulle planlægges. (Ja, farmor – den er på vej til dig pr. e-mail )

Vi lander i DK dagen før hendes fødselsdag – og for første gang i mange år er vi i DK på hendes fødselsdag. Så vi har lovet hende – at uanset jetlag, så skal vi holde hendes fødselsdag.

Christian havde booket sig på en fototur i dag. En heldagstur hvor man kørte rundt i området sammen med en professionel fotograf der lærte fra sig i store mængder. Det havde været en rigtig god tur – og han lærte vist rigtig meget.

Så i dag var det mor + datter hygge – derfor skulle byen endnu engang udforskes for shoppingmuligheder – og Sarah skulle sende brev til sin veninde.

Ja – det er vist det som denne dag er gået med. En lille gåtur indtil byen – og en bustur tilbage – og jo, så skulle vi lige se ”Stairway to the moon” igen + markedet. Denne aften var månen ikke så tydelig pga. det var temmelig overskyet.

23. Juni 2005

Broome “Stairway to the moon”

Jeg læste i avisen hertil morgen, at den ”Stairway to the moon” som vi havde set i går aftes var helt speciel. På den ene side (mod øst) kunne man se månen gå ned og på den anden side (mod vest) var solen netop gået ned da trappetrinene viste sig. Det var en meget klar aften – og det var ikke set så specielt siden 1987.

Lidt heldig har man da lov at være.

Christian er rigtig ærgerlig lige nu – pga. han havde ikke sit kamera med i går aftes – men i aften kommer endnu en ”Stairway to the moon” – så må vi jo prøve igen.

Dagen i dag var afsat til afslapning. Jeg gik lidt rundt i området og sad i lang tid nede ved stranden. Det er altså fuldstændig vildt så langt vandkanten kan rykke ud. Tidligt om morgen er vandkanten helt oppe – og der er faktisk dybt et par meter ude – og mangroveskoven er helt dækket med vand. Man kan kun se de grønne trætoppe der ligner små buske i vandoverfladen. Omkring kl. 12:00 begynder vandet at rykke ud – og kl. 15 er det flere hundrede meter ude – og mangroveskoven viser sine rødder.

Jeg har hørt at hvis man følger tidevandet – og går med ud på det rigtige tidspunkt kan man se skibsvrag der bliver blottet. Men vi har endnu ikke fundet det rigtige tidspunkt.

Lidt uden for byen har de en krokodillepark. Først tænkte vi at den kunne da ikke være ret stor – men Sarah ville meget gerne se krokodillerne blive fodret. Vi tog derfor ud til krokodilleparken for at få en guidet tur og se fodring.

Den var lidt større end forventet – og det må man sige at krokodillerne også var. Flere af dem var bare kæmpestore. De havde en krokodille der var 6 meter. Det var ikke søde små krokodiller – de fleste af dem var hentet ind i parken fra naturen. Når krokodillerne kom for tæt på landsbyerne – og blev et problem så sørgede man for at ”Crocodile Dundee” kom og hentede ”Mr. BIG krokodille” for at sætte den i parken.

Egentlig en OK-ordning både for mennesket og for dyret. Hvis ikke de blev hentet til parken – så ville de blive skudt og jagtet af mennesket. Med denne ordning overlevede krokodillerne.

Det var en meget interessant guidet rundtur – hvor ”Crocodile Dundee” fodrede krokodillerne undervejs. Vi fik strenge ordre på at man ikke måtte læne sig op af hegnet og man måtte heller ikke stikke sit kamera op i luften for at tage et billede over hegnet. For et par uger siden var der en turist der havde stukket sit kamera op – og krokodillen havde troet at der kom et stykke kylling over hegnet. Så den hoppede op og snappede. Heldigvis skete der ikke noget.

Christian + 2 andre blev inviteret ind i udrugningsrummet – hvor de alle fik lov til at tage en lille krokodilleunge op og vise til os andre. Sjove lyde sådan en lille unge kan lave – når den kalder på sin mor. (hun var heldigvis ikke i nærheden)

Men det var en meget interessant tur – og det lærte os i hvert fald at have respekt for dette store dino dyr.

Rangeren kunne også historien – som kort tid før vi rejste ramte de internationale nyheder – om bedstemoderen der reddede sit barnebarn fra en stor krokodille. De havde ligget i telt i en camp tæt ved en flod. En krokodille havde bevæget sig op på landjorden – og fordi den ikke havde fået noget at spise i rigtig lang tid snuppede den en lille dreng i et telt. Den hev drengen ud af teltet – men farmoren opdagede og satte sig ovenpå krokodillen. Slog den og blev selv bidt et par gange inden nogen skød krokodillen. Både farmor og barnebarn overlevede. Men ja, stor respekt skal man nok have for specielt saltvandskrokodillerne.

Om aften var det igen tid til at nyde ”Stairway to the moon”. Denne gang var der et marked nede ved stranden. Der var godt mange der havde hørt om dette fænomen. Der var rigtig mange mennesker der sad med deres picnickurv nede ved stranden og ventede på at det skulle blive mørkt og månen skulle vise sig.

På markedet kunne man købe alt lige fra Thai-mad og perlesmykker (smukke men dyre)

Denne ”Stairway to the moon” var virkelig flot. Det var noget helt andet at se den nu hvor det var rigtig mørkt.

Christian kæmpede en indædt kamp for at få et godt billede. Han bandede lidt over lyset fra månen der ikke kunne blive skarpt nok i mørket – og at han ikke havde noget fotostativ. I mørket klikkede flere hundrede kameraer, som månen stod op i horisonten.

22. Juni 2005

Broome Roebuck bay

Pyhh..allerede kl. 7 var vi oppe i morges for at ringe til den anden campingplads. Næ, nej de kunne ikke fortælle noget om ledige pladser endnu. Vi var nødt til at køre dertil og så kunne vi se hvad der var ledigt !

Hm, det blev til en hurtig morgenmad og ud af vagten.

Spændte sendte vi Christian ind for at forhøre sig om ledige pladser. Vi er faktisk langt forud for vores plan/rute pga. vi har droppet nogle overnatninger nogle steder. Så vi kunne godt blive her i Broome næsten en hel uge. Så det ville altså være rigtig godt hvis det også var på en hyggelig campingplads.

Jubii… de havde en plads, men kun til en overnatning. Hvis vi kom igen efter kl. 10 – så ville hun forsøge at skaffe en plads til tre overnatninger.

Tiden blev brugt på indkøb af fiskestang. Flere har fortalt at her skulle være gode muligheder for at fange aftensmaden fra kysten eller fra havnebroen. At sejle ud med en båd venter vi nok lidt med pga. vejrudsigten viser bølger på 2 meter og op til 25 knob.

2 x jubii… pladsen er sikret de næste tre nætter – og pladsen er virkelig hyggelig. Den ligger en spytklat ned til havet og stranden.

Solen varmer lidt mere nu hvor det ikke blæser så meget. Så tæpper, legetøj og bøger blev slæbt ud på græsset. Nu skulle der hygges.

Det er fuldmåne i øjeblikket – og denne by er også kendt for sine ”trappetrin til månen” når den står op over vandoverfladen. Derfor gik vi i dag ned af stranden for at opleve dette specielle fænomen. Det var da bare for vildt !

Omkring kl. 16 flytter vandkanten ca. 100 meter ud og viser sin havbud. Så når månen står op, genspejler lyset sig i den blottet havbund. Dette ligner trappetrin der går hele vejen op til månen.

Dette kan kun ses når det er fuldmåne, og de næste tre dage skulle det blive endnu mere tydeligt. Samtidig vil der de næste to dage være et natmarked nede ved stranden.

De næste dage er nu bestilt – vi bliver her til på søndag og nyder det gode vejr. Det bliver højst sandsynligt dårligere når vi bevæger os længere sydpå.

Derfor har vi også haft en masse spekulationer om alternative veje – da det forlyder at det er rigtig koldt (15 grader og ned til 7 grader om natten). Samtidig er der flere som har fortalt os, at der er rigtig langt mellem attraktionerne, men til gengæld skulle de være værd at køre efter. (selvfølgelig alt efter hvem man taler med)

Vi overvejer p.t. at køre ind i landet og tage en lille omvej på 250 km. ekstra, for at se en storslået national park med flotte bjerge. Men samtidig er der også mange ting vi kan se syd for Perth – men her er rigtig koldt på denne årstid. Vi har endnu ikke truffet beslutningen, men nu har vi også næsten en hel uge til at tænke mulighederne igennem.

Vi har hørt rygter om de turister der var fanget på Gibb River road. De er først kommet fri i dag – og de måtte overnatte i camp pga. vejen var lukket til af regnvand. På samme tidspunkt havde de fået 100 mm. regn her i Broome. Fuldstændig udenfor nummer på denne tid af året. Så det var vist rimelig godt, at det ikke var den vej vi skulle.

Men nu har vi fået det gode vejr igen. Lige nu sidder vi og nyder stjernehimlen, fuldmånen, havets brusen og Christian spiller min sang (fra kobberbrylluppet) ……meget romantisk.

21. Juni 2005

Broome Cable Beach

Det blæser lidt – men solen skinner fra en skyfri himmel. Herligt, dette bliver en rigtig god dag.

Dagen er afsat til afslapning ovenpå den lange køretur, og vi har bestilt to overnatninger på denne campingplads.

Byen Broome er kendt for sine perler og perlemor. Dog mest sine perler som nu bliver dyrket på perlefarme. Perlemor er ikke længere så attraktivt efter at man har fundet ud af at lave dette kunstigt.

Byen er en lidt større turistby, og i brochurerne står der at flere europæer nok ville sammenligne den med f.eks. sydspanien ell. lign. Så vi forventede faktisk at se rigtig mange turister, men dem er der faktisk ikke så mange af – måske er sæsonen ikke rigtig startet endnu.

Sarah og jeg fik udforsket byen og shoppingmulighederne i dag. Sarah gik vist lige shop-amok. Byen er rigtig hyggelig – med mange små gader med cafeer, og selvfølgelig masser af smykkeforretninger der sælger perler (for dyrt) Christian fik opdateret hjemmeside og sendt e-mails.

Vi kørte forbi en rigtig hyggelig campingplads tæt ved byen – direkte ned til stranden. Men desværre havde de ingen pladser. Vi skal prøve at ringe igen i morgen. (Vi krydser fingre, fordi denne campingplads er lidt kedelig, her er ikke så meget læ og den ligger meget tæt på lufthavnen)

Vi sluttede dagen af med en tur langs den meget smukke strand; Cable Beach. Samlede muslingeskaller, så den meget smukke solnedgang fra Sunset bar med et godt glas rødvin i hånden. Hmm….så kan livet vist ikke blive meget bedre.

20. Juni 2005

Broome

Ca. 500 km. kørsel blev det til i dag. Vi kørte tidligt i morges fra Fitzroy Crossing, og i starten var målet næste lille by; Derby, hvor vi jo skulle se det kæmpe store boabtræ.

Men på vores frokoststoppested var der faktisk et kæmpestort boabtræ – som også var hult. Vi mødte nogle, som havde kørt til Derby netop af samme årsag; for at se fængselstræet. Men de fortalte, at netop dette boabtræ var meget smukkere end fængselstræet, og der var intet at se i Derby.

Så dagens rute blev hurtig lavet om. Nu var målet i stedet at køre hele vejen til Broome. Det var godt nok en længere køretur, men det ville også give os en ekstra overnatning i Broome, som alle har talt så positivt om.

I dag kørte vi igennem kæmpe store vider – og alt var fladt. Kun et enkelt sted mødte vi en lille bjergkæde.

Herefter startede telefonledningerne at komme. Et signal om at vi nærmede os en by. Velkommen tilbage til civilisationen.

Dejligt at være tilbage i en storby med internetcafe til laptop, Mc Donalds, tre shoppingmalls og alt hvad man ellers har brug for.

Første stop blev da også i første shoppingmall – hvor køleskabet atter skulle fyldes op.

Det blev lidt sent – faktisk nok lidt for sent inden vi kom videre derfra, og det var begyndt at blive mørkt.

Første campingplads havde ingen pladser tilbage. Åhh…vi krydsede fingre for at der var plads på den næste. De havde lige nøjagtig to pladser tilbage som vi kunne vælge imellem. Very nice.

Pladsen var ikke så hyggelig, og det var grussten man holdte på. Derudover holdte man bare rigtig tæt.

Men sikkert et fint udgangspunkt for at se denne del af Broome. Nemlig den store strand; Cable beach som kun lå en sandbanke væk fra pladsen.

19. Juni 2005

Fitzroy Crossing

Regn – regn og atter regn – en overskyet himmel og ikke et solstrejf. Det er simpelthen bare urimeligt. De fortæller, at det har ikke regnet så meget i tørtiden de sidste 80 år !! Hvorfor i alverden skal det så være lige nu !

Fitzroy River er ikke gået over sine breder i nat. Faktisk suger den tørre jord hurtigt vandet op – men her er lidt køligt og det regner stadig ind imellem. Dog ikke så meget som i går.

I dag har vi været oppe i touristinformationen for at høre mht. til ture herfra. Vi ville bl.a. gerne se Geike Gorge – og der var også en kulturel tur ud på Gibb River Road. (en kæmpe off-road der går tværs igennem det område vi er i nu)
Men på informationen kunne de fortælle os at i dag blev der ingen sejltur til Geike Gorge – og turen ud af Gibb River Road var helt umulig. Vejen var lukket pga. regnen og i øjeblikket var der turistbusser der var fanget derude pga. vandet. Man forsøger p.t. at få dem ud af området.
Men vi kunne komme på en sejltur til Geike Gorge i morgen.

Vi har senere fundet ud af – efter at have talt med vores ”naboer”, at hvis vi har været i Kathrine Gorge – så er det lige meget med Geike Gorge, der er langt mindre. Faktisk er vi også lidt mætte af at se bjergkløfter – dem har vi set en del af de sidste par dage. Så vi dropper turene herfra.

Vejrudsigten lover at der skulle være opklaring på vej. I morgen skal der køres yderligere 300 km til næste by; Derby. Her skulle man kunne se et boabtræ der er 14 meter i diameter, som i gamle dage blev brugt til midlertidigt fængsel.
Forhåbentlig har de også bedre vejr her.

Ellers er dagen i dag bare blevet brugt på at vaske tøj og handle lidt ind hos den lokale købmand.

Her er rigtig mange aboriginals. Øv – de har det rigtig sølle. Går i laset tøj, uden sko og i de fleste byer hænger de rundt i parken eller sidder i vejkanten. Frygteligt at den australske regering ikke gør et seriøst stykke arbejde for at få dem på rette fode igen. Men hernede regner man dem jo for analfabeter – og i gamle dage jagtede man dem, kun fordi de var aboriginals – og var underlige fordi de levede i pagt med naturen.

Hmm..hvorfor skal den hvide mand forsøge at styre alt – og hvorfor skal alle være ens, hvorfor ikke acceptere forskellene i stedet for at give dårlige levevilkår fordi de ikke ligner den hvide mand ?

I aften skal vi ud og spise!! Campingpladsens restaurant skal afprøves – så det er lige til at klare.

18. Juni 2005

Creek eller rettere Fitzroy Crossing

Ja – her står vi op med fuglene og solen. Det er næsten umuligt at sove længe pga. fuglesang og folk der er i gang med at pakke campere sammen. Aussierne tager jo afsted fra pladserne meget tidligt.

Men for os var det også pakkedag i dag – og humøret var højt da vi kørte mod næste by Halls Creek.

Vi havde kigget på kortet – og her skulle være indkøbsmuligheder og en campingplads. Et godt sted at tage en slappedag.

Men 10. km. før vi ankom til byen blev himlen fuldstændig overskyet, og lukkede alt solskin ude. ØV !

Før frokost ankom vi til byen – eller rettere byen skal måske hellere beskrives som ”flækken”. Her var intet – og campingpladsen så rigtig kedelig ud. Desuden var det også begyndt og regne, så hvorfor ikke tage de næste 300 km.

Afsted det gik ud af landevejen igen. Hernede regner man ikke i km. – hvis du spørger en lokal hvor langt der er til næste sted – så vil du få at vide i tid. Man ved lige nøjagtigt hvor lang tid det tager at komme fra den ene flække til den anden.

Forståeligt nok – fordi hvis man først mister stedsansen herude, så er der stortset ikke andre pejlemærker end de små creeks/åløb man kører over. Nogle af disse er vist på kortet – og så ved man nogenlunde hvor man er.

Igen ændrede landskabet sig. Nu var det slut med bjerge og landskabet var fladt så langt øjet kunne række. Det var også slut med de store krogede boabtræer men i stedet var der store sorte buske uden blade der næsten så helt brændte ud. Men de stod blandt grønt græs og planter. I det hele taget blev alting lidt grønnere.

500 km. blev det til i dag, på en god vej og i køligt vejr. Så det var intet problem at køre så langt.

Nu er vi i Fitzroy Crossing på en super campingplads – som også er en lodge. Så her er både spisested og en ”rigtig” bar.

MEN ! Det regner og det regner – øv, øv.øv. Vi var godt nok forberedte på at vi vil få dårligt vejr – men det skal vi altså først have når vi kommer ud til vestkysten. Lige nu skal vi altså have masser af solskin !!

Oppe i receptionen sælger de postkort med billeder af hvordan her så ud i 2002 da Fitzroy River gik over sine breder og campingpladsen forsvandt fuldstændig under vand. Det eneste man kunne se var taget på hovedbygningen.
Det skaber virkelig billeder til refleksion når der regner så meget.
Flere steder på campingpladsen ligger der hertil aften kæmpe vandpytter der går op over hjulene på bilerne.
Så vi skal helst ikke have alt for meget regn i nat – gid det stopper i morgen.

17. Juni 2005

Bungle Bungle

Pyhhh…det var godt nok tidligt vi skulle afsted. Allerede kl. 5:30 rullede 4 WD bussen ud fra Turkey Creek mod Bungle Bungle bjergene. Vi var 10 der skulle afsted.

3,5 timer tog det at køre dertil – hvoraf de 2,5 timer var på en rigtig bumpet off-road vej. Sarah sov næsten hele vejen – så hun fik da indhentet lidt søvn.

Efter 2,5 time kunne de første bjerge spottes – og ja, de er altså lidt specielle og meget flotte. Orange, grå og rødstribet – og så er det hele sandbjerge. Det hele holdes sammen af en hård skal på 2 cm. herefter er det hele sammenpresset sand – enkelte steder er det også blandet med sten. Specielt det første sted vi stoppede var der flere steder hvor der også var småsten i bjergene. Bjergenes runde former er blevet formet af tidernes vind, regn og vand der har flydt ned af bjergene.

Første stop var Echidna Chasm – her gik vi i bjergkløften mellem to bjerge. En meget smal vej og fantastisk smukt at se bjergvæggene tårne op på begge sider af den kløft. Kløften var fyldt med småsten, der var faldet ud af sandbjergene.

Turen var på ca. 2 km. – men tog 1 time at gå pga. varme og kravle op og ned af stenene.

I bunden af stien mellem bjergene var der et lille ”kammer”, som betragtes helligt af aboriginals – og efter deres tro var der en ånd i dette ”kammer”. Man skulle derfor gå ned og røre ved endevæggen og præsentere sig. Herefter ville ånden passe på en – og det skulle vi selvfølgelig alle gøre. Så nu har vi alle tre en ånd der passer på os.

Herfra kørte vi videre til campen hvor vi skulle have frokost. En stationær camp, der var bygget op med stationære telte – på samme vis som dem der var i Kakadu – og et køkkentelt hvor frokosten blev serveret. Det kunne nu have været meget hyggeligt hvis vi skulle have overnattet herude – men rangeren fortalte, at han havde set en slange her den anden dag – så forsvandt Christels lyst til at overnatte i den fri natur i et telt.

Ved frokostteltet var der fyldt med zebrafinker – der vimsede omkring.

Afsted det gik igen på den bumpede grusvej til næste gåtur. Denne gang var Cathedral Gorge. Nu kunne vi virkelig se de specielle bjerge – og der blev klikket løs med kameraet.

Vejen til denne gorge gik af en sandsti – og flere steder kunne vi se på hullerne i bjergene at det var rigtigt, at det var sandbjerge – lidt porøse, men nu har de jo stået der i 360 millioner år, så mon ikke det holder lidt endnu.

Målet denne gang var et amfiteater, der var skabt som en hule imellem bjergene. Herinde var der en lille sø. Meget storslået at stå inde i denne hule der var flere millioner år gammel. Hvis bjergvægge kunne tale så ville det sikkert være historier om mænd der sidder i læ for regn, blæst, bagende sol og fortæller historier om dagens jagt – og kvinderne der er i gang med at tilberede dagens fangst – og hellige seancer med dans og sang.

Det var helt specielt at gå imellem disse sandbjerge, og ja – jeg må give dem ret. Det er et must at både flyve og gå i disse flotte bjerge.

De 209.000 hektarer park/bjergkæde blev først erklæret Nationalpark i 1987 – så det er en forholdsvis ny turistattraktion i Vestaustralien. Der er ca. 25000 mennesker der besøger Bungle Bungle om året. Det er ca. 100 om dagen, da det kun er muligt at komme hertil i tørtiden.

Turen tilbage til bilen fra Amfiteateret var bagende varm. Nu var det midt på eftermiddagen og solen varmede fra sit højeste punkt. Så det var rart, at komme ind i en bil med aircondition og få fyldt kroppen op med vand igen.

Nu var det tid til at vende snuden mod Turkey Creek igen – og derud af det gik af den bumpet vej – som kun kunne bekæmpes af en 4 WD – og intet andet. Der var virkelig mange huller i vejen, og flere steder skulle vi ned igennem små udtørret åløb og op igen af en meget stejl bakke. Men vi havde en god kvindelig guide/chauffør.

Inden vi kørte ud af parken stoppede vi på en bakketop for at nyde solnedgang og udsigt.

På vej ud af parken så vi vores første ”rigtige” kænguru – eller rettere tre stk. – der stod midt på grusvejen. Vi har set masser af wallabies og wallaroos – men ingen kænguruer, altså udover de døde vi har set på vejen.

Derudover så vi også dingoer. Det var lidt et særsyn – og selv guiden tog kameraet frem. Hun havde godt nok hørt at her skulle være dingoer – men hun havde aldrig selv set dem. To af de dingoer, som vi så var sorte – hvilket åbenbart også er ret specielt.

Vi så selvfølgelig også en masse fugle – og denne gang fandt Christian og Sarah ingen firben, slanger eller lign. – nå, jo bortset lige fra en lille edderkop inde i en af gorgerne.

Turen hjem føltes længere end turen derud. Vi var godt trætte og vores kroppe var efterhånden godt mørbanket af den bumpede grusvej – så det var lige på hovedet i seng da vi returnerede til Turkey Creek kl. 19:00.

16. Juni 2005

Turkey Creek – Flyvetur Bungle Bungle

Så var det rejsedag og oplevelsesdag. Afsted det gik fra campingpladsen tidligt i morges og ud til den lille lufthavn.

At flyve over Bungle Bungle bjergene havde stået højest på vores ønskeliste – og derfor havde vi booket os på en 2,5 time flyvetur i et meget lille fly.

Når nu jeg skriver ”lille fly” – så mener jeg seriøst et LILLE fly. Man kunne lige nøjagtig kravle ind i flyet – og her var kun plads til 8 personer incl. kaptajnen. Måske skulle vi alligevel have taget en søsygepille – nå, pyt det går nok.

Kaptajnen så rimelig kompetent ud – trods sin meget unge alder…..vi overbeviste os selv om at denne flyvetur havde han nok fløjet rigtig mange gange, så der var sikkert ingen grund til bekymring.

Han fortalte om alle sikkerhedsforanstaltningerne bl.a. at der var ekstra madforsyninger med og en langdistance radio – fordi vi skulle flyve over nogle meget øde områder. Så skulle vi nødlande så havde vi forsyninger til et par dage.

Spændte kravlede vi ind i det lille fly – kamera og videokamera blev gjort klart. Nu skulle der skydes billeder af.

Først fløj vi over Lake Argyle. Fra luften kunne man virkelig se den blå farve – og se hvor stor søen var. Han fortalte, at hvis man nu lavede en pibeline til sydaustralien – så ville en regnsæson give vand nok til et årsforbrug i både Melbourne og Sydney !

Smukt var det at flyve over søen. Se små og store klippeøer hvoraf nogle af dem havde formationer der kunne minde lidt om en kæmpekrokodille.

Men så var det også slut med at filme for mit vedkommende. Flyvesygen var på vej – og kort tid efter klagede Sarah over ondt i maven. Hun blev bare så dårlig, og da vi fløj over de spektakulære Bungle Bungle bjerge dykkede flyet et par gange, og Sarah sagde ”nu ved jeg hvordan det er at prøve Cobratårnet inde i Tivoli”.

Øv – vi blev alle tre flyvesyge. (Det var dog kun Sarah der måtte af med noget – vi to andre gik nærmest i meditation for ikke at tænke tanken ”du skal kaste op !”)

Vi fløj over flotte kløfter, som vi i morgen skal gå ned igennem. Det bliver en utrolig oplevelse at gå nede mellem disse enorme bjerge, der har former som en kvindekrop (runde )

Vi fløj over enkelte kvægstationer – hvor eneste til og fra vej var via helikopter. Det var ikke her man skulle glemme en liter mælk. Han fortalte, at når kvæget skulle gænges sammen så fløj man over dem med helikoptere, eller man brændte et område jord af, og herefter ville der spire frisk græs frem – lige præcis det græs ville kvæget gå efter, og man havde samlet kvæget, smart !

Men ellers var alt jo bare kæmpe stort – og så langt øjet kunne række var der ikke en by, en vej, et menneske – ikke andet en natur og natur. Her var det ikke mennesket der herskede men den vilde og barske natur.

På tilbagevejen fløj kaptajnen igen over Lake Argyle og lidt højere for at skåne Sarah for flere ”bumping rides”.

Alt i alt en flyvetur på 2,5 time. Gudskelov var Sarah kun syg en halv time af turen.

Tilbage i camperen igen. En sidste gang skulle vi lige ind til byen for at forsyne os med madvarer og internet. Der går nu nok et par dage inden vi rammer en internetcafe igen fordi næste by er blot et roadhouse.

Køreturen fra Kununurra til Turkey Creek tog næsten to timer – ikke særlig meget, men vi var alle trætte og gjorde fejlen at køre midt i eftermiddagsvarmen. Vi var derfor først fremme ved campingpladsen/roadhouset sen eftermiddag – ikke særlig smart fordi der er jo en hel del Aussier der tager den samme rute som os.
Der var lige nøjagtigt to pladser tilbage – og heraf kun den ene med strøm – den snupper vi.

Køreturen var igen meget smukt – og det er blevet lidt grønnere. Vi fascineres hver gang af de store krogede Boabtræer. Her i regntiden smider de bladede og viser der krogede grene i toppen – men vi har set enkelte fyldt med grønne blade.
Man kan være evig vis om, at hvis man ser sådan et træ med grønne blade så er der også en lille å (creek) i nærheden.
Det samme er gældende vis man ser Pandana palmer – der har en kroget stamme. De ses kun i nærheden af åen.

Landskabet har igen været formidabelt smukt – masser af bjerge og en horisont der virkelig vil noget. Det er lidt underligt at tænke på at når vi kører – så kører vi faktisk på den eneste vej der findes i milevid omkreds. Resten er bjerge, stepper, åer og enkelte offroadveje der kun er tilgængelige med 4 WD.

I morgen står den igen på oplevelser fra tidlig morgen. Vi skal afsted allerede kl. 5:30 herfra Turkey Creek – så selvom klokken kun er 20:00 – så er det vist snart sengetid.

Orv ! vi talte lige med en Aussie. Han ankom 10 min. efter os og har pladsen ved siden af os. Han tog afsted fra Perth i mandags og har kørt hele strækningen fra Perth og hertil Turkey Creek på fire dage (3700 km). Og så klager vi over at vi ikke har tid nok !
Han fortalte at i Perth er det rigtig dårligt vejr. Faktisk er det dårligt vejr – regn og koldt hele vejen op af vestkysten. Hmf – det var ikke lige det vi havde lyst til at høre. Men så må vi jo bare bruge lidt ekstra dage heroppe nordpå – så vi kan få glæde af varme og solskin.

15. Juni 2005

Lake Argyle

I dag lå planen klar; formiddagen skulle bruges på afslapning nede ved poolen..pyhh..det bliver godt nok hot dernede. Men dejligt at ligge der med en god bog – og når det bliver for ulideligt, så kan man lige sænke sin krop ned i den kølige swimmingpool. Sarah nyder det også i fulde drag – der bliver hoppet, sprunget og dykket til hendes fingre næsten er helt rynket.

Men herefter var vi klar til dagens oplevelser.

Bagved byen lå en nationalpark; Mirima National Park – ”mini bungle bungle”. Det var helt utroligt som bjergene lignede de runde bungle bungle bjerge – som er sandsten der har formet sig i løbet af flere tusinde af år. Farverne i bjergene skifter fra rød, sort og grå i lag på lag – som Sarah sagde ”det ligner en ordentlig stak pandekager”.

Her var ”walks” vi kunne gå af, så vi kunne komme til tops og nyde den meget smukke udsigt over bjergene. Det er lidt vildt at skue ud i horisonten, som jo på ingen måde bliver brudt af et hus eller lign.

Det var en god lille prøvesmag på vores dagstur ud til de rigtige bungle bungle bjerge.

Herefter kørte vi videre til Lake Argyle, hvor vi havde booket os på et sunset cruise. Det skulle efter sigende være en smuk tur, og flot at se solen gå ned og farve bjergene røde.

På vejen derud så vi en røgsky længere fremme – gad vide om det var en steppebrand. ”Nej – hvor vildt se ! Det er en minitornado” – straks blev kameraet fundet frem selvom Sarah råbte ”I skal sku`ikke tage billeder nu – vi skal se at komme væk !”. Men det var jo bare en lille tornado – og den tabte pusten lidt da den bevægede sig over vejen – og pludselig var den væk.

Men det var lidt vildt at se den feje hen over jorden – der var ellers fuldstændig vindstille.

Lake Argyle er en kæmpe menneskeskabt sø – der bl.a. sikrer at byen Kununurra ikke bliver oversvømmet i regntiden. Ved søen var der en lille landsby som tidligere havde huset alle dem som havde arbejdet med at skabe dæmningen der var fra floden og ud i søen. Dæmningen stod klar i 1969 og på to år var et område på 3000 km2 fyldt op med vand, og søen Lake Argyle var skabt.

Vi sejlede rundt på søen i to timer, og på denne tur kunne vi kun se 1/10 af søens hele område.

Søen omkranses af de røde bjerge – og bjergsiderne skærer lodret ned i søen. Derfor er der heller ikke meget dyreliv eller fugleliv. Men til gengæld er der rigtig mange krokodiller, og på sejlturen nåede vi også at se en stor freshie.

Her var selvfølgelig også masser af fisk, og vi forsøgte at få ”spytfiskene” til at ramme et stykke brød men uden held. Derudover lever her rock wallabies, som lever et rigtig godt liv. De lever i små huller ind i klippevæggen godt beskyttet mod ørne, dingoer og slanger.

Det var smukt at sejle på den azurblå sø – men også meget dyrt. Men ”been there – don that” – guiden var lidt uinteressant at høre på, og han talte faktisk rigtig meget. Men måske havde vi synes at turen var mere interessant hvis vi havde samme alder som de øvrige passagerer på båden (pensionister). Turen sluttede af med et glas champagne og øl mens solnedgangen kunne nydes. Hold da op det fik godt nok de andre passagerer til snakke og skvadre.

En smuk tur – men alt for dyr. (ca. 500 Dkr)

Efter sejlturen skulle der hægtes op i camperen igen og køres tilbage til campingpladsen – ca. 85 km. Nu var problemet bare at det var blevet buldrende mørkt – og rent faktisk advarer alle om at man kører ud om aften pga. risikoen for at blive ”ramt” af et vildt dyr.

Så det gik i slowmotion tilbage til byen – og vi forsøgte at følge vejen – eneste rettesnor var signalpælene i vejkanten. (røde i venstre side og hvide i højre side)

Men vi mødte ingen dyr – og på denne ”lange” strækning mødte vi kun en bil !
Wonder why…

Godt trætte ramte vi vores luksus campingplads sent om aften.

14. Juni 2005

Kununurra

Ahh.. efter en køredag er det slappedag. Så i dag bevægede vi os ned til den lækre swimmingpool for at ”stege” lidt i solen – ikke det vi har gjort mest af hernede. Der er ingen af os, der kan holde ud og ligge i solen ret længe. Men det blev da alligevel til et par timer i dag.

Vi regner hele tiden på km., dage og attraktioner. Der er så mange naturoplevelser vi gerne vil have med hjem, men vi kan jo ikke nå det hele. Så i dag tog vi ned til den lokale turistinformation for at få nogle gode råd.

Det er nok den bedste turistinformation vi har været på indtil videre. De kunne både give gode råd om de vigtigste attraktioner, hvordan man kom derud og samtidig fikse det hele til en god pris. Intet er jo billigt her i Australien – så det var rigtig godt at der kunne spares lidt til de næste ture.

Bungle Bungle bjergene har altid stået højest på vores ønskeliste – og vi havde hjemmefra læst på nettet at det var et must både at flyve over disse bjerge og gå/køre i bjergene. Flere turoperatører samler det hele i en pakke – men tilføjer også lidt ekstra – så det bliver meget hurtigt en dyr affære.

Men på turistinformationen kunne de tricket – flyveturen skal tages herfra Kununurra og trekket på landjorden skal tages fra den næste by; Turkey Creek.

Så nu er planen lagt og oplevelserne for de næste dage er planlagt; et sunsetcruise på Lake Argyle i morgen, en flyvetur i et (meget) lille fly over Bungle Bungle bjergene dagen efter, herefter videre til næste by og herfra en gåtur/køretur ud i bjergene.

Som jeg tidligere har skrevet – så skifter det hele tiden i fuglearter. Her på stedet er der rigtig mange finker – f.eks. zebrafinker, og de flyver over camperen i store flokke. Når vi spiser ude foran vores camper er det sorte ibiser vi fodre. De kommer faktisk ret tæt – og enkelte kan håndfodres – hvis man tør. (De har et ret langt næb)

Ingen steder uden at Christian og Sarah spotter et krybdyr. Nede ved swimmingpoolen fandt de i dag et firben. En lille sjov fætter. Vores guide fra Kakadue turen har tidligere fortalt os, at man hernede kalder den for en ”ta ta”. Den havde det sjove navn pga. den går to skridt, så løfter den det ene forben som om den vinker – og så går den videre. Det ser ud som om at den hele tiden brænder fødderne, og derfor løfter og vinker med forbene.

Nu har Christian og Sarah også købt en bog om reptiler i Australien, så den skulle jo straks findes i bogen ,og der kunne sættes endnu et kryds. Hm…bare vi ikke ser alle de dyr der står om i denne bog…..

13. Juni 2005

Kununurra

Vi havde talt med nogle Aussier, som havde sagt at der ville være meget at se i Timber Creek – jo, det er også rigtigt, men det vil kræve en 4 WD at se de fleste naturattraktioner. Så vi pakkede sammen og tog afsted fra Timber Creek tidligt i morges.

Endnu engang ændrede landskabet sig – og nu så vi store baobtræer. Underligt træ med en kæmpe tyk stamme og små krogede grene i toppen – flere af dem var mere end 1000 år gamle.

Ellers har det været en lang lige vej med langt mellem bilerne. Når man endelig møder en anden bilist – ja, så hilser man selvfølgelig. Holder man stille i vejkanten gøres der tegn til om alt er OK. Egentlig lidt betryggende.

På denne årstid er der ikke meget der blomstre – men et træ blomstre p.t. i fuld flor. Det har ingen blade og har lange tynde grene, men er fyldt med flotte gule blomster.
Så nåede vi endelig grænsen til Vestaustralien. Her skulle alt tjekkes igennem, og alt frugt, nødder og honning skulle afleveres – tolderen kom faktisk ind og gennemgik ens køleskab for at være helt sikkert på, at der ikke kom fødevarer ind i Vestaustralien fra Northern Territory.

En anden ting da vi krydsede grænsen var at vi skulle stille vores ure 1 ½ time tilbage. Dejligt at få tiden foræret – men utroligt at det alligevel påvirkede os. Det blev en meget lang dag – og nu går solen ned allerede omkring kl. 17:30 (Øv !)

Kununurra er en lidt større by og vi fandt endelig en internetcafe, så vi kunne få opdateret website og få sendt e-mails. Pyy…det er meget varmt midt på dagen – og da vi endelig nåede frem til næste campingplads var vi næsten ved at gå sukkerkold.

Campingpladsen er en 5 stjernet plads – så her er masser af luksus – men der mangler lidt charme. Swimmingpoolen er selvfølgelig helt i top – og badefaciliteterne er perfekte. (der er musik på badeværelserne – det er måske lidt overkill)

Aftenerne er stadig lune (22 – 25 grader). På vores første aften i Vestaustralien blev der hygget med BBQ og myggelys.

Vi møder jo jævnligt de samme mennesker på vores rute. Men de fleste kører jo også den samme rute – på ”the one and only highway”. F.eks. mødte vi en gut i Kathrine, som vi kom i snak med, og ham mødte vi igen her til aften. Vi fik en hyggelig snak, om hvordan det er at bo i DK og i Australien.

Det var meget interessant at høre hans livshistorie, og vi har nu fundet ud af forskellen mellem DK og Australien;

1. Aussierne betaler kun 22 % i skat. Men til gengæld skal de have en sundhedsforsikring der dækker alt f.eks. hospitalsindlæggelser, tandlæger m.v. Hvis der sker en ulykke, og man akut er nødt til at komme på hospitalet, og ikke har en sundhedsforsikring, betaler staten alligevel regningen. Derfor er der faktisk mange der ikke har denne forsikring – hvilket han selvfølgelig synes var dumt. Man betaler 45 AUS dollar pr. uge for denne forsikring.
2. Aussierne har en god pension. De kan gå på pension fra de er fyldt 55 år.(Pensionen skal udbetales som ratepension – ellers skal der betales rigtig meget i skat) Alle arbejdsgivere skal ved lov indbetale 9 % på lønmodtagerens pensionskonto, og det står lønmodtageren fuldstændig frit for at indbetale.
3. Børnene skal selv betale for deres skolegang. Staten ”låner” dem penge til 9 års skolegang og herefter et videre studie. Når ”børnene” får et arbejde skal de tilbagebetale et mindre beløb hver måned – indtil gælden er tilbagebetalt.
4. En familie skal betale mange penge når et barn skal starte i skole f.eks. skal de have den rette uniform og bøger Der er i øjeblikket valg hernede – og flere politikere ønsker at give en bedre økonomi til skolegang..
5. Nå – jo Aussierne er meget snaksagelige og meget imødekommende. Fortæller gerne deres livshistorie og vil meget gerne give gode råd. (Helt vidunderligt)

12. Juni 2005

Timber Creek

Tidligt op – frisk og veludhvilet. Nu var vi klar til at tage det næste træk.

Vi har nu luret Aussie-campisterne af og fundet tricket. Det handler om at man står rigtig tidligt op, og hurtig afsted fra campingpladsen, således at man kører mens det stadig er køligt. På den anden side af frokost bliver det nemlig rimelig hot.

Vi tog derfor tidligt afsted i morges fra Low Level Caravan Park. Første stop skulle være en internetcafe i Kathrine – MEN byen lå fuldstændig øde hen. Det var jo søndag – så alt var lukket og slukket. Så e-mails må vente til næste by – måske har de internetforbindelse der.

300 km. blev det til i dag – og køreturen var meget smuk. Landskabet ændrede sig løbende og da vi nærmede os Victoria River knejsede de flotteste røde taffelbjerge sig mod himlen. Flere steder lignede landskabet et rigtig cowboyland med langt imellem træerne. (Lucky Luke er vist optaget her J)

Sarah og jeg skiftes til at side foran. Det er så ulempen ved autocamperne her i Australien. Passagersæderne er placeret bagest i vognen – og her er ingen aircon. Man kan heller ikke høre hvad der bliver sagt i førerkabinen. Så der bliver skiftet lidt rundt på pladserne – men Christian har sin faste plads – foran rattet.

Timber Creek Gunarana Caravan Park – var den ene af de to campingpladser der skulle ligge her i byen. Kald det lige en by igen – her er ikke andet end et lille supermarkedet, 2 benzin standere, en lille bistro i en skummel bar – og Max`s fisketure. (Har læst på et skilt at her bor 150 mennesker !) – og glem alt om internetforbindelse.

Man kan vist roligt sige at dette er ”in the middle off nowhere” – i den ene retning er der 300 km. til den nærmeste by Kathrine – hvor vi kom fra – og i den anden retning er der 270 km. til den nærmeste by ; Lake Argyle village – som er den næste by vi skal til.
Det er virkelig ude på landet det her.

Men campingpladsen er ok – og en lille swimmingpool er der også. Pladsen er fint placeret i skygge under store træer og ned til en lille flod.

Der var ingen advarselsesskilte om krokodiller – så i eftermiddags skulle vi selvfølgelig lige ud og udforske området. Ups – der på den anden side af den lille flod lå der sørme en freshie (ferskvandskrokodille)
Den lille flod ligger foruroligende tæt på vores camper. Men vi trøstede os med at vores guide tidligere havde fortalt os, at de ikke bevæger sig ret langt væk fra floden og vandet. Godt så ! Den bliver nede i vandet og vi forstyrrer den ikke mere.

De fodrede faktisk krokodillerne i floden her på stedet. En lille turistattraktion på en lille bro der går over floden. Herfra kastede de kød til krokodillerne – for ja, der var flere i floden.
Oppe i himlen cruisede falkene – og når de smed lidt kød op, så greb falkene kødet i luften.

Aussierne siger at ”det er ikke de krokodiller, du kan se som du skal være bange for – nææ, det er mere dem du ikke kan se, du skal være bekymret for”.

Krokodillerne i floden var ”bare” små ferskvandskrokodiller – selvom en af dem var rimelig stor så foretrækker de nok flodens menukort frem for en grim dansker.

Til frokost fodrede vi igen nye fugle. Denne gang var det falkene der dykkede ned til jorden når vi kastede et stykke spegepølse. Når de var færdige kom der nogle små sorte og hvide fugle; Magpie.

Et andet trick vi har lært af Aussie-campisterne er at ”to do absolutly nothing when you arrive”. Så i eftermiddag tog vi den gode bog og placerede os uden for camperen….ahhh, dejligt at slappe af.

Her er heller ikke så meget andet at lave. Godt nok er det et interessant område med en meget flot natur. Men de fleste steder kræver det en 4 WD, at komme frem til attraktionerne. Jo – man kan også komme på fisketur ved den lokale ”Max`s fisketure”.
Så vi samlede bare kræfter til de næste km.

Nu møder vi virkelig langdistance-campisterne. Australierne hæver åbenbart deres pension tidligt – køber en campervan eller campingvogn – kører derefter Australien tyndt. I dag talte vi med to par, hvor det ene par skulle rejse rundt i 6 måneder, og det andet par i 9 måneder. Sidstnævnte par havde også rejst rundt i Europa i 3 ½ ÅR i en camper – så de kunne fortælle om Silkeborgsøerne, Hvide Sande, de flotte gamle slotte og Tivoli i København.

Vi var løbet tør for aftensmad – og det lokale (og eneste) supermarked havde søndagslukket – så aftensmaden måtte vi indtage i den skumle bar, der ”fint” havde indrettet et lille baglokale med borde og stole – og selvfølgelig et fjernsyn.
Tænk – vi fik flæskesteg, kartofler og brun sovs. Vanvittigt – at sidde på den anden side af jordkloden og få dansk mad. Men sprød sværd har de vist ikke lært.

Her er tørt græs overalt – og flere steder er der skilte med advarsler om steppebrand. Men her på campingpladsen er der smukt grønt græs. De vander nemlig fra morgen til aften. Så her er ingen regler om at man først må vande efter solnedgang.

Nu har stjernetæppet lagt sig over vores camper og månen smiler til os – så nu er det vist godnattid.

11. Juni 2005

Kathrine

Ja – valget blev en slappedag her på denne perfekte campingplads. Vi har ikke lavet andet i dag – end at køre alt ned på slowmotion.

Vi har fodret fugle ved morgenmaden. Lidt sjovt i starten af vores ferie fodrede vi lorikiter, ibiser og viftekalkuner. Her i Kathrine fodrer vi så en ny slags fugle – solsorteagtige med blå og grønne øjne – og lidt farve på vingerne. Her er rigtig mange fugle – og de bliver alle studeret og fundet frem i fuglebogen.

Så i dag er der ikke meget at berette om – andet end vi har besluttet os for at droppe festivalen. Det ville betyde ca. 200 km. ekstra – og tilmed i den forkerte retning.

I morgen går turen videre mod vestkysten – og næste stop skulle gerne blive Timber Creek.

10. Juni 2005

Kathrine

Knap 300 km. blev det til i dag – godt trætte og møre kørte vi ind i den lille søvninge by Kathrine. Vi har tidligere været i denne by på Top End turen – og dengang fortalte vores guide at ”ja – der sker ikke ret meget i Kathrine – og her er rigtig mange aboriginaler”.

Det har fuldstændig ret i – byen er lidt søvngængeragtig, og aboriginaler er der masser af. Men det er vist ikke dem alle der lever et lige godt liv.

I Kathrine blev der fyldt op med brød og informationer fra turistinformationen. Vi havde hørt at der skulle være en Aborignal festival i en lille by (Barunga) 80 km. syd for Kathrine. Her kunne man se demonstrationer af hvordan de laver didierido og spyd, og man kunne smage kænguruhale.
Men vi bekymrede os lidt om det nu var værd at køre 160 km ekstra for denne event ? Turistinformationen kunne ikke fortælle os ret meget mere end det vi vidste i forvejen – så vi måtte gå i tænkeboks.

Herefter gik turen videre til næste overnatningssted. Jeg havde fundet en perfekt campingplads – 4 stjerner, med godt badefaciliteter – og toiletter. Så skulle der være en god chance for at krybene havde fundet andre steder at overnatte.

Jeps – stedet ”Kathrine Low Level Caravan Park” er helt perfekt. Her er tilmed også en stor swimmingpool – som ja, er blevet godkendt af Sarah.

Ahh…det perfekte sted at slappe af og samle kræfter. Måske skulle vi bare droppe festivalen – og så bruge i morgen på at slappe af ?

9. Juni 2005

Farvel til Jørgensen og “Hit the road again”.

Tidligt i morges tog Christian ud for at hente vores camper – som skal være vores hjem de næste 6 uger.

Alt blev endnu engang pakket sammen – nørjh ! hvor bliver det godt at få pakket ud engang for alle.

Klokken 10 skulle der tjekkes ud af værelset, og rundt om hjørnet svingede Christian ind foran hotellet med vores nye hjem. Denne gang var vi (desværre) ikke blevet opgraderet til en 6 personers bil – men mon ikke også en 4 personers campervan kan dække vores behov. Forskellen er kun en halv meters forskel i længden, og en lidt anden indretning – så mon ikke det går.

Afskedstimen var kommet, og der blev krammet farvel – en lille tåre kneb sig i øjenkrogen. Det har været godt at have dem med – og det er mærkeligt at vi først skal se dem om 1 ½ måned hjemme i Danmark.

”Hit the road again” – afsted det gik. Men Christian var lidt utilfreds med at rattet rystede alt for meget. Så vi måtte lige forbi KEA Camper og få det fikset.

Første stop var supermarkedet – nu skulle vognen fyldes op med forsyninger så vi kunne klare os de næste par dage.

KEA Camper havde anbefalet os en lille campingplads 1 times kørsel udenfor Darwin – mod Litchtfield National Park. Her skulle være stille og roligt, og dyr på pladsen – f.eks. Wallabies sagde han. Vi var lidt trætte så det passede perfekt med en campingplads hvor vi kunne få pakket ud og sat tingene på plads.

Stedet her: Tumbling…… er et rigtig stille og roligt sted. Her er ikke så mange mennesker, men en masse dyr. Et lille spot hvorfra hr. krokodille kan spottes, wallabies der hopper rundt, påfugle der gerne vil snuppe æblet ud af hånden på en – og ja, Christian har fundet edderkopperne – ude på toiletterne !! Så jeg skal i hvert fald ikke derud. (Godt at vi har et toilet i camperen)

I morgen går turen videre – hvorhen vides ikke helt med sikkerhed endnu. Men det er nu også meget nemt. Der er to veje – den ene går ind til Alice Springs – og den anden imod vestkysten – og vi må jo nok hellere se at komme derud af mod vest. Vi har jo omkring 4500 km. foran os – og 6 ugers oplevelser. Jabadibaduuu….

8. Juni 2005

Darwin

Ahh…dejligt at sove længe og have rigtig god tid til det hele om morgen. Det meste af dagen i dag er gået med at få pakket sammen til næste køretur, skrive dagbog og opdatere websitet.

Det var efterhånden 14 dage siden vi sidst havde lagt tekst + billeder ind på websitet, så familie og venner var vist begyndt at bekymre sig lidt.

Men vi har jo været lidt på farten det sidste stykke tid – og det tager 2 – 3 timer at opdatere websitet på en internetcafe.

Det var også vores sidste dag med Fam. Jørgensen og egentlig havde vi planlagt strandtur og solnedgang. Men der var 1000 ting der skulle ordnes inden de skulle videre til Alice Springs, og vi skulle køre videre ned af vestkysten. Så strandturen blev til swimmingpooltur i stedet for. (Det passede vist fint for ungerne – som var mætte af oplevelser)
Den sidste aften med Fam. Jørgensen hyggede vi selvfølgelig og spiste på hotellets restaurant.

Det bliver lidt mærkeligt at skal sige farvel til dem. Det har været super hyggeligt at rejse sammen med dem og ungerne har også haft stor glæde af hinanden.

7. Juni 2005

Litchfield nationalpark

”I dag kan i sove længe” havde guiden sagt – ”tidsplanen er ikke så stram, så vi tager bare afsted fra campen når I er klar”

Ja – tak den er god med dig. Hvordan kan man sove længe når man bekymre sig om hvilket krible/krable liv der findes i teltet. Jeg vågnede allerede kl. 5:30 – men stod først op da det begyndte at blive lyst. (omkring kl. 6)

Lene og jeg gik en lille morgentur og så solen stod op. På markerne omkring campen var der heste der gik og græssede. Til tider var der store flokke af kakaduer der slog sig ned for efter blot få minutter at stige til himlen igen.

Den morgen var alle hestene samlet – så vi fik hilst på små og store heste.

Ahh…dejligt at have en morgen hvor vi ikke skulle fløjte ud af døren, men kunne nyde dyrelivet (om dagen).

Første stop på dagen var i den lille by Bachelor hvor bilen skulle tankes op og vi skulle tankes op med iskaffe. (mums – dejlig lille energibombe)

Dagen var afsat til badedag – hvor vi alle sænkede vores ophedede kroppe i Florence Falls, (et smukt vandfald – men lidt for crowded), Buley Rockhole (et vandfald med mange små badehuller) og til sidst Wangi Falls (to store vandfald med et stort vandhul).

Det sidstnævnte sted kravlede vi op af klippen og fandt et lille hul – hvor vandet var lidt varmere – men til gengæld var der meget dybt. Nok lige lidt for meget spænding – og to bekymrede forældre – så vi kravlede hurtig ned igen. Men bekymringen var nok ikke nødvendig fordi Sarah er faktisk blevet rigtig god til at svømme. Hun svømmede selv hele vejen hen til vandfaldet – måske 150 meter. (ret flot !)

Nu var enden ved at være nået. Vi var blevet fyldt op med mange fantastiske oplevelser som var blevet vist frem af vores fremragende guide som jo selvfølgelig også havde gjort sit til at skabe en hyggelig stemning.

Men inden vi helt sagde farvel til alle oplevelserne skulle vi lige have det sidste med. Et stort område fyldt med store teramitboer der var flade. Myrerne havde fundet ud af at hvis de lavede boet fladt og byggede det med den brede side mod nord og syd. Det gav dem en temperatur i boet på konstant 40 grader. (hmm..det havde nok ikke nogen problemer med varmen)

Afsted det gik tilbage imod Darwin.
Og sørme om vi ikke lige skulle se en dingo mere. Ian har fortalt os at dem skulle vi nok få set flere af på vej igennem western australia.

Vi sagde farvel til vores guide og ønskede ham en god tur. Hans næste tur var en vandretur på 6 dage – som han skulle foretage alene ude i bushen. Ja – efter 4 dage med fam. Nikolajsen og fam. Jørgensen havde han nok brug for at være lidt alene.

Efter 4 dages oplevelser, 1400 km, godt beskidte og trætte ankom vi til vores hotel i Darwin ved aftenstid.

Det skal blive godt at sove i en rigtig seng, tage bad i en badekabine uden kryb og sidde på sit eget toilet.
Men det har været 4 fantastiske dage og vi har set og oplevet rigtig meget. Nu skal vi bare lige sluge alle oplevelserne og snart skal vi sige farvel til fam. Jørgensen og hente vores camper.

Så går vores tur videre ned af vestkysten.

6. Juni 2005

Nitmiluk nationalpark

Ud af fjererne – og afsted vi skal nå båden kl. 8:30. Pyhh…det blev vist lidt halv sent i går. Christian havde været siddet oppe til 3 og nydt stjernehimmel, månen og nattelivet. Han havde vist lært at spotte kryb af Ian.
Men hvad han fandt af dyr i nattens mulm og mørke vil jeg helst ikke vide noget om.

Første stop var Kathrine Gorge. Vi sejlede i floden/kløften der snoede sig igennem de høje klippesider. Det er fantastisk hvad der kan gro på disse klippesider – midt på en klippe havde et træ fået sine rødder til at passe ind mellem klippesprækkerne – og et lille regnskovsoase voksede mellem klipperne.

Sejlturen var en smuk tur – men kaptajnen havde vist sejlet denne tur et par gange, og messede bare de fleste informationer afsted i en rimelig irriterede højtaler. Vi tænkte ” så hold dog k… så vi kan nyde frede og den smukke natur”. Heldigvis holdte han bøtte hele vejen tilbage.

Måske skulle vi have valgt kanoturen i stedet for. Vi havde fået et valg – enten kunne vi cruise ned af floden eller vi kunne sejle i kano. Men der kunne kun være to i en kano – og man skulle også være meget opmærksom på krokodillerne. Derudover skulle man bære sin kano over et klippeområde på ca. 800 m. Så vi tog det sikre valg – men da vi så de andre sejle forbi i deres kanoer i fred og ro – så skulle vi nok have valgt kanoen i stedet for.

Da vi færdige og på vores vej tilbage til bilen, blev der pludselig spottet en slange.
Christian og guiden mente at det enten var en western brown (giftig) eller en olive whip snake (mindre giftig).

Herfra gik turen videre til Umbrawarra Gorge – endnu et sted hvor vi skulle bade og nyde sandstensklipperne. Dette sted havde guiden ikke tidligere været – og det var lidt en prøve. Han havde fået anbefalet dette sted af en ven. Vejen derud skulle nok have været kørt med en 4 WD bil i stedet – fordi det var virkelig off-road og vi sad alle og var lidt bekymret for om alle fire dæk holdte. Men det gik.

Turen frem til badestedet var vist også lidt off-road. Vi skulle hoppe fra sten til sten – og kravle på store træstammer for ikke at blive våde. Men alle – incl. det lidt ældre ægtepar klarede turen frem til den lille sandstrand der lå ved foden af klipperne.

Lene og jeg blev der og badede sammen med ungerne mens mændene gik videre for at udforske området. Det var et lille fint sted – men også meget varmt. Der er ikke meget vind der blæser i bunden af klippen/kløften.

Nu gik turen – som denne gang var en lidt lang køretur – videre til Pine Creek og lidt uden for byen stoppede vi ved et stort katedral teramitbo. Her fortalte guiden om termiterne der boede i dette store bo – og at boet normalt eksisterede op til 45 år. Boet ville nemlig gå til grunde når termitdronningen døde. Og hun kan maks blive 45 år. Der er dog nogle termitboer som er over hundrede år gamle. Der har der været flere dronninger.

Næste overnatningssted var virkelig ude på landet – Mt. Bundy station. Et lille sted imellem ingenting og ingenting var der sat toilet og bade faciliteter op – og campen stod klar med stationære telte og køkkentelt.

Stedet var smukt og fredeligt – små wallabies (mini kænguruer) hoppede rundt tæt ved campen.

Vi ankom før solnedgang – så vi havde lige tid til en svømmetur i den lille pool, som egentlig ikke var helt ren. Men når man har det varmt kan alt bruges. Hovedspring i poolen – og hmm…dejligt at blive kølet af……Arrrhhh….indianerhyl og jeg kom rimelig hurtig op af vandet igen. Vi var vist ikke de eneste der havde brug for at blive kølet af. En edderkop ramte mit hår – og den var ikke helt lille. YARK !!

Christian kom løbende – ikke for at rede sin kone – men for at snappe billeder. I det hele taget var dette sted et vidunderland for Christian. Alt imens vi andre tog en kølig svømmetur piskede han rundt og undersøgte stedet for kryb.

Og ja – dem var der rigtig mange af dette sted. Toiletterne var nok bare lige det værste. Der skulle selvfølgelig være lys på toiletterne om aften – men det tiltrak jo også store edderkopper, knælere, myg, græshoppere, natsværmere, frøer og alt slags kryb. Så det var noget med at holde sig til det blev lyst.

Om aften var drengene, guiden og mændene selvfølgelig på nigthwalk med lommelygterne. Ian var rigtig god til at spotte nattens dyr (edderkopper, vandrende pinde, en slange, canetoads og diverse frøer).

Den nat sov Christian, Sarah og jeg i samme telt.

5. Juni 2005

Kakadu nationalpark.

Snork – vi blev vækket allerede kl. 5:30 i morges. Vi skulle ud af fjerene og gøre os klar til dagens oplevelser.

Første stop var ved Yellow Water som var et stort vådområde. Herfra kunne man gå ud i området på en lille bro der var opsat til formålet. Det var et flot område – men det slog ikke South alligator river, som var noget mere spektakulært.

Da vi stod og ventede på vores guide – godt og sikkert fra vandkanten spottede vi en krokodille der lå ude i vandet. Godt så ! hvis bare den bliver derude – så er det fint.

Næste stop var Gunlom (Waterfall Creek). Her gik Christian til toppen af bjerget for at nyde udsigten mens vi andre nød at bade for enden af bjerget i vandhulet. Lidt vildt at bade i en lille sø med kæmpe bjergsider der tårner sig op med himlen.
Ungerne nød i fulde drag at få dyppet tæerne og forsøgte at fange de små fisk der svømmede rundt.

Herefter var det igen tid til frokost. Guiden er altså super til at arrangere maden. Denne gang havde han lige ”fikset” nogle grill-pølser og løg – så der var gjort klar til en sandwich med grill-pølser. (hotdog agtigt)

Afsted det gik videre ud af vejen – og ud af Kakadu Nationalpark. Vi gjorde holdt ved Wirnwirnmila Mary River Roadhouse hvor det var blevet tid til is. Det trænger man til i denne varme – som skruer sig op på omkring 33 grader hver dag.

Næste stop var Edith falls. Her nød vi udsigten til et smukt vandfald. Desværre havde vi ikke nok tid til at gå op til toppen af bjerget, så Christian og jeg overvejede om vi måske skulle køre derud når vi får vores camper. Meen det ville nu nok blive lidt af en omvej – og vi møder sikkert flere smukke vandfald ned langs vestkysten.

Men nu gik turen videre til campen som denne gang var i Kathrine – eller rettere 15 km uden for Kathrine. Som guiden sagde ”byen er en lille søvngængerby – og der sker ikke meget, alting foregår i slowmotion”.

I byen blev der handlet forsyninger og på turen ud til campen blev der samlet brænde til bålet. Jeg tænkte ”skulle jeg bekymre mig om kryb når nu jeg samler brænde sammen på dette gudsforladte ørkenområde ?” – den indre stemme forsøgte virkelig at få min nerver i ro – hvis de andre kunne samle brænde uden bekymringer så kunne jeg vel også.

MEN ! da jeg løftede et stort stykke træ var der noget forholdsvist stort der kriblede afsted. Første tanke (det jeg frygter allermest) – ”det var en edderkop”. Så jeg råbte indianerhyl – og dansede rundt. Ian kom løbende – han troede at jeg havde set en slange. Det er jo bare et lille firben – se den er også skræmt fra vid og sans. ”Hysteriske kvindemenneske” har han sikkert tænkt.

Men Christian blev helt vild da han så at det var en eller anden sjælden geckoart (spiny tail gecko). Så frem med kameraet igen.

Nu var vi klar til endnu en middag i det fri. Denne gang skulle der tændes bål, dækkes op til candleligth-dinner, – alle fik en opgave. Børnenes opgave var at lave desserten. Mel, mælk, æg og tørrede frugter skulle blandes til en vidunderlig kage/brød der blev bagt over bålet.
Det var en helt utrolig hyggelig aften – tænk sig at side på den anden side af jorden, nyde en rigtig god middag, kigge på bålets flammer og høre livshistorier mens børnene laver skumfiduser over bålet. SÅ – kan det vist ikke blive meget bedre.

Guiden sørgede også for underholdningen. Han gik lidt ud i buskene bag teltene og fandt en canetoad. En meget stor tudse – noget større en vores egen skrubtudse derhjemme – og viste denne frem. Han viste hvordan den afgiver sin gift hvis et dyr bider fast i den.
Giften er faktisk også giftig for mennesker. Så han brugte noget plastik som beskyttelse mellem ham og tudsen.

Canetoads er faktisk endnu en af de dyr der er et stort problem for naturen i Australien. Det er ikke et dyr der høre til i Australien men er for flere år siden blevet importeret hertil fordi den skulle udrydde en bille. Men Canetoads er blevet et kæmpe problem og er nu et problem for naturen fordi den er meget giftig og har derfor ingen fjender i naturen. Derfor er bestanden eksploderet.

Derfor står der også i flere brochure – at hvis man finder sådan en fyr er det helt ok at ”smache” den. Guiden fortalte hvordan man kunne få den til at flyve ved at smache den med en golfkølle.

Men han slap denne løs – og den hoppede henover bordet, og Lene og jeg hoppede op på stolene. Yark – find den fyr inden vi skal i seng !

4. Juni 2005

Afsted på Top end tur!!!

Turen var bestilt hjemmefra – og godt for det – fordi vi havde bestemt ikke sparet nogle penge hvis vi skulle have købt det hernede.

Klokken 7:00 skulle vi stå klar – pyha, det var godt nok tidligt, og vi stod alle og gned os i øjnene da vi blev hentet.

”Welcome – and say hello to fam. Nikolajsen og fam. Jørgensen”. Guiden som skulle vise os det bedste af Top End Northern Territory – Ian – var en lille tæt fyr med masser af god humor – og en af hans ynglingsudtryk var ”absolutly beeetifull” (En sætning som ungerne hurtigt fik lært og efterlignede ved hver en lejlighed)

Afsted det gik i den lille bus med anhænger som fungerede som køleskab og køkken.

Udover os var der et lidt ældre ægtepar fra Melbourne – og to damer hvor den ene kom fra England og den anden fra Brisbane.

Første stop var – efter godt 250 km. South Alligator River. Her skulle vi sejle på floden et par timer. ”Absolutly beetifull nature” havde guiden sagt da han satte os af ved floden.

Ja – det må man sige. Det var en fantastisk natur – og vi så 1000 vis af fugle f.eks. Jabaru stork (stor sorthalset stork) – små fugle med meget lange tæer som havde små unger der hoppede fra det ene åkandeblad til det andet – store ørne der cruisede over floden – sorte, hvide og lyserøde kakaduer – og Christian fik selvfølgelig også spottet edderkopperne.

Kaptajnen var rigtig god til at spotte dyrelivet – og der gik ikke lang tid før at den første krokodille var spottet. Dem så vi indtil flere af og kaptajnen fortalte alt om deres levevis og hvor kæmpestore disse ”dinodyr” kunne blive – og hvor forsigtig man skulle være. Vi kom dog rimelig tæt på en der lå i vandet – men da den begyndte at røre lidt på sig bakkede vi båden tilbage.

Her levede både den store (op til 7-8 meter) ”Saltie” (saltvandskrokodillen)
Og den lidt mindre (3-4 meter) ”freshie” (ferskvandskrokodillen).

Det er ikke helt forkert at ”frygte” dette store dyr. Både kaptajn og guide kunne fortælle flere historier om hvad de havde snuppet – og hvis man ikke helt troede på det så læste man det i hvert fald i avisartikler der var hængt op ved cafeer og lign. Var man stadig lidt i tvivl skulle man måske bare observere de 100 vis af gule skilte vi mødte der advarede mod at bade i floderne pga. krokodiller. Nææ..det er nok ikke et dyr man skal spøge med.

Herfra gik køreturen videre til et nice lille spot hvor frokosten skulle indtages i det fri. Ian havde købt alt ind hvad der skulle bruges til lunch under et kæmpe figtree.

Næste stop var Bowali Visitor Centre – Kakadue parkens hovedkvarter. Her kunne man blive fyldt op med is, souvenir, mad og fyldestgørende information omkring naturen i Kakadu Nationalpark.

Informationscenteret kunne bekræfte noget af det vi allerede havde hørt fra vores guide. F.eks. hvordan de målrettet brænder store områder af i parken. Aboriginal folket har gjort det i årtusinder – og man har fundet ud af at dette faktisk har været en del af den naturlige cyklus.

Aboriginal folket har gjort det for at skaffe føde. Ved brænden skræmmes dyrene frem fra deres skjulested – og efter brænden begynder der at komme fine nye planter frem som er guf for dyrene. Men både dyr og planter har tilpasset sig disse brænde (bushfire) – og de er derfor vigtige for at det hele kan hænge sammen.

I dag er der folk (aboriginals) som er ansat til at antænde ild til store områder. De ved lige nøjagtig med vind og vejr, at afgrænse områderne som skal afbrændes. Men man kan også opleve naturskabte (lyn-nedslag) bushfire’s som kan brænde enorme områder af.
Diverse termitboer, træer og buske har udviklet sig med tiden at overleve brændene. Så der hovedsaligt kun diverse græsarter der brændes væk.

Vi så faktisk disse brande allerede disse brande fra flyet da vi ankom til Darwin – og fra luften kunne man virkelig se hvor store og mange bushfire’s der er.

Efter at blive fyldt på med informationer om parken og aboriginals rock art (hule malerier) gik turen videre til Ubirr.

Ubirr var et område fyldt med sandstensklipper og store klipper med 1000 år gammel aborignals rock art. De maler deres historier med naturfarver på stenene. Farverne blandes med lim (udtræk fra bark og blade) og penslen er en lille gren der tilpasses formålet.
Billeder beviser hvordan de har siddet i læ under en stor sten – måske i regntiden og fortalt historier om deres fangst. Et sted var der billeder af rigtig mange fisk.
Men billederne har også til formål at lære andre f.eks. var der et billede af en mand med en fiskekurv, en sten og et spyd. Historien handlede om en mand der havde fanget nogle fisk, og nogle børn som havde stjålet fiskene. Manden havde opdaget dette og lukket dem inde i en grotte og rullet en sten foran hullet. En historie der skulle lære børnene at det er forkert at stjæle.

Et andet billede viste et billede af hvordan man skulle håndtere en bestemt fisk. Hak hovedet af med det samme fordi den kan hurtig hoppe væk fra dig.

Det var interessant at høre om kulturen der havde eksisterede for 1000 vis af år siden – og lidt vildt at vi nu i 2005 kan beundre deres billeder.

I dette område kravlede vi også til toppen af en sandstensklippe. Fra toppen var der en vidunderlig udsigt udover området og der blev klikket løs med kameraet.

Pyhh….det var varmt at gå til toppen og tilbage til bilen igen. Så der skulle lige hældes nogle liter vand ned under vejs.

Ian fortalte, at vi nu skulle videre til at meget farligt sted med rigtig mange saltvandskrokodiller. Så vi fik strenge ordre på at vi på ingen måde måtte gå helt ned til flodkanten.

Vi kørte til floden som var grænsen til Arnheim land. Aboriginals land.
Regeringen har givet de aboriginals store landområder tilbage. Og Arnheim var et af dem.

Tænk – at vi ”den hvide mand” kom til Australien og forsøgte at tilpasse folket til en europæisk levevis. Hvis man altså ikke dræbte dem!!
Man betragtede det oprindelige folk som nogle uintelligente ”væsner”.

Men nu efter mange, mange år er det gået op for den hvide mand at det oprindelige folk faktisk er en del klogere end os, angående landet, naturen og dyrene.

Ja, det er muligt at komme ind i Arnheim området. Men vi havde ikke søgt tilladelse.

Så vi stod pænt på ”den rigtige side” og kunne observere kvinderne der gik ned til floden for at fange aftensmaden. Hmm….de frygtede vist ikke krokodillerne.

Ian fortalte at dem fandtes der rigtig mange af i dette område og han kunne også fortælle at der inden for de sidste par måneder havde været en der havde mistet sin arm da han havde siddet i sin båd og fisket. Han skulle blot lige hive sit bytte ind – og haps – så hoppede krokodillen op og tog arm og bytte.

Men flot var området – og et stykke nede af floden kunne vi spotte en krokodille der lå i vandet. Øhh nej – det var nok ikke lige stedet man skulle tage sig en svømmetur…

”Okay guy`s – next stop is the camp!”. Spændingen var høj – hvordan mon campen så ud.

Men den var perfekt. Et lille ydre område af en budget – campingplads var afsat til camp. D.v.s. der var stationære telte med to rigtige senge – men intet lys. Vi ankom efter solnedgang – så vi kunne intet se i teltet, men krydsede fingre for at der ingen kryb var!

Her var et større telt som var indrettet med gaskøkken og spisested. Der var virkelig lagt op til en rigtig naturoplevelse under gode forhold.

I trætoppene hang der masser af flagermus – flyvende hunde som flaksede rundt som mørket efterhånden faldt på.

Ian gjorde maden klar. Man må sige at han var rigtig god til at lave mad – lidt Jamie Oliver – agtig mad. Denne aften fik vi f.eks. fisk der var tilberedt indpakket i sølvpapir. Mums !

Efter aftensmaden var der dømt hygge – og alle livets kvaliteter blev vendt og drejet. Guiden fortalte sin livshistorie som var meget interessant. Han var vist lidt rodløs og havde rejst en del. Han havde bl.a. boet og arbejdet i Thailand i 6 måneder – og cyklet fra Darwin til Brisbane (temmelig langt) på 6 måneder – hvor han til sidst var begyndt at snakke med køerne og sig selv.

Nå – men vi måtte erfarer, at så meget plads var der ikke i teltene så hvis hele fam. Nikolajsen skulle have en god nattesøvn – så måtte Fr. Nikolajsen nok sove sammen med Sarah – og hr. Nikolajsen alene i et andet telt.
Det var jeg nu ikke så glad for – men det gik nu ok. Taktikken var at gå sent i seng så man var rigtig, rigtig træt så man ikke begyndte at spekulere på hvilke dyr der hørte til hvilke dyrelyde.
Det sidste vi hørte inden øjnende lukkede i, var dingoer som hylede…

3. Juni 2005

Bytur i Darwin

Snork – Sarah sov længe (igen). Hun nyder vist ferietiden i fulde drag. Men hun må også hellere samle alt den energi hun kan til de næste 4 dage, hvor vi skal på Top End tur.

Morgenmaden her på hotellet er alt for dyr – så i morges tog vi afsted til backpackerstreet. Her fandt vi en god cafe der serverede den perfekte morgenmad

Som altid så skal vi altid lige undersøge området og udforske byen. Så gaderne i Darwin blev gået flade og vi fik shoppet og set på Aboriginal kunst.

Men ellers blev dagen brugt på at samle kræfter og pakke til 4 dages turen.

Alt skulle pakkes om igen. Vi skulle have mindst muligt at slæbe på og samtidig skulle det der blev tilbage pakkes sammen i mindst mulige antal tasker. Vi skulle nemlig betale pr. taske for at få bagagen opbevaret på hotellet. (Røveri !)

Aftensmaden blev indtaget her på hotellets restaurant. En rigtig australsk middag: Kartoffel/tomatsuppe, kængurubøf og en marengsagtig kage. Mums – maden var god men servicen var elendig. Det tog os næsten 3 timer at spise pga. de var så langsomme. (og det kan fr. Nikolajsen jo gå helt i spåner over 

2. Juni 2005

Darwin

Pyh..hvor har vi meget bagage med. Der er tonsvis af tøj og bøger m.v. Men hvis tingene kunne være i rygsækken første gang – ja, så kan de vel også anden gang.

Men vi var lidt bekymret for om vi nu alligevel havde for meget med.

Vi har jo købt en didigidoo som jo også vejer. Men til gengæld er der også noget tøj der er røget ud.

Vi havde fået at vide at de var meget strikse med antal kg, og man måtte have 20 kg. hver.

Nervøse gik vi frem til skranken. Arhh….70 kg. stod der. Men damen løftede ikke et øjenbryn. Næh nej – det var ikke noget problem. Vi måtte have 24 kg. med hver. ”Så der er masser af plads til shopping”. Perfekt !

Vejret i Darwin er perfekt. Omkring 31 grader – så selvfølgelig skulle poolen lige afprøves – og ja, de er blevet godkendt.

Vi havde læst om et ”Open air nigth market” i Darwin – Mindil beach sunset market – som skulle være rimelig stort.

Vi var heldige at det lige var i dag at det blev holdt.

Ind i en taxi og afsted det gik.

Hold da op en smuk solnedgang der var – den blev nydt i fulde drag fra stranden ved markedet.

Markedet var stort og summede af liv og glade dage. Her var folk der optrådte med at jonglere med ild, ”spille” med hestepiske og spille didigidoo. (Sidstnævnte lød rigtig godt – lidt techno-agtigt)

Her var mad fra 20 forskellige lande og boder med 1000 vis af krims/krams, mest af alt turist krims/krams.

En bod solgt rigtige krokodillefødder, kløer og en solgte rigtige frøfødder – som alle var glaseret og sat på en fin nøglering. Ganske usmageligt!

1. Juni 2005

Great Barier reef.

Av – min bagdel. Det kan godt mærkes nu, at det er lang tid siden at jeg sidst har redet.

I dag tog Christian tidligt afsted – han skulle på en tur ud til revet og snorkle.

Men det blev efter at have taget en søsygepille fordi det blæser en hel del i dag. Den gamle mand havde også fortalt – at det sikkert vil være hårdt!!

Så det bliver spændende at høre om hans oplevelsestur i dag.

Sarah og jeg skal bare slappe i dag – poolen og en tur indtil byen.

Slappe af må man sige at hun gør. Klokken er nu 10:30 – og hun sover stadig !

Christians oplevelser:
Endelig kom dagen som jeg så længe havde ventet på (og frygtet).
Frygtet fordi vejrudsigten de sidste par dage havde spået vindhastigheder på 25 knob, hvilket betyder store bølger.

En halv time før afgang slugte jeg søsygepillen. Som sædvanlig bliver man en smule døsig, men hellere det end søsyg.
Vi skulle sejle ca. 40 km ud til de ydre koralrev. Her skulle vi have tre stop ved forskellige rev og dyreliv. 5 timer snorkling i alt skulle det blive til.

Båden som jeg havde valgt at tage med var en mindre båd med plads til max 30 personer.
I dag var vi kun 9 personer. Jubiie!!
Og ja bølgerne var høje på vejen ud til revet. Men gudskelov blev jeg ikke søsyg. Pillen virkede, yes.

Der var en marine biolog med ombord som fortalte om hvad der skulle ske på de forskellige stop.
Det første stop var et ”øvested”. Her kunne man se diverse koraller og enkelte variationer af fiskelivet.
Andet stop var marine biologen med i vandet og var fører på en guidede tur, hvor han pegede, tog diverse ting op af vandet og fortalte om disse.
Her var også højdepunktet på dagen. ”Big Albert” en kæmpe fisk som svømmede tæt omkring os for at score noget blæksprutte som biologen havde med i lommen.
Sidste og tredje stop skulle der havde været gode muligheder for at se havskildpadder. Men da vejret var blevet dårligere, og dermed større bølger og dårligere sigtbarhed, så vi desværre ingen af disse flotte dyr.

Jeg må sige at jeg var lidt skuffet. Korallerne og dyrelivet var slet ikke så varieret og flot som jeg tidligere havde set i Sydøstasien. Men som et plaster på såret så fik jeg da set ”Big Albert”!

Nåå jaa, jeg fik da også lidt ekstra for pengene.
Om aftenen så min ryg ud som stribet flæsk. Da jeg tidligere på dagen havde smurt mig ind med solcreme faktor 30, havde jeg ikke fået smurt mig selv ordentligt på ryggen.
Aaavv, for den hvor det koger. Nå det er væk igen om et par dage!!

Sidste aften i Port Douglas spiste vi på hotellets restaurant, der var omkranset af et lille åløb med åkander.

Piiv…henover gulvet. Jeg skyndte mig at trække benene op under mig fordi der var da noget rimeligt stort der piskede henover gulvet.

Efter nærmere øjesyn så lignede det en rotte…”Was it a rat ?” spurgte vi servitricen.

Ja – det var en hvidhalet rotte, men da den var udryddelsestruet måtte de ikke slå den ihjel. Så den boede fint og trygt her i det lille åløb.

31. Maj 2005

Ridetur i regnskov og på strand

I dag havde jeg (Christel) booket mig på en ridetur i Daintree. Turen gik afsted fra Wonga beach, hvor vi først red en times tide på den flotte strand.

Sjovt – at ride på en rigtig cowboyhest + saddel og vi fik lektioner i hvordan sådan en hest skulle rides inden der var afgang fra staldene.

”Glem alt om hvad I ellers ved om ridning” startede han med at sige – Øv ! nu troede jeg ellers lige at jeg havde et forspring.

Hesten skulle rides med en hånd i tøjlerne, og de skulle være meget løse det meste af tiden. Skulle man trave skulle tøjlerne samles oppe på halsen af hesten – hånden oppe på halsen af hesten – hånden skulle hvile på hestens hals, og man skulle stå op i stigebøjlerne – mens man travede. Det var sjovt !

Herefter gik rideturen igennem regnskoven – fantastisk at opleve regnskovens lyde fra hesteryg – og absolut stilhed.

På et tidspunkt fortalte den ene guide noget foran i rækken. Jeg red til sidst, og kunne ikke lige høre hvad han sagde.

Da vi rede lidt videre spurgte jeg en anden guide der red foran mig ”Hvad var det egentlig han sagde ….” Hun pegede op lige ovenover mit hoved ”spider !” …Arhhh ..jeg red lige under et kæmpe spindelvæv med en kæmpe edderkop. Yark !
”Åhhh…you dont like spiders ?” …Nix.

Vi skulle ride igennem en lille flod – og guiden fortalte ”Nu kigger i efter krokodiller når I rider igennem – hvis der kommer en krokodille vil den angribe hesten forfra. Så glider I af hesten bagfra, og lader krokodillen få hesten”…hmmm..det var lidt svært at sige om han bare lavede sjov med os.

Men da vi kom tilbage til staldene hang der et billede af en stor krokodille som de havde fanget i området.

Vidunderligt at ride igen, det må jeg gøre noget mere ved når vi kommer hjem.

Men jeg havde godt nok ondt i bagen bagefter – vi gik alle ”John Wayne” skridt da vi stod af hestene.

Hjemme igen og endnu en oplevelsestur at berette om under en dejlig middag i byen.

30. Maj 2005

Daintree og Cape tripolation

Ud af fjererne og ud på endnu en oplevelsestur. Bilen blev pakket og afsted det gik fra tidlig morgen nordpå.

Første stop; Daintree River. Ved floden stod flere klar til at tilbyde en sejltur på floden. Den mindste båd blev valgt for at undgå en overfyldt båd.

Heldigvis var vi kun 12 med skipper.

Sejlturen ned af floden gav endnu et bevis på hvor fantastisk smuk naturen er. Fra floden kunne vi se Qeenslands 3. største bjerg.

SE ! og der blev peget ind på flodbreden. Der lå en krokodille og tog sin morgenlur – og SE ! der oppe mellem grenene ligger der en stor slange. YARK ! (Yes, siger Sarah og Christian) den var halvstor og Sarah kunne selvfølgelig med det samme fortælle at det var en python. ” ja – det er fint nok, bare den nu ikke dratter ned i hovedet på mig”.

Vi sejlede lidt videre og vores guide/kaptajn fortalte om træer, planter og blomster langs floden.

Orv, prøv at se ! en mega-krokodille lå på flodbreden og sundede sig ovenpå sin morgenmad. Tyk og fed lå den der med gabet åbent – så man kunne se, at den kun havde få tænder.

Guiden fortalte at krokodiller skfiter tænder rigtig mange gange og der derfor til tider ikke har ret mange tænder i munden. Men det forhindrede dem ikke i at snuppe deres ynglingsret; Wallabies. Han fortalte også at dette var en han.
En han har et territorium på 5 km. og i dette område har han 14 krokodilletøser som han skal være sød ved.

Fra Daintree River gik turen videre til Alexandra Lookout, men først skulle vi lige over floden. Heldigvis skulle vi ikke svømme – en trækfærge bragte bil og familien trygt over på den anden side.

Fra Alexandra Lookout kan man skue ud over det flotte landskab og havet. Desværre var det lidt overskyet så enkelte bjergtoppe var indhylet i skyer, men flot var det.

Herfra gik køreturen videre til Jindalba boardwalk. Egentlig kørte vi efter et udsigtstårn som var bygget så den smukke udsigt kunne nydes i fugleperspektiv.

Men det var vist mere bygget for touristerne, og der var selvfølgelig en butik hvor alt slags krims/krams kunne købes. Og nej – ingen ting i Australien er gratis. Det kostede 45 dollar for en familie at gå ind i området, og gå turen op til udsigtstårnet. Så fik man selvfølgelig mulighed for at kigge på alle skiltene der var sat op.

Næ, tak vi ville hellere ud i den ”rigtige” natur uden 27 andre turister. ”Biblen” (Lonely Planet) anbefalede en lille boardwalk 15 min. gang fra visitorcentret.

Christian havde talt med den gamle mand fordi han gerne ville gå i regnskoven uden boardwalk. (autoriceret stier – og flere steder anlagt på træstier)

Men den gamle mand fortalte, at der var nu en årsag til at der var opsat disse boardwalk. Det første lag muld i regnskoven er meget vigtigt for det biologiske kredsløb. Og hvis man sendte turisterne ud i regnskoven ville de ødelægge og trampe bunden ned. Derfor havde man lavet disse boardwalk for at bevare naturen.

Boardwalken gik et par km. ind i regnskoven hvorfra naturen kunne nydes.

Flere steder har vi set advarselsskilte for Cassowairer (en strudsligende fugl), der beskriver nøje hvordan man skal forholde sig hvis man møder en. ”Stå stille – ikke noget med at løbe – hvis man har en taske ell. Lign. Skal man holde denne ind foran sig.”

Hvis den føler sig truet, og man er på dens område vil den angribe med sine meget stærke ben og kløer.

Det ville nu være fedt hvis vi kunne spotte sådan en – selvfølgelig bare på afstand. Det er et fantastisk dyr, som er lidt dino-agtig med sin top på hovedet.

Men vi har endnu ikke været ”heldige”.

Fra Jindalba boardwalk kørte vi videre ned til Cow bay. Stranden skulle være ”simply beeutiful” – jf. ”biblen”.

Det må man sige ja til – men vejret var koldt og blæsende, og derudover var der endnu et advarselsskilt der gav advarsler om at gå i vandet. På denne strand var der netop spottet krokodiller. Så det var nok en rigtig dårlig ide at vandre rundt på stranden.

Christian havde fra den gamle mand fået anbefalet et område – regnskov – omkring Cooper Creek der skulle være ”virgin rainforest”. Inde i skoven skulle der bo en familie som guider rundt i regnskoven for små grupper.

Afsted det gik af en lille grusvej og ind i regnskoven. Fuldstændig rigtigt – inde i regnskoven boede en ældre dame som tog turister ud i ”hendes” område af regnskoven.

Christian fik arrangeret en eksklusiv guidet regnskovstur hvor det kun var ham der gik med hende.

Christian’s oplevelser:

Damen som skulle guide mig var en ældre pensioneret dame fra Melbourne. Hun havde valgt at flytte herop til Cape trip/Daintree/CooperCreek sammen med sine sønner, og sammen starte dette lille eco tours firma.
Hun var utroligt smittende med sin fantastiske viden og entusiasme omkring planter og dyr i regnskoven.
På turen fortalte hun mig omkring det enorme liv der er i en regnskov. Lige fra svampe til træer og fra insekter til pattedyr.
Det var temmelig overraskende at der stadig bliver fundet nye arter (planter og insekter) hvert eneste MÅNED.
I dette område vi gik i var der stor variation i beplantningen og dyrelivet, bare inden for 100 meter.
Det var en stor oplevelse at gå steder hvor få andre mennesker havde været. Vi gik ad dyrestier og så derfor mange efterladenskaber fra dem.
F.eks Cassioware lort (strudslignende fugl) (se billede). Der er faktisk et træ der er fuldstændig afhængig af Cassiowaren. Træets frø kan nemlig kun spire efter at havde været igennem denne store fugls tarmsystem.
Vi så også termitbo som blev lavet om til rede når Kingfisheren (isfuglen) skulle lægge æg.
Det var jo dejligt nemt, når de små pipper kom ud af ægget, at have spisekammeret omkring sig.
Der var mærkelige ”porcelæns”frugter (se billede) hvori en larve startede dens liv. Når frugten engang modnes og falder til jorden, venter larven på at der kommer en og slår hul på frugtskallen, så larven kan stikke af. Jeg fik en sådan frugt og tog den op til øret hvor jeg kunne høre larvens ustandselige flugtforsøg igennem frugtskallen.
Der var planter der hed stinger planter, og de var livsfarlige at røre pga den stærke gift.

Bambuser man næsten kunne se vokse (se billede). Tænk at disse vokser en meter om dagen.

”Bumsetræet” (se billede) er en af verdens mest primitive træer og arten er 130 millioner år gammel.
Hvert enkel ”bums” på stammen af træet er der hvor træet blomstrer. Desværre var det ikke lige nu.

Ellers var der træer der var 1000 år gamle. Nogle af disse var overraskende nok ikke særlig store.
Jo og så var der lige dyrelivet. Vi så en ”Dragon” øgle. Diverse insekter, edderkopper (læg mærke til hvor godt nogle af dem er kamufleret) og en masse fugle jeg ikke kender navnene på. Vi så kun et pattedyr og det var et eller andet pungdyr, der var utrolig hurtig til at gemme sig.

Man kan godt forstå at Steven Spielberg tog hertil får at få sin inspiration til Jurassic Park her i Cape Tripolation/daintree.

Slutteligt kom vi ud af regnskoven 2,5 time efter vi begyndte og med en masse gode oplevelser og viden med i rygsækken.

Og tilbage til Christel:

Mens Christian tog på sin oplevelsestur tog vi andre på stranden (Thorntorn beach) Men det blev ikke til badning pga. vejret var koldt og vandet endnu koldere. Men stranden blev udforsket for flotte muslingeskaller og en enkelt død slange så vi på stranden.

Det blev sent inden vi igen var hjemme, og Christian kunne vise sine billeder og berette om alle sine oplevelser.

29. Maj 2005

Kæmperejer…

I dag blev en rigtig hyggetur. Ved frokosttid gik vi ned til stranden, og gik langs stranden ind til byen.

Stranden ”four mile beach” var vanvittig smuk og det var helt vidunderligt at stikke tæerne i havets bølger.

Turen derned gik igennem et lille ”skovområde”. Christian havde netop talt med den gamle mand i butikken (en tidligere guide der nu passer butikken på ressortet og booker turer for turisterne). Han havde fortalt Christian at der fandtes masser af slanger (Children’s pyton, amatyst python og death adder) netop i dette område omkring resortet…..very funny !!

Men indtil videre havde vi jo set et eksemplar i på vejen ud til Atherthon Wetland. Den var godt nok død – og Christian har selvfølgelig taget ”close up” billeder af den selvom han var lige ved at kaste op. Aussierne mente at det enten var en ”tai pan” eller en ”Brown snake” (begge dødelige giftige) da vi havde set den ved en sukkerrørsplantage.

Den størrelse ville jeg helst ikke møde på vej ned til stranden. Så vi trampede godt og grundigt i stien og jeg krydsede fingrene.

Vi mødte heldigvis ingen slange – men jeg er sikker på at noget stort kriblede i bunden lige ved min fod. Men….jeg vil ikke vide hvad det var. 

Flere steder er der advarselsskilte for stinger (vandmænd med lange giftige tentakler), men efter sigende skulle det ikke være sæson for stingere. Men trods dette havde de ved byens strand indhegnet et område (stingernet) hvori der kunne bades sikkert – og selvfølgelig var der også livreddere der sprang i vandet hvis man havde brug for hjælp.

Fra den gamle mand havde Christian fået et godt råd om at gå til byens grønne område. Her skulle være 100 vis af flagermus/flyvende ræve i trætoppene, og jeps ! det må man sige, men der var vist lidt mere end 100. De skrabbede som en hel flok krager.

Herfra gik vi ned til havnen, hvor der vist var havnefest. Her nød vi de største rejer, blæksprutter og en god australsk øl…mums.

Lige nu hygger vi os med god stille musik og kortskrivning.

28. Maj 2005

Skyrail over regnskoven

I dag kørte vi afsted mod Cairns og til en Skyrail (lidt ligesom skilifte – bare i en kabine) der kørte op til Kuranda og retur.

Det var en fantastisk oplevelse at køre med Skyrail over regnskovens trætoppe og der var en helt vidunderlig udsigt udover havet.
På natursiden lever Australien 100 % op til ens forventninger. Her er et spektakulært landskab. Det ene øjeblik tænker man ” Det her er det smukkeste vi har set indtil videre” – men blot lidt længere fremme ser vi en udsigt som næsten tager pusten fra en.

Kuranda var en hyggelig by, og her kunne man nok godt have brugt lidt mere tid. Men vi skulle nå den sidste Skyrail tilbage allerede kl. 14:30.

Vi fik købt en didjilidoo og et andet instrument. Christian fik en lynlektion – og kan nu næsten ikke vente med at komme i gang med at lære ”hjulene på bussen….” Men begge dele er pakket forsvarligt ind i bobleplastik – så han må pænt vente.

Så nu er der lige noget bagage der skal smides ud for at vi kan få plads til 4,5 kg

27. Maj 2005

Karneval i Port Douglas

Øv – jeg havde set frem til at sove rigtig længe i en vidunderlig sent i et soveværelse med aircondition. Men fr. Nikolajsen vågnede igen ”kvart i kvalme” og var super frisk. Men okay – så får man da noget ud af dagen.

Hele formiddagen er gået med dagbogsskrivning, og Sarah har nydt at lege på hendes nye værelse. Alle bamserne er indrettet i hver deres hjørne og vist deres også deres eget lille værelse.

Det har været overskyet hele morgen – men senere blæste skyerne væk og en smuk blå himmel viste sig. ”ud af fjerene, nu starter dagen”.

Vi tog en tur en til Port Douglas som er en rigtig hyggelig by. Vi havde allerede forberedt os på at der skulle være karneval i byen – så vi stillede os op langs vejen og ventede.

Det var et hit både for Sarah og os og se karnevalet. Dette optog var mest børn der havde klædt sig ud og de kom kørende på biler der var pyntet med emner som; Star wars, Dalmantinerne, pop tøser – og 1000 andre ting.

Sarah ville vist gerne have været med på vognen med ”pop tøserne” – der dansede i det sejeste tøj til sprudlende popmusik.

26. Maj 2005

Port Douglas

Så nåede vi målet efter 2400 km. på 17 dage. Det har været nogle pragtfulde dage, og det var lidt mærkeligt at skulle pakke det hele ned igen. Dagene har været fulde med oplevelser og råhygge – og ja – dagene er bare fløjet afsted.

Vi kørte fra campingpladsen i Mossman kl. 10 imorges og allerede ca. kl. 11 var vi fremme ved Rydges Ressort i Port Douglas hvor vi skal være i en hel uge.

Jabadibaduu…..vores villa er kæmpestor med køkken, stue, spisestue, to værelser, to badeværelser, vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine. Vi hoppede og sprang – endnu engang havde vi været super heldige og var blevet opgraderet.

Oprindeligt havde vi bestilt ”one-bedroom villa” – det er bare for vildt – og super lækkert.

Her er det ren luksus med 2 restauranter, 6 swimmingpools og 2 barer. Der ligger en swimmingpool tæt ved vores villa og en kæmpestor oppe ved receptionen – de skulle selvfølgelig straks afprøves, og ja, de er blev godkendt.

Christian og Jan tog kørte til Cairns for at aflevere camperen. Egentlig var planen at de skulle tage bussen tilbage, men efter nærmere omtanke og et regnestykke kunne det bedre betale sig for os at leje en bil i hele den uge vi skal være her i Port Douglas.

Så hjem kom de med en 8 personers Toyota…

Perfekt – så kan vi også selv tage ud og se alle attraktionerne i området, og gøre det i vores eget tempo uden ”japanerturisterne” J

Her er selvfølgelig (igen) 1000 ting vi gerne vil se. Prioriteringerne står p.t. på Daintree, Cape Trip., Great Barriere Reef, Nigth walk i regnskoven (kun Christian og Sarah) og ja så er der sørme karneval i denne uge i Port Douglas – og så skal der også lige være tid til afslapning.

25. Maj 2005

Mossmann

I dag startede vi i regnvejr fra Atherton og kørte til næste attraktion; en kaffeplantage. Heldigvis klarede det op i løbet af dagen og kaffeplantagen kunne nydes uden regn.

Kaffeplantagen blev drevet af et ældre ægtepar og deres datter. Manden fortalte ivrigt om sit livsstykke. Oprindeligt var han født og opvokset i Italien men drog afsted til Australien i 1953 uden en krone på lommen og uden at kunne tale et ord engelsk. Han arbejdede på tobaksplantager.

Han købte sin egen tobaksplantage og gik i gang med at dyrke tobak. I 1980 var der nedgang i tobaksmarkedet. Og han er af de få der er lykkedes med at gå fra tobaksproduktion til kaffeproduktion.

I 1990`erne var der nedgang i kaffemarkedet. Han valgte at riste bønnerne selv og gøre det specielt. Han tog tilbage til Italien for at lære denne specielle måde at riste bønnerne på. Alt er økologisk og han får kun et kg. kaffe ud af hver kaffeplante. Han sælger nu kun sin kaffe til en eksklusiv kundegruppe, men eksportere sin kaffe til japan, kina, usa og europa.

Det var meget interessant at høre om kaffeproduktionen fra en mand der virkelig brændte for sit livsværk. Selvfølgelig kunne man efter en demonstration smage kaffen og købe fintmalet kaffe eller bønner. Mums – en rigtig god kop kaffe serveret med charme.

Herfra gik turen videre til Wetland. Vejen derud fra hovedvejen var grusvej. Vi havde fra KEA Camper fået strenge ordre på at vi på ingen måde måtte køre off-road med camperen. Hvis der kom stenslag eller lign. Så dækkede forsikringen ikke.

Men jeg havde heldigvis været på touristinformation inden vi tog afsted fra Atherthon og herfra havde de ringet ud til Wetland for at høre om vejens tilstand.

Vejen var ok – men man skulle godt nok køre forsigtigt fordi der var også en del huller.

Wetland er et stort vådområde med 1000 vis af fugle. Her en menneskeskabt sø som vi sejlede på for at kunne spotte alle de specielle fugle; sorte svaner, fugle med meget lange ”tæer”, skarv-lignede fugle, svaler og små bitte fugle. Her var et ocean af meget smukke åkander (lotus og liljer) der blomstrede.

Her var meget smukt – og sejlturen tog kun en lille times tid. Jeg kunne godt have siddet i båden en hel dag for at se fuglelivet.

Men vi havde jo igen tiden vi skulle køre efter, og næste campingplads i Mossmann – ude ved kysten skulle nås inden solnedgang.

På vej ud af den 7 km lange grusvej fra wetland så vi en død slange.
Christian gættede på at det var en brown snake som var opsvumlet af råddenskab i varmen. Det var virkelig en hæslig stank! Føj!

Køreturen gik over bjergene, og var nok den mest faretruende indtil dato. Der var en strækning på 8 km. med de værste hårnålesving, men det var endnu en smuk køretur.

Vores sidste campingplads inden bilen skulle afleveres; en lille hyggelig campingplads der lå tæt på stranden. Her blev rigtig råhygget den sidste aften inden vi skulle sige et næsten vemodigt farvel til kørende ”hjem”.

24. Maj 2005

Atherton

Nu var vi klar til de næste oplevelser og det mylder med flotte attraktioner her i Atherthon Tableland. Det er næsten ikke til at vælge til eller fra.

I dag kørte vi først ud til en sø hvorfra vi skulle se næbdyr – og ja, vi så et par stykker. Lidt af et særsyn pga. de er sjældne at spotte i naturen. Sarah var himmellykkelig. Det var et af hendes højeste ønsker at se et næbdyr, så hun var næsten ikke til at drive fra stedet. Og Christian forsøgte selvfølgelig at tage 1000 billeder hver gang der var en som kiggede op over vandoverfladen.

Herfra kørte vi videre til tre meget flotte vandfald; Millaa Millaa, Zillie og Ellinjaa – og så gik turen op, op, op af bjerget så vi kunne nyde udsigten fra toppen og ud over dalene.
Det må siges at det var lidt af en udfordring at køre på så smalle veje der snoer sig op og ned af bjerget med en autocamper der er 7 meter lang. Sarah og jeg lukkede øjnene og håbede på at der ikke kom en modkørende bil rundt i det skarpe sving. Men Christian er efterhånden blevet lidt af en haj til at køre camperen så det gik perfekt.

Desværre har vi haft lidt dårligt vejr i dag – så udsigten var ikke helt klar, og enkelte bjergtoppe var dækket af skyer. Men flot var det nu alligevel.
Herefter skulle vi se vulkankrateret ved Mt. Hypipamee. Det var ikke krateret hvor lavaen strømmede ud, men derimod hvor gasserne kom. (Se billede).

Fremme i Atherthon, som er ”byen” i højlandet skulle næste campingplads findes. Byen ligner lidt en søvning cowboyby – husene er lidt victorianske og der er stillet ind på slowmotion.

Christian tog ud for at se et kæmpestort figtree – mens vi andre indrettede os på campingpladsen. Det havde været noget af et særsyn – et kæmpestort træ. (se billede)

Lige nu står den lidt på råhygge. Christian spiller guitar og synger, Sarah skriver dagbog (hendes lektier) og ja, jeg hygger mig med mails hjemmefra.

23. Maj 2005

lejrbål

I dag har det været ”slappedag”. Køreturen i går tog lang tid, og vi kørte faktisk hele dagen fra kl. 10 til 16:30.

Egentlig burde vi vaske tøj, men jeg har lige været ned ved pladsens vaskeri og der hænger en seddel hvor der står ” vandet kan være beskidt”. Så det må (desværre) vente.

I dag er det også Joakims fødselsdag så i eftermiddags stod den på Lenes pandekager (de bedste) og varm kakao i det fri.

Christian fik rollen som naturguide og vi gik en tur i området. Malanda Falls var meget smukt, og man kunne bade der – hvis man havde lyst. Men det var koldt og man kunne ikke helt se bunden, eller rettere det vides ikke med sikkerhed hvad der findes på bunden.

Turen gik igennem regnskoven hvor vi spottede fugle og skildpadder i floden. Men ingen trækænguruer, selvom de skulle være her i området.

Sarah og jeg har købt en bog over Australiens fugle. Så der bliver krydset af hver gang vi ser en ny fugl.

Det er interessant at se hvordan naturen, fauna og klima ændre sig ved ”blot” 400 – 500 km. kørsel. Heroppe i højlandet er det lidt køligere, og her findes fugle som vi ikke tidligere har set.

I Airlie Beach var det papegøjer vi fodrede om morgen ved morgenbordet. Her er det vilde kalkuner. De er lidt forvirret oveni hovedet og ”gokker” lidt rundt.

Det vi kom retur fra vores ”guidet” naturewalk var det ved at blive mørkt. Det er lidt sjovt man kan næsten stille uret efter naturens lyde. Omkring kl. 17 starter frøerne deres sang og lidt senere starter chikaderne deres højlydte sang. Lidt senere bliver alt næsten stille og det eneste vi hører her er vandfaldets brusen.

På denne campingplads er det tilladt at lave lejrbål. Så fødselsdagsbarnet gik straks i gang med at lave bålet hvor der skulle grilles skumfiduser. Christian fandt guitaren frem og så var der dømt lejrbål.

22. Maj 2005

Maranda

Allerede i morges kl. 8 fik Christian fat i KEA Camper. De lovede at komme inden for en time, og skifte hjulet. Perfekt – der kom en MEGET stor aussie, som bestemt ikke havde størrelse til at kravle ind under camperen for at hente reservehjulet. Så vi måtte selv hjælpe til. (Så nu er Christian forberedt hvis vi skulle få et fladt dæk på vestkysten)

Afsted det gik væk fra Townsville. Denne gang op imod Atherthon Tableland. Første stop var ved Cassowarie Tea House. Som ligger smukt placeret på en stejl bakketop med en helt fantastisk udsigt udover Hinchinbrock Island og Everglades. Som Sarah sagde ”det ligner landet fra Løvernes konge”.

På kortet var en lille afkørsel som skulle bringe os op til Tea House – men vi nåede ikke ret langt før vi mødte et skilt der advarede imod at caravans kørte videre. Vi parkerede bilen og gik op af den meget stejle bakke og nød udsigten på vej op. Det var vist rigtig godt at vi nåede at se det skilt fordi stejlt var det.

Tea House serverede jo selvfølgelig jordens bedste the, og vi fik demonstreret hvordan man spiste muffins korrekt. Først skære muffin over – et ordentlig lag tropisk marmelade (mango) og herefter et ordentligt lag flødeskumscream – og haps lige ned i halsen. Sikke en god bid.

Det var et sted som jeg godt kunne nyde et par dage – udsigten – the`en – muffins og stilheden.

Nå – men vi måtte jo videre. Vi havde ca. 300 km. foran os inden vi nåede målet; Malanda.

Turen op igennem og mellem bjergene; Atherthon Tableland var fuldstændig ubeskrivelig smuk. Der var bjerge – bakker og dale i de flotteste grønne farver, The, kaffe og sukkerrørsplantager, og regnskov med kæmpe træer og lianer.

Nu var vi virkelig kommet på landet og ud i naturen. (Lige hvad vi trængte til)

Campingpladsen i Malanda er placeret midt i naturen. Pladsen er måske ikke lige den højeste standard men vinder mindst 5 stjerner for naturen.

Vi ligger klods op af regnskoven og 5 min. gågang ned til Malanda Falls. Christian har netop læst, at man kan se skildpadder og næbdyr nede ved vandfaldet. Som han sagde ” Så kan man jo bare tage en stol og sætte sig derned tidlig morgen” – faktisk er han allerede på vej og afsted ud for at finde div. dyr og sikkert også kryb.

21. Maj 2005

Townsville

Nu har vi ”kun” 2 måneder tilbage.
Det er altså stadig ikke til at fatte at vi skal være her i så lang tid. Men det kommer nu nok til at gå hurtigt alligevel. De første uger er i hvert fald fløjet afsted.

I dag tog vi afsted fra Airlie Beach og kørte til Townsville. Endnu en flot tur og hyggelig.
Vi stoppede ind et sted og købte frugt, og tog det i det hele taget med ro.
Måske lidt for meget, fordi det var næsten mørkt da vi ankom til Townsville, og den by er altså bare ikke til at finde rundt i. Den er stor og ligner et stort byggerod. De havde ellers beskrevet byen smukt i alle brochurerne (Hmf – måske skal man ikke altid stole på hvad man læser)

Nå – men jeg havde i Lonely Planet fundet en campingplads, der skulle ligge ned til vandet. Jeg higer efter min havudsigt, og er lidt træt af at ligge på campingpladser der ligger for tæt på Bruce Highway.

Vi ankom sent til pladsen, men standarden var ikke helt i top.

Nå – pyt, videre til næste sted med lynets hast pga. indcheck på campingpladserne er inden kl. 19.

Men vi fandt en ”BIG4” plads. (En af de største campingpladskæder i AUS) De havde indtil videre ikke skuffet os. Men – HA ! – det må man vist sige at de gjorde – bigtime – denne gang. Pladsen lå som en del af en stor tankstation. Reception og spisested var tankstationen. Pladsen lå i bogstaveligste forstand ”klods op af Bruce Highway”.

Men der var ikke tid til at finde en ny plads, så vi måtte tage det sure med det søde, og vi kunne blot lave det til en stor joke.

Vi spiste aftensmad ”på tanken” – junkfood. Christian prøvede en ny slags junkfood – burger med æg, bacon, ananas og rødbeder – YARK ! Og så var den kold.

Det var prikken over i`et – nu kunne det da ikke blive værre. Jo – vores bagdæk var fladt !
Alle brød ud i et totalt grineflip – det var simpelthen bare for komisk, at bo på tanken – det værste spisested – og et fladt dæk.

Måske skulle jeg lige fortælle om Aussierne`s campingkultur. Her har været de største campingvogne – seriøst på Airlie Beach var der en ”King off the road”, som mindst var 12 meter lang og 4 meter høj. Selvfølgelig havde de en kæmpe 4 WD til at køre den. Fastliggerne er også helt overkill. De har forhaver med små havenisser, en garage til bilen (telt) og vi har set nogle med akvarier i deres forhave og en med et stort fuglebur. Det er bare for vildt.
Vi har senere fundet ud af at når Aussierne går på pension sælger de huset, køber en Camper og bruger tiden på at kører rundt i Australien. Det lyder da egentlig rimelig lækkert.

20. Maj 2005

Whitsundays

”Whitsundays” er en øgruppe ved Great Barriere Reef der består af XXX øer. Nogle er udviklet til et kæmpe ressort, andre er privat ejendom men de fleste står uberørte med de smukkeste hvide sandstrande. Disse er blevet fredet og lavet til nationalpark.

Afsted det gik klokken – meget tidligt om morgen (8:00). Som Sarah sagde – det er lidt ligesom vi skal op og på arbejde og i skole.

Turen fra Airlie Beach til Shute Harbour var meget smuk. Men nok også et område hvor vi var glade for at vi ikke skulle kører med camperen. Det gik nemlig både meget stejlt op af bakke (her var den flottest udsigt over bugten), og ned af bakke.

På båden var vi ca. 15 personer i alt. Pyhaa….så havde vi valgt den rigtige tur. Det ville være knap så sjovt hvis det havde været en ”færge” med 250 personer. (Den så vi senere på dagen på Whiteheaven)

Første stop var Hook Island. Her fik vi udleveret snorkelsæt og svømmefødder. Fra stranden kunne man svømme ud til et koralrev hvorfra de smukkeste fisk og koraller kunne observeres.
Både Christian og Sarah lå med numsen i vejret i over en time. Sarah fortalte at de havde set papegøjefisk, stribet fisk, kuglefisk, kirurgfisk og mange flere.

På denne ø var der også et observatorium hvor man gik ned under havoverfladen i en tank/cylinder. Så kunne jeg også nyde koralfisk og koralerne. (Jeg er ikke helt vild med at snorkle)

Fra gangbroen fodrede de fiskene med brød og der kom store stimer af stribet fisk, lignede barakudaer og store Napoleon fisk.

Tilbage på båden fik vi en rigtig lækker buffet med bl.a. friske muslinger i lime og chili sauce. Christian var helt vild med disse.

Næste stop var Whiteheaven som fuldt ud lever op til navnet. Her blev vi sat af på en 7 km. lang hvid fin sandstrand. Øen er et fredet område. Man havde flere gange forsøgt at bruge ressourcerne fra øen; sandet. Sandet her indeholder så meget silica at det ikke er varmt at træde på. Japanerne ville gerne have fat i det hvide fine sand til at lave optisk glas af. Men heldigvis er øen forblevet fredet, og derfor kunne vi nyde en helt uberørt ø.

Herfra sejlede vi op igennem strædet mellem fastlandet og whitsundays. Det var helt fantastisk at ligge på dækket og skue ud over alle de øer vi sejlede forbi. Guiden udpegede et (grimt) lyserødt hus på en ø vi sejlede forbi – her holdte Julia Roberts sine ferier.

Sidste stop var Long Island. Her skulle vi slappe af ved et ressort og samle dagens oplevelser alt imens ungerne nød swimmingpool og de voksne nød en Long Island ice-tea”.
På denne ø så vi også små bjergkænguruer – og Sarah fandt en død kæmpe krappe på stranden.

Tilbage på campingpladsen igen. Nu skulle der holdes ø-råd. Vi skulle finde næste sted vi skulle køre til. Der er så meget vi gerne vil se, og afstandene er bare kæmpe store. Så det kan være lidt svært at prioritere. Men konklusionen blev; næste stop Townsville.

19. Maj 2005

Airlie Beach

Efter en lang køredag plejer vi at tage en slappedag – hvor swimmingpool og området skal udforskes.

Så afsted gik det med badetøj og faktor 30 – slappe af og nyde livet ved swimmingpoolen. Denne var kæmpestor med to ruchtebaner, så ungerne var nærmest opløst da de kom op igen.

Om eftermiddagen tog vi lokalbussen ind til byen, Airlie Beach. Som er en lille by, der er exit til Whitsundays – og med rigtig mange backpackers. Det er perfekt at søge informationer om div. ture ved dem og de internetcafe`er de holder til. Der ligger som regel en notesbog, hvor alle deres gode råd bliver beskrevet – og så er der som regel et hav af brochurer. Lige et mekka for mig. Jeg har efterhånden fået tilnavnet; Fr. Brochurenarkoman. Men man kan aldrig få en brochure for meget.

I Airlie Beach havde de lavet en lille lagune bag ”hovedstrøget” – eller rettere en slags offentlig friluftsbad – og selvfølgelig meget smukt. Her holdte ”de unge og de smukke til” – så måske var vi lidt for gamle til at solbade her….hihi. Men flot var det.

I en af brochurerne havde vi fundet en Thai Restaurant, der skulle have en smuk udsigt ud over havet. Heldigvis nåede vi frem til den inden solnedgang så denne kunne nydes fra restaurantens altan med en rigtig god australsk rødvin og lækker thai-mad. Sarah elsker thai-mad så hun blev vist rimelig mæt.

Brochurerne blev også gennemsøgt for ture til Whtisundays. Det kan være lidt svært at vælge fordi ”hvilke øer er bedst ?” ” Hvem laver den bedste tur” – og ”hvem koster ikke en million-millard?”. Vi havde udvalgt en tur der skulle bringe os til tre øer; Hook Island, Whitheaven og Long Island med afgang dagen efter.

18. Maj 2005

”vi gør det sgu!”

Efter en times kørsel tænkte jeg ”vi gør det sgu!”.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg inden for det sidste år har tænkt ”nu kører vi i australien”. Men nu… nu gør vi det.

Det er først ved at gå op for mig nu, når jeg nu ser de store vider som vi har set i dag.

Landskabet forandrede sig med jævne mellemrum i de 485 km. det blev til i dag.
Først de frodige eukalyptus lunde/sletter og frugtplantager.
Herefter kæmpe kvægfolde.
Så store vider med brændte træer efter de store bush brænde sidste år.

De skovklædte bjerge viste deres toppe, og et spektakulær landskab viste sig.
Og slutteligt kom de store sukkerrørsplantager.

Der er også begyndt at blive langt mellem bilerne nu.
Alligevel lå der mange døde dyr ved vejkanterne. Kænguruer, koalaer, possums og rovfugle. Sidstnævnte sikkert fordi de æder de andre døde dyr på vejene.

Da vi ankom til campingpladsen (kl.17:30) gæt hvem der hurtigt skulle i poolen?
Nemlig, Sarah godkendte den med det samme.
Der blev sagt at det er Airlie `s største pool. Og lækker er den i hvert fald.

Alt i alt en rigtig dejlig dag.

Tænk sig. Der er nogle af aussierne som har en afhænger med en jeep på bag på deres camper. (se billede)

17. Maj 2005

Rockhampton

Efter en lang køretur i går var det tid til en slappedag ved campingpladsen.
Dagen startede med fodring af papegøjer som pludselig kom ind i vores camper og tiggede efter brød. Tænk – de kunne håndfodres – og jeg fodrede dem med munden. (se billede)
Efter morgenmaden nød Sarah livet ved swimmingpoolen og hoppepuderne – og vi (de voksne) slappede af med næsen begravet i en god bog og illustreret videnskab.

Det gjorde Sarah nu også til sidst – hun er lidt af en læsehest, og den bog som hun er ved at læse lige nu (Skammerens datter 3) er vidst nok meget, meget spændende. Hun kan slet ikke slippe den.

Hun har fået mail fra hendes lærer der fortæller at hun skal stoppe (på pension) efter sommerferien. Øv – øv – øv – og tre gange øv sagde hun. Men heldigvis overtager hendes matematiklærer klassen. Så hun får heldigvis ikke en helt ny lærer.

Nu er vi ”kun” ca. 1200 km. fra målet her i Queensland; Cairns, og vejret bliver mere og mere tropisk og varmt jo længere nordpå vi kommer. Vejret i dag er igen fantastisk. Sol fra en skyfri himmel. 27 grader…

Slutteligt grillede vi i fælles BBQ området, med en god rødvin til.
Apropos, vin/øl/spiritus forhandles kun i specielle ”liquor store”. Nogle af disse er endda som ”drive thru” butikker. (se billede).

Her i Queensland er det øllen XXXX bitter som er den foretrukne øl.
Ellers kan jeg godt lide den lokale rom ”Bundaberg rum”. Det er en mørk rom som er lavet af sukkerrør. Mmmh…

16. Maj 2005

Kænguruer?

Efter ca. 450 km. kørsel, i smukt solskinsvejr, landede vi i Rockhampton kl 16:00.

Vi var trætte, men Sarah havde alligevel energi til at afprøve swimmingpoolen. Det er efterhånden blevet et ritual – at når vi kommer til en ny campingplads – så skal swimmingpoolen afprøves uanset hvilket tidspunkt vi ankommer.

”Rockie” er storleverandør af oksekød til hele australien. Så derfor skulle jeg (Christian) selvfølgelig prøve en stor fed bøf den første aften. Men som bekendt er det ikke lige guf for Christians tarme, såee, at bøde dagen efter, øvv.
Men godt…, det var det!
Vi har nu set rigtig mange kænguruer – desværre har de alle været døde.
Jeg talte mindst 15 på de 450 km vi kørte i dag.

Der var ellers både advarselsskilte mod kænguruer og koalaere på mange af strækningerne. Men hvad, når aussierne kommer kørende i deres store ”trucks” er
”we brake for nobody” obligatorisk. (billede af truck til Ove)
I det hele taget kører aussierne forbandet stærk. Vi holder fartgrænsen, som ligger mellem 90 til 110. Men bliver tit overhalet af store trucks.

Highway’en er etsporet og tit er der skiltning med ”REST or R.I.P”
”tag et hvil” eller ”hvil i fred” (læs død).
Det er da en advarsel der vil noget!!!

Men ellers har det været en flot tur med citrusplantager, ananasmarker, og eucalyptusskove.

Ved en rasteplads var vi så frække at stjæle et par citroner. De var dejlig friske… og sure.
Passer fint til gin og tonic.

15. Maj 2005

Fraser island

Nu har vi været afsted i 9 dage. Sidste fredag aften kl. 22:45 tog vi flyet til Bangkok. Det er utroligt. Jeg føler, at vi har været her i meget længere tid, med alle de gode oplevelser vi har haft indtil videre. Men dagene hernede er også meget lange. Vi står op med fuglene kl. 6 – og her begynder dagens oplevelser.

I dag har været endnu en oplevelsesrig dag. Klokken 7:45 blev vi hentet her på campingpladsen af vores tour-operator; King Fisher Bay.

Vi havde booket os på en dagstur til Fraser Island, og tog færgen / catemaran kl. 8:30. Det tog ca. 45 min. at sejle dertil.

På Fraser Island gik turen videre i en 4 WD bus. Med plads til 20 personer. Først fortalte guiden om alle sikkerhedsreglerne, hvordan man kom ud af bussen hvis den væltede, og at man ikke måtte hvile hovedet op af vinduet og huske sikkerhedsselen. Så var bunden ligesom lagt – det skulle blive en spændende tur 

Vi kørte først på 50 m. god vej – asfalt. Men herefter og resten af dagen gik det både op og ned – til siden og hoppende. Der skulle en rigtig god chauffør til at håndtere et terræn igennem skoven, langs stranden, op af bakker og ned i dale – finde en holdeplads på den ensporede sandvej når der kom en modkørende bil. Så det var vist en rigtig god ide, at vi bookende os på en tur, i stedet for selv at leje en 4 WD bil.

Hele øen er 100 km fra top til bund, og 50 km. på langs. Det er verdens største sandø, og alt er seriøst sand, hvilket også gør det endnu sjovere at køre i.

Vi startede med at køre langs stranden,(Seven-Five Mile Beach) hvor vi kørte om kap med tidevandet. Vi skulle nå ca. 25 km. op langs øen, og retur inden tidevandet kom ind. Strandvejen er øens hovedvej, og eneste mulighed for at komme nordpå.

Bølgerne brusede ind over stranden og lignede mini-tzunamier. Det så lokkende ud – at springe ud i bølgerne. Men som guiden/rangeren sagde ”you`r welcome to jump into the water – but I wouldt`n recommend it” – det var meget farligt pga. hajer der cruisede rundt efter mad, og en meget stærk understrøm. Det var rigelig advarsel til at holde sig langt væk.

Sarah spejdede efter hajtipper ude i havet, og var også 100 % sikker på at hun så noget på et tidspunkt.

Første stop var ved Eli Creek – et lille krystalklart vandløb. Et meget naturskønt område – mærkeligt at alle de grønne planter og træer kan vokse på sandbund.

Næste stop var Coloured Sands. Her var der nogle klipper – som rent faktisk ikke var klipper (fordi der findes ikke sten på Fraser Island) men sammenpresset sand der havde formet sig som små klippeformationer.

Herefter gik turen hurtigt tilbage igen, tidevandet var allerede begyndt at komme godt ind over stranden. Men vi nåede lige at stoppe ved Maheno Wreck. Et meget stort skibsvrang som ligger halvt begravet i strandkanten. Skibet forliste ud for kysten i 1936, og har ligget der siden.

Jubii..vi nåede at komme væk fra stranden inden bølgerne kom alt for tæt. Men det var godt, at vi havde en god chauffør.

Nu var det tid til at udforske øens midte. Vi kørte til Central Station hvor vi gik en lille tur ind i regnskoven og så en meget interessant vegetation. Guiden viste os en plante der var flere millioner gammel, en plante der også fandtes dengang dinosaurerne gik rundt. Han viste et kæmpe træ der var flere hundrede år gammelt. Han fortalte os at man tidligere havde fældet mange store træer på Fraser Island. Det var godt træ som kunne bruges til skibsmaster, men træet som var 1200 år gammelt var et af de få der havde fået lov til at blive stående.

Nu er øen på World Heritage list – hvilket betyder at den nu bliver beskyttet og bevaret som den er i dag.

Vi sluttede dagen af ved Basin Lake. En lille skovsø med det klareste vand – og selvfølgelig med sandbund. Ungerne sprang glade i det halvkolde vand alt i mens vi voksne slikkede sol på strandkanten / søbredden.

Klokken 16:30 sejlede vi retur til Hervey Bank godt fyldt op med oplevelser, og solstråler. Vejret i dag har været pragtfuldt, som rangeren sagde ”you couldt`n have pick a better day”. Den sidste lange tid har været med dårligt vejr på Fraser Island – regn eller for meget vind, så sandet blæste op. Men i dag var det vindstille og solen strålede fra en skyfri himmel.

Sarah har heldigvis ikke haft ondt i ørerne i dag, og det har vist også været en meget oplevelsesrig dag for hende. Der er blevet tegnet tegninger her til aften med strand og palmer.

I morgen er det igen køredag. Denne gang skal vi køre det længste stræk indtil videre – helt til Rockhampton – ca. 450 km. herfra.

Nattehimlen er fuldstændig stjerneklar så mon ikke vi også får solskin i morgen.

PS: Når vi spiser morgenmad fodrer vi fuglene – som er papegøjer og ibiser. Imorges kom der en hel flok kakaduer flyvende hen over campingpladsen. Lidt vildt.

14. Maj 2005

Hervey Bay

I dag – lørdag – skinner solen fra en skyfri himmel, og den har stået på ren afslapning. Ungerne har plasket rundt i swimmingpoolen. Vi har været nede ved stranden og i byen.
Christian fandt en internetcafe hvor han hyggede sig et par timer – så nu skulle der også være lidt billeder på websitet.

Arbejdsfordelingen her er, at det er mændene der kører, kvinderne viser vej og laver aftensmad. Så det er mændene der får dårlige nerver over venstrekørsel, og kvinderne der bliver frustreret over ikke at finde et shoppingmall, hvor der kan handles ind til aftensmad. (Som de fleste gange bliver grillet – mums)

Hervey Bay er en hyggelig, men lidt større by. Det er exit til Fraser Island – så her er en del campingpladser. Vores campingplads; Fraser Lodge Holiday villa er stor, og her har vi vores eget bad og toilet. Det er lidt blæret – men egentlig ikke en nødvendighed. Toilet og badeforhold på campingpladserne er helt i top. Og det bedste er, at man kan stå i badet i lige så lang tid man har lyst – der skal ingen mønter i en automat.

Om aftenen begynder der en skrigen og en basken, i luften, og oppe i træerne ved vores camper. Det er flyvende hunde (kæmpestore flagermus). De lever af den slags frugt som er i træerne ved campingpladsen. Jeg har hele aften jagtet dem for at få et godt billede, men det er bare ikke så nemt… Det er sjovt at se Christel når de basker hen over hovedet på hende. Det er vist ikke lige hendes kop te!!

13. Maj 2005

”Beeeeutifull road”

Vi tog afsted fra Maroochy Palms Holiday Village kl. 10:00.
Jubii..en solskinsdag. Helt blå himmel.
Men inden vi kørte afsted skulle der lige sendes div. e-mails, ordnes website og finde et bedre vejkort. De vejkort vi havde fået af KEA Camper var helt elendige.

Lene og jeg travede derfor afsted til den nærmeste touristinformation. Det viste sig at være en rigtig god ide. De kunne fortælle om den bedste og ”Beeeeutifull road” til Hervey Bay og vi blev godt forsynet med kort og gode råd.
Vi skulle hilse familien i Danmark fra dem – nu er vi jo næsten i familie med Australien, nu hvor vi har fået en australsk prinsesse. Det at Mary er gravid er næsten lige så opblæst i sladderbladene, som hjemme i Danmark.
Aussierne gider heller ikke rigtig høre om hendes voksende mave mere.

Nå – ”hit the road” vi havde 2 ½ times kørsel foran os (sagde damerne i touristinformationen…)

Vi kørte igennem et meget smukt landskab og forsøgte at undgå highway pga. de store trucs. Men helt slap vi nu ikke for dem, de kører åbenbart også af de små veje – og temmelig stærkt !

Det gør faktiske alle Aussier. De er meget venlige, og hjælper gerne med at finde vej eller vise deres land. Men de er ikke særlig venlige når de kører bil, de giver ikke plads og de kører rigtig stærkt.

Efter tre timers kørsel,(lidt mere end turistinformationen havde oplyst), med et lille stop til frokost, ankom vi her til Hervey Bay. Hele vejen havde vi kørt i flot solskin, så humøret var højt. ”Nu skulle det være slut med regn – troede vi !”.
30. min. kørsel herfra Hervey Bay blev himlen pludselig fuldstændig sort, og vi tog praktisk talt regnvejret med hertil.

Men køreturen hertil var pragtfuldt, og som sagt var det i strålende solskin. Vi kørte igennem en lille by Eumundi. Med mange victorianske små huse. Her har de brugt mange millioner på at holde alle bygninger ved lige så de i dag fremstår smukt.

Byen lige før Hervey Bay, Maryborough var lidt det samme – en by med meget smukke bygninger. Turen fra Maryborough af Sunshine Highway og til Eumundi er et meget bakket landskab. Men bakker betyder også at camperen skal kæmpe en delfor at komme op, og vi sad alle tre og krydsede fingre, og heppede på at vi nåede toppene.

Turen fra Gympie til Maryborough var et lidt mere fladt landskab, og her kørte vi forbi et stort militært område – med adgang forbudt, så vi turde næsten ikke stoppe camperen.

12. Maj 2005

Marochydore

Øv – det har virkelig været svært at få nat og dag til at hænge sammen på de rigtige tidspunkter. Sarah er den eneste der efterhånden har nogenlunde styr på det. Jeg gik i seng i går kl. 21:30, og er vågen nu kl. 5:15 (nat). Jeg glæder mig til at gå i seng til normal tid og stå op til normal tid. Når klokken nærmer sig 20:00, så kan vi næsten ikke hænge sammen af træthed.

Campingpladsen her er meget lækker – udfra hvad vi kunne bedømme i mørket i går. Området her – Sunshine Coast (haha) er en del turistet, så der er masser af butikker nede i byen.

Så nu vågnede fuglene. For bare 5 min. siden var det kun regnen man kunne høre, og nu er der et fuglekvider uden lige. Det er foresten ikke unormalt at se papegøjer i træerne, i det hele taget er fuglelivet her helt fantastisk.

Uanset vejret har vi besluttet os for at blive her to nætter. Nu trænger vi virkelig til en off-dag.

Det er blevet lyst nu, og jeg har lige været lidt rundt på pladsen. Her er mange fastliggere og mange små villaer der ligner små sommerhuse med små veltrimmet forhaver.
I den ene ende af campingpladsen er der en lille sø, hvorfra fuglelivet kan studeres, og man kan grille. Jeg gik en tur rundt om søen, men jeg havde lige glemt at jeg var i Australien. Hvordan er det nu lige med div. kryb ? ”Nej, tænkte jeg – rolig – det har jo lige regnet, så de gemmer sig” Indtil jeg gik direk